One more time? (CB)

Adriana Sehri er en helt normal pige fra Birmingham, England, som pludselig flytter til Stanford, Canada, pågrund af økonomiske problemer. Vil hun finde kærlighed, eller ender hun med de dejlige hasselnøddesfarvet øjne i hovedet for evigt?

4Likes
16Kommentarer
1901Visninger
AA

4. En normal dag - Er det ham?

Mit vækkeur ringede. Endnu en kedelig dag i mit kedelige liv. Jeg tvang min dovne krop op af sengen og slæbte mine fødder hen til skabet. Jeg åbnede det - bare et almindeligt 'skub-til-side-låge-skab' - og tog nogle mørkeblå tætsiddende Cowboy bukser, en lang hvid bluse, en tætsiddende sort Cardigan og nogle sorte Converse. Jeg tog det på og betragtede så mig selv i spejlet. Det var okay. Ikke perfekt, men okay. Jeg var lidt en perfektionist omkring mit udseende, mit værelse og alle andre ting mellem himmel og jord, der involverede mig. Jeg gik hen til mit smykkeskrin og åbnede det. Jeg betragtede den lille ballerina der drejde rundt til melodien. Jeg havde altid elsket den melodi. Den var så beroligende, da jeg var en lille ballerina og skulle falde i søvn. Jeg tog en sølv halskæde på jeg havde fået af min Mormor inden hun gik bort, og en stor brun ring på langefingeren. Jeg lukkede skrinet og gik over til mit Make-Up bord og satte mig på den tilsvarende stol. Jeg lagde en naturlig Make-Up - lidt Concealer på mine urenheder, lidt lys Pudder, lidt Rouge og en smule Mascara. Jeg kiggede på klokken. Halv otte. Jeg kiggede mig selv i spejlet og sprayede lidt hårspray i mit hår, inden jeg gik nedenunder. Det var nu perfekt. Jeg tog mine Converse i hånden og gik ned ad trappen. Jeg satte mine sko i gangen og gik videre ud i køkkenet. "Godmorgen!," sagde jeg glad og satte mig på en af barstolene. "Godmorgen," sagde min mor lige så glad, men lidt mindre begejstret. Hun stod lænet op ad køkkenbordet med en kop kaffe i hånden. "Det er altså ikke særlig sundt," sagde jeg og pegede på hendes krus. Jeg rejste mig, gik hen til frugtskålen og tog et æble. Et grønt æble. Jeg elskede grønne æbler. Jeg tog en bid af det. "Det er det der altså heller ikke..," sagde min mor tilbage og tog en tår af sin kaffe. "Hvad i al verden mener du?," spurgte jeg og kiggede dumt på hende. "At du spiser så lidt til morgenmad, og du spiser heller ikke særlig meget til frokost?," svarede hun og satte koppen fra sig. "Kan du ikke være ligeglad?," svarede jeg hidsigt. Jeg var så træt af at hun skulle blande sig i mine madvaner, bare fordi jeg ikke var særlig sulten om morgenen. "Jojo. Det kan jeg vel blive nødt til..," svarede hun lidt såret og gik ind i stuen. Jeg sukkede og smed æblet ud i skraldespanden. Jeg gik ud i gangen, samlede min taske op fra gulvet og stak fødderne i mine Converse. "Hejhej!," råbte jeg, inden jeg forsvandt ud af døren. Jeg kiggede på klokken. Hvart i otte. Bussen kom om 5 min. Jeg gik hen til stoppestedet og trak min pung op ad lommen. Jeg fandt mit buskort frem, samtidig med at bussen kom kørende rundt om hjørnet. Jeg så en dreng komme løbende hen i retning af bussen. Jeg gik ind i bussen og viste manden mit kort. "Kan du vente på ham, der kommer løbende derhenne? Jeg tror han skal med..," sagde jeg og fandt mig en plads i den overfyldte bus. Lidt efter kom han ind i bussen med håret strittende ud til alle sider. Vent lidt.. Var det ikke ham fra konkurrencen?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...