Til uendelig tid

Da vi sad der og så ud over sletterne, kunne jeg se et lille glimt af frygt i hans øjne. Da ville jeg sige til James, at det hele nok skulle gå, men det ville være løgn, og jeg kunne alligevel ikke sige et ord. Jeg ville ønske, at vi kunne gå tilbage og ændre på fortiden. Men det kunne vi ikke. Vi kunne intet gøre...

Denne novelle er en histoire om 2 unge mennesker og deres uendelig kærlighed..

0Likes
0Kommentarer
1170Visninger
AA

3. To modsætninger, men alligevel så ens.

Endelig var moren færdig med sin tale, og musikken spillede atter. ”Kom så går vi”, sagde moren og gik hen mod kareten. Kathrine svarede nej, hun vil gerne blive her og kigge sig omkring. Moren kiggede mistroisk på hende og svarede: ”lad gå”. Kathrine nejede og vente sig om. Og der stod han. Ude på marken med hans krøllede hår blaffene i vinden, mens solens stråler omfavnede ham. Han lignede en engel. Hun småløb over til ham, og sagde goddag og nejede. Han sagde, at hun skulle stoppe med at neje og sige dav i stedet for. Det var jo bare dem. To lige mennesker. Han smilede og tog hendes hånd. De gik hen mod Den Gyldne Sø. De kendte ikke hinanden, men havde kun set hinanden en gang før. Men alligevel føltes det så rigtig. Som om de havde kendt hinanden i flere år. To modsætninger men alligevel så ens. Hans hånd føltes blød i hendes. Hun klemte den, for at være sikker på, at det her øjeblik var rigtigt.

Den Gyldne Sø var smuk. Vandet reflekterede solens stråler og vandet var blikstille. Der var fyldt med liv. På denne tid på året var der masser af insekter, som sværmede til vandoverfladen, hvor fiskene kunne glæde sig over det store tagselvbord. De fandt et godt sted, hvor de slog sig ned. Hun hev efter vejret. Hun kunne mærke, hvordan korsettet klemte ethvert åndepust ud af hende. Det gjorde ondt. Uden hun havde sagt noget, skyndte han sig at løsne knuderne, der var bundet på korsettet. Nu kunne hun ånde. Han kiggede hende i øjnene, og igen blev ethvert åndepust taget ud af hende. Han sagde: ”kan du mærke det?”. Kathrine vidste med det samme, at han ikke snakkede om den befriende følelse, hun nu havde efter korsettet var bundet op, men den bankende og lykkelige fornemmelse, som kom fra den dybeste af hendes hjerte. Kathrine svarede: ” Jeg kender ikke engang Deres navn?” Han rettede sig op og svarede: ”Mit navn er James. James Adams”. Og så kyssede han hendes hånd. Hun rødmede og sagde, at hun hed Kathrine, men det vidste han nok godt i forvejen. Som tiden gik, var det snart tid til, at Dronningen kom tilbage for at hente hende.

Hver gang jeg rørte hende, gav det et sæt i hende. Hendes ydre var smilende og smukt, men hendes øjne, hendes sjæl var dødende. Hvad var det der gemte sig inden under overfladen? Hendes sjæl gemte på så mange hemmeligheder, som jeg ikke engang nåede at blive en del af. Hun kunne ikke læses som en åben bog. Og det var ikke engang muligt, at læse mellem linjerne.

Kathrine havde aldrig følt sig mere levende end nu. Han fik hende til at føle sig, som et nyt og bedre menneske. ”Vi kan ikke blive set sammen. Min mor og far vil blive rasende. Jeg må ikke skade vores gode omtale. De mener, at jeg skal have en ordentlig mand. En der kan arve kongeriget. Og det mener mine forældre ikke bønder kan”, sagde hun bedrøvet, og så ud over solnedgangen. Lige pludselig ophørte alt støjen. De vidste nu, at dronningen var her. De skyndte sig at rejse sig op og børste sig rene. De tog hinanden i hænderne og gik hen mod festivalen. Da de havde passeret de store træer trak de hænderne til sig, for ikke at blive opdaget. Moren sad i kareten og ventede. Kathrine satte sig ind og inden de kørte væk, kastede hun et blik tilbage på James, som stod og smilede mens han oplyste som en engel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...