Han valgte mig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jan. 2012
  • Opdateret: 17 sep. 2015
  • Status: Igang
Sharon er lige startet på Ethelyn Akademi, og hun får med det samme selskab af tvillingerne Dominique og Unique, som viser hende rundt på akademiet. Lidt efter møder hun Angelia som viser sig at være sød mod hende. Men det er ikke kun venskab hun finder. Hun finder også kærligheden, hos en fyr ved navn Xavier, Men der er noget mystisk og dragende over ham, som om at han skjuler noget. Men det finder hun dog hurtigt ud af, da han tager hende med hen til hans hjem. Og det er ikke et almindeligt hjem.

37Likes
124Kommentarer
6359Visninger
AA

14. Hemmeligheden

Der var gået to dage nu, og jeg havde ikke snakket med nogen af dem. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige længere. Jeg var ikke vred. Nej, bare chokeret og jeg kunne slet ikke få det til at passe ind i min lille verden. Hvordan kunne han gøre det? Jeg sukkede og tog en pude og skreg frustreret ind i den, hvorefter jeg lod mig glide langsomt omvendt ned af sengen, så min ben lå op ad sengen. Jeg lå bare der og kiggede op mod loftet da der pludselig blev banket roligt på min dør. ”Hvad?” Sagde jeg opgivende og lukkede øjnene. ”Må jeg komme ind?” Det var Angelia. Da jeg ikke svarede, åbnede hun døren og trådte ind, hvorefter hun lukkede den bag sig. ”Hvad er det der foregår mellem dig og Dominique? Han er helt nedtrykt og du kommer aldrig ud fra dit værelse. Og det eneste han laver er, at vente på at du kommer ud.” Hun satte sig ned på gulvet ved siden af mig, og jeg pustede højlydt ud. ”Vidste du det?...” Jeg ventede usikkert og hun så mærkeligt på mig. ”Vidste hvad?” ”Nej, så det lige meget. Jeg ved ikke engang hvordan jeg skal forklare dig det.” Sagde jeg opgivende. ”Du kan jo prøve? Jeg lytter gerne,” Sagde hun opmuntrende. ”At han… Godt kan lide vand? Og små bobler?...” Jeg anede seriøst ikke hvad jeg skulle sige, for det lød jo helt surrealistisk.

”Altså, han plejer normalt at tage lange bade, hvis det dét der går dig på.” Årh! ”Nej! At han… Ligesom…” Hun kiggede afventende på mig. ”Ja, altså! At han har en evne med vand!” Der blev stille. Meget stille. Og det eneste man kunne høre, var fuglene udenfor, og vores vejrtrækninger. Hun sukkede. ”Nej…Altså, jo på en måde. Jo, jeg vidste det godt.” ”Men hvorfor har nogen af jer ikke sagt noget? Hvorfor kan han det? Hvad sker der?!” Jeg vidste slet ikke hvad der foregik længere. Det som om det hele falder fra hinanden, stykke for stykke. Hvorfor er Xavier her ikke? ”Sharon.. Vi har ikke sagt noget, fordi vi troede at du ville flippe fuldstændig ud, så vi ville vente indtil et godt tidspunkt. Og det er en medfødt evne, så teknisk set kan han ikke gøre for det.” Sagde hun roligt og tog forsigtigt fat i mine hænder. ”Du må ikke være sur over det, okay? Det er jo ikke fordi han er uovervindelig eller noget. Han kan bare lave små bobler… Og få det til at regne… Og lave en tsunami… Og generelt bare styrer alle elementerne. Men det ændrer jo ikke hans personlighed, vel? Synes du han har forandret sig?” Jeg kiggede ned… ”Nej, jeg synes stadig han er den samme. Men jeg ville bare ønske i havde sagt noget før, for det her… Det vil nok tage noget tid at vende sig til. Hvis jeg overhovedet kommer til at vende mig til det.” Jeg sukkede og himlede med øjnene. ”Er der mere jeg bør vide? Noget mere i holder hemmeligt?” Hun bed sig selv i læben. ”Ja… Der er lidt mere.” Jeg kiggede chokeret og overrasket sammentiddigt, på hende, og forventede det værste. ”Mig og Unique har også en evne…” Hun virkede meget nervøs og gav slip på mine hænder. ”Unique kan styrer ting. Altså flytte dem eller sætte dem på plads og sådan.” Jeg blinkede let med øjnene og ventede på det sidste svar. ”Og jeg, kan se i fremtiden. Jeg kan se hvis der kommer til at ske noget.” Afsluttede hun og ventede nervøst på min reaktion.

”Var det dét? For jeg har brug for noget luft tror jeg.” Jeg rejste mig op og det samme gjorde hun. ”Er du okay?” ”Okay? Nej, det er jeg bestemt ikke. Vil du ikke nok bare give mig 5 min.? Jeg må ud herfra. Nu.” Jeg åbnede døren og skyndte mig ned ad trapperne og forbi de andre som sad i stuen. Dominique kiggede forsigtigt op på mig, da jeg passerede ham, hvorefter jeg gik ud af hoveddøren. Jeg gik hen og satte mig på den hvide bænk som var udenfor på terrassen, og slog armene om mine ben. En let brise tog blidt fat i mit hår og jeg kiggede op på stjernerne. Hvor er han mon henne? Jeg har virkelig brug for ham… Jeg lukkede mine øjne og prøvede at slappe af, men blev hurtigt afbrudt af en lyd. Jeg kiggede rundt, men kunne ikke se noget. Jeg rejste mig op og gik rundt om huset, og stoppede da jeg kom hen til haven. Der kom den underlige lyd igen. En knæk lyd. Jeg prøvede at få mit syn til at vænne sig til mørket, og jeg fik øje på en sort skikkelse blandt buskene, men den forsvandt med det samme igen. Det løb koldt ned ad ryggen af mig, og jeg trådte nogle skridt bagud, for ikke at komme for tæt på. Men da stødte jeg på noget. Jeg vendte mig forsigtigt om, men inden jeg kunne nå at se noget, var der nogle hænder som blokerede for mit syn og min mund, og træk mig væk fra huset, imens jeg desperat prøvede at skrige.

______________________________________________________________________________________________Jeg underskylder hvis der er nogle fejl, men skrev også hurtigt x3 Håber i kan lide dette nye kapitel! :3 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...