Han valgte mig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jan. 2012
  • Opdateret: 17 sep. 2015
  • Status: Igang
Sharon er lige startet på Ethelyn Akademi, og hun får med det samme selskab af tvillingerne Dominique og Unique, som viser hende rundt på akademiet. Lidt efter møder hun Angelia som viser sig at være sød mod hende. Men det er ikke kun venskab hun finder. Hun finder også kærligheden, hos en fyr ved navn Xavier, Men der er noget mystisk og dragende over ham, som om at han skjuler noget. Men det finder hun dog hurtigt ud af, da han tager hende med hen til hans hjem. Og det er ikke et almindeligt hjem.

37Likes
124Kommentarer
6357Visninger
AA

8. Drømmen

Hans øjne borrede sig ind i mine, og hans finger gled langsomt ned ad min kind, og stoppede lige ved min hals. "Sharon, vil du være min?" Kuldegysningen sneg sig på, og jeg skælvede let. "Ja, jeg vil være din." Hviskede jeg og sukkede. Han gik tættere på, og jeg kunne mærke hans ånde mod min hals. "Må jeg?" Spurgte han og ventede. Jeg tænkte på min familie, på mine venner og min fremtid. Var det nu, jeg skulle smide det hele væk og overgive mig? Skulle jeg forråde mine venner? Jeg elsker dem alle sammen... Men længslen efter ham, er bare blevet for stor. "Ja, tag mig med ud på et nyt eventyr." Sagde jeg, og en tåre gled ned ad min kind. "Som De ønsker, elskede," Og med de ord, borrede han sine syle spidse tænder ind i min hals, og det gav et sæt i mig. Hvorfor gør jeg det her? Hvad laver jeg her? Jeg begyndte at spjætte med benene, men han pressede mig ind mod et træ, og drak. Da han slap mig igen, kiggede han på mig med lysene røde øjne, og tørrede blodet af sine læber. "Jeg elsker dig, Sharon. Vi er snart forenet igen." Sagde han og kyssede mig på kinden. "Nu er det din tur," Han tog en kniv frem, og skar et sår i halsen på ham selv. "Drik, min elskede." Sagde han og skubbede mig blidt tættere på ham. Jeg kiggede intens på blodet som gled ned ad hans hals, og tvang mig til at ignorere kvalmen som steg mig til hals. "Men hvad vil der så ske med mig?" Udbrød jeg. "Du vil blive som mig. Jeg skal nok lærer dig det hele, Sharon. Bare rolig." "Men jeg vil ikke blive til et monster," Sagde jeg, men tav så. Det skulle jeg ikke havde sagt. Jeg havde lige kaldt ham for et monster, og han kunne ikke gøre for at han var, som han nu var. "Sharon... Er det sådan du tænker om mig?" Sagde han og kiggede trist på mig. "Nej, men jeg synes bare det er... forkert, at skade andre uskyldige mennesker," Sagde jeg og kiggede ned. Han løftede min hage op mod ham, med sin pegefinger. "Hvad nu hvis de var onde? Hvad nu hvis dem som jeg slog ihjel, nu var kriminelle? Ville det gøre en forskel?" Jeg rystede på hovedet. "Nej, for de fortjener ikke at dø alligevel. Der er ingen som fortjener at dø," "Jamen, hvis jeg ikke drikker, Sharon. Så dør jeg." Sagde han stille. Jeg sukkede. "Jeg ved ikke om jeg kan det her," Mumlede jeg og vendte mig om mod udgangen af skoven. "Jeg vil ikke miste dig igen. Jeg har allerede mistet dig så mange gange, og jeg vil bare finde ro hos dig. Vil du ikke være sød at blive hos mig?" Sagde han og tog blidt fat i min arm. Jeg kiggede over på ham, og kunne se at han så virkelig træt og såret ud. "Jo. Men jeg vil ikke slå nogen ihjel." Han sukkede. "Hvad hvis jeg lover dig, at vi finder ud af noget, så hurtigt som muligt, så du ikke behøver at slå nogen ihjel?" Mine øjne lyste op. "Vil du virkelig gøre det for mig?" Han smilede. "Selvfølgelig, jeg vil gøre alt for dig, min elskede." Jeg smilede, og gik hen mod ham. Han trak mig tæt ind til sig, og løftede mig op, så jeg lettere kunne komme til. Jeg kørte tungen let over hans hals, og kunne mærke den metaliske smag af blod, på min tunge. Et dyb suk, kom fra ham, og han aede mig over håret, da jeg satte tænderne i, og drak.

