Stupid Liar.(Jongkey)

Key har aldrig følt sig mere alene. Den ene person han hele sit liv har kendt, og som altid har været der, mister han, og der er absolut intet han kan gøre, andet end at lade to, højst uprofessionelle, betjente, som han ikke har den mindste tiltro til, prøve at finde frem til morderen. Men Key havde ikke forudset at den ene af disse to betjente, muligvis kunne fylde den, nu tomme plads i hans hjerte, ud.

39Likes
60Kommentarer
6077Visninger
AA

10. Kapitel 9

Key kiggede over på Jonghyun, der pludselig stormede ind i stuen, hvor han sad. Han blev mere overrasket da han så hvad han havde i hånden. En kanyle og en flaske. Jonghyun’s blik var en sammenblanding af flere forskellige følelser: Raseri, skuffelse, overraskelse, benægtelse og håb. Håb for at Key ville komme med en forklaring på hvad i al verdenen en flaske med heroin lavede i hans skuffe.

”Jeg fandt dette her inde i skuffen, på værelset.” Jonghyun’s stemme var fast og hans tone skræmte faktisk den mørkhårede dreng, der stadig sad i lænestolen, en smule. Han havde aldrig hørt den blonde være så rasende.

”J-Jeg ved ikke hvordan den er havnet der.” Hvis Jonghyun ikke vidste bedre ville han rent faktisk tro på ham. Skuespiller kunne han i hvert fald godt blive. Når ja, måske ikke, nu hvor han pludselig var blevet narkoman. Jonghyun vidste godt at Key var ulykkelig over hans søsters død, men ligefrem at ty til stoffer, var simpelthen for meget. Jonghyun var skuffet. Han troede virkelig at Key var et fornuftigt menneske. Han burde vide at heroin ikke ville hjælpe ham i længden. Havde han aldrig tænkt på hvad der ville ske hvis nu han havde taget en overdosis?

Jonghyun bed sammen, og tog så hårdt fat i Key’s overarm, hvorefter han hev ham op at stå, og derefter rev ham gennem gangen, ud af hans lejlighed, og ned mod Jonghyun's bil. Her åbnede han den ene dør, og smed så brutalt Key ind på sædet, hvorefter han så selv satte sig ind, og startede bilen.

”Hvad har du gang i?!” Jonghyun ignorerede Key. Han havde ikke tænkt sig at tale til ham, før han havde fået banket noget fornuft ind i hjernen. Da de endelig nåede til stationen, steg Jonghyun ud af bilen, hvorefter han gik over på den anden side, for at hive Key ud. Han greb endnu engang om hans overarm, på trods af Key’s protester, og førte ham så ind på stationen, og videre ind på Onew’s kontor. Heldigvis var hans chef ikke gået endnu. Han arbejde åbenbart over i dag.

Jonghyun fik tvunget Key ned at sidde i stolen, der var placeret overfor skrivebordet, og slap ham så endelig. ”Onew, gør et eller andet ved denne her idiot.” Onew kiggede overrasket på Jonghyun, der tydeligvis stadig var fuldstændig rasende, og kiggede så på Key, der så en anelse skræmt ud.

”Hvad sker der?” Spurgte han Jonghyun. Jonghyun kiggede kort på Key, og fnøs så, før han hev kanylen og flasken frem. Han rakte hurtigt begge ting til Onew, hvis øjne spærrede sig op idet han så de to ting. Han kiggede så på Jonghyun for at få en nærmere forklaring.

”Key tager stoffer.” Onew kiggede nu over på den blege dreng. Key kiggede chokeret op på Jonghyun. Han var tydeligvis overrasket over at Jonghyun kunne tro dette om ham. Onew selv var ikke sikker på hvad han skulle tro. Aldrig i sit liv havde han set Jonghyun så rasende, så han måtte jo have noget at have det i.

Han rettede sit blik mod Key, denne gang mere seriøst. ”Er dette rigtigt, Key?” Key kiggede over mod Jonghyun med åbnet mund, og rettede så blikket mod Onew igen.

”Nej! Jeg tager ikke stoffer! Jeg ved ikke engang hvor de kommer fra! Jeg aner ikke hvad i snakker om! Ligner jeg måske en narkoman?!” Key var tydeligvis oprevet. Jonghyun blev blot endnu mere rasende nu. Han troede ikke på Key, det var nemt at se.

”Du skal ikke lyve for os, Key! Hvordan skulle de ellers havne i din skuffe?!” Jonghyun stemme var hævet, og Onew var sikker på at alle på stationen kunne høre hvad han sagde. Ikke at han ikke var ligeglad. Dog brød han sig ikke om den retning tingene så ud til at gå i.

Key’s øjne var så småt begyndt at blive røde, idet han rejste sig op. ”Det ved jeg jo ikke for helvede! Hvor skulle jeg vide det fra?!” Han opgav og satte sig så ned i stolen igen, med sit ansigt begravet i hænderne. Jonghyun følte sig dog ikke den mindste smule skyldig. Dette her var alt sammen Key’s egen skyld. Han burde virkelig tage sig sammen, og tænke sig ordenligt om.

”Hyung, jeg syntes vi skal spærre ham inde.” Både Onew og Key kiggede overraskede hen på Jonghyun, hvis blik blot var rettet mod vinduet. Onew sukkede lavt. Han vidste godt hvorfor Jonghyun opførte sig sådan her. Han overreagerede jo tydeligvis fordi han var bekymret for Key. Han arbejdede jo som betjent, og vidste dermed hvor farlige stoffer kunne værre. Det var derfor en selvfølge at han ikke ville have at Key skulle fortsætte dette misbrug.

Onew nikkede kort. ”Men kun én dag. Han kan få tid til at tænke og det samme kan vi.” Key var den eneste der ikke var enig med beslutningen. Han fór op, og kiggede rasende på de to betjente.

”I kan ikke bare spærre mig inde! Jeg har ikke taget stoffer!” Onew sukkede, og gjorde så tegn til at Jonghyun skulle tage ham med, og spærre ham inde. Jonghyun fulgte hans ordre, og hev så Key med ud fra kontoret, og hen til den anden ende af stationen, hvor de få celler lå. De stod næsten alle tomme, da det ikke var tit at de blev brugt. Normalt sendte de jo de anklagede tilbage til politiet.

Jonghyun greb fat i et par nøgler der lå ved et bord, hvor en sækretær havde lagt sig til at sove. Derefter låste han en celle op, og smed så Key derind. Herefter lukkede han igen celledøren, og låste den så, så Key ikke kunne slippe ud. Key så ud til at gå i panik, idet han pludselig var låst inde. ”Y-Yah! Kim Jonghyun! Luk mig ud herfra!”

Jonghyun kiggede væk. Det gjorde ondt. Selvfølgelig gjorde det ondt. Key så fuldstændig panikslagen ud, men Jonghyun vidste at han blev nød til at gøre dette. Key kunne få noget tid til at tænke, og Jonghyun kunne tage tilbage til hans lejlighed og finde de eventuelle andre stoffer, der lå gemt. Men stadig så gjorde det ondt. Jo længere væk Jonghyun kom, desto højere og mere desparate blev Key's råb. Den blonde regnede ud at Key nok havde noget med at blive lukket inde. Måske det var en fobi. Han vidste det ikke, og han tvang sig selv til ikke at tænke nærmere over det. Dette var for Key’s bedste.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...