Jenny og Jonas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2012
  • Opdateret: 16 okt. 2014
  • Status: Igang
Jenny er ikke en helt normal pige, lige som hendes familie lever hun evigt. Hendes liv er ikke en dans på roser, nej hun bliver mobbet af hendes klassekammerater og hendes bedste veninde. Hendes bedste veninde Megan, har kun to ting i hovedet, drenge og at blive populær. Men det ændre sig alt samme da der begynder en ny dreng i hendes brors klasse. Jonas og Jenny udvikler hurtigt et stærkt venskab. Og falder hurtigt for hinanden. Men Jonas er ikke helt som de andre drenge, han holder på en mørk hemmelighed. Og da Jenny opdager den hemmelighed, på en grusom mode. Er det som om han har ændret hendes liv forevigt. Hun er bange og ved hun ikke hvad hun vil mere. Skal hun tage ham, som det han i virkeligheden er. Eller skal hun holde sig væk fra ham, i ren og skær frygt, resten af hendes udødelige liv.

49Likes
102Kommentarer
10791Visninger
AA

39. Ikke kun en ven længere

Jeg åbnede mine øjnene. Solen skinnede ind og lyste hele mit værelse op. Jeg havde det som om det allerede var blevet forår, men nej det var stadig vinter, februar faktisk. Kun lige dagen efter Megans Valentins fest.

Jeg satte mig op i sengen og tænkte på, hvad der var sket igår aftes.

Havde jeg drukket?

Havde jeg overhovedet været med festen?

Havde Jonas virkelig kysset mig?

Var det hele virkelig sket?

Eller... var det hele bare en drøm?

Jeg kunne mærke en dejlig varme der sprætte sig rundt i min krop, mit hjerte begyndte at slå hurtigere end normalt, da jeg kom til at tænke på Jonas. Jeg kiggede rundt på værelset, jeg ikke se ham, eller nogen tegn på at han havde været her. Måske var det ikke bare en drøm. Jeg sukkede og mit hjerte begyndte langsomt at slå normalt igen.

Jeg rejste mig op, tog min morgenkåbe på og tog min mobil. Jeg gik ud af døren og så at jeg havde fået én sms, den var blevet sendt lidt over midnat. Jeg åbnede den for at læse den, og stoppede op vej ned af trappen.

"Sabine er hjemme hos Thomas, jeg ville gerne været blevet men du ved godt at jeg har en hund, jeg skal tænke på. Ville ikke vække dig, da du havde ondt i hovedet. Håber det går bedre i morgen. Du kan bare komme forbi når du vågne, hvis du vil. Jonas"

Mine kinder blev pludseligt meget varme og lyserøde. Mit hjerte begyndte pludseligt at slå hurtigere og hurtigere. Det føltes som om at det ville sprænge ud af brystet på mig.

"Det var sandt," mumlede jeg så lavt at jeg næsten ikke selv kunne høre eller forstå hvad jeg sagde.

 

Jeg gik ned i køkkenet, hvor min mor stod og lavede morgenmad. Hun nynnende, hvilket var et sjældent syn. Min mor nynnende kun, hvis hun var meget ophidset og ville kolde af, eller hvis hun var meget glad. Det så ikke ud som nogle af delende. Hun så hverken glad eller rasende ud.

"Godmorgen," sagde jeg af ren høflighed.

Hun så hen på og smilede.

"Godmorgen," sagde hun træt.

Der var årsagen, hun var træt og gjorde det kun for holde sig selv vågen. Det var sjældent man så hende sådan. Jeg tog et æble fra frugt kurven, der stod på spise bordet.

"Hvor skal du hen i den fart?" spurgte hun.

Jeg vende mig om og tog en bid af æblet. Hun lagde armene overkors og smilede. Hun var altid god til at gætte, når jeg skulle noget bestemt.

"Hjem til Jonas," svarede jeg.

Hendes smile blev bredere og mere varmt. Hun gik hen og tog en bolle fra brødkurven. Hun gik hen til mig og gav mig bollen.

"Alligevel skal du havde noget mere at spise," sagde hun.

Jeg smilede, spiste æblet færdig, spiste bollen, hvorefter gik jeg ud på badeværelset.

 

Jeg havde børstede mine tænder. Og forsøgte at flette en fletning, men det var næsten som om, mit hår ikke ville samarbejde. Jeg var nok en lillesmule nervøs, hvilket jeg sjælden blev. Jeg var nervøs fordi... altså... Jeg kunne ikke rigtig beskrive det. Altså det er bare... Jonas. Han ser bedre ud end mig. Han var charmerende. Han var sikkert en hver piges drømme fyr, altså hvis pigerne ikke gik op i hans lidt blege hud.

