Han valgte mig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jan. 2012
  • Opdateret: 17 sep. 2015
  • Status: Igang
Sharon er lige startet på Ethelyn Akademi, og hun får med det samme selskab af tvillingerne Dominique og Unique, som viser hende rundt på akademiet. Lidt efter møder hun Angelia som viser sig at være sød mod hende. Men det er ikke kun venskab hun finder. Hun finder også kærligheden, hos en fyr ved navn Xavier, Men der er noget mystisk og dragende over ham, som om at han skjuler noget. Men det finder hun dog hurtigt ud af, da han tager hende med hen til hans hjem. Og det er ikke et almindeligt hjem.

37Likes
124Kommentarer
6381Visninger
AA

12. Natterend i fuldmånens skær

”Er du klar til i aften?” Spurgte Angelia, som var ved at sætte sit hår op i en hestehale. ”Ja, det går jeg da ud fra.” Mumlede jeg og var ved at trække en sort hættetrøje over hovedet. Det bankede på døren ud til pigetoilettet, og jeg gik over og åbnede den. ”Unique og Dominique?” Unique lænede sig op ad døren og sendte hende elevator blikket, og piftede. ”Hva’så?” Han gik indenfor sammen med Dominique, og da var det at jeg lagde mærke til ”klik” lyden. Jeg kiggede ned på deres fødder, og måbede. ”Okay. For det første, så er det her et ”Dame toilet” og for det andet, hvorfor har i stiletter på?” Angelia kiggede også ned og kiggede så vantro op på dem. ”Guys, hvorfor? Og så til et løb?” ”Øh, har du ikke glemt noget?” Spurgte Dominique og rullede med øjnene. Hun kastede med håret og kiggede totalt ligeglad på dem. ”Hvad?” ”Det er i morgen hvor der er løb i hele landet, hvor man skal have stiletter på. Så vi vil bare øve os til i morgen.” Sagde de. ”Gud, er det i morgen?” Okay, jeg kan ikke tage det her længere. ”Hey, jeg er klar, så jeg går bare udenfor og venter, okay?” De nikkede bare, og begyndte at diskutere om hvilke af deres stiletter ville være gode til løbet i morgen. Jeg lukkede døren efter mig, og var lige ved at støde ind i Brandon. ”Hey, skal du også med til natterend?” Spurgte jeg og lod mærke til at han havde det samme tøj på, fra tideligere i dag. ”Nej, det siger mig ikke rigtig så meget. Jeg fortrækker hellere at sidde inde på værelset og se en action film.” Mumlede han og gik videre. ”Okay, så ses vi bare senere..” Jeg gik udenfor og så at der allerede stod en masse fra akademiet. Jeg prøvede at kigge efter Xavier, men jeg kunne ikke se ham mellem mængderne af elever. Måske kom han senere? ”Er det ikke gået i gang endnu?” Spurgte Dominique som kom ud. ”Nej, men jeg tror ikke at det vare særligt længe endnu.” Sagde jeg og kiggede ned på hans pinke stiletter. ”Kan du godt løbe i dem?” Spurgte jeg lidt nervøst. ”Ja da, jeg løber og træner i stiletter dagligt. Det er faktisk ret behagelidt.” Jeg kiggede mærkeligt på ham med åben mund, og rystede så på hovedet. Der er seriøst noget galt med ham. Nej, dem. Angelia og Unique kom endelig ud og stillede sig ved siden af mig og Dominique. ”Er vi her alle sammen?” Spurgte en lærer og kiggede rundt. Han nikkede for sig selv, og talte videre i mikrofonen som stod på en lille ”scene” ”Okay, velkommen til årets natterend! Jer som ikke ved hvad det går ud på, så skal i alle gå sammen 2 og 2, og så skal i ud i skovene og finde nogle papirer som i skal læse igennem, for at kunne nå frem til målet. De første tre par som når målet først, vinder 2 stk. Biograf biletter.” Forklarede han. ”Find jeres partner!” Dominique og Unique tog straks fat i hinanden, og jeg var sammen med Angelia. Jeg kiggede en ekstra gang rundt omkring, men kunne stadig ikke se Xavier. Måske ville han hellere sidde indenfor og slappe af. Jeg tænkte på det som skete tideligere i dag, og slog hurtigt tanken væk igen, da der blev råbt ”Start!” Og Angelia trak med det samme afsted med mig. ”Hurtigere! Vi skal bare…” Mig og Angelia kiggede måbende på Dominique og Unique som kom løbene forbi os med deres stiletter på. Det så næsten ud som om der dalede blomster ned over dem, og at der løb små nuttede, lyserøde kaniner sammen med dem. Så feminint så det ud. ”Hvordan kan de overhovedet løbe så hurtigt?” Jeg sukkede. ”Dominique sagde at de træner og løber i stiletter dagligt.” ”Hvad?!” Udbrød hun chokeret og tog sig til sit hoved. ”De har endda trukket deres bukser op…” Mumlede hun og kiggede efter dem. ”Kom, vi overhaler dem!” Råbte hun og trak mig slæbende efter sig. ”Åh gud..” Sukkede jeg.

