Stupid Liar.(Jongkey)

Key har aldrig følt sig mere alene. Den ene person han hele sit liv har kendt, og som altid har været der, mister han, og der er absolut intet han kan gøre, andet end at lade to, højst uprofessionelle, betjente, som han ikke har den mindste tiltro til, prøve at finde frem til morderen. Men Key havde ikke forudset at den ene af disse to betjente, muligvis kunne fylde den, nu tomme plads i hans hjerte, ud.

39Likes
60Kommentarer
6075Visninger
AA

9. Kapitel 8

De to betjente satte sig på hver sin stol, ved spisebordet. Den blonde pige der sad overfor dem, kiggede afventende hen mod de to. Faktisk mest Jonghyun. Ikke at det irriterede Minho. Faktisk så var han rimelig ligeglad. Han var ikke det mindste interesseret i den blonde pige. Faktisk så havde han aldrig rigtig været interesseret i piger. De var alle ens, efter hans mening, og han fandt dem dermed ikke interessante. 

”Så hvad var det i ville spørge om?” spurgte pigen med en sukkersød stemme, idet hun smilede svagt. Minho hev blot sin blok op, idet Jonghyun forklarede hvorfor de var her. Pigen nikkede forstående, og prøvede så godt som hun overhovedet kunne, på at se interesseret ud. Det mislykkedes klart, efter Minhos egen mening.

”Minah var en af dine gode venner var hun ikke? Er der måske nogle ting hun har holdt skjult fra sin bror? Noget der kunne havde givet en person grund til at havde myrdet hende?” Pigen bed sig i læben, og kiggede væk. Hun skjulte noget. Minho kunne tydeligt se det på måden hun reagerede på.

”Nej. Minah var godt nok lidt af en festabe, men hun har aldrig gjort noget der kunne få andre til at hade hende. Hun var hele sit liv en rigtig sød pige.” Det var sådan set det eneste de to betjente fik af brugbar information fra den unge kvinde. Resten var bare en masse ubetydeligt vrøvl. Spild af tid.

De tog derefter ud til stationen igen. Onew stod denne gang op, og kiggede ud af vinduet på hans kontor, idet de to betjente trådte ind. Han vendte sig om da han hørte døren blive åbnet, og sukkede da han så at det bare var Minho og Jonghyun. Han satte sig så ned i hans kontorstol.

”Fandt i frem til noget?” De to betjente rystede på hovedet, og Onew måtte sukke endnu engang. Han kiggede så hen på Jonghyun. ”Jonghyun, tag ud til Key. Han stoler tydeligvis mere på dig end han stoler på nogen anden lige nu, efter hvad Minho har fortalt mig. Se om du kan få presset nogle flere ting ud af ham. Det er tydeligt at han skjuler noget.” Jonghyun nikkede, og forlod så kontoret, men et skævt smil på læben.

Som hans chef havde bedt ham om, tog han ud til Key. Han bankede på, og som han havde håbet blev døren åbnet af en bleg fyr, og ikke af den blonde bofælle. Det var tydeligt at Key overvejede om han skulle smække døren i igen, men heldigvis lod han være.

”Hvad vil du?” spurgte han, med et hævet øjenbryn. Jonghyun puffede ham blot væk fra døråbningen så han kunne træde indenfor, og smed så sine sko og sit overtøj. Key kiggede irriteret på den blonde.

”Jeg keder mig,” forklarede han blot, og fortsatte så ind i stuen, hvor den blonde bofælle heller ikke var. Jonghyun følte virkelig at hans held langt om længe var ved at blomstrer, efter at havde været gemt væk i flere år. Dovent smed han sig sofaen, og samlede hans hænder bag hans hoved. Key sukkede blot opgivende, og satte sig så i den ene lænestol.

De to snakkede i et par timer. Key så dog en smule distraheret ud, hele tiden. Han blev ved med at kigge på uret der hang på den ene væk, til venstre for ham. Til sidst blev Jonghyun nød til at spørge. ”Venter du besøg?” Key rystede på hovedet, og sukkede så endnu engang.

”Taemin er stadig ikke kommet hjem,” forklarede Key. ”Sidste gang han ikke kom hjem før klokken 18, endte det med at han først kom klokken 4 den næste morgen, og jeg er sikker på at det ikke var bananmælk han havde været ude og drikke med hans venner.” Jonghyun kunne ikke lade være med at smile svagt over Key. Han bekymrede sig virkelig for hans ven, det var tydeligt.

Jonghyun smilede beroligende til Key. ”Han skal nok komme Key.” Key nikkede og smilede så taknemmeligt over mod den blonde. Jonghyun sværgede at hvis han ikke havde haft munden lukket så havde hans hjerte fløjet ud af hans hals. For at undgå den akavede stemning der snart ville ramme de to, besluttede Jonghyun sig for at skifte emne.

”Der er tre soveværelse her, ikke også?” Key nikkede, men så en anelse skeptisk over mod Jonghyun. Han var ikke sikker på hvad han ville med dette. Dog var han sikker på at det umuligt kunne være noget godt. ”Jamen, så kan jeg godt sove her ikke o-”

”Nej.”

”Jamen hvorfor ikk-”

”Nej."

”Aw, kom nu Key. Jeg er jo en ve-”

”Nej!”

Jonghyun sukkede. ”Kom nu Key. Min lejlighed er ved at blive renoveret-” Det var sådan set en løgn. ”-og jeg kan ikke sove hos Minho, for han har venner på besøg.” Endnu en løgn. ”Det er bare én nat. Kom nu~.” Key sukkede opgivende. Jonghyun smilede triumferende.

”Andet værelse til højre. I skufferne skulle der gerne ligge noget tøj du kan sove i. Jeg bliver sur hvis du ødelægger noget.” Key var ikke meget for at lade Jonghyun sove derinde. Det var trodsalt hans søsters gamle værelse. Hun plejede at sove der, når hun overnattede hos Key. Jonghyun smilede stort, og rejste sig så fra sofaen. Han havde ikke regnet med at Key rent faktisk ville give ham lov. Men igen, hvem kunne også modstå Jonghyun's charme?

”Tusind tak, Key. Godnat.” med dette forlod Jonghyun stuen, og fik med Key’s anvisninger fundet frem til værelset han skulle sove i. Der var en lille seng og et skab, ellers var lokalet tomt. Jonghyun gik over til skabet for at finde tøjet Key havde fortalt om. Rigtig nok lå der en trøje og et par bukser i den nederste skuffe, som Jonghyun så tog. Han fik dog noget af et chok, da han så hvad der var gemt under det bløde stof. Rasende samlede han det op, og stormede så ud af værelset og ind i stuen igen, hvor Key stadig sad.

”Hvad i al verdenen er dette?!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...