{JDB} You Are My One In 6 Billion.

{En novelle skrevet til mine veninder♥} - Krista er en helt normal 16-årig pige, som egentlig ikke kender så meget til Justin Bieber. Hun har aldrig været en fan af Justin, men hun var bestemt heller ikke hater. Vil hendes forhold til Justin ændre sig, når hun bliver slæbt med til en koncert og tilfældigvis støder på ham? Eller vil det slet ikke have nogen betydning for hende? Og hvordan reagerer hendes veninde, Trine, som faktisk var skyld i, at de mødtes?

4Likes
19Kommentarer
2173Visninger
AA

4. ~ ♦ ~ For sent!!!

Allerede næste dag. Jeg lå i sengen og kiggede på mod min endnu slukkede lampe. Min mor havde i går givet mig lov til at tage med Trine til koncert. Jeg skulle bare lige finde ud af hvornår den blev holdt.  Et kort gab undslap min mund, og jeg satte mig langsomt op i min store seng. Jeg trådte ud af sengen for at hive mine gardiner fra. Sollyset ramte straks mit ansigt, og jeg kneb mine øjne en smule sammen. Hvad mon klokken var? Normalt blev jeg vækket af mit ur, men mærkeligt nok ikke i dag. Det gik op for mig, at jeg enten måtte have sovet over mig, eller var jeg bare stået tidligere op end normalt. Jeg løsrev mit blik fra det vinude, jeg stod ved og kiggede hen mod et af mine ure. Først da blev mine øjne virkelig åbne.

"Daaaaaaaamn!" udbrød jeg højt, hvorefter jeg hurtigt løb mod badeværelset. Klokken var allerede blevet 07.56, så jeg kunne umuligt nå til skole til tiden. Jeg greb om mine tandbørste med venstre hånd, mens jeg ledte efter min hårbørste med højre. Stresset. Ja, jeg var ret så stresset lige nu.

"Kom nuuu, hvor er den?!" mumlede jeg utålmodigt med tandpasta i munden. Den hårbørste ville bare ikke findes! Jeg blev færdig med at børste tænder og spyttede straks ud.

"Børste, børste, børste!" sagde jeg og satte min tandbørste på plads. Den højre hånd ledte stadig skufferne ved vasken igennem. Jeg begyndte at trippe lidt frem og tilbage med fødderne. Var det egentlig ikke i dag jeg havde idræt?! Jeg fik øje på min sorte hårbørste. Den blev taget af min hånd efter kort tid. Mit hjerte bankede hurtigt. Hvorfor var jeg så langsom? Det kunne virkelig godt irritere mig. Jeg begyndte at køre børsten igennem mit hår, mens jeg kiggede på mit spejlbillede. Mit hår sad stadig ud til alle sider. Ikke et kønt syn.

Siden jeg ikke var kommet i tøjet endnu, stod jeg bare i nattøj. Jeg børstede mit hår igennem en sidste gang og smuttede da ind på mit værelse for at finde noget tøj. Det var det, der ville tage længest tid for mig. Jeg havde svært ved at stå stille henne ved mit skab. Klokken havde højest sansynligt allerede ringet nu, og mine klassekamerater var nok henne i ved hallen nu. Hvorfor var det, at min mor ikke havde vækket mig i dag. Jeg sukkede irriteret. inderst inde vidste jeg godt, at det ikke hjalp at blive irriteret. Det hele blev jo ikke nemmere alligevel.

Endelig blev jeg helt færdig. Nu var jeg klar til at komme i skole. Jeg kiggede kort på mit lyserøde armbåndsur, før jeg forlod huset og spurtede hen mod skolen. Klokken var 08.12. Det var bare surt sådan noget. Især når det nu ikke var første gang. Det var bare længe siden sidst. Jeg løb endnu, og jeg var begyndt at blive lidt forpustet. Min taske lå hen over min ryg, og den gjorde det bestemt ikke nemmere at løbe. Mine vejrtrækninger var hurtige og små. Måske kunne jeg nå skolen inden 08.15? Jeg boede ikke langt væk fra skolen, og nu løb jeg jo også.

Jeg nærmede mig den store gule bygning, skolen. Det der med at spurte, havde jeg måske lidt opgivet. Jeg var endt med at gå i et tilpas hurtigt tempo i stedet. Min jakke havde jeg ikke fået lynet, men jeg frøs heller ikke, så det gjorde mig intet. Man kunne se, at der ikke var lys i vinduerne til mit klasseværelse. Bare døren ikke var låst. Det blev døren nemlig nogen gange.

Jeg stoppede op udenfor indgangen og åbnede forsigtigt døren. Det kunne nok ikke rigtig betale sig at tage hen til hallen. Jeg ville få skæld ud ligemeget hvad jeg gjorde. Hvorfor jeg så ikke blev hjemme og pjækkede? Jeg havde allerede været syg lidt for mange gange. Desuden ville min mor ikke blive glad for det. Så kunne jeg altså godt leve med at have pjækket to af timerne.

Døren til min klasse stod heldigvis åben. Jeg gik tavst ind og rettede mit blik mod tavlen. Der var skrevet en kort tekst fra vores idrætslærer. Nå, så de var gået en tur? Godt jeg ikke gik over til hallen så. Jeg sukkede igen bare kort. Hvor lang tid havde jeg brugt på at komme herhen? Der hang et stort ur over døren, som jeg da vendte mit blik mod. I dag var ure og mig næsten bedstevenner. De var over alt, og jeg kunne rent faktisk bruge dem. Det havde taget mig 8 minutter. Nu havde jeg jo også gået noget af vejen.

Jeg satte træt min taske ved min plads. Det var rart at kunne tage den lidt med ro nu. Jeg rykkede min stol ud og satte mig. Mit hjerte var begyndt at slappe af igen. Det slog nu i et normalt tempo igen.

 

"Krista?!" lød en stemme ovre fra indgangen til klassen. Jeg gispede i forskrækkelse og vendte mit blik mod døren. Rebecca stod og kiggede forvirret på mig.

"Heeei!" smilede jeg uskyldigt.  Rebecca gik ind. Jeg havde efterhånden også ventet i lang tid på, at de andre elever kom tilbage. Nogle af de andre fra klassen fulgte Rebecca. Det lød til, at de var ved at tage deres jakker af.

Rebecca kom helt hen til mig.

"Jeg troede at du var syg. Hvorfor kommer du først nu?" spurgte Rebecca nysgerrigt.

"Jeeeg.. Mit vækkeur vækkede mig ikke her til morgen" mumlede jeg og kneb mine øjne en smule sammen. Rebecca nikkede forstående. En smilede Trine kom ind gennem døren.

"Krista!" udbrød Trine glad. Jeg smilede stort til Trine.

Klokken ringede højlydt. Det var blevet frikvater.

"Må du så gerne komme med til koncert???" spurgte Trine spændt, afventende. Hun kom hen til mig og Rebecca.

"Ja, men eh.. hvornår er det, den bliver holdt?" spurgte jeg en smule forvirret. Trine stod med stjerner i øjnene.

"YES! det er allerede på fredag!" svarede hun straks. Rebecca trak lidt væk fra Trine med et forsigtigt smil. Trine kørte kort en hånd igennem sit hår. Det så også en smule filtret ud for at være helt ærlig. Jeg sagde det dog ikke.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...