Just know my Smile.. 2 [CJB, JDB, RB, CS, CB, 1D]

DENNE MOVELLA ER SKREVET FOR LÆNGE SIDEN, SOM I KAN SE PÅ DATOEN.
Dette er forsættelsen af You smile for me. - Charlie er flygtet fra alt og alle sammen med sin lillebror. De smuttede næsten lige efter turnéen, fordi deres moster ikke ville have dem mere. Ingen ved hvor de er taget hen eller hvorfor, da Charlie kun har efterladt et brev.

114Likes
432Kommentarer
14898Visninger
AA

3. A walk in the wood.

”Mickey!” råbte jeg igennem lejligheden. Der kom et utydeligt svar tilbage, men lidt efter kom han ud fra sit værelse og ind i stuen. ”Hva’ så?” ”Jeg vil tage på arbejde. Jeg tager Chris med. Men jeg tænkte på, om vi skulle smutte i biografen efter?” ”Lyder godt,” smilede han. ”Super. Har du fri i dag?” spurgte jeg, imens jeg kiggede mig i spejlet, som hang på væggen ved hoveddøren. ”Jeg skal bare træne et par timer. Jeg henter dig ved caféen.” jeg nikkede og rettede på mit sorte hår. Ja, det var det, jeg mente med at forandre sig. Jeg havde farvet mit hår helt sort, brune kontakt linser i, fjernet mit modermærke og skiftet stil. Det havde været nødvendigt. Tænk nu, hvis nogen kendte mig som Justin Biebers danser, det måtte ikke ske, så jeg måtte nu farve hår hver sjette uge og skifte kontaktfarvelinser hver dag. Twitter havde jeg selvfølgelig også slettet. Så mange ting måtte man ofre, men vi havde da klaret os i to år. Kommet over død og tudeturer. 

Mickey havde fået bleget sit hår lyst, fået blå kontakt linser i og fjernet sin modermærke også. Han havde også måtte ofre sin stil.

”Så smutter jeg. Chris kom så!” råbte jeg, den sorte hund kom glad løbende. Han tog selv sin snor, som lå gulvet, jeg gav ham den på. Inden jeg gik, gav jeg Mickey et kys på kinden. ”Pas på dig selv!” råbte han efter mig.

 

Inden arbejde, var Chris og jeg en tur i skoven. Der var altid nogen ude at gå med sine hunde, det var så hyggeligt. Skoven var virkelig enorm, den var sikker og der var mange dyr. Chris elskede at kigge på dem, dyrene løb bare altid, når han var i nærheden. Det var så synd, for han begyndte altid at pive.

”Chris?” han kiggede op på mig med sine store brune nuttede øjne. ”Jeg skal lige have snoren af dig.” mumlede jeg og tog den af, jeg viklede den om mig. Jeg snakkede altid med ham, det tror jeg faktisk alle mennesker gør, at snakke med sine kæledyr. Det var faktisk min psykolog, der foreslog at jeg skulle have en hund. Bare så jeg havde selskab, der ikke gik mig på. Måske navnet, men jeg havde jo lovet ham det. Men jeg gik stadig til psykolog, hun havde hjulpet mig rigtig meget. Vi havde både fået talt om det med min far, også det med min mor, også Rose og Chris, faktisk alle ting jeg havde behov for at snakke om. Det var virkelig godt og jeg var blevet ret glad igen. Jeg gik kun til psykolog to gange om måneden, på et tidspunkt havde det været meget ofte, men nu var det blevet rigtig godt og det var jo også ret dyrt.

Chris gøede, jeg kiggede overrasket på ham, lige fundet tilbage til virkeligheden. Han kiggede glad på mig og gøede igen. Jeg kunne ikke lade vær med at trække på smilebåndet. Han gav mig et rigtigt hundesmil tilbage: tungen ude af munden. Jeg grinede af ham og han gøede begejstret. Han begyndte at løbe fjollet rundt, i gang med at få mig i bedre humør. Man kunne ikke andet end at smile af ham. Han var den bedste hund i verden, ligesom ham han var opkaldt efter, han var bare ikke en hund. Åh suk. Christian. Hvor jeg dog savnede ham. Ikke tænk på ham Charlie!  

Chris gøede igen. ”Hvad så flotte?” jeg satte mig på knæ foran ham og nussede ham på hovedet. Han gned sit hoved mod mit. ”Det godt med dig Chrisser! Vi må videre. Kom så!” jeg rejste mig op og Chris løb begejstret i forvejen. Der var en halv time til, at jeg skulle møde.

”CHRIS!” råbte jeg højt efter ham og begyndte at små løbe efter ham, da han ikke stoppede. Han var løbet godt i forvejen og han havde fået øje på nogen. Dyr eller interessante mennesker. Så han gad ikke stoppe. ”Chris!” råbte jeg igen og tog mig sammen til at løbe hurtigere. Opdraget hund? Nårh ja.

”Kom nu tilbage Chris! Skøre hund.” mumlede jeg og smilede lidt. Hvad var det han skulle? Han blev ved med at løbe. Der var nogen mennesker forude. Chris løb hen til dem og de stoppede for at kæle med ham. Jeg sukkede lettet og begyndte at løbe mod dem. ”Chris!” råbte jeg og lagde svagt mærke til at den ene dreng reagerede og løftede hovedet.

Jeg skyndte mig derhen og begyndte at tage snoren på Chris. ”Det må I altså undskylde. Han plejer ikke at løbe væk sådan. Chris din skøre hund!” sagde jeg undskyldende og klappede Chris. ”Hedder han Chris?” spurgte pigen, jeg nikkede og kiggede op. Jeg gispede. Åh nej.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...