Jenny og Jonas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2012
  • Opdateret: 16 okt. 2014
  • Status: Igang
Jenny er ikke en helt normal pige, lige som hendes familie lever hun evigt. Hendes liv er ikke en dans på roser, nej hun bliver mobbet af hendes klassekammerater og hendes bedste veninde. Hendes bedste veninde Megan, har kun to ting i hovedet, drenge og at blive populær. Men det ændre sig alt samme da der begynder en ny dreng i hendes brors klasse. Jonas og Jenny udvikler hurtigt et stærkt venskab. Og falder hurtigt for hinanden. Men Jonas er ikke helt som de andre drenge, han holder på en mørk hemmelighed. Og da Jenny opdager den hemmelighed, på en grusom mode. Er det som om han har ændret hendes liv forevigt. Hun er bange og ved hun ikke hvad hun vil mere. Skal hun tage ham, som det han i virkeligheden er. Eller skal hun holde sig væk fra ham, i ren og skær frygt, resten af hendes udødelige liv.

49Likes
102Kommentarer
10754Visninger
AA

6. Kærlighed kan gøre ondt i ankelen

Jeg var ikke helt tryk ved at tage Jonas med hjem, men på den anden side, ville jeg lære han bedre at kende. Måske var han som jeg troede, en nar, som kun gik op i lækre piger, duller og snupper, eller og så var en dreng der var flink i starten, men så blev pisse irriterende, for at siger det pænt. Men han virkede ikke sådan, han virkede sød, rar og ikke som det jeg troede, han var helt ned på jorden, fuldstændig rolig, og ikke et tegn på at han var bange for at blive upopulær. Det irriterede mig at jeg ikke kunne høre hans tanker, jeg ville vide hvad han tænkte. Jeg så på et øje blik, men da han og så kiggede på mig vente jeg hovedet. Jeg ville ikke se han i øjnene igen. I det d blik hvor jeg havde set han, kunne jeg stadig væk ikke lade være med, at blive blød i knæene. Han var nuttet. Det var mange år siden jeg sidst havde set en dreng, som ikke brugte voks i håret, men hans sorte hår var stadig væk uredt. Det var lidt underligt at han havde så bleg en hud, han var næsten lige så bleg som mig. Nej, han var lige så bleg som mig. Han mindede lidt om en emo, det sorte hår, det sorte tøj, men ikke sort makeup. Men han var ikke en emo, inden under den sorte hættetrøje havde han, en helt normal hvid trøje. Han var fuldstændig normal. Men jeg synes ikke at han passede så meget til Megan, de så helt forskellige ud, måske for forskellige, men det viste jeg ikke noget om. Endnu. Vi gik meget stille ned af den lange vej, det følges som om vi havde gået i flere timer. Men da jeg kiggede på min iPhone, så havde vi kun gået i cirka ti minutter. Det var næsten som om at tiden gik langsomt sammen med ham, alt for langsomt. Jeg ville hjem nu, jeg ville havde han væk, jeg gal ikke havde han hjem, hvad ville min mor og far ikke sige, eller George for den sags skyld, han ville drille mig, hele aften, og sige noget i retningen af at Jonas og jeg datede, eller noget i den stil. ”What is the clock?” spurgte Jonas, han så lidt træt ud, som om han ikke havde sovet ret meget i nat, ”13.17” svarede jeg, jeg forsøgte at gøre min stemme rolig, men det lykkedes hvis ikke, han nikkede bare. Han så ud som om han kedede sig rigtig meget, jeg kunne godt forstå han, jeg ville bare hjem, lave mine lektier, og slippe af med ham. Der gik ikke så lang tid før vi kunne se huset. Nu var det bare mine lektier.

