Jenny og Jonas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2012
  • Opdateret: 16 okt. 2014
  • Status: Igang
Jenny er ikke en helt normal pige, lige som hendes familie lever hun evigt. Hendes liv er ikke en dans på roser, nej hun bliver mobbet af hendes klassekammerater og hendes bedste veninde. Hendes bedste veninde Megan, har kun to ting i hovedet, drenge og at blive populær. Men det ændre sig alt samme da der begynder en ny dreng i hendes brors klasse. Jonas og Jenny udvikler hurtigt et stærkt venskab. Og falder hurtigt for hinanden. Men Jonas er ikke helt som de andre drenge, han holder på en mørk hemmelighed. Og da Jenny opdager den hemmelighed, på en grusom mode. Er det som om han har ændret hendes liv forevigt. Hun er bange og ved hun ikke hvad hun vil mere. Skal hun tage ham, som det han i virkeligheden er. Eller skal hun holde sig væk fra ham, i ren og skær frygt, resten af hendes udødelige liv.

49Likes
102Kommentarer
10787Visninger
AA

26. Lusen Brad - del 2

Hej alle sammen, i fik det sidste kapitel lidt for tidligt, men det var kun fordi det var så lang tid siden jeg sidst havde skrevet noget, så her kommer del 2 af kapitellet. (Sætter dem sammen senere).

____________________________________________________________

Da Brad tog kniven ud af min arm igen, gav de tog drenge som hold mig fast slip på mig. Jeg tog hurtigt fat i min arm, for at stoppe blødningen. "Føj, jeg troede at blod var rødt, men det der er jo det rene munder." lo Brad hånligt. De andre drenge lo af mig, jeg kunne mærke tårerne løbe hurtigere ned af mine kinder. Jeg rejste mig hurtigt op og løb hen til døren. Drengene der havde låst, låste op for den og åbnede den, så jeg kunne løbe ud. Jeg løb ind i nogle elever fra min klasse, som havde ventet på at døren blev åbnet, men de havde ikke forventet, at der ville komme en grædende pige ud. Gangen var næsten hel tom for mennesker, de var sikkert alle sammen gået til time, klokken ringede også snart. Jeg løb ned af den alt for lange gang, mens jeg forsøgte at stoppe blødningen, men blodet løb bare ud som om det aldrig ville stoppe. Endelig kunne jeg se døren til pigetoilettet, jeg satte fraten op. Jeg sparkede døren op, og gik stille hen til en vask. Jeg tænde for vandhanen og lod iskoldt vand løbe ud af den. Jeg lagde forsigtigt min arm ind under den, for at vaske noget af blodet af, og for at kolde mine smerter. Det kolde vand virkede beroligende, og det kølede også smerterne lidt, så det ikke gjorde så ondt mere.

Da såret var blevet rent, hillede jeg langsomt men ikke ret meget mit sår, så det ikke kunne bløde så let. Brad og hans venner havde jo set mit sår, så jeg kunne jo ikke risikere at hemmeligheden blev opdaget. Det ville være lidt underligt hvis jeg havde et sår den ene dag, og den næste dag var der intet tegn på et sår. Jeg tog noget toiletpapir, og lagde det om armen, hvis nu det begynde at bløde igen, så kunne det tage det meste af blodet. Jeg åbnede døren og kiggede ud på gangen. Gangen var helt tom, og man kunne høre de mange tanker komme indeni klasseværelserne, intet tegn på at der var nogen på gangen. Jeg gik ud af pigetoilettet, og hen mod mit skab. Jeg vidste at jeg havde noget forbinding derinde som jeg kunne bruge, til at skjule såret med. På vejen der hen, begynde min ankel at gøre ondt, igen. Men denne gang var smerten langt værre, jeg satte mig alt for hurtigt ned på gulvet, for ikke at falde eller lave nogen høje lyde. Det gjorde frygteligt ondt, det var som om en eller flere knive skar i min ankel. Jeg tog hårdet fat i min ankel og klemte hårdet på den, i håb om at det ville hjælpe. Det hjalp lidt, men ikke ret meget. Jeg kunne mærke blodet strømme ud. Det her var vist ikke min heldige dag. Først bliver jeg skåret af Brad, så begynde min ankel at gøre ondt, hvad bliver det næste, at Maj eller Rebecca finder mig ude på gangen sådan her. En ting er sikkert, hvis jeg ikke for lidt fart på, ender det sikkert med at en eller anden finder mig.

Jeg kom hurtigt på benene, og kom meget hurtigt hen til mit skab. Der var både forbindinger og sikkerhedsnåle, så kunne jeg både får min ankel og min arm i forbinding. Jeg tog papiret af, men det sad fast i mit. "Shit." mumlede jeg mest til mig selv. Jeg havde hillet såret fast i papiret. Ja nu kunne folk begynde at kalde mig for Lucky. Jeg pressede mine tænder hårdet sammen, og rav papiret af, såret åbnede sig igen. Jeg hillede hurtigt, og skytte mig at tage forbindingen på. Bagefter tog satte jeg mig ned på knæ, og tog forbindingen af anklen, og lagde noget nyt på. Til sidst lagde jeg det forbinding der var tilbage, i skabet. Lige da jeg havde lukket mit skab, kunne jeg høre en der kom gående. Personen var ikke langt væk fra mig, jeg begynde at gå ned af gangen, i håb om at jeg kunne nå at gemme mig eller at komme væk, før personen drejede om højrenet.

