Jenny og Jonas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2012
  • Opdateret: 16 okt. 2014
  • Status: Igang
Jenny er ikke en helt normal pige, lige som hendes familie lever hun evigt. Hendes liv er ikke en dans på roser, nej hun bliver mobbet af hendes klassekammerater og hendes bedste veninde. Hendes bedste veninde Megan, har kun to ting i hovedet, drenge og at blive populær. Men det ændre sig alt samme da der begynder en ny dreng i hendes brors klasse. Jonas og Jenny udvikler hurtigt et stærkt venskab. Og falder hurtigt for hinanden. Men Jonas er ikke helt som de andre drenge, han holder på en mørk hemmelighed. Og da Jenny opdager den hemmelighed, på en grusom mode. Er det som om han har ændret hendes liv forevigt. Hun er bange og ved hun ikke hvad hun vil mere. Skal hun tage ham, som det han i virkeligheden er. Eller skal hun holde sig væk fra ham, i ren og skær frygt, resten af hendes udødelige liv.

49Likes
102Kommentarer
10787Visninger
AA

36. Megans Valentins festen

Min mor kørte mig hen til Megan. Jeg havde ondt i maven, også selvom festen først begynde om et par timer, havde jeg det som om noget dårligt ville ske. "Husk nu, at ringe når jeg skal hente dig, og hvis nu noget går galt." Jeg kiggede hen på min mor, som kiggede ud på vejen. Det var tredje gang hun havde sagt det. "Mor jeg skal nok," sagde jeg "du behøves ikke at minde mig om det." "Jeg ved det godt, men det er første gang i lang tid, at du selv vælger at tage med. Jeg er bare urolig for at der sker dig noget, som til nogle af de andre fester." sagde hun. Jeg kunne se på hendes ansigt at hun var bekymret. "Og ikke nok med det, så er jeg også forvirret," sagde hun. "Hvorfor gør du enlig det her?" spurgte hun. Jeg sukkede, jeg havde ikke så meget lyst til at fortælle hende det.

Lige siden jeg havde læst kortet, havde jeg stadig væk svært ved at tro på det. Jonas havde de samme følelser for mig, som jeg havde for ham. Jeg ved godt at det er svært at se problemet, men det var først nu at tænkte på vores venskab. Ville det blive ødelagt hvis vi slog op? Det var nok det jeg var allermest bange for. Jonas var den bedste ... drenge ven, jeg nogensinde havde haft. Jeg havde dog haft mange drenge venner, men jeg havde aldrig haft en som ham. Og ikke nok med det, havde jeg heller aldrig prøvet at forelsker mig, i min ven. Og jeg havde heller aldrig haft en kæreste, ikke engang haft mit første kys. Det var nok den hemmelighed jeg havde holdt på længe, udover min og min families hemmelighed, som var at vi var udødelige.

"Jeg forklare det senere." sagde jeg bare til min mor, lige inden hun satte mig af ved Megan.

Jeg bakkede nervøst på døren. Jeg var en lille smule bange for, at Rebecca eller Maj måske var kommet tidligt. Jeg kunne høre døren der blev låst op, og åbnet. Jeg stirrede med store øjne. Megan var pludselig helt brun, som i sommerbrun. Hun smilede et stort smil til mig. "Du kom!" Hun lod overrakset, på en positiv måde. "Overraskelse," sagde jeg hurtigt, og forsøgte at smile nogenlunde ægte. Men det var ikke så let, når jeg stadig væk var lidt i chok over hendes hudfarve. Hun lagde hurtigt mærke til jeg kiggede underligt på hende. "Hvad er der sket med din hud?" spurgte jeg overrakset. "Man kan ikke være bleg, når man skal havde en lårkort kjole på." Det var ikke forklaring nok for mig. Da hun så at jeg stadig væk så underligt på hende, sagde hun "Jeg har brugt selvbruner." Jeg nikkede og gik ind. Det forklarede mere sagen.

* * *

Jeg følte mig en lille smule dum, at jeg havde givet Megan lov til at lægge makeup på mig. Jeg var en lille smule bange for at hun ville overdrive, meget. Mit tøj fik dog ikke lov til at vælge, selv om jeg kunne se på hende, at det ville hun. "Vil du ikke hellere låne noget af mit tøj?" tilbød hun, for femte gang. "Nej." sagde jeg, for femte gang. Hun sukkede skuffende. Jeg havde en valgt en sort top, hvor der var en stor sløjfe på i toppen, et par lyse cowboyshorts, en lille lyserød rose til at sidde i håret, et par sorte højhælede sko der dækkede mine fødder og ankler, jeg kunne ikke risikere at nogen så min ene ankel.