Jeg bed mig i læben og sank en klump. Måske...

"Jenny stop!" lød en stemme bag mig.

Jeg vende mig om, min mor stod i døren med armene overkors.

Gad vide, om jeg glemte at blokkere mine tanker. Det skete af og til at jeg glemmer at blokkere mine tanker, så alle (som er tankelæsere) kan læse hvad jeg tænker.

"Ja det gjorde du," besvarede min mor.

Jeg rødmede, ikke lige det man ønskede sin mor skulle høre. Normalt, gør min hjerne det automatisk, men sommetider er det nærmest som om, at den glemmer det. Hun lo. Hun gik hen og omfavnede mig.

"Det ske sommetider," begyndte hun mens støje sine finger gennem mit hår, "og når det sker er der ikke noget som vi kan gøre ved det."

"Det er stadig pinligt når ens mor hører det," mumlede jeg.

Hun lo igen.

"Så tænk på hvordan jeg havde dengang din far fortalte mig det, han har hørt alle de 'grofulde' tanker jeg har haft om han," fortalte hun.

Når min mor siger grofulde, mener hun alle de forelskede, beundrende og også de sexede tanker hun har haft om min far.

"Jeg kunne ikke se på ham i over en uge," lo hun.

 

Efter lidt tid slap hun mig igen. Jeg så på mig selv i spejlet. Jeg forsøgte at flette en fletning, men det var som om mit bare ikke ville samarbejde med mig i dag.

"Stop inden du river dit hår af," sagde hun med en rolig stemme.

Hun gik igang med at børste mit hår igen, og derefter begyndte hun at flette den fletning, som jeg håbløst havde forsøgt at flette.

Jeg kiggede skuffe på mig selv ind i spejlet. Og for første gang i lang, lang tid overvejede jeg at tage makeup på. Jeg havde ingen bumser eller andre urenheder, men alligevel havde jeg det som om at... jeg var hæslig. Jeg havde aldrig rigtig tænk på den måde om mit udsenede, min lidt for tynd krop ja, men aldrig mit udseende. Jeg havde aldrig rigtig gået op i hvordan jeg så ud før, det var som om at jeg pludselig var forandret.

"Skal du over til ham?" spurgte hun.

"Ja," min stemme lød hæs.

"Tror du skal vente til klokken måske er lidt over tolv," sagde hun. 

Hun var færdig med at flette. Jeg vende mig om og så hende ind i øjnene.

"Hvorfor?" spurgte jeg.

"Fordi han først gik lidt over midnat igår," sagde hun "faktisk gik han først lidt efter jeg var kommet hjem med George." 

Jeg sukkede. Jeg ville gerne hjem til ham, og måske få snakket om tingene. Ja jeg var mere end glad for at han havde de samme følelser for mig, men ... det er bare det... jeg ønsker ikke at være uvenner med Megan eller at han skulle komme i problemer, på grund af mig. Plus så havde jeg det som om at det hele gik alt for hurtigt. Han havde ikke engang gået på skolen i en måned.

"Jeg tror ikke han har fået sovet ret meget, især ikke når han også har en hund," forsatte hun.

Jeg nikkede. Jeg så på hende, hun smilede til mig. Men ikke et normalt moder kærligheds smil, som hun normalt gav George og mig. Det så mere stolt ud.

"Hvad er der?" spurgte jeg forvirret over hun smilede sådan til mig.

"Håber bare du bliver lykkelig," svarede hun.

 

Min hånd var knyttet hårdt sammen. Jeg skulle bare banke på, det var det eneste. Men det var bare ikke let. Når først jeg havde banket på, var der ingen vej tilbage. Jeg kunne også bare snakke med ham efter skol... Nej, jeg var nød til det nu. Hvis folk nu fandt ud af det, kunne det ødelægge hans liv og gøre mit værre, end det allerede var.

Jeg holdt vejret og bankede på døren. Jeg kunne høre lyden af den lille schæferhvalpe Rex, som gøede. Dens gøen var ikke så truende, mere nuttet.

Døren blev lukket op og Rex var det første jeg så. Han måtte havde genkendt mig på lugten, for han kom direkte hen til mig. Halen vippede hurtigt fra side til side. Jeg bukkede mig ned for at age ved ham. Jeg kunne ikke lade være, jeg havde tænkte den enlig grund til at jeg var kommet.

