Historier for BØRN

børnehistorie :D

2Likes
1Kommentarer
955Visninger
AA

2. Guldfisken Egner

Dybt, dybt nede i det største og smukkeste hav af dem alle. Helt dernede, hvor vandet ikke bare er blåt, men har den dejligste mørkeblå farve, du nogensinde ville kunne forestille dig, ligger der ét lille bitte rogn. Alene, fordi det var blevet tabt, så altså ikke med vilje, bare et uskyldigt lille tab fra omkring, da det blev lavet. Inden i lige præcis det her dejlige lille rogn ligger Ejner glad og venter på at komme ud. Til at starte med svømmede Ejner lidt rundt i sit hyggelige, lille rogn og nød livet, men da han kom ud af det og opdagede, at der var en helt anden verden udenfor, begyndte han at gå på opdagelse. Hver eneste søanemone blev betragtet og studeret helt ned til den allermindste detalje. Hvert et koralrev blev studeret meget grundigt inden i og uden på. Selv den mindste lille bitte sten skulle undersøges. Ejner forelskede sig i koralerne, stenene, algerne og elskede følelsen af det dejlige vand på hans lille gyldne krop. Ja, Ejner var minsandten en guldfisk. Guldfisk er vidst egentligt ferskvandsfisk, men det vidste Ejner jo ikke noget om. I det hele taget vidste Ejner ikke særlig meget, for sådan nogen som ham husker kun omkring tre sekunder og det er jo ikke så længe, så det tog ofte timer, før Ejner blev træt af at studere selv den mindste lille bitte søanemone. Som tiden gik Ejner hen og blev en flot lille guldfiskehan. Det var måske nok, fordi der ikke var nogen andre guldfisk at sammenligne med, men han var en meget tilfreds, glemsom ungfisk. På en fin, men lidt trist og grå dag begyndte Ejner på søanemoneskolen i Algestrup. Ejner var meget spændt og glædede sig til at møde en masse nye, anderledes fisk. Der var klovnefisk, barracudaer, tigerfisk og alle mulige forskellige fisk. Det var fascinerende med alle de forskellige nye, vildt forskellige fisk, desværre glemte Ejner bare så hurtigt, at han glemte, hvem han havde snakket med og hvem ikke. Nogen blev lidt trætte af ham, men han prøvede at huske det, så godt han kunne. Midt i algemitimen var dog den yndigste, lille angelfish. Hun var fra et helt andet hav, og hed Rita. Hun havde de smukkeste, lange, tynde finner, den mest fantastiske hale, som bølgede på den mest bedårende måde, Ejner nogensinde havde set. Over hendes krop gik de smukkeste regnbuefarvede, ujævne striber. Og som den eneste af alle fiskene kunne Rita huske Ejners navn lige fra starten af og de fleste glemte Ejner eller hørte ikke, hvad han sagde. Fra det øjeblik kunne den ellers ekstremt dårligt huskende Ejner huske noget, eller rettere nogen. Rita sad fast i hans tanker og hele tiden håbede han, at hun havde lagt mærke til ham og følte det på lige nøjagtigt samme måde som ham. Da Ejner en skønne dag øjnede sig en mulighed for at lave noget med Rita, svømmede han op på siden af hende og fik hende lokket med ud at svømme en lille tur. De hyggede sig rigtigt. Rita og Ejner blev bedste venner. De lavede alt sammen og evig og altid gik de sammen. Intet kunne skille dem ad. Her gang de rigtig skulle hygge sig, så spiste de tangsnitter på revet og kiggede på de dejlige små travle fisk der svømmede forbi som de plejede. I slutningen af det sjette år sammen forsvandt Rita lige pludseligt, ingen anede hvor hun var blevet af og Ejner var dybt, dybt ulykkelig. Ja, faktisk så ked af det, at hans ellers så fine, glitrende guldfiskefarve blev helt trist og bleg at kigge på. Han ledte over alt, flere gange, for han huskede jo ikke særligt godt og glemte, hvor han havde været. Så til sidst glemte han, hvad han ledte efter og Rita forsvandt længere og længere ind i Ejners bevidsthed. Trist til mode var han hele tiden, men han havde helt glemt alt om hvorfor. Han var ikke længere så glad, som han havde været, når han var sammen med Rita og havde nu heller ikke noget at give sig til, så Ejner svømmede bare rundt på samme måde, som han havde gjort det, før han mødte Rita og glemte alt mellem himmel og jord. Til sidst lå han bare på havbunden og nærmest glemte sig selv. En periode troede han faktisk, at han var en fladfisk. En dejlig dag, hvor Ejner lå og gemte sig i det bløde sand, som den fladfisk han nu engang troede, han var. Kom der lige pludseligt et dejligt, velkendt ansigt frem lige foran ham. Det var Rita. Hun kiggede lidt undrende på ham og spurgte, hvad pokker han lavede nede i sandet. Ejner blev meget chokeret – fisk kan jo ikke tale. Det viste sig så, at Rita havde været på sprogskole den sidste tid og havde lært guldfiskesprog. Ejner var så glad for at se Rita igen, at han drønede ud og købte hende nogen tangsnitter, for det var nu hendes yndlingslækkeri. Så sad de på et hyggeligt, lille, dødt koralrev og nød deres tangsnitter i ro og mag, mens de snakkede om, hvad Rita havde oplevet, for Ejner kunne jo sjovt nok absolut ikke huske noget om, hvad han havde lavet, som sædvanligt. Der blev mest bare sagt ”blob blob” og tja det gav jo ikke den helt vildt store mening, men de hyggede sig og det var jo det vigtigste af det hele. Og så sad de ellers der lige til deres dages ende og nød hinandens selskab, for sådan nogle fisk som Rita lever kun omkring 7½ år. Ejner troede det samme gjaldt for ham, så han døde også - bare af sult.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...