Jeg følte mig heldig, med at Megan kun havde givet mig masara, puder og lipgloss på, når jeg viste hvor meget hun kunne gå amok med makeup. Og det var ikke altid det gik lige godt. "Jeg fatter virkelig ikke at du ikke gider at bruge makeup." sagde hun som om det var en forbandelse. 

Da jeg var gjort klar til festen, gjorde Megan sig selv klar. Jeg spurgte hende et par gange, om der var noget jeg skulle hjælpe med. Men hun sagde hele tiden "Nej nej, jeg klare mig."

"Når?" Hun drejede rundt, så jeg kunne få et ordenligt kig på hende. "Hvad siger du så? Ligner jeg ikke en hel milion?" spurgte hun som om hun selv kendte svaret. Jeg kiggede underligt på den neon pinke kjole, alt det glimmer hun havde i håret, og i ansigtet. "Du skinder mere som en diamant." sagde jeg. Det var ikke engang løgn, der var så meget glimmer at hun skinnede som en. Hendes smil blev så kæmpe stort, at jeg kunne se hende mælkehvide tænker. Gad vide om hun også havde gjort noget ved dem.

* * *

Da næsten alle gæsterne var kommet, lage jeg mærke til, at Megan gik rundt og kiggede rundt, efter nogen. Og jeg kunne hurtigt rene ud, hvem det var hun kiggede efter, Jonas. Jeg fik hurtigt den tanke af, at han ikke havde fortalt hende det. Hun stoppede op henne ved et vindue. Hun kunne kigge ud til hendes indkørsel, men det eneste der var at se, var hendes fars bil, og et par cykler. Ellers var indkørslen helt tom. Jeg sukkede, og begyndte at gå med stille og rolige skridt hen imod hende.

"Har du hørt fra ham?" spurgte hun, da jeg var kommet helt hen til hende. "Hvem?" spurgte jeg. Måske mente hun en anden, men jeg var 99,9 procent sikker på, at det var Jonas hun mente. "Jonas." sagde hun en smule fornærmet. "Har du hørt fra ham?" spurgte hun igen. Jeg rystede på hoved, og sagde så "Han sagde til mig at han ikke kom." Jeg undlod at fortale hende, alt det med at han ikke gad komme. Hun blev pludselig meget trist, og sukkede en smule opgivende.

"Hvorfor kan han ikke lide?" Spørgsmålet kom så pludseligt. Jeg så lidt forvirret på hende. Hun så ud af vinduet, mens hun sagde "Han er den første jeg sådan virkelig har kunne lide, men hvorfor kan han så ikke lide mig?" Det virkede som om det var et spørgsmål, hun stilede sig selv. "Jeg ved det ikke, måske er du bare ikke hans type." sagde jeg lidt forsigtigt. "Hvordan kan du vide det?" spurgte hun og skiftede pludseligt ansigtudtryk, fra trist til vredt. "Jeg ved det ikke, men han..." Jeg nåede ikke at sige mere, før hun afbrød mig. "Nej, men hvis du ikke ved det, så skal du jo ikke sige det." sagde hun en lidt surt. Men efter ikke ret lang tid, var hun trist igen.

"Det er underligt, for han kigger mere anderledes på dig, end på mig." sagde hun. Jeg drejede hoved og så en smule forvirret på hende. "Altså han ser helt anderledes på dig, end på nogle af de andre pige på skolen. Han ser på dig, som der er noget som vi andre ikke ser. Som om du er noget specielt." sagde hun. "Jonas og jeg er kun venner." sagde jeg lidt for hurtigt. "Ja men ... Han ser ikke på dig som en ven, han ser mere på dig som var du noget værdifuldt, som noget han må beskytte." Hun holdt inde i et kort øjeblik, og sagde så til sidst, en smule bekymret "Jeg tror at han er forelsket i dig." Jeg forsøgte at ser underligt på hende, men det gik ikke så godt, for jeg kunne mærke at mine kinder langsomt blev røde. "Det er da fjollet  Jonas og jeg er kun venner, og det bliver vi ved med at være." sagde jeg. Hun lo "Ja. Jeg mener hvorfor skulle han være indteresseret i dig." Jeg fik det pludseligt som om nogen havde stukket en kniv, gennem mit hjerte. Hun havde fået det til at lyde som om, at ingen nogensinde ville blive forelsket i mig. Hun vende sig om med et smil på læben, og gik hen til Rebecca, som om Rebecca havde kaldt på hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...