Stupid Liar.(Jongkey)

Key har aldrig følt sig mere alene. Den ene person han hele sit liv har kendt, og som altid har været der, mister han, og der er absolut intet han kan gøre, andet end at lade to, højst uprofessionelle, betjente, som han ikke har den mindste tiltro til, prøve at finde frem til morderen. Men Key havde ikke forudset at den ene af disse to betjente, muligvis kunne fylde den, nu tomme plads i hans hjerte, ud.

39Likes
60Kommentarer
6080Visninger
AA

4. Kapitel 3

Minho sukkede, idet han igen trådte ind på politistation, med Jonghyun ved hans side. Nej, han havde bestemt ikke lyst til at arbejde i dag. Faktisk, så ville han meget hellere tage hjem igen, og bare falde i søvn. Han havde på fornemmelsen at denne sag ville blive alt for kompliceret og indviklet. Minho orkede det bare ikke.

”Yah, Minho-ah! Vågn lige op, gider du? Jeg prøver faktisk at fortælle dig noget!” Minho sukkede. Derefter vendte han sit blik mod hans Hyung, der nu var stoppet op, et par meter bag ham. Han var sikker på, at lige meget hvad Jonghyun havde sagt, så var han ligeglad. Han var træt, og ud fra alle de år han havde kendt Jonghyun, kunne han være sikker på at hvad han havde sagt, på ingen måder interesserede ham.

”Aish…” mumlede Jonghyun og opgav at få Minho’s opmærksomhed rettet mod ham, idet den yngres blik endnu engang gled væk fra ham, og han igen begyndte at gå. Jonghyun vidste at der var noget galt med Minho i dag, men han valgte at ignorere det. Hans makker havde aldrig været typen der fortrak at snakke om hans problemer, der havde Jonghyun meget tideligt erfaret. Han gjorde bare sit bedste for at få hans ven til at tænke på noget andet, og dermed få ham i et bedre humør. Nu var Minhos humør heller ikke det vigtigste for Jonghyun lige nu. Faktisk, så havde han mere travlt med at bekymre sig om en anden fyr. En fyr, han dårligt nok kendte. Kibum. Eller som han ved deres sidste møde havde kaldt sig; Key.

De to makkere åbnede døren til deres chef, og ven, Onew, ‘s kontor. Som sædvanlig sad han bag hans skrivebord, godt lænet tilbage i hans stol, og med sit blik vendt mod hans – en smule outdatede – computer. Han kiggede op på de to betjente, idet de trådte ind.

Onew så bestemt ikke glad ud. I dag var ikke en af hans gode dage, det var tydeligt. Hvorfor, forstod Jonghyun ikke. Måske det var denne sag, der havde en så stor virkning på alle. Både Minho og Onew var mugne. Kun Jonghyun var i godt humør. Han forstod det virkelig ikke. Hvad var det overhovedet ved denne sag, der stressede dem så meget? Jonghyun selv, mente at han var den eneste her, der burde være stresset. Dette var trods alt en sag han blev nød til at klare sig godt igennem. Hvis ikke, så mistede han nok hans chance hos offerets pænt lækre bror, Key.

”Denne her sag bliver nok en anelse mere kompliceret, end hvad vi først havde regnet med,” sagde Onew, og afbrød den tavshed, der nu havde stået på i hvad der lignede et minut. ”Vores første mistænkte, Bak Sangmin, har et alibi, efter at være blevet set af flere personer, og et videokamera, nær en butik, et par kilometer fra drabsstedet, på samme tid som mordet forgik, og kan dermed ikke være morderen. Eftersom at han var vores hovedmistænkte, står vi nu på bar bund.” Onew holdt en pause. Sikkert for at sikre sig at Jonghyun stadig var med. Det var åbenbart kun Minho, der kunne se Jonghyun’s ”geniale” side. Hvis det altså ikke blot var en illusion kreeret af Minhos manglende søvn.

Onew rømmede sig, og fortsatte så hans snak. ”I to må ud og stikke næserne i offerets fortid; find frem til tideligere venner, fjender, kærester ect. Alt hvad i mener, kan hjælpe os med at komme videre i denne sag. Tag ud og spørg hendes nærmeste; familie, venner, måske også hendes kæreste.”