Jeg så op på Jonas. Han stod lænet op af dørkarmen. Han så smedret ud. Han havde endda nattøj på, gad vide om jeg måske var kommet til at vække ham. Jeg rejste mig. Mærkeligt jeg plejede ikke at være nervøs overfor Jonas.

"Hej," sagde jeg stille.

"Du må undskylde, hvis jeg er kommet til at vække dig," sagde jeg hurtigt.

"Det er okay," sagde han.

Et lille smil kom frem på hans læber.

 

"Vil du have noget at spise?" spurgte han.

Jeg rystede på hoved og svarede "Øhm, nej tak jeg har spist."

Han nikkede. Jeg sad på en stol i køkkenet i den lille lejelighed. Jonas havde ikke fået morgenmad endnu. Han tog noget mælk og nogle cornflakes, og blandede dem op i en skål. Derefter tog han lidt sukker og dryssede det over cornflakes'ne. 

"Vil du havde noget drikke?" spurgte han.

"Vand," svarede jeg nervøs.

Han tog et glas og hælde vand op i det. Derefter gav han mig glasset. Han satte sig på stolen overfor mig. Vi sad sådan længe. Det eneste der rigtig skete, var mig som drak noget vand en gang i mellem, også Jonas som spiste.

"Hvordan kom du hjem igår?" spurgte han.

"Øhv, jeg gik," svarede jeg hurtigt.

Han så trist på mig. Det var nok det bedste at forsætte samtalen, så ville det hele nok ikke føles så akavet for mig.

"Hvad med dig?" spurgte jeg, "Hvordan kom du hjem?"

"Jesus," sagde han.

Han skubbede skålen væk fra sig. Havde jeg sagt noget forkert? Det så ud som om han ikke viste om han skulle grine, eller hvad han skulle gøre.

"Hvad?" spurgte jeg forvirret.

"Det overrasker mig at jeg overhoved kom væk derfra," sagde han.

"Hvad mener du med det?" spurgte jeg.

Jeg kom til at smile lidt.

"Megan fulgte efter mig, hele tiden. Jeg ledte efter dig, for jeg viste ikke du var gået. I thought should die," sagde han.

Jeg kunne ikke lade være med at le lidt. Han kunne heller ikke selv lade være med at smile nu.

"I have never heard someone talk so much," sagde han med et smil.

Min latter blev højere. Det var bare den måde han lød på, der fik mig til at le. Jeg lagde slet ikke mærke til, hvordan han sad og kiggede på mig. Ikke før jeg lagde mærke til, at jeg var den eneste der grinede.

Han så underligt på mig. Et blik jeg ikke havde set før. Endelig var det bare et helt normalt varmt smil, men det var hans øjne det fik det til at føles anderledes. Han havde et speciel glimt i øjet. Jeg fik en rar og varm fornemmelse i maven.

"Hvad er der?" spurgte jeg.

"Det er sjældent jeg ser dig smile," Han rejste sig for taget skålen over til vasken, "Og jeg har aldrig ... rigtigt se dig le."

 

Stemning var ændret, fuldstændigt. Vi sad på deres hjørne sofa indeni stuen. Jeg sad så tæt på kanten af sofaen så muligt, mens Jonas lå ned i midten. Han havde taget en blå skjorte på, samt et par sorte cowboybukser. Hans hår sad som det plejede, intet var gjort ved det.

Han havde også stillet mig andre spørgsmål, udover det med hvordan jeg kommet. Han havde blandt andet spurgt mig, om jeg havde drukket, hvorfor jeg endelig havde valgt at tage med og nogle andre.

Jeg fornemme hans blå øjne, som kiggede på mig. Jeg så ikke på ham, jeg så på fjernsynet, som var det tændt. Jeg sad med armene rundt om mine ben. Det hele var så forvirrende og usikkert lige nu.

"Er du sur på mig?" spurgte han stille.

"Nej," svarede jeg kort.

Jeg lagde mit hoved ned på mine knæ. Jeg viste pludselig, ikke hvad jeg ville mere. Mit hjerte bakkede helt vildt, min mave var rar og varm, men... det var bare som om ... at det hele gik for hurtigt.

"But what´s wrong?" spurgte han.

Hans stemme lød stille og træt. Jeg rystede på hoved som svar, men mit svar åbenbart ikke godt nok. Han satte sig op og rykkede sig hen ved siden af mig. Jeg kunne mærke ham age mig stille på ryggen. Det føltes rart. Jeg lukkede mine øjne og lagde mit hoved lidt til den ene side. Det fik mig nærmest til glemme alle problemer. Nej måske ikke lige glemme dem, men tænkte ikke rigtig over dem mere.

