Stupid Liar.(Jongkey)

Key har aldrig følt sig mere alene. Den ene person han hele sit liv har kendt, og som altid har været der, mister han, og der er absolut intet han kan gøre, andet end at lade to, højst uprofessionelle, betjente, som han ikke har den mindste tiltro til, prøve at finde frem til morderen. Men Key havde ikke forudset at den ene af disse to betjente, muligvis kunne fylde den, nu tomme plads i hans hjerte, ud.

39Likes
60Kommentarer
6091Visninger
AA

2. Kapitel 1

De to betjente sad overfor den ligblege dreng, hvis øjne var rettet mod mahognitræsbordet, der adskilte ham, fra de andre to. En lettelse for den ødelagte dreng. Han havde bestemt ikke brug for at komme tættere på de to mænd. De så oven i købet ud til at være på alder med ham selv, hvilket ville sige at de nok begge var omkring 20’erne. Lokalet de befandt sig i, var heller ikke specielt bekvemt. Det eneste der oplyste rummet, var en lille lampe, som dårligt nok virkede, der hang over bordet. Kun fire stole var placeret i rummet. De to stole betjentene sad på, den drengen sad på, og så den tomme, der sad ved drengens sidde. Den var sikkert tilegnet en advokat, hvis han havde haft sådan en.

”Så du kom altså hjem Kl. 12:00, efter at havde været på indkøb. Du havde altså været væk i præcis 1 time og 15 minutter, har jeg ret?” Den blege fyr nikkede, som bekræftelse på den laveste betjents spørgsmål. Den lave betjent nikkede for sig selv, mens den anden begyndte at skrive noget ned på en notesblok, der lå placeret foran ham. Selvom den kun lå omkring en meter væk fra drengen, så kunne han lige akkurat ikke skimte hvad der stod skrevet i den.

”Og ofret var altså et familiemedlem?” Endnu engang var det den lave der stillede spørgsmålet. Han var vidst den mest snaksaglige af de to. Drengen havde endnu kun hørt den højere betjents stemme én gang, da han introducerede sig selv. Han havde haft en dyb og troværdig klang, der fik drengen til at føle sig godt tilpas, i de to betjentes nærvær. Dette holdt dog kun indtil de begyndte på afhøringen.

”Ja. Ofret var min… -” Drengen måtte synke den klump han havde i halsen, før han kunne afslutte sin sætning. ”-Min søster,” afsluttede han, og bed sig selv i læben. Der var gået omtrent tre timer siden han havde fundet hans døde søster under hans bord, til at han sad her, overfor de anklagende betjente. Det var virkelig ikke et drømmescenarie. Dog så havde han endnu ikke grædt. Det var som havde han stadig ikke accepteret hans søsters pludselige død. Som var han stadig i en form for choktilstand.

”Eftersom at du har et alibi, så er du selvfølgelig ikke en mistænkt. Vi vil kontakte dig når vi har fundet frem til noget mere omkring mordet på din søster. Du er fri til at gå nu.” Drengen nikkede. Derefter rejste han sig op. Det samme gjorde de to betjente. Den laveste betjente trådte et skridt nærmere drengen, og lagde en hånd på hans skulder, et opmuntrende smil plastret på hans læber.

”Jeg er ked af deres tab, Kibum. Jeg håber at du vil gå hjem og få dig en ordentlig nats søvn, på trods af dagens brutale hændelse.” Drengen, Kibum, nikkede, selvom han vidste at det bestemt ikke ville ske. En god nats søvn, var ikke hvad han havde brug for lige nu. Og det var den blondes medfølelse heller ikke. Han trådte et skridt væk fra den lave betjent, og bukkede så for dem begge, som en tak for deres ”hjælp”.

”Held og lykke med efterforskningen, Betjent Choi og Betjent Kim. I skal have tak for jeres hjælp.” Herefter forlod Kibum rummet, og forlod dermed også de to betjente. Han vidste selvfølgelig at de intet ville finde frem til. De var jo tydeligvis ikke de skarpeste. Om så morderen stod lige foran deres næse, ville de ikke opdage ham.

De to betjente stod nu alene tilbage, i det lille, dunkle lokale. Den højeste af de to, bøjede sig en anelse ned, for at tage hans notesblok, hvori han havde skrevet hver eneste udtalelse, drengen var kommet med, ned. Han sukkede dybt, idet han vendte sig mod sin makker, der stod og smilede stort. Hvordan den idiot nogensinde var kommet igennem politiskolen, havde han aldrig fattet. Måske der havde været en form for afpresning indblandet.

”Yah, Minho,” begyndte den blonde fyr, der stod overfor ham. ”Han så sgu da godt ud.” Den højere af de to, sukkede endnu engang, denne gang opgivende. Selv i sådan en situation, kunne hans makker fokusere på hvor godt den pårørende så ud. Minho troede virkelig ikke på hans evner til at kunne opføre sige professionelt. I det mindste havde fyren fra før, holdt sit hoved nede under hele afhøringen, så han ikke lå mærke til de blikke hans makker havde sendt ham. Hvis han havde, så ville den blonde nok blive sagsøgt eller i hvert faldt fyret. Den eneste grund til at han endnu ikke var røget ud, var at hans ofre ikke var kvinder, men mænd. Ja, hans makker var homoseksuel, og eftersom de fleste mænd ikke just bryder sig om at indrømme at en anden mand har lagt an på dem, så havde den blonde altså stadig fået lov til at beholde hans job. Hvor lang tid vill holde holder, var Minho dog ikke sikker på.

”Jonghyun-hyung, fokuser. Vi har en sag vi skal opklare,” mumlede den yngre af de to. Jonghyun lagde utilfredst armene over kors, og fulgte så med hans makker, ud af det lille lokale. På trods af hvad den yngre tænkte om hans hyung, så var han altså ikke dum. Det var nok også dette, der på trods af den blondes manglende højde, havde fået ham igennem politiskolen. Den blonde og hans makker trådte ind på kontoret, hvor de blev mødt af deres chef, der sad ved kontorbordet, og læste nogle papirer igennem. Han kiggede op på de to betjente, og smed så papirerne tværs over bordet, og hen mod dem. Han lænede sig så tilbage i hans kontor stol, og betragtede de to, idet de gav sig til at skimme over papirerne.

”Vi har lige nu én mistænkt. Bak Sangmin, Kim Minah’s kæreste. De har været sammen i et år, men her på det seneste har flere omkring dem fortalt at de har haft problemer.” Deres chef tog en slurk af den kop kaffe han havde stående foran sig. Den var tydeligvis nylavet, eftersom røg stadig stod op fra koppen. Minho selv, drak ikke kaffe. Han brød sig ikke om den bitre eftersmag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...