Somebody that i used to know - CB&JB

Kate på 17 har haft det svært. Og da hun efter at have boet i både Stratford og London, flytter til Atlanta med sin mor bliver alt forandret. For hvad sker der når hun åbner op og lader nye personer få indflydelse på hendes liv igen og når den person hun aldrig ville se igen pludselig dukker op, hvad med de glemte følelser?

39Likes
85Kommentarer
11617Visninger
AA

26. Kapitel 25.

Caitlin kom styrtende ned af trapperne. Jeg skulede ondt til Justin og vendte mig vredt mod Caitlin der stod på det første trin. "Hvad har i gang i" sagde Caitlin surt. "Der er faktisk nogen der sover og i viser slet ingen respekt. Det er mig der bor her og hvis i absolut skal skændtes så gå et andet sted hen" fortsatte hun. "Og forresten Justin, så syntes jeg ærlig talt bare at du skal holde dig væk fra Kate. Hvad bilder du dig ind?" rasede hun og trådte ned af trappen mens hun gik mod Justin. Jeg sank en klump, og vendte mig mod Justin. Caitlin råbte af ham, men jeg opfangede ikke hvad hun sagde. Det buldrede for mine ører og flakkede for mine øjne, Justin's blik var fyldt med sorg og vrede. Det gjorde ondt at se ham sådan, det var ligemeget hvor meget smerte han havde forsaget hos mig, så fortjente han ikke at få det hele tilbage lige i hovedet.

"STOP" råbte jeg rasende. Der blev stille og de vendte begge blikket mod mig. "Bare stop" hviskede jeg og åndede ud, lige inden mine ben faldt sammen under mig og alt blev sort.

Jeg stod på en stor mark, solens stråler varmede mig og duften af blomster fyldte min krop. "Jeg elsker dig" sagde Justins stemme pludselig. Jeg vendte forskrækket hovedet for at finde ham, men han var ingen steder at se. Jeg drejede forvildet rundt om mig selv og blev grebet af panik. Den smukke grønne mark forvandlede sig pludselig, solen forsvandt og den honningsøde duft af blomster var væk. Der blev helt sort og jeg kunne kun høre mine egne skræmte vejrtrækninger. "Hjælp mig" råbte Justin bange, det hang som et ekko i mørket. Hans stemme ændrede sig og jeg kunne tydeligt høre at han var ude af sig selv "Hjælp" råbte han denne gang en smule højere. "Justin" skreg jeg ud i det mørke rum, jeg drejede rundt om mig selv mens jeg ventede på et svar. "Unskyld" råbte han grådkvalt, det gav et ekko som hurtigt blev svagere og svagere og tilsidst forsvandt ud i mørket som alt andet. Mørket forvandlede sig og et rødligt skær kom til syne.

Jeg mærkede varmen og vred mig en smule, min krop føltes svag og øm. Jeg åbnede langsomt det ene øje og kiggede rundt. Rummet var fyldt med solens varme stråler, jeg lå i Caitlins seng men hun var her ikke. Jeg fandt hurtigt min mobil og tændte den, jeg kiggede på uret og til al min forskrækkelse var klokken tre om eftermiddagen. Jeg satte mig op i sengen, jeg huskede alt, hvordan jeg havde behandlet Justin og hvordan Caitlin havde skældt ham ud, hans blik, de smukke øjne der forvandlede sig til indædte og hadfulde, hans fortjente det ikke. Det skar mig i brystet og jeg opgav det hurtigt, jeg lod mig endnu engang dumpe ned i sengen. Jeg slog en hånd i panden på mig selv og klemte mine øjne sammen, hvor var jeg bare ynkelig. Mine tanker fløj rundt som en stor rodestak og jeg prøvede alt hvad jeg kunne bare at skubbe dem ud af hovedet. Det var så godt som umuligt, så jeg valgte at rejse mig fra sengen. Jeg skimtede mig selv i spejlet der hang på døren, jeg så hærget ud, mit blik var dødt og jeg var ligbleg. Jeg kiggede ned af mig selv og opdagede at jeg stadig havde Justins hættetrøje på, den duftede af ham hvilket bare gjorde at blev endnu dårligere tilpas. Jeg skyndte mig at flade mit hår og tage noget makeup på, jeg beholdte Justins hættetrøje på, men tog dog et par denim bukser på istedet for mine shorts. Tanken slog mig først nu da jeg var på vej ud af døren fra Caitlins værelse, hvor mon de andre var henne? jeg listede stille ned af trappen og endte i køkkenet hvor Sandi stod og bladrede i et magasin. Jeg rømmede mig og rettede mig op, Sandi vendte sig forskrækket mod mig og smilte. "Godmorgen Kate, Justin og Caitlin er taget ud og gå en tur. Jeg skulle sige at de snart var tilbage, de ville ikke vække dig" sagde hun og kiggede ned i bladet. "Okay" sagde jeg og smilte. "Du tager bare noget mad, du ved hvor det står" sagde Sandi og grinte stille. Jeg gik mod køleskabet og fandt noget youghurt frem, jeg var enlig ikke særlig sulten men det var nok bedst hvis jeg fik spist noget. "Øhm" sagde jeg og vendte mig mod Sandi, "du sagde Justin og Caitlin var ude og gå. Men hvor er Christian?" spurgte jeg smilende. "Han ville ikke med, jeg ved ikke hvad der er galt med ham" svarede hun, mens hendes smil falmede "Han er gået ned til stranden, du kunne prøve at gå ned og snakke med ham?" fortsatte hun spørgende og kiggede på mig. Jeg nikkede, mens jeg fumlede rundt for at finde en tallerken.

"Smut du bare, så tager jeg det her" sagde Sandi og hentydede til min brugte morgenmadstallerken. "Tak" sagde jeg og smilte, jeg drejede rundt på foden og gik mod gangen. Jeg fik hurtigt overtøj på og smuttede så ud af døren, vejret var dejligt og solen stod højt på himmelen.

Det tog ikke lang tid at gå ned til stranden og det var en hyggelig tur. Bølgerne skyllede ind over strandkanten og solens stråler fik hver en lille dråbe til at ligne rene diamanter. Her var nærmest ingen mennesker udover en enkelt person der faldt mig lige i øjnene, ham. Han sad på der i sandet og så, så uvirkelig ud, så smuk. Det gjorde mig nervøs, jeg havde ellers været fuldkomment målrettet da jeg gik herned, men nu var jeg løbet tør for ord. Han sad med bøjede ben og kastede sten ud mod vandet, ville det være forkert af mig at gå hen til ham nu. Måske havde han bare brug for at være alene. Trods min tvivl besluttede jeg mig for at gå hen til ham, jeg havde ikke snakket med ham siden den aften Justin var kommet, så mange ting havde ændret sig på så kort tid. Jeg satte mig forsigtigt ned ved siden af ham og kiggede ud mod vandet. Solen skar i mine øjne, men det kunne være ligemeget ligenu. Christian sagde ingenting, han kiggede ikke engang på mig, han fortsatte bare med at kaste sten. "Chris" sagde jeg stille og vendte hovedet mod ham, han stoppede med at kaste med sten, men kiggede stadig mod vandet. Jeg rykkede mig tættere mod ham og kiggede ned i sandet, han tog sin arm om mig og jeg krøb mig trygt ind til ham. "Du elsker ham stadig, gør du ikke" sagde Chris stille med sorg i stemmen. Jeg blev forbavset, hvem havde fortalt ham noget som helst om mig og Justin. Jeg var mundlam og vidste slet ikke hvad jeg skulle sige. En tåre trillede lydløst ned af min kind og jeg krøb mig tættere ind til Chris.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...