 

"Sharon! Du kommer forsent!" Jeg satte mig med det samme op, og kiggede forvirret rundt. Mit hjerte galopperede afsted, og jeg gispede. "Sharon!" Der var en som bankede på døren, og jeg skyndte mig at hoppe ud af sengen, og gik over og åbnede. Der stod Dominique og Unique, og viste mig klokken. "Er den allerede så mange?" Udbrød jeg, og skyndte mig at gå ud på toilettet for at skifte. Dominique og Unique gik indenfor, og satte sig ved det lille spisebord, i det mikro køkken som der var. "Du har Fransk i første time sammen med os." Sagde Unique som begyndte at bladre lidt i avisen som  lagde på bordet. "Okay, men jeg stinker til det," "Det er okay, vi bliver delt op i hold. Dem for nybegyndere, og dem som kan lidt. Og så er der os. De professionelle," Sagde Dominique og blinkede. "Typisk," Mumlede jeg, og satte mit hår op i en høj hestehale. De fnisede. Jeg gik ud fra toilettet, og gik over og trak min taske over skulderen. "Skal vi komme afsted?" Spurgte jeg og åbnede døren til værelset.

 

"Sharon, vil du være min?"  Jeg skælvede, og prøvede at tage mig sammen. Jeg sad ved siden af en lyshåret pige. Hun var ikke ret høj, og havde fregner over hele hovedet. Hun måtte være omkring 14-15 år. "Sharon. Kan du sige mig hvad au revoir, betyder?" Sagde vores kvindelig lærer. Jeg tænkte mig lidt om, og kiggede over mod Dominique og Unique som sad og læste højt fra en Fransk bog. "Betyder det ikke Hej?" Spurgte jeg nervøst. "Forkert. Det betyder farvel, vil du være sød at følge lidt mere efter, Sharon?" Sagde hun. Jeg sukkede. "Jo, undskyld," Hun kiggede over mod de andre, og begyndte at stille de andre spørgsmål. Jeg lavede krydseduller i mit hæfte, og holdte øje med klokken, hvert femte minut cirka. Kunne tiden ikke bare gå hurtigere?

 

"Det lød til at det ikke gik så godt til fransk?" Sagde Unique, da ham, Dominique og Angelia kom og satte sig ved siden af mig, ved kantine bordet. "Jeg stinker til det. Men det er så også mit hadefag, så det forklare det nok." Sagde jeg og stak lidt til min chokolade muffin. "Tja, med tiden vil du måske begynde at kunne lide det? Så bare vent til efter vinterferien. Det fedeste ved fransk, er at vi også få undervisning om den franske charme. Altså hvordan man forføre en person med bare det mindste vink."  "Ih ja, det lyder sørme lærerigt," Mumlede jeg, og tog en bid af min, nu hullede muffin. "Det kunne være at jeg skulle vise dig nogle tricks?" Spurgte Dominique drilsk, og sendte mig et charmerende smil. "Åh gud, stop. Det klamt," Udbrød Angelia og kastede sin muffin på ham. "Hey, de er altså spiselige!" Sagde Unique, imens Dominique kiggede trist på Angelia. "Hvordan kunne du gøre det? Nu ligger den jo nede på gulvet og fryser." Sagde han. "Ja, stop med hele tiden at torturere små uskyldige muffins, din muffin morder!" Råbte Unique. "Slap lige af! Der er masser af muffins stadigvæk!" Råbte hun tilbage. "Har du så heller ikke travlt med at gå over og torturer dem?!" Angelia rejste sig op "Jo, og det har jeg også tænkt mig at gøre lige nu! Jeg går over og kaster dem alle sammen på gulvet, og hænger dem derefter i små tråde!" Sagde hun og skulle lige til at gå derover, da Unique og Dominique sprang på hende, og naglede hende til jorden. Dominique fandt sin mobil frem og tastede politiets nr. "Ja, hvad kan vi gøre for dig?" Lød det i den anden ende af røret. "Jo, en af mine venner er muffin myrder, og hun har tænkt sig at gå over og torturer dem alle sammen. Vil i ikke nok skynde jer? Jeg kræver at alt politi og militær kommer med det samme." Sagde han. "Er dette en joke?" Spurgte politi manden. "Nej, det er det andeles ikke! I skal komme med det samme!" Råbte han ind i røret, imens Unique begyndte at diskutere med Angelia, om hvordan han hele tiden havde vidst, at hun havde skumle tanker om at myrde alle muffins i hele universet. Jeg tog mig til hovedet og sukkede inderligt. Hvad sker der lige? Nårh jo, det er bare en hel almindelig dag på Etherlyn Akademi. Selvfølgelig. 

___________________________________________________________________________

Unskyld hvis der er stavefejl! x3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...