I love you and I will always do it

Den 16 årige pige Bella har lige mistet sin far, som var hendes sidste familiemellem hun havde. Men hendes forældre havde tanke på det, fra den dag hende mor blev indlagt.
Hun bliver tvunget til at vokse op på en gård, hos nogle af hendes forældres nærmeste venner. Hvor hun bliver forelsket i deres søn Daniel. Daniel og Bella finder hurtigt kærligheden, men der opstår problemer, da Bella går lidt for meget op i skolen, og om at få en uddannelse. Og det irriterer Daniel grænseløst.

14Likes
51Kommentarer
5394Visninger
AA

8. Tårer

Jeg vågnede stille. Jeg lå alt for godt, til at vågne helt. Så jeg holdte mine øjne lukkede. Jeg lå på noget hårdt, men det var dejlig varmt. Jeg kunne mærke at jeg ikke længere havde et tæppe over mig, det var den alt for blød til. Jeg kunne mærke at det var en dyne. Jeg lå lunt og godt, men jeg lå stadig væk på noget der hårdt. Hvad var det? Der var en som agede mig, ned langs ryggen. Jeg blev forskrækket, og rullede lidt til den ene side. ”Forskrækkede jeg dig?” lyd en stemme. En stemme jeg kunne kende hvor som helst. ”Ja faktisk.” svarede jeg træt. Jeg vente mig om, så jeg lå på min mave. Jeg lage mine hænder under mit hoved. Og langsomt åbnede jeg mine øjne. Jeg kunne se at jeg lå ovenpå Daniel, mave mod mave. Jeg kunne mærke at han havde hans lange arme rundt om mig. Han så på mig, med de kærlige øjne. Jeg løftede på hoved lidt ”Det må du undskylde.” sagde han. Jeg lage mig træt ned på mine hænder igen. ”Er du stadig træt?” spurgte han bekymret. ”Lidt, men jeg er også lige vågnet.” svarede jeg træt. Jeg gabte lidt. Han tog sin ene hånd op i mit hår. Han nullerde mig stille i håret, det var dejligt. Nu viste jeg godt hvorfor han kunne lide det. Jeg lukkede stille mine øjne igen. ”Hvordan kan du have så blødt hår?” mumlede han. ”Jeg har arvet det fra min mor.” svarede jeg. Han løftede mig lidt længere op til sig. Han strøg alt mit hår over til den ene side. Det lå som en hel pude på hans skuldre. Jeg åbnede stille det ene øje. Han gnubbede stille hans kind op ad den. ”Hvad laver du?” spurgte jeg. Han smilede et lille varmt smil til mig. ”Det er blødere end min pude.” drillede han. Jeg lage mig på hans skuldre, så han ikke kunne gnubbe sig op af den. Men han var ikke den tube der gav så ledt op. Han lage sit hoved ovenpå mit. Hans kind lå på mit hår. Jeg gad ikke flytte mit hoved. Så jeg måtte give op. Jeg kunne mærke hans ånde mod min kind. Hans varme kind mod mit hår. Jeg åndede stille mod hans hals. Men han sagde ikke noget til, faktisk tror jeg at han nød det. Han nød nok lige så meget som jeg gjorder.

Senere på dagen skulle Daniel til fodbold. Jeg hadede fodbold, men jeg blev tvunget til at tage med, fordi han skulle hold øje med mig. Det irriterede mig. Men der var en ting der var positivt, Daniel så faktisk okay godt ud i fodbold tøj. Man kunne vist godt sige, at Daniel ikke var så meget landmand, som sin far. Vi fulgtes ad hen til fodboldbanden. Der var nogle af hans venner, som troede at jeg var Daniels kæreste. Men da spurgte Daniel om det, kunne Daniel og jeg ikke lade være med at grine. Jeg gik hen til en bank, mens Daniel forklarede det der var sket med min far. Nogle få af drenge, sagde at det var de ked af at høre. Jeg sagde til dem, at jeg nok skulle komme over det før eller siden.

Fodbold er kedeligt, hvis man ikke forstå eller har smag for spillet. Men jeg ikke andet at give mig til. Jeg kiggede for det meste på Daniel, og nogle gange på den der havde bolden. Jeg lage endda mærke til at Daniel sommetider også kiggede på mig. Men det var ikke så meget, han måtte koncentrerer sig om spillet.

