Lay down your head

En kort historie, skrevet på min yndlingssang af hit yndlings band; Lay down your head - The Storm.

2Likes
1Kommentarer
1122Visninger
AA

2. Farvel.

Og så sluttede det. Mit liv. Nærmere vores liv. Alle mine illusioner, drømme og ambitioner om os, faldt til jorden med et overdøvende brag. Tænk at så ufattelig få ord kan være så skelsættende. Ordene hvirvlede omkring mig i en storm af farver der langsomt blegnede. Jeg ville ikke forstå dem. Jeg ville ikke acceptere dem. De prøvede listende og snigende at smutte ind i mit hoved, men forgæves. Der gik lidt tid hvor jeg bare stod som forstenet, eller, måske nærmere frossen. Jeg fik med besvær nikket og vendte så ryggen til dig. Med hænderne i jakkelommerne og stive skridt begyndte jeg min lille vandring hjem. Ikke hjem til min nyerhvervede lejlighed. Mit rigtige hjem. Der hvor jeg altid følte mig tryg som barn. Sneen dalede om mine røde ører. Der var ingen reaktion at spore i mit ansigt. Bare et tomt blik, men som de siger; øjnene er sjælens spejl. Jeg rakte en rystende finger mod dørklokken og ventede til min mors som altid kærlige stemme dukkede op i dørtelefonen. ”Ja, hallo?”, lød det. ”Mor”, lød det halvkvalt fra mig. Porten blev åbnet med det samme. Langsomt bevægede jeg mig op af den snedækkede havegang. Hun åbnede døren, som kastede et varmt lys ud i kulden, og så tog hun mig i sine arme. Vuggede mig stille og roligt frem og tilbage. Jeg behøvede ikke at sige noget, hun kunne læse min tanker som var jeg en åben bog. På den ene eller den anden måde endte jeg på sofaen med et uldtæppe over mig, en kop te i hånden og med en kamin knitrende foran mig. Ufattelig langsomt begyndte jeg at tø op, da jeg indsete at det ikke bare var et mareridt. Isen smeltede og kom ud af mine øjne som tårer. Jeg græd. Og græd. Og græd. Det fortsatte hele natten, og gennem hele optøningen sad mor ved siden af mig i sin hvide lænestol og holdt mig i hånden, mens hun sagte mumlede ”så, så skat, han er ikke det her værd”. Sorgen forvandlede sig mere og mere til vreden som natten gik. Hvad bildte du dig ind? Hvordan i himlens navn kunne du gøre det mod mig? Min tankerække blev stoppet af mor. ”Tag det roligt, jeg ved hvordan du har det, men det hjælper ikke at blive sur.”, hun kyssede min pande og rakte mig en småkage. Hun havde ret. Selvfølgelig havde hun ret. Hun har altid ret. ”Nej, han kommer nok ikke tilbage. Det virker uendelig trist lige nu, men om et stykke tid vil du forstå at det han gjorde var rigtig. Det virker langt ude lige nu, ikke sandt? Men det er rigtig nok. Hvor mange gange har i ikke skændtes inden for den sidste måned? Og jeg kunne se hvor ondt det gjorde på dig. ”, hun lagde hovedet en smule på skrå, lukkede øjnene og rystede på hovedet. ”Lille pige, min lille pige.”, mumlede hun og krammede mig uendeligt kærligt. ”Læg dit smukke lille hoved ned på puden. Det er tid til at give slip og give op. Så læg dit hoved ned. Det er tid til at stoppe nu.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...