Jeg kan altid fange dig - JDB

Alexandra er en pige der kendte Justin Bieber, før han blev berømt. Men denne dag kom hvor han blev berømt, og de har ikke set hinanden siden da.. Alexandra har ikke set ham i hele 5 år. Hvad vil der så ske når hun møder ham igen? Og hvad med hendes far, som hun aldrig har mødt? Kommer nogensinde til at møde ham?

26Likes
89Kommentarer
7043Visninger
AA

24. Min mor og fars fortid

"Far.." mumlede jeg, og stirrede dumt på ham. "Hva? Hvad var det du sagde?" spurgte han forvirret. Jeg sagde ikke noget, men kiggede bare op på ham. Justin sagde ikke et ord, men gloede bare frem og tilbage. "Hvem er i to? Og Hvad er der sket med dig min pige?" spurgte han. Han kaldte mig hans pige, jeg havde lyst til at hoppe i hans arme og græde af glæde.

Jeg vidste at det var ham, fordi han ligner ham på billedet på en prik bortset fra han er blevet en smule ældre. Jeg ville spørge ham en del om min mor, hvorfor han bare gik. Om han aldrig savnede sin datter der stadig lå i mors mave, eller om han overhovedet vidste det, jeg ville spørge ham om alt hvad der ville falde mig ind og måske meget mere. "Hey, Alex er du der?" spurgte Justin og rev mig ud af mine tanker. Han havde talt med min far og fortalte ham hvad det var der er sket.

"Ham får jeg styr på når jeg nu går ind. Hvorfor leder i efter Michael, jeg mener mig? Kender jeg jer?"spurgte han og kiggede på mig og Justin mens han pegede på os. Jeg ville have svaret, men Justin tog over: "Ehm.. Nej du kender os ikke, men vi kender dig," sagde Justin roligt. Han havde styr på sagerne, men jeg ved nu ikke hvad det var han planlagde.

Inden Justin skulle til at svare hvor vi kender ham fra sagde min far: "Hvorfor kaldte du mig 'far'?" han rettede blikket mod mig og ignorerede Justin fuldstændig. "Ehm..  Ja ser du..." Jeg havde ikke kræfter til at tale mere og jeg vidste ikke hvad jeg egentlig skulle sige. Jeg stirrede bare på ham og håbede på at han ville kigge væk. Jeg tvang mig selv til ikke at falde sammen, da det var svært at holde balancen selvom jeg sad.

Jeg kunne ikke mere, jeg havde lyst til at råbe og skrige om hvem jeg var og hvad jeg var til ham, men jeg kunne ikke holde mine øjenlåg åbne, det hele begyndte at svimle for mig. Min far viftede med hånden for at se om jeg stadig var der. Men jeg kunne næsten ikke trække vejret mere. Jeg skulle til at falde fra stenen da Justin tog i en fart fat i mine arme, løftede mig let op så han kunne bære mig. Jeg lå i hans arme, hans parfume stank af ren Justin. Det kunne jeg lide.

Justin sagde noget til min far, jeg kunne ikke helt høre hvad. Jeg skulle bare holde mig bare lidt vågen indtil de andre kom. "BIIB BIIB!!!" en bil kom kørende med fuld fart. Den standsede lige foran os, Will og Cait kom ud af den. De kom løbende over til os. Jeg kunne nok ikke se helt perfekt, men det var nok dem. "Du har jo fundet din far!!" råbte Will højt, efter at have set ham. Dumpap tænkte jeg. "Hvad?" sagde han. "Hvis far?" spurgte han dumt, Justin sagde noget med at han skulle komme med, for vi skulle over til hospitalet nu. For jeg kunne brase sammen med det samme.

Jeg vågnede op igen.. Jeg lå.. Hvor lå jeg? Jeg kiggede mig omkring, alt var hvidt, og Justin sov på en stol? Okay hvor fanden er jeg, tænkte jeg. Døren gik op og min far kom ind med en bakke med mad. "Hvor er jeg?" spurgte jeg ham, "du ligger på et hospital du var meget udkørt. Din arm er forresten brækket. Undskyld," sagde han så tilsidst.

"Hvorfor undskylder du? Hvorfor sover Justin her? Og hvor er mine andre venner?" spurgte jeg ham nysgerrigt. Han lagde bakken på mit skød og gjorde tegn til at jeg skulle spise. Han satte sig ned ved den anden stol ved siden af sengen og sagde: "Fordi jeg er skylden i at den fede ko boer hjemme hos mig, og det gik ud over dig. Han plejer ikke at være sådan, men han er lige blevet skilt. Justin gad ikke at gå hjem med de andre, så lægen lod ham og mig være her."

Jeg gad ikke til at spise, eller faktisk kunne jeg ikke pga. min arm, jeg var mega sulten. Han lagde mærke til det og tog så fat i skeen og madede mig som om jeg var et lille barn. Jeg havde mange spørgsmål jeg ville stille ham, da jeg åbnede munden for at sige noget afbrød han mig. " Jeg tror ikke jeg er din far. Jo jeg var sammen med din mor, der er altså en grund til at jeg gik fra hende. Jeg vil gerne fortælle dig det, men ikke nu." sagde han og tog en ske fuld af suppe og lagde det ind i min mund.

Jeg kiggede undrende på ham, hvad mente han? Hvorfor skulle jeg ikke være hans datter? "Jeg syntes faktisk at du burde fortælle hende det nu? For hun kom ikke hele vejen til Tennessee for at vente." Jeg fik et chok og så over på Justin som jeg troede han sov. "Siden hvornår er du vågen?" spurgte jeg ham, han trak på skuldrene og sagde: "siden Michael sagde 'lægen lod ham og mig være her.' " jeg gloede på ham. Han så træt ud, alt det her for min skyld, jeg hadede mig selv for at gøre ham så bekymret. "- Jeg venter udenfor, så i kan tale ud," sagde han med et lille smil på læben. Han var lige ved at stå op da jeg sagde: " Du går ikke nogen steder, jeg vil høre det her, men ikke alene. Så vil du ikke være sød at blive her med mig og høre om den fortid min mor og far havde?"

Hans smil blev større, han gik over til sengen og sad ved siden af mig. Jeg kiggede på ham et sekund og så kiggede jeg på Michael, eller min far, jeg ved ikke. Jeg gjorde tegn til at han kunne fortælle det hele.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...