Pigen der ville være tyndere end sin skygge

Forstil dig at hade din krop: Hvordan du kigger dig i spejlet hver morgen og får en form for skyldfølelse, fordi du spiser for meget. Hvordan man forsøger at følge med de andre til idræt, men må giver op til sidst. Hvordan man føler alle kigger på en, man går forbi. Hvordan alle andre er tyndere end en selv, sådan føltes det i hvert fald...
Nanna har det præcis sådan. Til sidst kan hun ikke holde det ud og går på slankekur, men slanketuren tager overhånd, og Nanna må til sidst indse, at hun ikke mere er den smukke pige, som hun havde forstillet sig at være.

17Likes
17Kommentarer
1865Visninger
AA

2. Hadet til min krop

Før min 14 års fødselsdag var min vægt steget og steget. Ingen sagde noget til det, men jeg kunne mærke folks blikke. Alle pigerne i klassen var slanke, altså ingen var sygeligt tynde, men der var heller ingen var overvægtige - altså andre end mig. Jeg var ikke decideret fed eller tyk, men jeg var over normalvægten. Jeg kunne mærke, at det tog en del af mit humør. Der gik nærmest ikke en dag, hvor jeg ikke kiggede i spejlet og så bebrejdende på mig selv, mærkede på det overskydende rundt om min mave og kiggede ned på mine tykke lår. De andre piger i klassen havde også fået flotte og velformede bryster, men mine var ikke noget der lignede det. De var små, slappe og langt fra flotte og runde.

Jeg hadede min krop. Især når alle andre fik det til at se så let ud at være tynd, men måske spiste de heller ikke så meget, som jeg gjorde. Jeg spiste altid 2-3 portioner. Jeg sneg mig også af og til over til supermarkedet for at købe en kage eller noget slik. Jeg vidste, det var forkert, og at det ikke gjorde min krop bedre, men jeg kunne ikke lade være. Jeg gik alt for tit med lysten til noget sødt. Så snart den følelse kom faldt mine tanker på saltede Kims chips, vingummier fra Haribo eller en flødeskumskage fra bageren.

Mine forældre forholdt sig meget neutrale til det. Min mor var meget tynd og spiste heller ikke særlig meget, og far løb tit ture og var derfor meget trænet. Vi var en lykkelig familie. Jeg havde altid været sikker på, at min mor og far havde sådan et slags ægteskab, som aldrig ville gå i stykker. De kunne tale om alt! Selv de sværeste problemer havde de klaret sig ud af, men de havde ikke en eneste gang nævnt noget om min vægt.

Jeg husker tydeligt en dag i 5. klasse, hvor klassen skulle over til sundhedsplejersken for at blive målt og vejet. Vi blev sendt op i grupper af tre, mens resten af klassen havde dansk. Jeg blev sendt derop med Emma og Laura. Ingen af dem snakkede jeg specielt med, men jeg var heller ikke den mest snaksalige. Jeg snakkede faktisk ikke særlig meget med nogen. Emma blev først kaldt ind, og efter små fem minutter kom hun ud igen. Imens ventede Laura og jeg i venteværelset. Laura havde sat sig i en stol og kiggede i et Anders And blad, mens jeg kiggede ud af vinduet. Vi sagde ikke et ord til hinanden. Da Emma kom ud med sundhedsplejersken lige bag sig, så hun veltilfreds ud, og det gav mig lidt den følelse: så kan det jo heller ikke være så slemt. Til gengæld var Emma også en af de smukkeste piger i klassen. Hendes højde og vægt måtte have passet perfekt sammen. Sundhedsplejersken kiggede på sin liste og sagde: ”Nanna.” Jeg vendte mig om fra vinduet og gik ind i det lille kedelige lokale. Der stod ikke så meget derinde andet end et skrivebord og en vægt. ”Tænkt at have det her som sin arbejdsplads,” tænkte jeg ved mig selv.

”Ja, så værsågod at tage skoene af, så jeg kan måle dig Nanna,” sagde hun venligt. Sundhedsplejersken var en dame i starten af 50’erne, ville jeg gætte på. Hun forsøgte helt sikkert at skjule sin alder med alt den makeup, hun havde på. Hendes tænder var kridhvide og hendes læber var tegnet godt op med en mørkerød læbestift. Efter at jeg havde taget skoene af, målte hun mig og sagde: ”1,58. Det er en flot højde for en pige i din alder, så skal vi bare lige også have vejet dig Nanna.” Jeg stillede mig op på vægten og lukkede øjne. Jeg kan knap nok huske, hvad hun sagde, og jeg er også ret ligeglad i dag. Men efter at hun havde vejet mig, satte vi os ved skrivebordet, og hun begyndte at kæfte op om, at min vægt og højde ikke passede sammen, og at jeg skulle passe på med, hvad jeg spiste. Det var første gang nogen fortalte mig, at jeg var overvægtig. Det var også første gang, jeg kom grædende hjem fra skole, og mor måtte trøste mig med ordene: ”Du er helt perfekt, som du er, skat.” Men jeg følte mig langt fra perfekt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...