Jeg gemte mig ved planten som jeg plejede at gøre, efter jeg var blevet drillet eller mobbet. Det var min lærer i fysik, John Østergaard. Han var ikke ligefrem en flink lærer, han var meget hård. For eksempel hvis der var en som havde glemt eller ikke havde tid til at lave lektier, så skulle personen blive efter time, end til han eller hun havde lavet deres lektier. Jeg havde godt nok aldrig prøvet det, men det havde Megan. Hun sagde altid at det var så irriterende, og det var sådan et spild af tid, hun fattede heller ikke hvorfor han gad bliver efter skole hvor han havde fri, og kunne tage hjem i staden for at vente på at en eller flere af hans elever, havde lavet deres lektier. Men på den anden side synes jeg at det var en god ting, på den måde havde alle lært lige meget, og han var sikker på at alle havde lært det. Jeg krøb lidt sammen, for at undgå at han så mig. Han gik bare lige forbi mig som om han slet ikke havde set mig.

Jeg besluttede mig for at gå rundt på skolen, i staden for at sidde bag en plante, end til det ringede. Jeg gik stille rundt på gange, der var helt stille. Den eneste lyd man kunne høre, var lærerne som underviste bag dørene. Underover lærerne som forklarede alt muligt forskelligt, så var der også alle tankerne som bare fløj ind i mit hoved. Det var til at få hovedpinde over, men min far havde heldigvis lært George, min mor og jeg hvordan man holde alle de tanker ude, så man kunne høre ens egne tanker. Jeg gik ned af den tomme og stille gang. Jeg stoppede op og tog min iPhone op af lomme, for at se hvad klokken var. Klokken var kun femten minutter over otte, skulle jeg gå rundt her ude i en halv time. Jeg kunne jo også gå tilbage til min klasse, men jeg havde på fornærmelsen at min lærer ikke var særlig glad for at jeg ikke havde været der i femten sølle minutter. Jeg sukkede opgivende, og skulle lige til at dreje om hjørnet, da jeg gik end i en eller anden. Jeg faldt ned på gulvet, mit hoved gjorde ondt, en person kunne ikke være så hård. Jeg kiggede op og så at jeg var gået ind i Jonas. Han stod med den ene hånd på hoved. Da smerterne var gået væk, for os begge to råbte vi nærmest. "Hvorfor er du ikke til time?" spurgte vi i kor. Jonas kiggede forvirret på mig, og jeg så lige så forvirret på ham. "Hvorfor er du ik'?" spurgte Jonas. "eg spurgte dig først." sagde jeg. "Faktisk sagde vi det på samme tid." forklarede han. Det havde han enlig ret i. Jeg tænkte mig godt og hurtigt om, jeg kunne jo ikke bare fortælle ham, at Brad havde stukket en kniv i armen på mig. "Jeg risede mig på ... mit skab." løj jeg. Det lød ikke særlig overbevisende, og det kunne jeg også ser på ham, at det troede han ikke helt på. "Hvordan kan man rise sig på et skab?" spurgte han forvirret. "Hvis man rammer kanten, så kan man." forklarede jeg. Jonas tænkte sig om et øjeblik, han hoppede vist ikke på den. "Hvorfor er du ikke til time?" spurgte jeg, for at afbryde ham i at tænke. "Jeg har dansk nu." sagde han koldt. Han fik det til at lyde som om at dansk var fandens fag. "Og hvad er der galt med dansk?" spurgte jeg. "Lærerne forklare mig aldrig ordenligt, hvad jeg skal gøre i dansk timerne. De siger det bare på dansk. Alle andre fatte hvad de siger men det gør jeg altså ikke, det ville havde været rart hvis de havde sagt det på engelsk, så jeg også kan følge med." forklarede han. Nu forstod jeg hvordan han havde det.

Vi kiggede på hinanden i lang tid, men så rakte Jonas sin ene hånd ned i mod mig, for at hjælpe mig op. Jeg tog fat i det, og blev overrasket over hvor stærk han enlig var. Han fik hevet mig op på ingen tid, og jeg fald end i ham, fordi jeg ikke nåede at få balancen. Han grab mig, men skubbede mig så lidt væk ham igen. "Hvad klokken?" spurgte han. Jeg kiggede på min mobil, klokken var ved at være halv ni. "Halv ni." sagde jeg. Jonas sukkede opgivende. "Hvad er der galt? Timen er snart slut, også kan du jo bare møde op til den anden." sagde jeg trøstende. "Ja, men jeg har også dansk i næste." sagde han. "Nå." sagde jeg idiotisk. Det lød i vært fald sådan. Han kiggede forvirret på mig, jeg smilede bare et dumt smil til ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...