Stupid Liar.(Jongkey)

Key har aldrig følt sig mere alene. Den ene person han hele sit liv har kendt, og som altid har været der, mister han, og der er absolut intet han kan gøre, andet end at lade to, højst uprofessionelle, betjente, som han ikke har den mindste tiltro til, prøve at finde frem til morderen. Men Key havde ikke forudset at den ene af disse to betjente, muligvis kunne fylde den, nu tomme plads i hans hjerte, ud.

39Likes
60Kommentarer
6097Visninger
AA

8. Kapitel 7

Efter at Key’s svage snøft langsomt dyssede ned, havde Jonghyun givet slip på ham. Key havde bedst muligt prøvet på at undgå den blondes bekymrede øjne. Han skammede sig virkelig over måden han havde opført sig på overfor Jonghyun. Det havde ikke været meningen at han endnu engang skulle vise den blonde hans svage side. Men et eller andet over den ældre fik Key til at føle sig godt tilpas i hans nærvær. Et eller andet der fortalte Key, at man ikke behøvede at være stærk hele tiden. At man nogle gang blot skulle koble fra og bare lade ens følelser strømme ud. På en måde så mindede Jonghyun om hans søster. Kun hans søster havde set Key græde på den måde, før. Men Key kendte jo knap nok Jonghyun, så hvorfor i al verdenen havde han pludselig ladet hans hæmninger falde, og givet sig til at tudbrøle overfor den fremmede? Ikke engang Taemin havde set ham sådan. Hvorfor stolede Key så meget på ham?

Aftnen før var endt, da Key bad Jonghyun om at gå hjem, nu da regnen var stoppet. Den blonde havde nikket og forklarede så at han ville hente Key den næste morgen, så han kunne køre ham til stationen, hvor de kunne få snakket lidt om hans søsters omgangskreds.

Key stod nu og trippede ude ved parkeringspladsen mens han utålmodigt ventede på at Jonghyun skulle komme og hente ham. Han håbede virkelig at idioten denne gang havde taget sig tid til at fylde benzin på hans bil. Han havde jo nok købt noget benzin, og så taget ud til hvor den stod, og fyldt det på, i går aftes. 

Efter et minut eller to kom Jonghyun’s bil endelig kørende, og stoppede op ved Key. Hurtigt åbnede den mørkhårede døren, og satte sig ind på forsædet ved siden af den blonde, der smilede skævt til ham. Uden et ord kørte de to så til stationen. De trådte så endelig ind på Onew’s kontor, stadig uden at havde vekslet et eneste ord med hinanden. Key forstod ikke helt hvorfor. Godt nok havde han ikke selv sagt noget, men det var jo ikke noget nyt. Jonghyun plejede jo som regel at presse på alligevel. Det havde han så bare ikke gjort i dag, underligt nok.

Onew sad på sin sædvanlige stol, ved hans sædvanlige skrivebord, og stirrede ind i hans, sædvanlige, computer. Ikke den største overraskelse for hverken Key eller Jonghyun. Han kiggede op fra hans computer og da hans øjne mødtes med Key’s smilede han venligt. Jonghyun kunne ikke lade være med at føle sig lidt muggen over dette. Onew skulle altid være så mega flink overfor folk han ikke var gode venner med, mens han hele tiden hundsede med Jonghyun og Minho, der jo var hans barndomsvenner.

Den ældre bad de to om at sætte sig, hvilket de selvfølgelig gjorde. Herefter gik samtalen i gang. Key fortalte stort set alt om hans søster. Hvordan hun tit tog ud på klubber og drak sig stangstiv, på trods af Key’s modstand, og om alle de forskellige kærester hun havde haft. Sangmin, der jo ikke engang var særlig køn, var dog blevet hendes første kærlighed, og de var allerede godt på vej til at flytte sammen da… Key fadede endnu engang ud. Onew nikkede forstående.

”Tror du måske at din søsters drabsmand kan havde været en af hendes tideligere kærester?” Key kiggede med store øjne på Onew idet han stillede dette spørgsmål. Både Onew og Jonghyun fandt dette en smule mistænkeligt. Key kiggede ned og rystede så voldsomt på hovedet, som var det en synd hvis hans svarede ja. Som var han bange for et eller andet. Onew sukkede opgivende.

