Englevinger

Stephanie Fisher bliver mobbet i skolen. Den eneste ven hun har, er David. Hun har altid fået at vide, at hun var grim, og har altid troet på det. Lige indtil der kommer en ny elev i hendes klasse. Den nye dreng, Milan, vender op og ned på alting, og får hende endda til at indse, hvor smuk hun er. Men kender hun egentlig Milan så godt, som hun selv tror? Eller er der noget, han skjuler for hende?

8Likes
65Kommentarer
2854Visninger
AA

16. Besvimet

Jeg havde, efter mange forsøg, endelig fået David og Jackie overbevist om at jeg skulle besøge Milan alene. For det første fordi jeg lige kunne forestille mig hvordan de ville sidde og fnise lykkeligt hvis vi kyssede, og for det andet fordi jeg havde på fornemmelsen at Milan blev hjemme af nogle personlige grunde - grunde som han ikke engang ville dele med mig. Men det skulle han, hvad enten han ville eller ej. Jeg skulle nok få det ud af ham!

Jeg tog en slurk af den flaske fanta jeg havde købt på vejen, mens jeg skuttede mig på vej ned ad gaden mod Milans adresse. Det var ved at blive vinter, og alting blev pludselig koldere og mørkere. Dog sneede det ikke endnu.

Imens jeg gik, rakte jeg ned i min lomme efter adressen. Jeg så kort ned på den, trods jeg kunne Milans adresse udenad efter alle de gange jeg havde læst den. Mit hjerte bankede kort og hårdt af forventning for at skulle se ham igen. Tænk at blot et par dage uden Milan kunne tære sådan på mig.

Jeg satte farten op idet jeg opdagede at jeg ikke var langt fra Milans lejlighed. Kun et par blokke væk. Gad vide hvordan han ville reagere når han så mig... Ville han blive glad for at se mig igen? Ville han blive forarget over at jeg kom uden han vidste noget om det i forvejen? Jeg håbede han ville blive glad... Vi var jo trods alt stadig kærester, var vi ikke?

Endelig stod jeg foran døren ind til den bygning Milan boede i. Jeg skubbede den langsomt op med stort besvær - den var tung. Med sommerfugle der kriblede på livet løs i min mave, gik jeg op ad trapperne. Og da jeg omsider stod foran døren til Milans lejlighed, var jeg af en eller anden mystisk grund helt vildt nervøs. Hvorfor var jeg nu det? Det var jo bare Milan!

Jeg tog en dyb indånding, helt ned i maven, og bankede på. Intet svar. Jeg tror, jeg stod i omkring tre minutter og ventede, før jeg bankede på igen. Stadig intet svar. Hvor frustrerende! Milan, luk nu op...

Var jeg virkelig nødt til at gå ind, uden han havde godkendt det? Jeg plejede aldrig at gøre sådan noget... Men det var måske lige det. En gang imellem blev jeg altså nødt til at tage chancer!

Som for at blive lidt modigere, tog jeg hurtigt en stor slurk af min fanta. Så tog jeg fat om dørhåndtaget, og åbnede døren en lille smule. Jeg stak hovedet indenfor. Der lugtede indelukket, som om det var meget længe siden der sidst var gjort rent eller luftet ud. Var det virkelig her Milan boede? Jeg kunne næsten ikke tro det. Forsigtigt trådte jeg helt ind i rummet, og så mig omkring efter jeg havde lukket døren bag mig. Jeg stod i en lille gang, med en knagerække på min venstre side. Der rodede, selv i entreen, så det ud til. Gad vide hvordan der så ud i de andre rum...

Jeg listede lige så stille frem mod den dør der var lidt foran mig. Han måtte jo være her et eller andet sted, ellers ville hans hoveddør jo være låst, ville den ikke? Jeg bed mig nervøst i læben, idet jeg tog fat om dørhåndtaget for anden gang, og åbnede døren.

Det første der mødte mig, var et rod. Noget min plejemor nok ville betegne som "et bombet lokum". Tøj var smidt udover det meste af gulvet, der stod beskidte tallerkener hist og her og så lå der adskillige store, hvide fjer rundt omkring. Hvorfor vidste jeg ikke, men det var det, jeg var lige på nippet til at finde ud af...

For lige idet jeg kiggede opad, så jeg det smukkeste syn jeg nogensinde har set. Min elskede stod med ryggen til mig, med bar overkrop, kun iført et par hvide bukser. Ud fra hans ryg skød to fantastiske vinger. De strakte sig begge omkring lidt over to meter. De var kridhvide og dækket af smukke, perfekte, lange fjer.

Uden at have lagt mærke til mig overhovedet, baskede Milan lidt i sine vinger med en dejlig, susende lyd. En fjer faldt af den ene og dalede langsomt, smukt til jorden. Jeg var fuldstændig naglet til gulvet, stod med åben mund og store øjne. Det var næsten umuligt for mig at tro på det, jeg så.

Det var på omkring det tidspunkt alting begyndte at svimle for mig. Jeg mistede mit greb om fantaen i min hånd, men hørte ikke da den ramte gulvet og blev knust. Jeg så kun glasskårene fyge rundt i rummet, og hvordan Milan chokeret, forskrækket, vendte sig om med et sæt. Mit synsfelt flimrede i kanten, og pludselig kunne jeg ikke holde balancen længere.

Det sidste jeg så, inden jeg gik sort, var Milans skræmte, nøddebrune øjne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...