Englevinger

Stephanie Fisher bliver mobbet i skolen. Den eneste ven hun har, er David. Hun har altid fået at vide, at hun var grim, og har altid troet på det. Lige indtil der kommer en ny elev i hendes klasse. Den nye dreng, Milan, vender op og ned på alting, og får hende endda til at indse, hvor smuk hun er. Men kender hun egentlig Milan så godt, som hun selv tror? Eller er der noget, han skjuler for hende?

8Likes
65Kommentarer
2853Visninger
AA

6. Skønhed

Milan P.O.V.

Først efter jeg havde sagt dem, indså jeg hvilke ord der lige var kommet ud af min mund. Men selvom det var forbudte og grænseoverskridende ord for sådan en som mig, fortrød jeg dem ikke. Hvorfor gjorde jeg ikke det? Fordi de var sande. Og så længe jeg havde eksisteret, havde jeg aldrig været uærlig.

Jeg så nervøst på hende. Hun så ud som om hun lige var gået i trance, eller noget i den dur. Hun kiggede bare frem for sig, ikke på mig, ikke på noget som helst, bare lige ud i luften. Jeg sagde ikke noget. Jeg ville ikke ødelægge det her. Stephanie blev nødt til at vide at hun var smuk, ikke grim eller klam. Den første reaktion fik mig til at smile. Hun rødmede. Først blev hendes kinder svagt lyserøde, men rødmen steg til hun var rød i hele hovedet. Jeg smilede skævt, men sagde stadig ikke noget. Så, til min store forbavselse, begyndte små tårer at forme sig i hendes øjenkroge. Jeg gjorde store øjne. Det var jo ikke meningen jeg skulle få hende til at græde! Jeg ville bare få hende til at indse hvilken skønhed hun var…

Hun gemte ansigtet i hænderne, akkurat ligesom jeg gjorde før hun kom. Jeg ville ønske, hun ville lade være. Hun måtte ikke være ulykkelig, for alt i verden måtte hun ikke være ulykkelig.

“Stephanie…” sagde jeg sagte. “Hvorfor græder du?”

Hun tog en dyb, skælvende indånding, som om hun led, og jeg lagde straks min ene arm omkring hende. Det var nøjagtig ligesom før, bortset fra at nu var hun den ulykkelige.

“Det er bare…” Hun fjernede hænderne fra ansigtet og rettede sig op. “Du er den første der nogensinde har sagt sådan noget til mig.”

“Jamen så skal du da være glad!”

Hun smilede. “Jamen det er jeg også!” Hun omfavnede mig pludselig. Jeg fik et chok, og vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre. Kunne jeg kramme hende tilbage? Jonathan ville myrde mig… flere gange… Og dog. Jonathan behøvede aldrig at få noget at vide om dette.

Jeg krammede hende forsigtigt. Den brusende, underlige, vidunderlige følelse vendte omgående tilbage, og fik mit hjerte til at slå dobbelt så hurtigt. Jeg håbede ikke hun kunne mærke det… Men det slog så hårdt, at det var svært at tro andet.

Sådan sad vi i noget tid, inden skoleklokken ringede og gjorde os begge forskrækkede. Jeg tog forsigtigt armene til mig, men lagde min hånd over hendes…

Steph P.O.V.

Den forbandede skoleklokke! Hvorfor skulle den absolut bryde det perfekte øjeblik? Jeg sukkede. Ja, jeg var irriteret på skoleklokken, men samtidig havde jeg aldrig været lykkeligere. Milan syntes jeg var smuk! Lige da han sagde de ord, føltes det som om en kulde, der havde været om mit hjerte i alt for mange år, forsvandt, og blev erstattet af en ubeskrivelig varme, der spredte sig, og blev til en lykkefølelse, jeg aldrig før havde kendt.

Men den blev hurtigt erstattet af frygt. Frygt for frikvarteret. Jeg vidste jo godt, at lige om lidt ville de samme drenge og de samme piger komme ud og minde mig om, at selvom Milan måske syntes jeg var køn, så var jeg stadig grim i alle andres øjne.

Som regel plejede David at nå ud og snakke lidt før kliken ankom. Men så blev han også nødt til at trække sig tilbage, for han vidste godt at han ingen chance havde for at klare sig mod dem. Han plejede at forsvare mig og give igen for mig, lige så snart de kom, men til sidst beordrede jeg ham til at lade være. Jeg kunne ikke klare at se ham så ulykkelig.

Jeg skævede til Milan, som bare sad, fordybet i tanker. Han havde lagt sin hånd over min. Det gjorde mig så lykkelig… Gad vide hvad han tænkte på? Han havde et lille smil om sine læber. Det gjorde mig glad, men også vemodig, på en eller anden måde.

Så kunne jeg se David skubbe døren til skolegården op forude. Han løb i mod mig, som en glad lille hundehvalp. Jeg smilede stort. Så stoppede han brat op. Han gloede på Milan. Så på mig. Så på Milan. Som om han prøvede at regne ud hvad det lige var, at Milan lavede ved siden af mig, på en bænk og holdt min hånd, længe før nogen elever overhovedet var nået ud i skolegården.

Jeg smilede og vinkede ham over mod os. Han gik vagtsomt hen imod os og stirrede stift på Milan med et blik der sagde noget i retning af “jeg holder øje med dig, makker, så prøv ikke på noget”.

På mange måder var David som den beskyttende forælder jeg aldrig har haft. Han er altid på vagt, når nogen nærmer sig mig, måske mest fordi de fleste nærmer sig for at fortælle mig at jeg er grim eller klam. Han havde altid holdt hænderne over mig, og været der for mig når jeg var længst nede. Og det var en ting, jeg satte umådelig stor pris på.

Han kunne dog også være lidt for forældreagtig en gang i mellem…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...