I love you and I will always do it

Den 16 årige pige Bella har lige mistet sin far, som var hendes sidste familiemellem hun havde. Men hendes forældre havde tanke på det, fra den dag hende mor blev indlagt.
Hun bliver tvunget til at vokse op på en gård, hos nogle af hendes forældres nærmeste venner. Hvor hun bliver forelsket i deres søn Daniel. Daniel og Bella finder hurtigt kærligheden, men der opstår problemer, da Bella går lidt for meget op i skolen, og om at få en uddannelse. Og det irriterer Daniel grænseløst.

14Likes
51Kommentarer
5396Visninger
AA

20. En der passer på dig

Jeg sad og kiggede på hospitalet, da vi var på vej hjem fra hospitalet. Jeg kunne ikke få tanken om min far ud af hoved. Da han var kommet ind på hospitalet, og da han døde. Jeg fortrød så inderligt over at jeg ikke havde hørt alt det han ville havde sagt om Daniel. Måske ville han havde fortalt noget godt om Daniel, noget jeg ikke vidste om ham, endnu. Jeg kunne mærke at jeg havde tårer i øjnene, men jeg holde dem tilbage. "Bella, er du okay." spurgte Daniel bekymret. Jeg kiggede på ham i et kort øjeblik. Han sad med mit ben på skødet (altså det ben som var blevet opereret). Han så bekymret på mig. Så drejede jeg hoved over mod det vindue, hvor jeg kunne se hospitalet igen. "Bella?" sagde han. Jeg havde ikke rigtig lyst til at svare ham, jeg ville bare kigge på hospitalet ind til jeg ikke kunne se det mere. "Lad hende nu være Daniel. Hun er sikkert bare træt." sagde Maria. Daniel tog forsigtigt fat i min ene hånd. Jeg drejede mit hoved over mod ham igen, det var som om han vidste hvad der var galt. Han agede mig stille på håndryggen, det beroligede mig lidt.

Da vi kom hjem, bar Daniel mig ovenpå. Det irriterede mig grænseløst, jeg kunne ikke lide det. Jeg havde meget hårdt fat i ham, tanken om at han tabte mig, sad fast i mit hoved, ind til han satte mig ned på sofaen. "Hvorfor må jeg ikke være nedenunder?" spurgte jeg forvirret. "Mine forældre får gæster, og de har ikke lyst til at fortælle hvorfor du er her." sagde han. "Kan i ikke bare sige at jeg er på besøg." forslog jeg. "Det er lidt svært, når du går rundt med et ben i gibs." sagde han. Jeg forstod det ikke, eller jo det gjorde jeg. Men de kunne da lige så godt sige det nu, end om et par uger. Han gik ind på mit værelse, og kom ud igen med min dyne og pude. "Prøv at sove lidt." forslog han da han lagde dynen over mig. Jeg nikkede, og lagde mig ned på sofaen. Jeg lukkede stille øjnene, men følte mig ikke særlig træt. Daniel aede mig stille på kinden, med hans bløde hånd. "Hvorfor var du enlig så ked af det?" spurgte han. Jeg havde håbet at han lige præcis ikke ville spørge om det, jeg havde ikke lyst til at fortælle ham grunden, men det kunne jeg bliver nød til. Jeg åbnede øjnene, og kunne se at han sad på sofakanten. Jeg satte mig op. "Det var det hospital min far døde på." sagde jeg trist. Han tænkte sig om i et kort øjeblik, end til det endelig gik op for ham. "Det havde jeg ikke lige tænkt på." sagde han og kløede sig om bag nakken.