"Bedre?" spurgte han.

Jeg nikkede stille. Mit arme blev mere slappe, rundt om mine ben. Han strøg mit hår over mit ene øre. Jeg åbnede mine øjne. Vi så hinanden ind i øjnene.

"Maybe you're not mad at me, but it has still something with me to do," sagde han.

Jeg sukkede, fordi han ret. Et smil kom frem på hans læber. Jeg gav slip på mine ben, han stoppede mig at age mig på ryggen. Jeg satte mig op. 

Forsigtigt lagde hans sin arm om livet på mig. Mit hjerte begyndte at bakke vildt afsted. Jeg lagde mit hoved ind mod hans kraveben. Jeg kunne ikke lade være. Han lagde sit hoved ovenpå mit. Jeg kunne høre hans stille hjerteslag. Det gjorde mig rolig. Vi lagde armene om hinanden.

"Det er fordi jeg holder af dig," forklarede jeg som svar på hans tideligere spørgsmål.

 

Vi stod ude på altanen, solen skinnede. Det var hen på efter middagen. Enlig var der stadig køligt udenfor, men jeg havde brug for frisk lift til hoved. 

"Vil du ikke nok sige, hvad der er galt?" spurgte han.

Jeg så hen på han, han så bekymret på mig. Jeg så ud over altanen igen. Det var først nu jeg lagde mærke til kulden. Jeg kunne mærke han lagde sin arm omkring mig, mit hjerte begyndte at banke vildt igen. Bare det at rørte ved mig, gav mig hjerte banken. Han fik trukket mig hen til sig, så jeg til sidst var tvunget til se på ham.

"Sig det nu, du ved at jeg nok skal få det ud af dig før eller siden," sagde han.

Jeg sukkede, igen havde han ret.

"Megan," begyndte jeg "Rebecca, Maj, George..."

"George?" afbrød han forvirret.

"Ja, jeg ikke lige frem min storebror gider havde en af hendes venner, er sammen med hans søster," forklarede jeg.

Jonas så ud til at være ligeglad. Men det var jeg ikke, jeg ville ikke havde at noget skulle gå ud over ham.

Jeg forsatte med at forklare, "Og selv hvis det bliver holdt hemmeligt vil Megan sikkert finde ud af."

"Det kan du ikke være sikker på," sagde han.

"George finder snart ud af det. Og Rebecca så os til festen," sagde jeg en smule irritabelt.

Han fik et ansigtsudtryk, der både var usikkert og forvirret. Til sidst sukkede han. Jeg lagde mit hoved ind mod hans brystkasse. Han var varm, meget varm i forhold til kulden her ude.

"Du kold," sagde han.

Han agede mig hårdt på ryggen, for at give mig varme. Jeg kom til at smile lidt, heldigvis kunne han ikke se det. Jeg troede aldrig jeg ville møde nogen, som ville bekymre sig om mig. Især ikke så meget som han gjorde, han var der for mig, hele tiden. Var jeg ked af det, kunne han stadig få mig til at smile, det... det var ubeskriveligt.

Han lagde sin ene hånd på min kind, den var varm. Jeg så op på ham. Langsomt kom hans ansigt tættere på mit. Jeg lukkede mine øjne og mærkede hans varme læber, der rørte mine. Mit hjerte bankede vildere og vildere. Selvom selve kysset ikke varede så længe, virkede det som om at det gjorde det. Han slap mit ansigt igen.

"Skal vi ikke gå indenfor, før du bliver syg?" spurgte han.

Nok kunne jeg ikke blive syg, men jeg nikkede alligevel. Vi ind på hans værelse, hvor jeg blev nærmest helt chokeret. Det var ikke fordi jeg ville kalde det rent eller ryddet op, men stadig væk var her renere og mere ryddelig end der plejede. Men nu hvor jeg så mig omkring så det hele alligevel meget ens ud, det var måske fordi gardinerne var trukket fra denne her gang, normalt var de trukket helt for, så der var lidt mørkt her inden. Denne her gang var rummet helt lyst op. Vi satte os i hans seng, han lagde hans dyne over mig. Jeg kom til at smile lidt igen.

"Hvorfor holder du selv tilbage?" spurgte han.

Jeg så forvirret på ham.

"Hvad mener du?" spurgte jeg.

"Du vil gerne smile, men det er som om du ikke selv må det," sagde han.

