Til uendelig tid

Da vi sad der og så ud over sletterne, kunne jeg se et lille glimt af frygt i hans øjne. Da ville jeg sige til James, at det hele nok skulle gå, men det ville være løgn, og jeg kunne alligevel ikke sige et ord. Jeg ville ønske, at vi kunne gå tilbage og ændre på fortiden. Men det kunne vi ikke. Vi kunne intet gøre...

Denne novelle er en histoire om 2 unge mennesker og deres uendelig kærlighed..

0Likes
0Kommentarer
1173Visninger
AA

5. Hvad ville livet være uden den man elsker?

Ikke så lang derfra stod en gammel mand, der havde hørt det hele. Han smilede lusket. Han vidste nemlig godt, at hvis han sagde, hvad han lige havde hørt videre til kongen ville han nok blive belønnet, for at havde sagt det videre. Han tog sin hest og red mod kongeslottet.

James og Kathrine sad ved Den Gyldne Sø og talte om deres fremtid, da en lille dreng, som var klædt i pjalter og træsko, kom stormene hen til dem. Han gispede efter vejret. ”Hvad så Michael?” Spurgte James. ”De… er… på… vej…” sagde den lille dreng. ”Hvem?” Spurgte Kathrine og rejste sig op. Michael svarede, at alle slottets soldaterne var på vej for at arrestere dem. James skulle hænges og Kathrine skulle giftes væk i dag. James og Kathrine så skrækslagene på hinanden og bad Michael tage hjem. Efter få sekunder var Michael bag stok og sten. Kathrine tog James i hånden, og kiggede ham i øjnene og sagde, at hun havde lovet, at de skulle være sammen lige meget hvad. Og hvis han dør vil hun også dø. For, hvad vil livet være uden den man elsker? James så kærligt på hende og nikkede derefter stift. De havde diskuteret det. James fandt en stor sten, og Kathrine tog snoren fra hesten. Hun vidste, hvad hun gjorde. Og hun vidste, hvordan alting ville ende. Hun var klar over konsekvenserne af begge handlinger. Enden eller. De bandt snoren rundt om stenen og derefter snoren rundt om benene på sig selv. De satte sig ved kanten af søen og kiggede ud over heden med den smukkeste solnedgang.

Hun betragtede en hvid due, som havde sat fast i lang tid i et af de gamle træer. Den havde endelig fået kæmpet sig fri fra de lange grene, som havde hold på den. Men nu kunne den endelig slå sine hvide vinger ud og flyve væk. Væk fra alt. Den steg længere og længere op. Længere og længere væk. Op mod himlen. Op mod paradis. Den sang. Den var fri. De tog hinanden i hånden. Kyssede hinanden. Ingen af dem så sig tilbage. ”Vi ses på den anden side”, sagde hun og aede ham. De havde hinanden og ingen af dem var bange.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...