Jeg kunne trøste mig selv med, at kampe blev udsat på grund af det regnede. Men det var ikke så slemt at det regnede, det slæmme var at vi skulle gå hjem, i regnvejr. Jeg kiggede surt på Daniel, det var ham der forslog at vi kunne gå, at der ikke var så langt. Han kiggede en smule flovt på mig, jeg lage armene over kors, og vente hoved den anden vej. ”Det må du undskylde, jeg viste altså ikke at det ville begynde at regn.” sagde han uskyldigt. Jeg sagde ikke noget, jeg gik bare videre. Vi var begge to helt gennem blødt af vand. ”Hel ærligt, har du tænkt dig at ignorer mig, hele vejen hjem?” spurgte han. Ja, det var nøjakti det jeg havde tænkt mig. ”Helt ærligt Bella, sig nu noget til mig.” bad han. Men jeg var iskold nu, jeg ville ikke svare ham. Det var ham der ville havde ret fra starten, så måtte han tage de konsekvenser der kom af det. Han sukkede højt. Vi gik længe i tavshed. Jeg så ud i skoven, fordi jeg ikke gad se på ham. Men jeg kunne godt mærke at han kiggede på mig, hans blik borede sig ind i min nakke. Men jeg var kold og ligeglad. Mit hår var vådt, jeg var gennem blødt, jeg frøs og det hele var hans skyld. ”Bella sig nu noget, hvad som helst.” bed han. Han havde ikke sagt noget i et par minutter. Jeg åndede irriteret ud. Pludselig tog han fat i mit håndled. Jeg stadsede på samme tid som ham. Jeg så vredt på ham, det eneste jeg ville nu var væk fra ham, og hjem hvor der var varmt. ”Gi slip.” sagde jeg vred. Han rystede på hoved. ”Du kan få lov at blive her ude, sammen med mig. Ind til du vil tale ordentlig igen.” sagde han. Han var mindst lige så våd og gennem blødt, som mig. ”Daniel gi så slip nu.” sagde jeg. Vreden blusede op i mig. ”Næ” sagde han og holdt bedre fat i mig. Jeg begyndte at vride mig. Men så træk han mig ind til sig, så jeg ikke kunne komme fri. ”Slip mig nu!” skreg jeg. ”Op føre du dig ordentligt nu?” spurgte han. ”Nej, ikke når du er sådan over for mig.” svarede jeg koldt. ”Nå, så må du blive her lidt i nu.” sagde han stille i mit øre. Jeg vente min mund mod hans øre, og skreg så højt jeg kunne. Han slap mig, og jeg løb så hurtigt jeg kunne. Jeg græd lidt da jeg løb. Men man kunne næsten ikke se det for regnen.

Jeg kom før hjem end Daniel. Hans forældre var hjemme, så jeg behøvede ikke at vente på ham. Jeg gik bare ind. Op på badeværelset, og låste mig inde. Jeg sad og hulkede lidt. Hvorfor kunne han ikke bare vente på at vi kom hjem, så var alt ved det gamle igen. Og ville ikke være sur på ham mere, det ville der jo ikke være nogen grund til.

Jeg sad helt klumpet sammen i jernet, da det bakkede på døren. ”Bella, vær nu sød at åbne døren.” lyd en stemme. Jeg kunne godt høre hvem det var, og jeg ikke lyst til at tale med ham lige nu. ”Gå din vej!” råbte jeg vredt. ”Bella undskyld, det var ikke min mening at du skulle blive ked af det.” sagde han. Jeg tog en toiletpapirrulle og kastede den på døren. ”Skrid med dig!” råbte jeg, og hulkede stille videre. Der gik noget tid, da jeg hørte noget ved døren, det lød som han prøvede at låse den op. ”Hvis du låser døren op, så kommer du til at fortryde det!” råbte jeg. Lige da jeg havde sagt det, gik den op. Daniel stak hoved ind. Jeg kastede en toiletpapirrulle efter ham. Han forsvandt et kort øje blik. Men så var han der igen. Gennem blødt, og våd af vand. ”Bella vil du ikke nok tage imod min undskyldning?” spurgte han. Han sendte mig et bedende blik. Jeg gemte mit hoved, jeg ville ikke se ham i øjne. Jeg kunne høre at han kom hen imod mig. Han satte sig ved siden af mig. Han agede mig på ryggen, han forsøgte at trøste mig. Jeg hulkede bare videre. ”Gå med dig.” mumlede jeg. Jeg kunne mærke at han lage sit hoved, ovenpå min hals. ”Gå!” sagde jeg lidt højere. ”Bella vil du ikke nok lytte til mig. Jeg er ked af det, vil du ikke nok tage imod min undskyldning.” hviskede han stille i mit øre. ”Nej, gå med dig.” sagde jeg. Han sukkede dybt. Han rejste sig op og gik ud af døren. Han havde knust mig, jeg måtte havde vist at han ikke var så sød som jeg havde troet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...