Jeg så ned, mens jeg forsøgte at holde mit smile tilbage. Han rykkede tættere på mig. I et øjeblik troede jeg at han bare ville lagde sine arme om mig, for at varme mig. Men der tog jeg fejl, faktisk begyndte han at kilde mig.

"Nej stop!" lo jeg.

Jeg var så kilde og jeg hadede når folk kildede mig. Sjovt nok fik det mig altid til at smile og grine, men alligevel var det irriterende på den måde.

Efter lidt tid stoppede han endelig. Jeg havde næsten ikke mere luft i mine lunger, men alligevel kunne jeg ikke lade være med at le. Dog var han holdt, men alligevel lo jeg. Dynen lå over begge vores hoveder, så der var helt mørkt.

"Du træls," sagde jeg.

Han lo bare. Selvom jeg ikke kunne se ham, kunne jeg stadig mærke ham, for han lå og holdt om mig. Pludselig havde jeg fået varmen igen.

Jeg sov hjemme ved Jonas den dag. Dog skulle vi gå hjem til mig, for at hente noget som nattøj, rent tøj til dagen efter, min tandbørste og hårbørste, mere behøvede jeg enlig ikke. Rex fik sig en lang gåtur. Og da vi kom tilbage faldt den lille hvalp sammen af udmattelse. Jonas var endda nød til at bære den over i dens kurv, for den gad ikke mere. Han skubbede en skål med vand hen til kanten af kurven, så den kunne få lidt af drikke. 

Jeg fandt også ud af noget overraskende den dag. Jonas kunne lave mad, jo rigtigt nok han kunne lave mad. Ikke lige det jeg havde forventet. De fleste af drengene på skolen, okay måske over to fjerdele, viste ikke engang hvordan man opvarmede en frosen pizza. George derimod, ja mor har vist ham hvordan man laver hummer.

Han stegte lidt kylling over en pande, kogte noget spaghetti i en gryde sammen med nogle grønsager. Duften af kylling sprede sig hurtig rundt i lejeligheden. Rex var ligepludselig ikke så træt mere. Duften af kylling måtte havde gjort den lille hund lækker sulten.

Da maden var færdig, sad Rex for enden af spisebordet. Hoved sad lidt på skrå, mens den så på mig med bedende øjne. Jeg havde lyst til at give den et lille stykke kylling, bare et lille bitte stykke, men jeg viste ikke om hunde måtte få kylling. Plus det var ikke min hund, så viste ikke engang om jeg måtte give den noget menneskemad. Jeg så hen på Jonas for tænke på noget andet. Jonas sad og kiggede på den. Jeg kiggede på Rex igen. Det var som om at dens hvalpe øjne blev større og større.

Jonas rejste sig til sidst op. Rex begyndte at logre helt vildt med halen, den viste godt hvad der skulle ske. Jonas gik hen til en lille krukke som stod på køkkenbordet. Han tog låget af og tog derefter nogle små hundkiks op. Rex løb hen til ham. Jonas holdt en finger frem, hvorefter Rex automatisk satte sig ned. 

Langsomt rakte Jonas hundekiksen frem mod Rex. Den lille hvalp var alt for utålmodig. Men i stedet for at hapse kiksen, ende den næsten at havde hapses Jonas ansigt. Og selvom en hver anden hund ville gå efter kiksen igen, så forsøgte Rex at slikke ham i ansigtet.

"No, no!" sagde Jonas med en alvorlig stemme.

Rex satte sig ned. Dens ører lå slapt ned af hovedet på den. Jonas ende med til sidst at give den kiksen. Derefter så han op på mig, hans blik var mildt.

"Vil du give ham en?" spurgte han.

Jeg nikkede en smule genert. Jeg gik hen til ham. Rex sad pænt nu. Stille og rolig, mens den stirrede sultent på hundkiksen. Jeg gav den kiksen. Halen logrede glad. Jeg ville ønske at jeg havde en hund.

 

Jeg stod ude på badeværelset og børstede mine tænder. Jonas sad inde på sit værelse med hans computer. Han spille et spil sammen med hans venner fra England. Lift 4 dead 2 tror jeg. Det var i hvert fald noget med zombier af gøre.

Jeg stod i døråbningen, mens jeg så på spillet. Meget brutalt.

"Du dør nu." sagde jeg.

Hans figur lå ned og skulle havde hjælp af en anden spiller, for ikke at dø. Hvilket den også gjorde.

"No, you're asshole! Why did't you kill me?!" råbte han irriteret.

