Jenny og Jonas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2012
  • Opdateret: 16 okt. 2014
  • Status: Igang
Jenny er ikke en helt normal pige, lige som hendes familie lever hun evigt. Hendes liv er ikke en dans på roser, nej hun bliver mobbet af hendes klassekammerater og hendes bedste veninde. Hendes bedste veninde Megan, har kun to ting i hovedet, drenge og at blive populær. Men det ændre sig alt samme da der begynder en ny dreng i hendes brors klasse. Jonas og Jenny udvikler hurtigt et stærkt venskab. Og falder hurtigt for hinanden. Men Jonas er ikke helt som de andre drenge, han holder på en mørk hemmelighed. Og da Jenny opdager den hemmelighed, på en grusom mode. Er det som om han har ændret hendes liv forevigt. Hun er bange og ved hun ikke hvad hun vil mere. Skal hun tage ham, som det han i virkeligheden er. Eller skal hun holde sig væk fra ham, i ren og skær frygt, resten af hendes udødelige liv.

49Likes
102Kommentarer
10750Visninger
AA

16. Spiser som venner eller var det en date?

Da vi kom tilbage til lejeligheden, var Rex ikke fuld af energi mere, den var meget træt. Jonas tog hundesnoren af den, og Rex brugte hans sidste krafter på at få noget af drikke, og gå hen i kurven. Den faldt hurtigt i søvn. Jonas og jeg tog vores jakker af, og hang dem op. Jonas gik med hurtige skridt ind i køkkenet. Jeg fulgte efter ham, for at se hvor han skulle hen. Men jeg stansede op i døren, til køkkenet. Der sad en kvinde, som jeg ikke havde set før. Det var måske Sabine, hende som havde taget sig af Jonas, siden han var helt lille. Hun sad på en køkkenstol, men en computer. Jonas snakkede med hende, på dansk, og det overraskede mig. Hvorfor snakkede de ikke engelsk. "Det er så irriterende, du er næsten aldrig hjemme!" nærmest råbte han, i øret på hende. Han så irriteret på hende, men hun havde travlt med hendes computer. "Jeg ved det godt, men jeg kan ikke gøre for, at jeg har så meget, jeg skal nå." sagde hun, som en undskyldning. Jonas irriterende blik, blev til et vredt blik. "Ja du har os helt vildt meget. Du besøger altid Thomas, sover sammen med Thomas, men det er aldrig her. Og hvis ikke det er Thomas, så er det dit arbejde. Dine indkøb, alt andet end tid til mig." denne gang råbte han. Hun rejste sig op, og så ind i hans vrede øjne. "Jeg ved godt, at jeg ikke har været, så meget sammen med dig, her på det sidste. Men jeg lover dig, at jeg er hjemme hele weekend." sagde hun. Det var jo også weekend nu, men måske talte fredag nok ikke. Hun tog nogle penge op af hendes pung. "Her, du kan gå ud og købe din aftensmad i aften, sammen med dine venner." sagde hun, og forsøgte at opmundre ham. Han røstede på hoved, og sagde "Det går ikke. Mads har ikke tid, fordi han har mange lektier for. Søren er i hans forældres sommerhus, sammen med Emma. Rasmus og jeg er ikke så gode venner, lige for tiden. Og alle de andre har stuerast, på grund af de var med til en fest, som de ikke måtte være med til, af deres forældre." sagde han opgivende. "Måske kunne du også tage hende med." sagde hun, og pegede på mig. Jeg kunne mærke, hvor genert jeg var, jeg blev altid lidt genert, især hvis det var en person, som jeg ikke kendte så godt. Udover nye elever på skolen, ellers kunne jeg være meget genert. Hun lukkede for computeren, og satte den hen i en lille boghylde, som var i enden af køkkenet. Køkkenet og stuen, hang sammen, det eneste der adskelte dem ad, var et lille gulvtæppe, som var over hele stuen. "Ja ja." sagde han ligeglad. Jeg kunne se på ham, at han ikke ville, men det kunne han blive nød til. "Vi ses." sagde hun. Hun tog sin taske, og gik ud af døren. Jonas satte sig på en køkkenstol, mens jeg bare stod i døren, og lindede en idiot, der ikke kunne finde noget godt, eller bare et eller andet at sige.

Der gik lidt tid, inden jeg gik hen til køkkenbordet, og satte mig ved siden af ham. "Hvad er der galt?" spurgte jeg lidt bekymret, for ham. Han lagde armene over kors, på bordet, og lagde hans hoved på det. "Hun er lidt som en mor, for mig. Og jeg ser hende næsten aldrig." sagde han stille. Han så trist ud. På en eller anden måde, kunne jeg mærke hans smerte, det var som om han sendte den til mig. Og jeg forstod også hvad han mente. Han havde mistet sin mor, og hun havde taget sig af ham, og på den måde var hun jo, på en eller anden måde, hans mor. Bare ikke hans rigtige mor. Unden at tænke lagde jeg mit hoved, på hans ene skuldreblad, for at trøste ham lidt. Han lukkede øjnene, måske virkede  det. "Jeg kan jo ikke rigtig vide det, men jeg kan på en eller anden måde, kan jeg føle din smerte, bare ved at se på hvordan du har det." sagde jeg, for at trøste ham lidt. "Det er første gang der er nogen, der har sagt det. For det meste er ikke rigtig medfølende." sagde han. Hans øjne var stadig lukkede. Jeg nikkede, jeg vidste godt hvordan det var, med ikke rigtige medfølende venner, for eksempel prøvede jeg det tit med Megan. Hun forstod ikke hvordan jeg havde det, når jeg blev mobet, drillet og holdt udenfor. Hun var fuldstendig ligeglad, med mine problemer. Hendes problemer var åbenbart, meget vigtigere end mine. "Jeg ved hvordan du har det." mumlede jeg stille. "Hvordan?" spurgte han, med lidt irritetion i stemmen. Han havde åbnet hans øjne igen. "Jeg har tit prøvet det med Megan." sagde jeg. "Din veninde?" spurgte han. "Ja." svarede jeg trist. Tavshed. Der var tavshed i lidt tid, da han sagde "Hun er ikke en rigtig veninde." Jeg løftede mit hoved op, så jeg kunne se ham i øjnene. "Det kan godt være, at du ikke se hende som min veninde, men det er hun." sagde jeg lidt irriteret.

