I love you and I will always do it

Den 16 årige pige Bella har lige mistet sin far, som var hendes sidste familiemellem hun havde. Men hendes forældre havde tanke på det, fra den dag hende mor blev indlagt.
Hun bliver tvunget til at vokse op på en gård, hos nogle af hendes forældres nærmeste venner. Hvor hun bliver forelsket i deres søn Daniel. Daniel og Bella finder hurtigt kærligheden, men der opstår problemer, da Bella går lidt for meget op i skolen, og om at få en uddannelse. Og det irriterer Daniel grænseløst.

14Likes
51Kommentarer
5408Visninger
AA

5. Fjenden Kamille

Jeg ville ikke i skole, men det skulle jeg. Jeg kunne ikke blive i min seng for evigt, eller kunne jeg, nej. Men jeg kunne trøste mig selv med en ting, det var Daniel der kørte mig i skole, og ikke Maria. Maria var ikke den bedste til at trøste en, hun mindede altid en om personen, det var irriterende. Men Daniel, han forsøgte bare at få en til at komme videre. Jeg så ud af vinduet, og håbede på at tiden ville gå langsomt, jeg kunne godt lide at være sammen med Daniel, han var altid så rolig. Det var næsten som om, at når han var rolig så var jeg og så rolig. ”Hvornår har du fri?” spurgte han, da vi var tæt på skolen. ”Klokken halv tre.” svarede jeg usikkert, ”Jeg holder ude på parkeringspladsen klokken fem minutter over, okay.” sagde han roligt. Vi holdte ude for min skole, jeg var lidt nervøs. Jeg nikkede og gik ud af bilen, men inde jeg nåde at lukke døren, sagde han ”Du behøver ikke at være nervøs, det skal nok gå.” hans stemme var rolig. Det var næsten som om han havde hørt mine tanker. Jeg smækkede døren, og vente mig om og gik meget stille hen mod hoveddøren. Jeg kunne høre at han kørte. Jeg viste godt hvorfor han først hentede mig fem minutter over. Han gik på universitet, og havde fri på samme tid med mig. Det ville kun tage ham fem minutter, at komme hen på skolen, i bil.

”Isa!” råbte Karin. Karin var den eneste der kaldte mig for Isa, ellers kaldte de andre mig for Bella, Bel eller mit rigtige navn Isabella. Hun løb hen i mod mig. Jeg kunne se hvor glad hun var for at se mig. ”Karin.” sagde jeg glad. Hun gav mig et knus. ”Isa hvor er det godt at se dig igen.” sagde hun med et stort smil. ”Hvordan har du det? Jeg er ked af det der skete med din far.” sagde hun trist. ”Jeg er også glad for at se dig. Jeg har det fint. Og tak.” svarede jeg ulykkeligt. Hun slap mig igen. ”Hvem var det du kørte med?” spurgte hun, jeg kunne se nysgerrigheden i hendes øjne. ”En dreng der hedder Daniel. Jeg bor ved ham og hans forældre nu. Han er smadder flig.” sagde jeg lidt glad. Jeg ville ikke sige min rigtige mening om ham. Smadder flig ikke helt. Han var mere end det. Han var sød, klog, smuk og han hjælp mig også med at komme videre. ”Hvorfor kørte han dig?” spurgte hun, men inden jeg kunne nå at svare afbrød hun mig, ”Hvorfor kørte hans forældre ikke?” spurgte hun. Godt nok var Karin en af mine gode venner, men hun havde altid så mange spørgsmål, at det var til at blive syg over. ”Hans forældre var på arbejde, og han skulle alligevel på universitet. Så han kunne lige så godt tage mig med.” sagde jeg usikkert. Det var løgn, det med at hans forældre var på arbejde. Maria havde spurgt mig, om hun skulle køre mig i skole. Men jeg ville ikke køre med hende. Hun ville altid spørge mig om jeg havde det godt, eller om der var noget jeg gerne ville snakke om. Det var rare at snakke med Daniel. Han spurgte mig ikke om alt det. Han havde kun spurgt mig om hvad klok han skulle hente mig. ”Du skal vise os alle hvor du bor. Altså kun os piger.” sagde hun og forsøgte at lyde glad, selv om hun var lidt mistænksom. ”Okay. Men jeg bliver nød til at spørge Maria først.” sagde jeg roligt. Hun nikkede glad, og man kunne se en lille smule forhåbning i hendes øjne.

Der gik ikke lang tid, før de andre piger havde sagt og spurgt mig om det samme. Nogle af dem begynde at kalde mig for den forældreløse pige, og nogle af dem sagde at Daniel var min kæreste, og ikke bare en ven der hjalp mig. Men dagen gik ret hurtigt, end jeg havde forventet. Da jeg havde fri. Gik jeg ude på parkeringspladsen, hvor jeg fandt en bæk. Jeg satte mig på bækken og ventede på Daniel. Der gik ikke lang tid før jeg kunne se hans bil, køre ind på parkeringspladsen. Jeg rejste mig op. Pludselig var der en pige der råbte ”Ses i morgen forældreløs!” jeg kiggede den vej lyden kom fra. Det var Kamille, den snuppede dulle. Hun havde altid været ond ved mig. Det var endda hende der havde startet det med forældreløs. Mit ansigt blev trist. Daniel oppede døren i min side, ”Vil du med?” spurgte han drillende. Jeg nikkede bare. Trist og stille gik jeg hen mod bilen. Jeg satte mig ind på forsædet, ved siden af ham.

Vi var lige kørt ud af parkeringspladsen, da han spurgte ”Hvad er der sket?” Jeg så op på ham, han holdte øje med vejen. ”De … Nogle af pigerne siger bare at jeg er en forældreløs pige. Det passe jo også, men det såre mig. Rigtig meget.” svarede jeg usikkert og trist. ”Så bed dem om at lade være.” sagde han roligt. Jeg rystede på hovedet. ”Det ville ikke hjælpe noget. Det ville bare være spild af tid.” sagde jeg. Så sagde han ikke mere. Hele vejen hjem til ham, sagde han ikke noget. Det eneste man kunne høre, var bilens motor, der summede. Ellers var der helt stille i bilen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...