Jeg så fornærmet på ham og lagde armene overkors. Han så forskrækket op på mig, tror slet ikke han havde set jeg var kommet ind.

"Det var ikke til dig, jeg var bare ..."

"Du taler pænt til dine venner." sagde jeg mindre fornærmet.

"Så skal du se når vi spiller 'prop hunt'." sagde han og smilede.

Jeg satte mig ned ved siden af ham. Han lavede nogle sjove ansigts udtryk, også træk han stikket til sine hovedtelefoner ud.

"Who the fuck is he talking to?" (Achton)

"I think it's his girlfriend." (Logan)

"Girlfriend who? When did he have a girlfriend?" (Jake)

"He just get one, she from Denmark." (Logan)

"Oh no not Denmark, way not Sweden!" "Yes I know he lives in Denmark know, but ... anyway." (Achton)

"Danish people is very arrogant." (Jake)

Jeg så forvirret hen på Jonas.

"Ved de godt at vi kan høre dem?" spurgte jeg forsigtigt.

"Nej." sagde han.

Han var ved at dø af grin.

"Jonas, what's so funny?" (Logan)

Han satte den hen på Skype. Jeg kunne se hans venner der på, der var tre han spillede sammen med. Han havde slået billede fra, så man ikke kunne se os. Men så satte han det til. De stivnede alle tre.

"Hel-lo." sagde jeg forsigtigt.

Jonas lå og var ved at dø af grin.

Den ene af dem, ham der hed Logan, tog forsigtigt hånden op og vinkede stille. Jake var hel mundlam.

"Hello." sagde Achton stille "Fuck you Jonas!"

Jeg blev bekymret for om Jonas ville få iltmangel, for han lo højere og højere og mere kraftigt.

"Is he al-ways like that?" spurgte jeg forsigtigt.

Jake begyndte at grine helt ukontrolleret.

"The question is more, when is he not like that?" sagde Achton som var han en vis mand.

"Hey, you don't sound arrogant, maybe a little shy." sagde Logan.

"Thank ... you." sagde jeg stille.

"You don't look that bad, but sorry you are togerther with that." sagde Jake og pegede på Jonas.

"Hey." sagde Jonas fornærmet.

Nu var det vist ikke så sjovt mere. Jeg kom til at le lidt, da jeg så Jonas ansigtsudtryk. Han så en blanding af forskrækket og fornærmet ud. Hans venner begyndte også at le nu. Han gav sig til at ryste opgivende på hoved.

"I like danish people, they are funny." sagde Jake.

Jonas stoppede samtalen, ved at logge ud fra Skype.

"Det var ikke pænt gjort." sagde jeg.

Han ignorede mig, mens han satte sin computer hen på skrivebordet. Men så let slap han ikke.

"Du kan ikke lide at blive drillet." sagde jeg.

Jeg kunne se på hans ansigt at han forsøgte at skjule det. Jeg slog til ham med hovedpuden, ikke hårdt men nok til at få hans opmærksomhed.

"Jeg har ikke noget mod at blive drillet, for driller også dem. Jeg gider bare ikke foran dig." sagde han. "Også er jeg træt."

Jeg rykkede ind så jeg lå inderst. Jeg lå med begge puder og hans dyne. Han sad på hans side og så lusket på mig.

"That's not fair." sagde han.

Jeg smilede stort til ham. Han tog den ene pude så let som ingenting. Hvor han derefter prøvede at stjæle dynen, men den gik ikke helt. Han sad lidt og tænkte sig om, hvorefter han bare lagde sig ned ved siden af mig. Jeg så forvirret på ham.

Han rulle hen ved siden af mig, lagde sine om mig og rulle stille tilbage igen.

"Technically I lay with the quilt over me now." sagde han og smilede.

Jeg slap mit grab om dynen og han slap mig og dynen igen. Jeg lagde mig ned ved siden af ham, men mit hoved lod jeg blive på hans brystkasse. Han træk mig lidt længe op, så mit hoved næsten lå ved hans kraveben.

Jeg mærkede hans næse som stille puffede til min pande. Jeg løftede hovedet for at se på ham. Forsigtigt pressede han sine læber blidt mod mine. Mit hjerte begyndte at banke vildt afsted, dog varede kysset ikke så længe, bare et hurtigt blidt kys. 

Jeg lagde mit hoved ned igen, lagde min arm rundt om hans mave. Han havde begge hans arme rundt mig. Og jeg tror aldrig jeg har sovet så godt eller trygt før, i hele mit liv. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...