Somebody that i used to know - CB&JB

Kate på 17 har haft det svært. Og da hun efter at have boet i både Stratford og London, flytter til Atlanta med sin mor bliver alt forandret. For hvad sker der når hun åbner op og lader nye personer få indflydelse på hendes liv igen og når den person hun aldrig ville se igen pludselig dukker op, hvad med de glemte følelser?

39Likes
85Kommentarer
11515Visninger
AA

9. Kapitel 8.

"Caitliiiin" råbte en drenge stemme. "Har du taget mine højtalere?" sagde han surt, mens han voldsomt flåede hendes dør op og trådte ind. Jeg fik et chock og kiggede skræmt på drengen der lige var kommet ind. Caitlin var her ikke engang, hun var i bad og jeg, en fremmed pige sad i hendes seng og spillede computer. Han kiggede skræmt tilbage på mig, og jeg fjernede hurtigt øjnene fra ham da jeg opdagede at jeg havde holdt hans blik i lidt for lang tid. "Øhm" mumlede jeg. "Min fejl. Øhm...ved du hvor Caitlin er?" sagde han stille. "Hun er i bad, men hvis du leder efter dine højtalere, er det så dem der ligger der på gulvet?" sagde jeg og smilte stille. Han kiggede ned på de sorte højtalere der lå på gulvet lige foran ham. Han udstødte et lille nervøst grin og kiggede så på mig igen, "tak" sagde han stille og smilte svagt tilbage. "Jo...altså..øhm. Jeg hedder Christian, jeg er Caitlin's lillebror" sagde han og smilte, men denne gang et stort ægte smil. "Kate...Caitlin's veninde" sagde jeg og smilte tilbage. Jeg nikkede stille og bed mig i læben, han var enlig utrolig pæn. Jeg kunne ikke få mit blik væk fra hans øjne, jeg blev bare ved med at kigge, kigge dybt ind i hans smukke øjne. De mindede mig sådan om en person, den person jeg jo aldrig ville se igen. Men Christian fik mig til at tvivle, tvivle på mit forhold til Justin. Jeg ville jo gerne se ham igen, jeg havde bare lovet mig selv aldrig at tænke på ham sådan igen...Kate styr dig, tag dig sammen, du skal aldrig se ham igen og du vil heller ikke. Jeg sukkede og tog blikket væk fra Christian's øjne. Han rømmede sig og jeg blev helt rød i hovedet. Pludselig kom Caitlin brasende ind og brød den akavede stilhed. Det føltes som om det var flere timer siden Christian var kommet brasende ind, men det var enlig ikke mere end to minutter siden, hvad skete der for tiden idag? den gik enten fandens langsomt eller også gik den helt i stå. "Nå, jeg ser i allerede har mødt hinanden" sagde Caitlin med et lille smil. Jeg kiggede stadig på Christian, jeg kunne ikke få mit blik væk fra ham, han mindede mig sådan om Justin. Jeg kunne høre Caitlin som en mumlen i baggrunden, Christian stod og kiggede på hende mens han nikkede og svarede hende kort. Nu kom det, smerten. Jeg hulkede lavt, men åbenbart højt nok til at både Christian og Caitlin's blik flakkede over på mig. Jeg bøjede mig sammen og holdt om min mave, det gjorde så forbandet ondt. Gad vide om det nogensinde gik væk. "Er du okay?" kunne jeg høre dem sige i munden på hinanden, jeg kiggede ned i jorden da jeg stillede rettede mig op igen. "Ja, jeg har det fint. Bare lidt kvalme du ved" løj jeg.  De nikkede begge forstående, "skal jeg hente noget vand til dig?" spurgte Caitlin, og i det jeg skulle til at sige nej var hun allerede nede af trapperne på vej mod køkkenet. Forhelved, endnu engang fanget i en akavet situation, alene med Christian. Jeg ville bryde stilheden, men havde intet at sige. Jeg ville heller ikke kigge på ham, det gjorde ondt og han ville sikkert bare tro at jeg var sindsyg hvis jeg stod og stirrede sådan hele tiden. Forsigtig kiggede jeg op og mit blik flakkede hvileløst rundt i værelset, da en tanke strejfede mig. "Hvor gammel er du enlig?" fløj det ud af mig. Han kiggede undrende på mig og svarede hurtigt "jeg er femten, snart seksten. Hvorfor spørger du?". "Hmm...ikke for noget" sagde jeg, måske en smule hårdt. "Nå hvad snakker i to så om?" kom det pludselig fra døren, hvor Caitlin kom til syne. "Ikke så meget" skyndte Christian sig at svare. Hun rakte mig vandet og satte sig på sengen ved siden af mig, mens hun  af ren refleks tog armen om min skulder. Hun kiggede underlig på Christian, hvilket fik ham til at vende sig mod døren og gå ud, jeg kiggede først op da jeg hørte døren til Caitlin's værelse smække. "Ja, undskyld. Det var så min irriterende lillebror" sagde Caitlin grinende. "Ej så slem var han nu ikke" svarede jeg tilbage og grinte en smule.

Vi hyggede os rigtig meget hele aftenen, vi fik snakket en hel del. Og havde endda set en film med hendes mor, som også var utrolig sød. Jeg havde faktisk ikke set Christian hele aftenen, han forholdte sig nok mest på sit værelse, hvilket jeg også forstod. Han var en utrolig sød dreng, men jeg håbede at jeg kunne tvinge mig selv til at hade ham. Bare en smule, han mindede for meget om Justin. En del jeg ikke kunne klare lige for tiden, det ville bare ødelægge mig en gang til.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...