Der gik lidt tid før han sagde noget igen. "Har du nogensinde prøvet, at miste en du holder af?" spurgte han. Han stemme knækkede over, da han sagde "miste en du holder af". "Nej, ikke endnu." sagde jeg. Jeg vidste jo, at en skøde dag, ville en jeg holdte af, dø. "Kender du nogen som har prøvet det?" spurgte han. Jeg nikkede og sagde "Min far har været meget tæt på, at miste min mor, men hun overlevede heldigvis." sagde jeg. Jeg havde ikke rigtig løs til, at fortælle ham, om min mors forældre. "Hvordan?" spurgte han nysgerrigt. "Hun var meget tæt på at drukne, men min far rede hende, i tide." sagde jeg. Jeg kunne mærke en klump i halsen. "Hvad med din mor. Har hun mistet nogen hun holder af?" spurgte han. Det var det spørgsmål, jeg hælds ikke ville havde hørt. Men jeg kunne lige så godt fortælle ham det. Jeg sukkede og sagde "Min mor mistede hendes mor, i en forfærdelig bilulykke. Min mor var kun femten år, den gang. Plus, så var hun også med i bilulykken, men hun overlevede." Han så forfærdet på mig. Og jeg kunne se i hans øjne, at jeg skulle fortælle mere, så det gjorder jeg. "Hun mistede også hendes far, cirka et år senere. Han var meget syg, og han ville ikke overleve." sagde jeg, og fik lidt ondt i maven. "Hvad ... hvor skulle din mor så hen, og bo?" spurgte han. Jeg kunne se nysgerrigheden, lyse ud af øjnene på ham. "Hendes forældre havde tænkt på det, så de fik nogle af deres gode venner, til at tage sig af hende. Og det var der hun mødte min far." sagde jeg. Vi sad stille i lang tid, uden at sige noget. Men så afbrød Jonas stilheden. "Er du sulten?" spurgte han. "Ja lidt, hvorfor?" spurgte jeg. "Vi kunne måske gå ud, og købe en pizza eller noget." sagde han. "Det kan vi godt." sagde jeg.

Vi gik ned til et lille italiensk rasturan. Der var ikke så mange mennesker, og det kunne vi godt se det positive i. Ingen kø, ingen venten, og masser af plads, at vægle i mellem. Vi satte os ved et lille bord, hvor vi bestilte en pizza, som vi skulle dele, og to colaer. Jeg havde ikke noget i mod at dele, men det var lidt underligt at dele, med ham. Pizzaen var en helt almindelig pizza med skinge og ost. "Hvad skal du i weekenden?" spurgte Jonas, mens vi ventede på pizzaen. "Jeg skal være sammen med Megan i morgen, og søndag skal jeg vidst ikke noget." svarede jeg. "Hvorfor?" spurgte jeg lige bagefter. Han trak på skuldrene og svarede. "Det var bare for at vide, hvad du skulle." Jeg tog en tår af min cola. Han tog et hurtigt kig ud af det store vindue, som var i rasturanen. Også så han på mig igen. "Savner du, at være i England?" spurgte han. "Ik rigtig, jeg er glad for at bo i Danmark." svarede jeg. Jonas skulle lige til at sige noget, da vores pizza blev sat på bordet. Jeg tog et stykke og ventede på, at han skulle sige noget, men han havde mere travlt med at spise.

I lang tid, og fire stykke pizza, sagde han ikke noget. Jeg besluttede mig for, at afbrøde stilheden. "Skal du noget i weekenden?" spurgte jeg, bare for at sige noget. "Ik rigtig. Det eneste jeg skal, er at lave lektier, også skal jeg også være sammen med et par, af mine venner." sagde han. Han tog en bid ad hans pizza stykke. "Hvornår, skal du være sammen med dine venner?" spurgte jeg, og tog en bid ad mit pizza stykke. Han tykkede af munden, inden han svarede "I morgen, hvorfor?" spurgte han, og tog en bid mere. "Det var bare for, om du ville være sammen, den dag." sagde jeg. Jeg tog en bid mere, da han sagde "Det tror jeg godt, jeg kan." Jeg så på uret, på min iPhone. Den var kun lidt i syv, så var der cirka en time, til at jeg skulle hjem. "Skal du gå?" spurgte han. Han lød bekymret. "Nej, jeg ville bare vide hvad klokken var." svarede jeg. Da vi var færdig med at spise, var jeg lidt bekymret for, om han nu havde penge nok, til at betale. Men det kunne jeg se, at det havde han. Vi fulgtes ud af resturanen, da han drejede til venstre, og jeg drejede til højre. "Hvor skal du hen?" spurgte han. "Jeg skal hjem, men vi ses på søndag." sagde jeg. "Ses." sagde han, og smilede et lille smil til mig. Jeg smilede tilbage til ham, inden jeg vendte mig om, og gik hjem. Det var ikke første gang, jeg fik den rare følelse i maven, men denne gang var den rare følelse, meget bedre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...