"Mangler du noget?" spurgte Daniel. Han havde hurtigt set hvor meget jeg kedede mig. "Er du sød at hente min rygsæk?" spurgte jeg uden at svar på hans spørgsmål. Han så lidt forvirret på mig i et øjeblik, men så rejste han sig op, gik ind på mit værelse og hentede min rygsæk. Jeg kunne lige så godt læse i mine skolebøger, så jeg ikke kom alt for meget bagud i skolen. Daniel kom ud af mit værelse igen, med min sorte rygsæk i hånden. Han satte den ved siden af sofaen, tæt nok på at jeg kunne nå den. Jeg tog min biologi bog op af tasken, og begynde at læse i den. "Hvorfor læser du i dine skolebøger?" spurgte han forvirret. Jeg kiggede forvirret op på ham. "Du har mange andre bøger, jeg undre mig bare over at du ikke læser i nogle af dem." forklarede han. "Nårh men det er fordi jeg ikke vil være bagud i skolen. Jeg er bagud i forvejen på grund af min far og mor, så jeg kan lige så godt læse i mine skolebøger." forklarede jeg. Han nikkede forstående. Jeg kunne høre at det bakkede på døren neden under, Daniel blev siddende ved mig. Jeg kunne høre at Maria åbnede døren. De lød glade for at se hinanden, og man kunne høre deres glade snak. "Daniel!" kaldte Maria. "Kommer!" råbte han igen. Han rejste sig op, men enden han nåede at gå mere end to meter væk fra sofaen, spørge jeg "Hvem er det?" Han stoppede op, og vente sig om så han kunne se mig. "Det er bare nogle af vores venner." svarede han. "Skal jeg også ned?" spurgte jeg lidt bekymret for at skulle bæres igen. Han rystede trist på hoved, og forklarede "Min mor og far her ikke lyst til at fortælle dem hvad der sket med dit ben, og ... ja hvad der er sket med dine forældre." Jeg nikkede forstående, og også en smule glad for ikke at skulle bæres. Han begyndte at gå hen mod trappen igen. "Kommer du op igen?" spurgte jeg da han var henne ved trappen. Han vente sig om, og svarede "Jeg skal nok komme op igen, hvis jeg kan slippe væk." Han lo det sidste. Jeg smilede til ham. Og gav mig til at læse igen.

Klokken ende med at blive mange, og jeg ende med at falde i søvn. Men selv om jeg sov, kunne jeg stadig væk høre deres glade snak, og latter. Jeg kunne endda høre en der kom op af trappen. Hvem det end var, gik personen ... nej vent, gik personerne hen til mig. Jeg kunne høre at de snakkede lavt til hinanden. De stoppede op ved sofaen. "Hvad sagde jeg." sagde en med en dyb stemme. "Okay så hun faldt i søvn, men det er da ikke min skyld." sagde Daniel. Jeg kunne genkende lyden af hans stemme. "Bærer du hende ind i seng, eller skal jeg gøre det?" spurgte ham med den dybe stemme. Jeg gik ud fra at det var hans far. "Jeg skal nok, hvis du tager hendes rygsæk." sagde Daniel. Jeg kunne ikke høre et svar, men det kunne være at han nikkede. Jeg kunne mærke at Daniel løftede mig op, så let som ingenting. Både med min dyne og pude. Og for en gangs skyld var jeg lideglad. Jeg var alt for træt til at sige noget til det. Jeg blev forsigtigt lagt i min seng. Jeg blev pakket godt ind i dynen, så jeg ikke kom til at fryse eller noget. "Kommer du ned igen?" spurgte Tom. "Nej jeg tror også at jeg lægge mig til at sove." svarede Daniel og gabte. "Okay så, men husk nu at din mor og jeg ikke er hjemme i morgen." sagde Tom. "Jaja." sagde Daniel. Døren blev stille lukket, så jeg ikke blev vækket.

Efter noget tid blev døren åbnet igen. Der var en som gik med stille skridt ind på mit værelse, for at undgå at jeg blev vækket. Jeg kunne mærke at nogen satte sig i min seng. "Bella, sover du?" lød Daniels stemme, i mit ene øre. "Ikke helt." mumlede jeg. "Du må undskylde at jeg ikke kom op." hviskede han. "Det gør ikke noget." mumlede jeg. Jeg havde mere lyst til at sove, end at snakke. "Må jeg sove ved dig?" spurgte han stille. "Hvorfor, er du bange for at få mareridt?" drillede jeg. Han lo lavt. "Nej jeg vil bare sove ved dig." hviskede han. Jeg åbnede stille øjnene, men kunne ikke se andet end mærke. "Hvor er du?" spurgte jeg og satte mig op i sengen. Jeg kiggede rundt, men kunne ikke se ham, var det noget jeg havde drømt. Jeg kunne mærke at der var en der tog mig hånd, så var det vidst ikke nogen drøm. "Jeg er lige her, hos dig." svarede han. Jeg træk mig ind til ham, og han lagde sine lange arme om mig. Jeg lyttede til hans beroligende hjerte slag. Det gjorde mig altid rolig, og jeg følte mig sikker hos ham. Han lagde sig ned, og træk dynen over os begge. Jeg havde det lidt som om, at jeg ikke behøvede en dyne. Det eneste jeg behøvede var ham. Han passede på mig, han elskede mig, også var han der altid når jeg havde brug for ham. Jeg kunne ikke ønske mere, end ham. Jeg lukkede øjnene igen, og faldt hurtigt i søvn, med et smil på læberne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...