Stupid Liar.(Jongkey)

Key har aldrig følt sig mere alene. Den ene person han hele sit liv har kendt, og som altid har været der, mister han, og der er absolut intet han kan gøre, andet end at lade to, højst uprofessionelle, betjente, som han ikke har den mindste tiltro til, prøve at finde frem til morderen. Men Key havde ikke forudset at den ene af disse to betjente, muligvis kunne fylde den, nu tomme plads i hans hjerte, ud.

39Likes
60Kommentarer
6096Visninger
AA

17. Kapitel 16

”YAH! Er du mig utro, Bummie?!”

Jonghyun og Key’s blikke fløj over mod stemmen, der pludselig hørtes ovre fra den anden ende af rummet. En brunhåret dreng, ca. på alder med Key og Jonghyun, stod og surmulede, ovre ved dørkarmen, der førte ud til entréen. Jonghyun havde aldrig set denne dreng før, men at dømme ud fra Key’s ansigtsudtryk, så havde han.

”H-Haru. Hvad laver du her?” Jonghyun kiggede fra brunetten, hvis navn åbenbart var Haru, til Key. Hvad han var mere nysgerrig omkring var hvorfor denne fremmede havde kaldt Key for ”Bummie.” Havde Key ikke sagt at han ikke kunne lide når andre end hans familie kaldte ham andet end Key? 

Drengen smilede stort til Key, og fór så over ved ham, før han kastede sig over ham, i hvad Jonghyun mente var et alt for langvarigt kram. Da brunetten så endelig trak sig væk fra Key, landede hans øjne på Jonghyun, der fortsat skulede over mod ham. Han hævede et øjenbryn og kiggede så over på Key igen.

”Hvem er det der?” spurgte han uden den mindste form for respekt i hans stemme. Jo mere denne fyr sagde, jo mere mindede han Jonghyun om Taemin. De var i hvert fald begge lige uforskammede.

Key så stadig forvirret ud. Han havde tydeligvis ikke ventet besøg fra denne dreng. Måske Jonghyun bare skulle sparke ham langt væk, igen. ”Jonghyun,” mumlede Key. ”Hvad vigtigere er, hvad laver du her? Jeg troede du var i Japan…” Haru smilede skævt, og dumbede så ned i sofaen mellem Key og Jonghyun, hvilket gjorde ham fortjent til et dræbende blik fra Jonghyun.

”Jeg kom tilbage her for en uge siden,” forklarede han. ”Ah~. Jeg har sådan savnet dig Key~” udbrød den brunhårede og kastede sig så over Key igen. Jonghyun greb blot fat i hans krave og trak ham væk fra den blege dreng, der selv ikke gjorde noget for at stoppe hans upassende opførsel.

Brunetten fnøs bare af Jonghyun og vendte så sit blik mod Key igen. ”Men hvorfor kom du tilbage? Jeg troede at du skulle bo i Japan, resten af dit liv.” Igen var det Key der snakkede. Jonghyun var en anelse overrasket over Key’s interesse i brunetten. Han så også ud til at være vant til hans pludselig kram. Hvad vigtigere var, hvorfor reagerede han helt anderledes når Jonghyun rørte ham, end når denne ”Haru” gjorde?

”Min fars firma er gået konkurs, og han står nu i gæld til halsen. Jeg flygtede tilbage hertil for at undgå at blive slagtet af lånehajerne, der er efter min far.” Fedt, så ham her var altså en eller anden forkælet møgunge, hvis far havde ejet sit eget firma og det hele. Måske grunden til at han opførte sig som en nar, var at han havde alt for mange penge.

Key kiggede på brunetten, og Jonghyun kunne se et glimt at bekymring i den mørkhåredes øjne. ”Det er jeg ked af at høre…” Det var han ked af at høre? Hvornår i alverden var Key blevet ked af at høre noget som helst, der ikke vedrørte ham selv? Og hvornår i al verdenen var Key begyndt at bekymre sig for andre end Taemin? Hvem var ham Haru egentlig?

Jonghyun skubbede den brunhårede længere tilbage så han kunne få Key’s opmærksomhed. ”Ikke for at være uhøflig, men kan du forklare mig hvem denne pestilens er?” spurgte Jonghyun, med sammenbidte tænder.

Key kiggede irriteret på den blonde, med et advarende blik. ”Denne ”pestilens” er min bedste ven, Jonghyun, og jeg råder dig til, at hvis du har den anden halvdel af dit fjæs kært, så stopper du med at tiltale ham som var han mindre værd end dig.” Jonghyun trak sig tilbage igen, surmulende. Haru derimod smilede triumferende.

Pludselig så han chokeret ud, og han greb fat i begge Key’s skuldre. ”Key, sig ikke at han er din kæreste?” Nu var det Jonghyun’s tur til at smile triumferende.

”Jo det er je-” begyndte han, men blev hurtigt stoppet af Key, der lagde en hånd for hans mund.

”Nej. Under ingen omstændigheder.” Jonghyun lænede sig endnu engang surmulende tilbage i sofaen. Haru sukkede lettet. Key sendte stadig lyn efter Jonghyun.

”Tror du ikke at det er på tide at du tager hjem, Jonghyun?” Den blonde kiggede chokeret på Key. Hvorfor lød det som om at Key prøvede at skaffe ham af vejen, så han kunne være alene med brunetten. Jonghyun var bestemt ikke glad for den brunhårede fyr, der pludselig var sukket op og spoleret det ellers så fantastiske øjeblik Key og ham havde haft. Faktisk, så ville han nok havde givet ham en ordentlig omgang, hvis det ikke var for hans skræk for hvad Key så ville gøre ved ham bagefter.

Jonghyun fnøs og rejste sig så op, hvorefter han gik ud og tog sine sko og sit overtøj på. Derefter forlod han Key’s lejlighed, og trampede så ned mod sin bil, mens han vredt skar tænder, og nedsendte flere forskellige forbandelse over brunetten ved navn Haru.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...