Stupid Liar.(Jongkey)

Key har aldrig følt sig mere alene. Den ene person han hele sit liv har kendt, og som altid har været der, mister han, og der er absolut intet han kan gøre, andet end at lade to, højst uprofessionelle, betjente, som han ikke har den mindste tiltro til, prøve at finde frem til morderen. Men Key havde ikke forudset at den ene af disse to betjente, muligvis kunne fylde den, nu tomme plads i hans hjerte, ud.

39Likes
60Kommentarer
6099Visninger
AA

20. Kapitel 19

Jonghyun stoppede op foran den noget så bekendte dør, til Key’s lejlighed. Det var aften, og han havde dermed allerede været på arbejde. Onew, der kendte alt til Jonghyun og Key’s forhold, da Minho – den sladrehank – havde fortalt ham om det, efter at Jonghyun ikke havde snakket om andet hele vejen til arbejde, havde besluttet at lade Minho og Jonghyun gøre hvad det passede dem, for at få opklaret sagen, så længe de én gang om ugen reporterede tilbage til ham, hvad de havde fundet ud af. Han vidste at Jonghyun talte meget med Key, og dermed fik fat i nogle vigtige oplysninger, der hjalp med efterforskningen. Derfor mente Onew ikke at de to havde brug for hans hjælp. Hvis Jonghyun alligevel af egen fri vilje tog over til Key, så behøvede han jo ikke at tage hen på stationen hver morgen for at få af vide hvad han nu skulle, hvorefter han ville tage ud til personerne på Key’s liste, som alligevel ikke sagde noget nyttigt. Derfor fik Minho og Jonghyun nu frie tøjler, og det var derfor at Jonghyun nu stod foran Key’s hoveddør, klokken otte om aftenen. Onew havde også sagt at hvis denne sag ikke var afsluttet indenfor den næste måned, så ville han reportere tilbage til politiet at de ikke kunne finde frem til morderen. Dette ville Jonghyun ikke lade ske. Det ville være at svigte Key. Han havde lovet den bunhårede dreng, at han ville finde frem til hans søster morder, så det havde han også tænkt sig at gøre.

Døren gik op, efter at Jonghyun havde banket en enkelt gang, og der stod Key. Den mørkhårede dreng lignede en der ikke havde fået meget søvn, og at dømme ud fra hans røde øjne, så havde han også grædt, det meste af natten. Havde det noget med den brunhårede dreng fra før, at gøre? Hvad havde han sagt til Key, efter Jonghyun var gået? Brunetten så kort Jonghyun an, men vendte sig så om, og drejede af, ind til stuen. Han lod dog døren stå åben, som et tegn til Jonghyun om at han bare kunne komme ind. Dette gjorde den blonde glædeligt, og i løbet af næsten ingen tid havde han smidt sit overtøj og sine sko, og var så inde i stuen, hvor Key allerede lå i sofaen, med en kop te i hånden. Det var tydeligt at han nok havde lagt der det meste af dagen, når man kiggede på sofabordet, hvorpå der stod madrester, lå lommetørklæder og flere teposer var smidt direkte på det allerede tilsvinede, bord. Der var helt klart noget galt med Key. Han plejede ikke at svine så meget. Han var jo mildt ud sagt en rengøringsfreak.

Jonghyun sukkede lavt før han endelig satte sig ned i den ene af de to lænestole. ”Hvad er der galt Key?” spurgte han den mørkhårede, hvis blik var fastlås på TV-skærmen, selvom det egentlig ikke var noget interessant der var i fjernsynet. Den blege dreng kiggede over mod Jonghyun med et uforstående blik, for at vise at han ikke forstod hvad den blonde snakkede om. Jonghyun var dog ikke overbevist. ”Det er jo tydeligt at der er noget galt. Kan du ikke bare fortælle mig hvad det er?” Key vendte sit blik mod skærmen igen. Han ville tydeligvis ikke fortælle Jonghyun noget. Da den blonde blev ved med at kigge på Key med et afventende blik, så han dog ud til at skifte mening.

”Jeg er bare overrasket over at Haru pludselig dukkede op,” forklarede han, hvorefter han nippede kort til hans varme te, og kiggede tilbage på skærmen, med et blik der viste at han ikke var den mindste smule interesseret i hvad foregik foran næsen på ham.

Jonghyun’s blik var dog stadig rettet mod den brunhårede dreng. ”Hvorfor er du overrasket over det? Han var i Japan, så hvorfor skulle han ikke komme og besøge dig? Han er jo din barndomsven.” Den blondes interesse var så småt blevet vækket, og han havde bestemt ikke tænkt sig at forlade Key’s lejlighed, uden at være kommet til bunds i dette.