Vi gik ind i huset. Mine forældre var ikke hjemme, så jeg behøvede ikke at forklare dem hvad der var sket i skolen, eller hvorfor jeg havde taget Jonas med hjem. ”Are your parents home?” spurgte Jonas, jeg kunne se nysgerrigheden i hans øjne, ”No, they work.” svarede jeg ligeglad. Jeg hang min jakke på knagen, Jonas gjorder det samme med hans jakke, og hættetrøje. Nu kunne man se den hvide t-shirt han havde på. Der var lidt koldt men ikke så meget, jeg tog min rygsæk og gik med rolige skridt ind i stuen, Jonas gjorder det samme, det var lidt irriterende. Jeg satte mig på sofaen, og tog mine ting op af tasken. Jonas satte sig ved siden af mig, han kiggede hvad jeg lavede. Jeg gav mig til at lave de lektier, som jeg havde fået for i dag, det gjorder jeg være dag jeg kom hjem fra skole, på den måde var der ingen lektier i weekenderne. ”Do you always do homework, when you get home from school?” spurgte Jonas nysgerrigt, jeg nikkede bare ligeglad.

Efter noget tid, gav Jonas sig og så til at lave lektier. Han begyndte med Engelsk, så matematik, senere fysik hvor han spurgte engang imellem om hjælp, til det dansk. Og til sidst havde han Dansk, han sukkede dybt, som om han hellere ville lave alt andet end det, ”What is wrong?” spurgte jeg, men jeg havde næsten gættet svaret, han kunne ikke dansk, ”I’m not so good to Danish.” svarede han med en halv kvalt stemme. Jeg viste at jeg ville fortryde det her, ”May I help you?” spurgte jeg så roligt jeg kunne, han så på mig, ”Yes,” svarede han ”If you can.” ”If you can.” gentog jeg hånligt, han lo stille, men han lo stadig væk. Jeg glemte næsten alt om den stil jeg var i gang med. Jonas var virkelig, og jeg mener virkelig dårlig til dansk, han kunne næsten ikke ud tale ordrerne, jeg måtte sige dem et par gange før han kunne sige dem. Jeg skrev ordrerne ned så han kunne huske hvad de betyd, og hvordan man sagde dem.

Jeg brugte flere timer sammen med ham, og til sidst kunne han nok, til at få lavet den opgave han havde fået for. Der var ved at blive koldere i huset, jeg havde skruet op for radiatoren, men der gik altid lang tid for varmen, var kommet rundt i huset. Jeg sad og frøs lidt, men jeg koncentrerede mig om min stil. Jonas rejste sig op, jeg viste ikke hvor han skulle hen, men han skulle sikkert på toilettet. Det skulle han ikke, han var bare ude og hente sin trøje, det kunne jeg godt forstå, der var og så koldt. Men han tog den ikke på, han gav mig den på… Da han havde sat sig, kunne jeg ikke lade være med at kigge på ham, hvorfor tog han den ikke selv på, hvorfor gav han mig den. Hans trøje var rigtig varm, det var rart at havde den på, men jeg tog den ikke rigtig på, jeg havde den bare til at hænge på skuldrene. Hans hættetrøje var alt for stor til at jeg kunne havde den på, men det gjorder ikke så meget. Der kom en underlig duft fra trøjen, det duft godt, det var nok en eller anden deodorant.

