Englevinger

Stephanie Fisher bliver mobbet i skolen. Den eneste ven hun har, er David. Hun har altid fået at vide, at hun var grim, og har altid troet på det. Lige indtil der kommer en ny elev i hendes klasse. Den nye dreng, Milan, vender op og ned på alting, og får hende endda til at indse, hvor smuk hun er. Men kender hun egentlig Milan så godt, som hun selv tror? Eller er der noget, han skjuler for hende?

8Likes
65Kommentarer
2871Visninger
AA

12. Jonathan

Da jeg vågnede næste morgen, var jeg ekstatisk. På kun én dag, var hele mit liv blevet helt forandret. Jeg var blevet forelsket for første gang, den mobning der havde stået på i så mange år var formentlig slut, og jeg havde kysset ham, jeg elskede. Hvilken vidunderlig følelse at vågne op til!

Jeg strakte mig og smilede stort. Så hoppede jeg ud af sengen, fik tøj på, redte mit hår og alle de sædvanlige ting, samtidig med at jeg dagdrømmede lidt om Milan. Karolina skrålede mit navn fra etagen under mit værelse, og jeg himlede med øjnene. Hun måtte efterhånden have fundet ud af, at jeg godt selv kunne stå op uden at hun skulle vække mig.

Tyve minutter efter var jeg færdig med den almindelige morgenrutine. Men der var alt for lang tid, til at jeg skulle afsted. Jeg havde været så meget oppe af køre, at jeg havde løbet rundt i huset for at gøre mig færdig. Mine plejeforældre sendte mig da også en del lange blikke, men jeg var ligeglad.

Jeg sukkede lidt, i tvivl om hvad jeg skulle få tiden til at gå med. Hvis jeg vidste hvor Milan boede, ville jeg gå hen og besøge ham. Men det gjorde jeg jo ikke, så jeg besluttede i stedet at gå tidligt i skole. Så kunne jeg også lige se, om kliken virkelig havde tænkt sig at holde sig væk fra mig, eller om slåskampen igår ikke havde nogen effekt på dem.

Efter gåturen - jeg gad virkelig ikke til at vente på bussen - trådte jeg ind i skolegården. Næsten ingen var ankommet endnu, kun Belle og nogen af hendes veninder. Den ene af dem hvinede skingrende falsk. Jeg undrede mig tavs over om hun mon prøvede at lyde som om hun grinede. Det lykkedes i hvert fald ikke helt.

Pludselig fik Belle øje på mig og puffede diskret til hendes veninder. De begyndte straks at glo på mig, som om jeg var noget farligt. Belle tog fat i et par af dem og trak dem ihærdigt med sig væk fra skolegården. Jeg smilede selvtilfreds indeni. Med ét var alle mine problemer løst - takket være Milan. Det var helt fantastisk.

Så, lige pludselig, var der et par hænder der dækkede mine øjne. Jeg gispede forskrækket og tog mig til halsen. Åh nej. Det var Lewis, var det ikke? Så var mine problemer alligevel de samme - drengene var sikkert bare blevet endnu mere vrede på mig nu, efter Milans opgør.

"Jeg tænkte nok jeg kunne finde dig her."

Jeg åndede lettet op. Milan var kommet! Det var umuligt at tage fejl af hans uimodståelige stemme. Jeg grinede og fjernede blidt hans hænder fra mine øjne. Så vendte jeg mig om, mens jeg stadig holdt fast i hans hænder. Jeg smilede til ham. Han bøjede sig ned, og kyssede mig. Jeg spredte mine englevinger, og fløj direkte op i himlen - eller sådan følte jeg det i hvert fald.

Jeg sukkede. Han fjernede forbløffet sine læber fra mine.

"Hvad er der galt?" spurgte han, og aede blidt min kind.

"Nej... Det er bare... Hvorfor skal du være så pokkers perfekt?" Jeg surmulede lidt og så op på ham. "Men jeg bad dig ikke om at stoppe."

Han smilede og kyssede mig igen. Så løftede vi begge hovederne da den sædvanlige, sorte Porsche drejede ind på parkeringspladsen og David steg ud. Han smilede stort og vinkede til os, før han gik hen imod os.

"Godmorgen, I to!" sagde han muntert. Så stivnede han, da han fik øje på vores hænder. Han så på os med store øjne.

"Du... Jeg... I er blevet kærester?!" måbede han vantro imens han bare pegede på vores hænder som om de var et maleri til syvtusind kroner vi havde stjålet fra museet. Jeg nikkede og løftede vores hænder med et smil. Milan gav min hånd et klem.

David så straks på Milan med et mistænksomt blik. "Hvis det her virkelig passer, og det ikke bare er en eller anden forsinket 1. april-spøg... Så passer du ordentligt på min Stephanie, ikke?"

Jeg sukkede opgivende, men Milan tog det åbenbart helt alvorligt. Han nikkede i hvert fald, som om han havde forstået "ordren".

Så ankom skolebussen, og klokken ringede. Vi begav os ind mod klasselokalet, hånd i hånd, og ignorerede de blikke folk sendte os. Milan plantede et hengivent kys på mine læber, da vi havde sat os til rette i klassen. Jeg smilede lykkeligt. Hans øjne var kun på mig, de bemærkede slet ikke den mand der i næste nu trådte ind i vores klasse. Men jeg så ham.

Han var ufatteligt smuk. Selvfølgelig ikke så smuk som Milan, men aldeles tæt på. Han havde pjusket, rødt hår og store, flotte, grønne øjne, mælkehvid hud og så var han klædt i stilfuldt, moderne tøj. De fleste af pigerne sendte ham straks forelskede blikke, men han ignorerede dem.

"Goddag, jeg skal være jeres vikar i dag," sagde han. Hans varme stemme gav mig gåsehud på armene. "Mit navn er Jonathan."

Da stivnede Milan.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...