”Key, dette her er for at hjælpe med at finde frem til din søsters morder. Hvis du ikke svarer på vores spørgsmål kan vi ikke hjælpe.” Key bed sig blidt i læben, og kiggede så endelig op på Onew, der kiggede en anelse bekymret på ham.

”Det er ikke… Det er ikke noget. Han har ikke dræbt min søster. Det er jeg sikker på.” Hans stemme skælvede idet han talte. Dette var tydeligvis noget der virkelig skræmte ham at tænke på. Hvorfor forstod hverken Jonghyun eller Onew. De vidste at Key ville gøre alt for at finde morderen, så hvorfor var han nu lige pludselig ikke villig til at hjælpe? Han gemte helt sikker på en eller anden hemmelighed.

Den blege dreng’s blik var endnu engang nedadrettet og Jonghyun kunne se at han rystede. Han var skræmt fra vid og sans. Hans øjne var helt spærret op, og Jonghyun kunne se at tårer endnu engang begyndte at samle sig og gjorde sig parat til at forlade hans katte lignende øjne. Han lagde en hånd på den yngres ryg, og begyndte så at kører hans hånd i små cirkler, for at få ham til at slappe af. Dette virkede – overraskende nok – og snart havde den mørkhårede endnu engang samlet sig nok til at kigge op, og igen tale.

”Min søsters morder er ikke blandt nogle af hendes tideligere kærester. Det er jeg helt sikker på.” Hans blik viste ikke den mindste form for usikkerhed nu, og Onew tog dette som et tegn på at han talte sandt. Han rodede lidt i nogle papirer og fandt så en blyant frem.

”Kan du nævne nogle af hendes nære venners kontaktoplysninger?” Key nikkede og begyndte så at remse navne, adresser og numre op. Han kunne selvfølgelig det hele i hovedet. Han havde altid været nød til at ringe eller tage ud til hans storesøsters venner, når hans søster var for fuld eller træt, til at tage hjem selv. Efter et stykke tid begyndte han så at huske både numre og adressere på hendes bedsteveninder, i hovedet.

Onew skrev alt hvad Key sagde, ned. Da Key endelig løb tør for numre, adresser og navne, nikkede Onew, og smilede så igen venligt til den blege dreng. ”Tak for hjælpen Key. Minho og Jonghyun vil tage ud og snakke med disse personer, senere idag.” Key nikkede. Hvor var Minho overhovedet? Key havde i hvert fald ikke set ham indtil videre.

Key rejste sig op, og forlod så lokalet, for at gå ud på gangen, og vente på at Jonghyun skulle køre ham hjem igen. Tilbage på kontoret sad Jonghyun og Onew. Begge så ud til at være fordybet i deres tanker, der handlede om nogenlunde det samme: Key.

Onew rømmede sig. ”Efter at du har kørt Key hjem, skal du komme tilbage hertil. Jeg ringer til Minho og beder ham om at tage bussen herhen. I bliver nød til at tage ud til nogen af personerne på vores liste, allerede i dag.” Jonghyun nikkede, og forlod så også lokalet.

Han kørte Key hjem, og kom så tilbage til stationen, som Onew havde bedt ham om. Minho var også ankommet, og de to tog så ud til den første på listen: Yoo min. Hun boede omkring et kvarter fra stationen, så det tog ikke lang tid før de stod foran døren til et forholdsvis stort hus. Minho bankede hårdt på, tre gange som altid, og døren blev åbnet kort tid efter.

En pige med langt, blond hår stod nu overfor de to betjente.  ”Goddag?” Hun kiggede en anelse skeptisk på de to herre. Jonghyun smilede blot skævt til hende.

”Vi leder efter en Yoo min. Er det dig?” Pigen nikkede, og da de to betjente forklarede at de gerne ville snakke med hende, lukkede hun dem indenfor, og bød dem på en kop te. Minho havde på fornemmelsen at det ville være let at få informationer fra hende her, når man så på hendes tydelige interesse i hans blonde makker. Jonghyun så dog ikke ud til at bemærke dette. Han var virkelig blind hvad sådan noget angik.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...