De to betjente nikkede – den ene mere begejstret end den anden – og forlod så deres chefs kontor. Minho vidste hvad den ældre var så spændt over, før han overhovedet fik sagt et ord. Deres chef havde bedt dem begge om at snakke med offerets nærmeste; familie, venner osv. Og eftersom at Kibu- Key, var en af offerets nærmeste, så dette gav altså Jonghyun en lejlighed til, endnu engang, at snakke med ham. Minho kunne ikke lade være med at finde hans ven, en lille smule barnlig. Måden han lige pludselig fandt sig et nyt offer han kunne følge, og så fulgte denne person, som var det det vigtigste i hele verdenen. Minho fandt det tåbeligt.

De to makkere tog Jonghyun’s bil, til Key’s lejlighed. Minho havde stadig ikke fået sig købt en bil, og havde heller ikke fundet det nødvendigt, eftersom at Jonghyun alligevel ville insistere på at køre ham fra og til arbejde. Han kunne jo lige så godt drage fordel af dette, og så blot lade Jonghyun kører ham, i stedet for at investere i en dyr bil.

Da de nåede parkeringspladsen, der lå ved lejlighederne, Key boede i, parkede Jonghyun bilen, og steg så ud, ligesom Minho også selv gjorde. De gik så begge om til fjerde sal, som de begge vidste Key boede på. Minho, fordi at Jonghyun havde plabret løs om at Key tilfældigvis boede på salen med hans lykkenummer.

Da de så nåede til Key’s lejlighed bankede Jonghyun på tre gange, og trak sig så lidt tilbage, mens han ventede på at der skulle blive åbnet. Og det blev der også. Bare ikke af den person Jonghyun måske havde håbet på. Men i stedet af en, efter Minho’s egen observation, smuk, dreng. Hans hår var farvet blond, og det klædte ham virkelig, dette måtte Minho indrømme. Men Minho var også overbevist om at alt ville klæde den lille, spinkle dreng, der nu stod overfor dem, i døråbningen.

Jonghyun var den første af de to, der fik taget sig sammen, og sagt noget. ”Vi leder efter en Kim Kibu-, eh, jeg mener Key. Han burde bo her.” Jonghyun var tydeligvis ikke lige så påvirket af drengens skønhed, som Minho var. Hvorfor forstod Minho ikke. Jonghyun var jo til drenge, modsat Minho, der sådan set ikke rigtig var til noget som helst. ”Ah, Key-hyung. Han bor her. Faktisk, så er dette hans lejlighed. Jeg bor her bare lige et stykke tid. Key-Hyung er ude og handle lige nu,” forklarede den blonde engel. Minho måtte nive sig i armen, for at tage sig sammen. Han fattede ikke hvad der gik af ham. For kun et par minutter siden havde han siddet og brokket sig over Jonghyun, der var totalt væk i Key, og nu var han selv ved at gå samme vej. ”Mit navn er Taemin,” mumlede han så, med et smil på læben. Han var tydeligvis en af de altid glade typer, der konstant ville gå rundt med et smil på læben. En total kontrast til hans midlertidige bofælle, Key.

”Mit navn er Jonghyun, og dette er Minho, vi er fra politiet,” introducerede Jonghyun dem. Minho sagde ikke et ord, som sædvanlig. ”Vi ville sådan set bare stille Key-ssi nogle spørgsmål, men eftersom at han ikke er hjemme, må vi vel bare komme tilbage på et andet tidspunkt.”

Taemin’s smil så ud til at famle en anelse da Jonghyun nævnte at de var fra politiet. Han var tydeligvis bekymret for hans ven. Dog tog han sig sammen, og smilede så igen til de to betjente. ”Han burde komme tilbage lige om lidt, så i kan vel bare vente indenfor. Hvis altså i ikke har for travlt.” Jonghyun forklarede at det havde de bestemt ikke, og de to betjente blev så lukket indenfor af den blonde dreng.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...