”Hvor er de nu henne?” Sagde hun for sig selv, og småløb sammen med mig. Vi var langt inde i den mørke skov, og den lette brise tog fat i nogle lokker af mit hår. Lige pludselig ringede min mobil, og der stod ”Unique” På displayet, så jeg tog den. ”Ja?” ”Vi har allerede fundet 2 papirer!” ”Hvad?!” Udbrød Angelia som lyttede med. ”Hvor er i?!” Sagde hun og tog mobilen fra mig. ”Ja, det jo lige det?” Grinede Unique og lagde på. ”Den lille mide! KOM!” Hun tog fat i min hånd og spænede derud af, med mig dinglende bagud.

”Unique! Dominique!” Det var kun mig og Angelia lige nu, og Angelia ville finde Unique og Dominique så hun kunne få dem til at sige hvor de fandt papirerne. For hun ville i hvert tilfælde ikke gå skoven rundt. Og jeg forstår hende godt. Den er virkelig stor. ”Hvis du vil have det af vide, så kom og find os!” Kom det fra et sted foran os. ”Løb mens i kan, små divaer!” Råbte Angelia. ”Okay, du tager den vej, og så tager jeg den anden. Hvis du farer vild, så bare kald på mig.” Sagde hun inden hun løb til venstre. ”Okay,” Jeg vendte mig om og løb til højre. Jeg dukkede mig for nogle grene, og prøvede at undgå de mosede steder. ”Unique, Dominique!” Lød det et sted langt væk. Jeg kunne høre en anelse deres grin, og jeg sukkede. Jeg gik længere ind mellem træerne, og pludselig stoppede jeg med at gå. Jeg hørte nogle grene knække bag mig, og jeg drejede forsigtigt hovedet og lod mit blik vandre. Indtil jeg fik øje på en høj silhuet lige bag mig. Jeg gik med det samme i panik, og løb for livet. Jeg var fuldstændig ligeglad om jeg for vild. Jeg ville bare væk derfra. Jeg kunne se en klippe forude, og den havde en meget usikker bro til den anden side. Men det kunne jeg ikke spekulere på nu, for hvad det end var, så var det sikkert bag mig. Jeg løb så hurtigt jeg kunne hen til broen, og tog en dyb indånding inden jeg begav mig ud på den slidte bro. Jeg løb og løb, og så ikke det ødelagte hul foran mig. ”SHARON, PAS PÅ!” Jeg vendte mig om og så så Xavier foran mig. ”Xavier?” Men det var det eneste jeg fik sagt inden jeg træet gav sig under mig, og jeg faldt gennem broen. ”SHARON!!” Råbte han og lukkede mine øjne. ”Xavier…”

 

”Grib mig.”

 

Jeg lod mine fingerspidser blidt køre hen over hans sorte fjer. Hvordan kunne vinger være så vidunderlige? ”Er du okay?” Spurgte han og holdte mig tæt ind til sig. ”Ja. Bare jeg har dig, så er jeg okay.” sagde jeg. ” Hvor lang tid har du ventet på mig?” Spurgte jeg og kiggede op på ham. ”I over hundrede år. Det har været forfærdeligt at vente på sådan en smuk engel som dig,” Sagde han og aede mig over mit hår. ”Hey, kan vi godt flyve til Hawaii?” Spurgte jeg håbefuld. ”Vi kan flyve hvor hen du har lyst til,” Hviskede han tæt ved mit øre. Det kilderede let i mine fingerspidser, og jeg smilede. ”Du ved godt at du er virkelig en charmerende fyr, ikke?” Han grinede let, og smilede så. ”Jeg kan være endnu mere charmerende.” ”Ja så?” Udfordrede jeg ham. Han løftede mig op i sine muskuløse arme, og han begyndte at kysse mig op ad halsen indtil han nåede mine læber. Han kyssede mig først blidt, og så lidenskabeligt. Jeg lod mine fingre lege med hans lokker omme i nakken. Han pressede mig endnu tættere ind til ham, og jeg nød det. Men pludselig kom jeg i tanke om noget, og stoppede kysset.  ”Men hvad er du enlig?” Spurgte jeg. ”Åh, Sharon. Det ved du godt.” Jeg sukkede og smilede. Ja, jeg vidste det jo godt. ”Fra den dag i dag, lover du så, at du altid vil være min?” Spurgte han og kyssede mig igen op ad halsen. Jeg stønnede blidt og sukkede. ”Ja, jeg lover at jeg altid vil være din.” Han smilede, og kyssede mig så. ”Skal vi så se at få dig hjem til Akademiet igen?” ”Kan vi ikke godt blive her lidt længere?” Spurgte jeg. ”Jo, så længe du vil, min elskede.” Jeg fnisede og hoppede ned af hans favn. ”Kan vi ikke godt flyve en tur?” Han smilede kækt, og lod sin hale blidt røre min hånd. ”Hvor hen?” ”Mod solen.” Sagde jeg og stod på tæer for at bide ham let i øreflippen. ”Jo, kom.” Han spredte sine arme og vinger ud, og ventede på mig. Jeg tog lidt tilløb til, og hoppede op i hans favn. Han satte af fra jorden, og lettede. Vi fløj. Og det føltes fantastisk. ”Jeg elsker dig.” ”Jeg elsker også dig, Sharon.”

Jeg havde aldrig troet at min første kærlighed, ville være med en charmerende djævel. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...