Somebody that i used to know - CB&JB

Kate på 17 har haft det svært. Og da hun efter at have boet i både Stratford og London, flytter til Atlanta med sin mor bliver alt forandret. For hvad sker der når hun åbner op og lader nye personer få indflydelse på hendes liv igen og når den person hun aldrig ville se igen pludselig dukker op, hvad med de glemte følelser?

39Likes
85Kommentarer
11517Visninger
AA

25. Kapitel 24.

Jeg åbnede svagt øjnene, og drejede mig om på den anden side. Mine øjne gjorde ondt og min nakke var øm, jeg tog fat i min mobil og kiggede på klokken, den var fire...om morgnen. Jeg rynkede forbavset på næsen og kiggede ud af det store vindue i den anden ende af værelset. Mit blik faldt på Caitlin som stadig sov, man kunne tydeligt høre hendes tunge vejrtrækninger der formede sig i en rytme.

Jeg stak forsigtigt det ene ben ud af sengen mens jeg fumlede rundt for at få dynen af mig. Caitlin gav en enkelt lille lyd fra sig, men rodede så lidt rundt og faldt i søvn igen. Jeg placerede begge mine fødder på det kolde gulv og løftede mig langsomt fra sengen. Hele vejen ud koncentrerede jeg mig om ikke at vække Caitlin, for hvert skridt jeg tog stoppede jeg op for at lytte om hun stadig sov, indtil jeg endelig nåede døren. Jeg åndede lettet på da jeg nåede trappen, det var mørkt og jeg klamrede mig tæt og af gelænderet hele vejen ned. Jeg skyndte mig at tænde på kontakten og småløb ind i køkkenet, jeg gik altid en smule i panik når der var mørkt, uden nogen som helst grund.

Jeg mærkede et skub efterfulgt af koldt vand der ramte mig lige i brystet. "Ups" hviskede en stemme forskrækket, jeg vendte mig forvirret om og kiggede direkte på Justin der stod en halv meter fra mig. Jeg kiggede ned af mig selv og opdagede til alt min forskrækkelse at jeg stod i underbukser, men det var dog ikke det værste min hvide trøje som Justin nu havde gjort fuldstændig gennemblød var gennemsigtig. "Sikke heldig jeg dog er idag" mumlede jeg ironisk og gik over mod vasken for at finde noget papir. Jeg ventede enlig bare på at han gik, men jeg kunne ikke høre noget. Min krop var fyldt med andrenalin og jeg blussede indvendigt, jeg tænkte pludselig på det han havde skrevet på twitter. Var det mon overhovedet til mig? nej sikkert ikke, men alligevel strejfede tanken mig. For jeg var sikker på en ting, jeg elskede også ham ligemeget hvad. Jeg satte mig på hug for at tørre vandet op. "Kate" lød den honningsøde stemme, jeg rejste mig op og kiggede spørgende på ham. Han rystede på hovedet og kiggede forvildet ned i gulvet. Jeg sukkede lydløst og smed papiret i skraldespanden, "så lad dog være med at stå der og glo" vrængede jeg af ham da jeg opdagede at han stod og stirrede op og ned af mig. Han vendte flovt hovedet den anden vej og tog så sin hættetrøje af, "her" sagde han og rakte mig den. Jeg rev den en smule utaknemmeligt ud af hånden på ham og tog den på. "Hvorfor er du her overhovedet?" spurgte jeg hårdt da jeg havde fået den over hovedet, han brummede og kiggede så på mig. "For at se besøge mine venner" svarede han lettere irriteret. Jeg rullede med øjnene og skævede med min mund, "hvor lang tid bliver du her?" spurgte jeg koldt og sank en klump. En del af mig ville ønske at han skred med det samme, men alligevel var der også den del der ville have at han skulle blive her forevigt. "Jeg ved det ikke" svarede han og sukkede. Der var stilhed, ingen af os sagde noget, det var vidst også bedst at han ikke begyndte på en eller anden tale for jeg var utrolig tæt på at få et møgfald. "Hvordan har du det enlig?" spurgte han pludselig. Det kogte inde i mig, lige det spørgsmål han ihvertfald ikke skulle stille. "Justin seriøst, hvordan tror du selv jeg har det?" spurgte jeg irriteret. Han kiggede skræmt på mig og rynkede på næsen. "Du har ødelagt alt fuldstændig, bare fordi du er Justin Bieber tror du at du kan gå rundt og ødelægge andres liv. Hvad fanden bilder du dig enlig ind hva?" råbte jeg helt uden tanken om at der altså også var andre i det her hus, og de sov. Hans blik var såret og vredt, "hvor mange gange skal jeg sige undskyld Kate" råbte han ligeså højt tilbage. "Jeg har aldrig bedt dig om at undskylde, for jeg havde sådan håbet på at jeg aldrig skulle se dig igen" vreden boblede inde i mig, men alligevel var mine øjne fyldt med tårer. "Vil du ikke bare holde dig væk fra mig. Du skal ikke være en del af mit liv, du ødelægger mig. Forstår du hvad jeg siger Justin. Det gør ondt" råbte jeg mens tårene flød ned af mine kinder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...