Show me your love - Justin Bieber.

Aya Sherwood skulle forestille at være en fuldkommen normal teenage pige. Så er der bare det, at hendes bedste ven og såkaldte far ligger døden nær. Ayas far har en bedste ven, Martin, som står Aya meget nær, ligesom hendes far. Hun har overvejet konsekvenserne hendes fars død vil bringe med sig. Aya og hendes mor kan ikke udstå hinanden, så hun vil bo hos Martin. Men hvad gør Aya når det går op for hendes mor, at hun ikke kan klare at bo alene? Hun kan ikke klare tanken om, at hendes datter bor hos en anden end hende selv. Så hun sender hende da på lejr i ingenmandsland. Lejren er dog ikke en helt normal lejr. Aya har brugt det meste af sit liv på at opbygge en facade, hvilket viser sig at være nyttigt, når hun ankommer til lejren.

16Likes
90Kommentarer
3739Visninger
AA

3. Ayas synsvinkel - Broken heart.

Lægerne farede omkring inde i min fars stue. Min krop ville ikke slappe af, jeg var helt og aldeles smadret efter den hårde nat, jeg havde haft derhjemme.

 

FLASHBACK:

"AYA" skreg min mor, men sin skingre, grødede stemme.

Jeg rejste mig langsomt fra sengen og så på mit ur. Hvad ville min mor kl. 02.30 om natten? Hun måtte være skingrende sindssyg. Ja, det var hvad hun var, havde jeg tænkt.

"Fuck" mumlede jeg og kunne mærke tårerne der kæmpede sig frem.

Jeg farede hen til mit klædeskab og hev noget tilfældigt tøj ud fra det, hurtigt fik jeg møvet min slanke krop ned i det og fløj så ned ad trapperne. Det var ligeså jeg var ved at vælte på snotten, så hurtigt kom jeg ned.

"Er han død?" spurgte jeg min mor, som sad i stuen med tårerne piblende ned af kinderne.

Hun kiggede på mig med et sørgmodigt blik og nikkede så. Min mor, Addison, havde altid været ligeglad med alt jeg foretog mig. Om det var godt eller skidt, så skænkede hun det aldrig en tanke. Nú, hvor det også gik ud over hende selv, ville hun prøve at søge sin trøst hos mig. Men néj! Jeg ville ikke tillade det, aldrig mere skulle hun udnytte min sårbarhed. Jeg fór ud af døren, og smækkede den så hårdt jeg kunne, i.

"FAAAR" skreg jeg og kiggede på på den mørke nattehimmel.

FLASHBACK SLUT.

 

Min mor havde endnu ikke taget sig sammen til at komme hen på hospitalet. Jeg ville for alt i verden ikke misse min chance for at sige farvel. Farvel til den person der betød alt for mig. Han gav mit liv en mening, han gav mig en grund til at leve. Det var ham der havde åbnet mine øjne, og fik mig til at se en helt ny verden. Drømmeverdenen. Den verden, hvor alt kan lade sig gøre. Den verden, hvor drømmene bliver til virkelighed. Og frem for alt; Den verden hvor min far lever.

 

Det var nu 3 dage siden, min far døde. Det føltes som om jeg havde grædt mit hjerte ud, hvilket jeg jo også havde. Jeg havde grædt, til jeg ikke længere havde mere væske i kroppen. Dog havde jeg ikke grædt færdig, jeg vidste, at jeg ville komme til at græde en hel del mere. Min mor havde ikke grædt den mindste smule, nej. Hun var taget på arbejde, som om intet var sket. Det irriterede mig grænseløst, hvor følelsesløs hun sommetider kunne være. Den eneste gang hun havde været ved at græde, var da hun blev ringet op af lægerne. Var det kun fordi hun skulle spille overfor lægerne i telefonen? Var hun overhovedet oprigtigt ked af det? Det tror jeg næppe.

Min mor og jeg havde ikke snakket det mindste sammen, siden min far gik bort. Hun havde vel ikke modet til at se sin egen datter i øjnene. Jeg følte ikke, at det var min pligt at gå til hende, da det er mig der er barnet. Eller det burde det i hvert fald være. Én gang havde jeg sagt til hende, at jeg var taget hjem til Martin, min fars bedste ven. Jeg havde været hos ham en hel dag, da jeg ikke kunne klare at tage hjem. Jeg havde grædt som aldrig før den aften, men i det mindste havde jeg to fantastiske mennesker omkring mig, til at støtte mig. Melissa havde både været til stor hjælp for mig, men også for Martin. Martin og min far var trods alt de bedste venner i verden. Min far havde efterladt Martin sin bar i hans testamente, da han mente, at Martin var den eneste 'rigtige' til at overtage den. Jeg havde vidst, at jeg var nødt til at tage hjem til Addison igen. Nu tænker i sikkert: Addison? Ja, efter min far gik bort, har jeg ikke kunne nænne og kalde hende for min mor. Det føltes bare så ualmindeligt forkert.

Efter jeg havde været hos Melissa og Martin den ene nat, tog jeg hjem for, at se hvad min mor lavede. Synet der mødte mig, gav mig et kæmpe chok. Mit hjerte have sprunget mindst 5 slag over, hvilket også var meget sandsynligt. Min mor.. Lå sammen med en anden mand. Hvorfor havde jeg ikke forudset det? Selvfølgelig havde hun haft en afærre, hvorfor skulle hun ellers arbejde konstant? Sommetider var hun væk om natten, fordi hun skulle 'fotografere' til en fest eller noget lignende.

"Din løgner" skreg jeg, tårerne fossede ned af mine kinder, nærmest som et vandfald.

Jeg havde ligget på mit værelse og skreget ned i min pude, hvilket medførte til, at jeg mistede min stemme resten af den dag. Addison havde flere gange banket på min dør, men jeg havde bare taget en fjernbetjening og hyret ind i døren. Jeg var ligeglad med alt og alle på det tidspunkt. Hvorfor kunne hun ikke bare være som alle andres mødre? Kunne hun ikke bare elske mig, som min far havde gjort?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...