Jeg blev først færdig med lektierne, jeg sad og kiggede på Jonas, Han linde en der havde lyst til at kyle det hele ud af vinduet. Jeg gav mig til at hjælpe ham, han havde ikke engang spurgt, men jeg kunne se at han var taknemlig alligevel. Min telefon ringede, jeg kunne se at det var George der ringede, jeg gik ud i køkkenet og tog den ”Hallo?” sagde jeg, jeg lød som en idiot. ”Hej Jenny, det er George. Hvor er du henne, jeg tror at jeg har været hele skolen rundt, men jeg kan ikke finde dig.” sagde han, han lød bekymret, men han forsøgte at lyd rolig, ”Jeg er hjemme.” sagde jeg, jeg forsøgte ikke at blive sur på ham nu, først når han kom hjem, fordi så ville jeg få ham til at ønske, at han aldrig var blevet født. ”Godt. Jenny jeg tager hjem til Mads, sammen med Rebecca, Megan, Tom, og Maj.” sagde han, men inden jeg kunne nå at sige noget, afbrød han mig ”Vi ses i aften Jenny.” han lage på ret hurtigt, jeg nåde ikke engang at sige farvel, Rebecca var nok i nærheden. Han lage altid på ret hurtigt, når hun var i nærheden. Jeg var på vej ind i stuen igen, da jeg gik ind i Jonas, vi slå hovederne mod hinanden, det gjorder ondt på os begge, men hvorfor gjorder det ondt i min ankel. Jeg gik ud på badeværelset, og så at blodet strømmede ud, fra min ankel, det gjorder mere ondt nu. Hvorfor blødte jeg ud fra min ankel, og hvordan havde jeg overhovedet gjort det? ”Er du okay?” spurgte Jonas, han kunne godt huske lidt af det, jeg havde lært ham, ”I’m fine.” sagde jeg, jeg kunne ikke være sikker på at han kunne forstå, alt hvad jeg sagde på dansk. Da jeg var sikker på at det ikke blødte mere, tog jeg noget forbening ud fra et skab, under vasken. Jeg viklede det om min ankel, tog en sikkerhedsnål, som skulle holde forbeningen. Jeg gik ud fra badeværelset, lige da jeg kom ud kunne jeg se at Jonas så bekymret på mig, ”Are you sure, that you are okay?” spurgte han bekymret, jeg nikkede og prøvede at virke rolig, selv om jeg ikke var rolig.

Jeg viste Jonas rundt ovenpå, han havde ikke været her oppe før, han havde kun set under etagen. Til sidst viste jeg modvilligt mit værelse, ”It’s my room.” sagde jeg da jeg oppede døren. Han kiggede rundt, i det lidt lille rum, men så lille var det heller ikke. ”It’s great.” sagde han med et smil, ”It’s great, as what?” spurgte jeg forvirret ”My room” sagde han glad, han smilede så meget, at man kunne se hans pæne hvide tender, han havde et pænt smil.

”I have to go now.” sagde han trist, ”You just say, if you want help aith Danish, a second time.” sagde jeg, jeg var lidt ked af at han skulle hjem nu, klokken var kun halv fem, men jeg håbede og så at han ville se mig en anden gang, måske. Han smilede da han spurgte ”What about tomorrow?” ”I think well I can.” svarede jeg, jeg kunne ikke lade være med at smile ”But it must be home with you.” sagde jeg, det passe ikke helt, men jeg ville gerne se hvor han boede, ”Okay.” sagde han, ”My jersey.” sagde han igen med en usikker stemme, ”Sorry.” sagde jeg med et forlegen smil, jeg havde glemt at jeg havde haft hans trøje på hele dagen. Jeg rakte han den, vores hænger mødes, men jeg trak min lidt for hurtigt væk, det var som om jeg havde fået et elektrisk stød. Han tog sin trøje og hans jakke på, og til sidst tog han sin rygsæk på, ”Ses.” sagde han, jeg løftede min hånd op, men jeg vinkede kun et lille vink til han. Jeg kiggede efter ham i mørket, men jeg kunne ikke få øje på ham mere.

Jeg lå i min seng. Jeg plukkede rosens blomsterblade af, de falde ned på min mave, men jeg kunne ikke lade være. Jeg lå bare og tænkte på Jonas, jeg viste næsten ikke hvad jeg lavede. Til sidst var der ikke flere blomsterblade på rose, så jeg smed den ud men blomsterbalde de blev hvor de var. Jeg faldt i søvn, med rosens blomsterblade på mig, de duftede godt. Men de duftede ikke lige så godt som Jonas hættetrøje.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...