Show me your love - Justin Bieber.

Aya Sherwood skulle forestille at være en fuldkommen normal teenage pige. Så er der bare det, at hendes bedste ven og såkaldte far ligger døden nær. Ayas far har en bedste ven, Martin, som står Aya meget nær, ligesom hendes far. Hun har overvejet konsekvenserne hendes fars død vil bringe med sig. Aya og hendes mor kan ikke udstå hinanden, så hun vil bo hos Martin. Men hvad gør Aya når det går op for hendes mor, at hun ikke kan klare at bo alene? Hun kan ikke klare tanken om, at hendes datter bor hos en anden end hende selv. Så hun sender hende da på lejr i ingenmandsland. Lejren er dog ikke en helt normal lejr. Aya har brugt det meste af sit liv på at opbygge en facade, hvilket viser sig at være nyttigt, når hun ankommer til lejren.

16Likes
90Kommentarer
3759Visninger
AA

5. Ayas synsvinkel - Addison.

Jeg vågnede op fra endnu en drøm om min far. Det var nu præcis 10 dage siden, at han døde. Der havde været det her tomrum siden han gik bort. Som om.. Som om der manglede en del af mig, det var jo også sandt. Han var min bedre halvdel, og jeg var hans. Det var klart at jeg savnede ham, han lavede alt med mig. Jeg understreger ALT. Vi havde et klaver stående inde i vores hyggestue. Der var også en pejs. Men min far sad tit ved klaveret og spillede, imens jeg sang og dansede. Han havde altid fortalt mig, at jeg havde talent. Jeg ved, at min far ikke havde sagt det, hvis han ikke mente det. Foreksempel havde han også sagt til mig, at jeg skulle øve mig på min madlavning, da jeg som 12 årig, sagde at jeg ville være kok. Det var selvfølgelig for sjov, at jeg sagde det, men min far havde fortalt hans mening om min mad. Det var jeg ham evigt taknemmlig for. Jeg elskede at synge og danse dengang, hvilket jeg stadig gør. Jeg kan bare ikke rigtig komme i gang igen, hvis i forstår? Der er noget der mangler, det føles ikke rigtigt at gøre det uden min far. Dog ville jeg ikke skuffe ham ved, at jeg lod min sangstemme gå til spilde. Jeg havde overvejet auditions, men tit blev det ikke til mere end det, når man så vandt konkurrencen. Ligesom x-factor, hvor mange har lige fået deres 'helt store gennembrud' gennem det? Virkelig ikke mange.

"Aya! Jeg skal tale med dig, nu!" lød en vred stemme udenfor.

Jeg vidste med det samme, at det var min mor og hendes frustrerende, skingre stemme. Hun ville aldrig komme til at blive sanger. Hun havde den mest irriterende stemme, jeg nogensinde har hørt. Jeg rejste mig fra den seng, jeg havde ligget i de sidste par dage. Først der kom jeg i tanke om, at jeg stort set ingenting havde spist. Min mave rumlede egentlig også en del, efter at jeg havde rejst mig. Med tunge skridt gik jeg hen imod døren. Jeg drejede nøglen rundt, men faldt så sammen på gulvet. Egentlig havde jeg ikke spist noget hele ugen, jeg havde sultet mig selv, uden selv at vide det.

"Åh Aya min lille skat" udbrød min mor, da hun så mig liggende - i fosterstilling - på gulvet.

Min mor bekymrede sig ikke den mindste smule for mig, det vidste jeg godt. Det var nu alligevel meget dejligt, at blive båret i hendes arme. Godt nok er jeg 17 år, men min mor kunne godt bære mig ind i stuen, da den ikke lå langt fra mit værelse.

"Kom, sæt dig her og få noget mad, jeg har noget at fortælle dig" sagde hun og trak svagt på smilebåndet.

Hun klappede på pladsen ved siden af sig, og jeg gik - med ustabile, forsigtige skridt - hen og satte mig. Jeg bed mig en smule i min underlæbe, da jeg var en anelse nervøs for, hvad hun nu havde tænkt sig at fortælle mig.

"Aya, jeg.." begyndte hun.

"Jeg har tilmeldt dig en lejr, det er ikke en lejr for almindelige unge" forklarede hun.

Hendes blik flakkede rundt i håb om ikke at møde mit. Hvorfor kunne hun ikke bare se sin egen datter i øjnene? Hvorfor? Var det virkelig så forfærdeligt, at hun havde født mig, at hun ikke engang ville se mig i øjnene. Jeg sværger, jeg kunne have tudet på livet løs, hvis det ikke var fordi jeg allerede havde grædt al væsken i min krop ud.

"HAR DU TÆNKT DIG AT SENDE MIG PÅ EN LEJR MED SINDSSYGE UNGER?" råbte jeg.

Jeg holdt mig for munden i det, at det gik op for mig hvad jeg havde sagt. Addison slog sit blik ned i gulvet, men så skete der noget uventet. Hendes blik mødte mit, og hun fastholdt det. Længe nok til at forklare hvad lejren handlede om.

"Hvornår er det?" spurgte jeg, en anelse trist.

Jeg pillede ved mine negle, som jeg altid gjorde, hvis der var noget jeg var bange for. Eller noget jeg var nervøs over. I dette tilfælde, var jeg nok mest nervøs. Jeg skulle væk fra alle mine vante omgivelser, væk fra alle mine bekendte, uden at vide hvornår jeg kom hjem og hvornår det var.

"Det er på fredag. Om 2 dage. Du skal op og pakke med det samme, da vi skal noget i morgen" sagde hun.

Der plantede sig et lille smil på hendes læber, og jeg kunne ikke lade være med at trække en anelse på smilebåndet. Min mor smilede rent faktisk til mig! Det var jo helt vildt!

 

Jeg stod på mit værelse og pakkede alt mit tøj ned, da min mor kom ind på værelset.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...