Key bed sig i læben, og kiggede ned på hans sammenfolede hænder. ”Haru forlod mig. Han forlod mig uden så meget som et eneste ord. Jeg troede at han var blevet træt af mig.” Den mørkhåredes blik var fyldt af smerte. Dette var tydeligvis ikke et emne der skulle tages let på. ”Jeg har ikke hørt fra ham i 5 år, så selvfølgelig troede jeg at han havde glemt mig. Derfor blev jeg overrasket da han pludselig dukkede op, og forklarede at det alt sammen var på grund af hans far.” Jonghyun bed hårdt sammen. Han måtte fokusere. Han kunne ikke blive jaloux over sådan en ting, som denne. Ja, det var tydeligt at Key og Haru’s forhold havde været stærkt før Haru tog til Japan. Hvis Jonghyun skulle gætte, så ville de to helt sikkert være i et forhold, hvis Haru var blevet i Korea. Det var tydeligt, blot ved at se på Key, at han havde haft følelser på Haru, og hvis Haru ikke var komplet dum, så havde han helt sikkert også haft følelser for Key, hvis man nu så på hvilken fantastisk person den mørkhårede var. Så nu var Key’s muligvise første forelskelse pludselig dukket op. Måske Jonghyun’s held alligevel ikke var vendt. Han havde virkelig et problem nu.

Den mørkhårede dreng kiggede så på skærmen igen. Det var åbenbart først gået op for ham hvad han havde sagt, nu. Jonghyun sukkede. ”Så du var altså forelsket i Haru, før han rejste?” den pludselig monotone klang i Jonghyun’s stemme, overraskede Key, næsten mere end selve hans spørgsmål.

Han rettede atter sit blik mod hans hænder. Dette var et spørgsmål Key havde nægtet at besvare for sig selv, så at indrømme det overfor Jonghyun, var en prøvelse han helst ikke ville udsættes for. Dog havde han alligevel en lyst til at sige det. Noget i ham mente at dette ville irritere Jonghyun. Han var nysgerrig efter at se den blondes reaktion. Ville han være ligeglad? Ville han blive sur? Ville han få medfølelse med ham, fordi at det var en ensidet kærlighed?

”Ja. Jeg var nok rimelig lun på ham.” Jonghyun havde ikke regnet med et så kontant svar. Faktisk, så havde han overhovedet ikke regnet med noget svar. Dette fik ham dog blot til at blive endnu mere irriteret. Det var som om at Key kun gjorde det for at irritere ham. Som om han kendte til Jonghyun’s følelser, og blot prøvede at lege med dem, for morskabens skyld.

Da Key intet svar fik fra den blonde, besluttede han sig for at snakke videre. ”Jeg mødte Haru da jeg var 13. På det tidspunkt havde jeg intet sted at bo, eftersom min søster boede hos hendes daværende kæreste. Haru gav mig et tip om et lille hus, i udkanten af den lokale skov, der vidst nok stod tomt, så jeg flyttede ind der. Der boede jeg i to år, før huset blev fundet frem til af politiet, og jeg blev smidt ud. På det tidspunkt var jeg 15, men kunne sagtens gå for en på 18. Jeg manglede stadig et sted at bo, så jeg begyndte at gå ud med mænd og kvinder, jeg vidste havde deres eget sted, selvom de jo så alle sammen var 18 og opefter.” Key holdt en pause for at tage en slurk af han te. ”Haru blev træt af det, så han fik hans far til at købe ham en lejlighed, så han og jeg kunne bo sammen, og jeg dermed ikke behøvede at date folk, jeg ikke var det mindste interesserede i.” Jonghyun bed sig i indersiden af hans kind. Dette var en langt mere hjerteskærende historie, end han havde regnet med at få ud af den mørkhårede. På en måde var han sur over at han selv ikke havde kendt til Key på det tidspunkt, så han kunne havde taget sig af ham, men samtidig kunne han ikke lade være med at være glad for Haru så havde været der. Måske han ikke var en idiot, når det kom til stykket.

”…Og så rejste han. Lige siden har jeg ikke ladet folk kalde mig ved mit rigtige navn.” Jonghyun sank en klump. Så årsagen til at Key hadede hans navn, var altså på grund af at han blev mindet om Haru, hver gang han blev kaldt Kibum? Havde han virkelig været så forelsket i den dreng? Måske det var Haru der var årsagen til Key’s manglende menneskelige naivitet. Måske han efter at Haru havde forladt ham, havde haft svært ved at stole på at andre ikke også ville forlade ham på et tidspunkt. Måske det var hvorfor han havde taget hans søster død så pænt. Fordi at han allerede var overbevist om at hun også ville forlade ham på et tidspunkt.

Jo mere Jonghyun tænkte på det, jo mere blev svigt en stor del af hans billede af Key’s barndom. Hans far havde svigtet ham, hans søster havde svigtet ham og Haru havde svigtet ham. Det var pludselig ikke så underligt at Key var som han var. Men hvordan i al verdenen skulle Jonghyun dog nu kunne bygge en tiltro op mellem de to?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...