Jenny og Jonas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2012
  • Opdateret: 16 okt. 2014
  • Status: Igang
Jenny er ikke en helt normal pige, lige som hendes familie lever hun evigt. Hendes liv er ikke en dans på roser, nej hun bliver mobbet af hendes klassekammerater og hendes bedste veninde. Hendes bedste veninde Megan, har kun to ting i hovedet, drenge og at blive populær. Men det ændre sig alt samme da der begynder en ny dreng i hendes brors klasse. Jonas og Jenny udvikler hurtigt et stærkt venskab. Og falder hurtigt for hinanden. Men Jonas er ikke helt som de andre drenge, han holder på en mørk hemmelighed. Og da Jenny opdager den hemmelighed, på en grusom mode. Er det som om han har ændret hendes liv forevigt. Hun er bange og ved hun ikke hvad hun vil mere. Skal hun tage ham, som det han i virkeligheden er. Eller skal hun holde sig væk fra ham, i ren og skær frygt, resten af hendes udødelige liv.

49Likes
102Kommentarer
10744Visninger
AA

40. Gør det! For ellers...

Det overraskede mig lidt, at Jonas ville gå hele vejen hjem til mig, bare for at følges med mig i skole. Jeg boede længe væk fra end ham. I mit hoved gav det ingen mening, men Jonas syntes at det gav god mening. George derimod ... lad os bare sige, at han ikke bryder sig specielt meget om Jonas, nu.

Jeg gik imellem George og Jonas. George hold godt øje med Jonas. Jeg forstod ikke hvorfor. Jeg havde mine hænder i mine lommer, Jonas havde hans hænder i hans lommer. George var den eneste som ikke havde sine hænder i lommer. Han så også ud som om, han var klar til tæve Jonas.

Ingen af os talte til hinanden, ikke andet end en stille tavshed. Selv Jonas kedede sig, det var virkelig tydeligt at se på hans ansigt.

"Skal du noget i dag?" spurgte Jonas stille.

Jeg skulle lige til at svare ham, da George afbrød mig.

"Hun har mange lektier for, som hun skal få lavet. Og vi får jo helt sikkert flere i dag, så jeg tror ikke hun har tid." svarede George bittert.

Jeg så irriteret på George. Jeg har altså selv en mund, som jeg kan svare med.

"Fint, det har jeg også. Måske kan vi hjælpe hinanden?" tilbød Jonas.

Jeg smilede og svarede hurtigt, før George nåede at sige noget.

"Det fint med mig."

"Men Jenny," begyndte George "det er din tur til at lave aftensmad i aften, sammen med mor."

Jeg så en blanding af vred og irriteret på George.

"Derfor gør det vel ikke noget, Jonas kommer forbi for at lave lektier sammen med mig."

Den kunne han ikke modsige, det var tydeligt. George sukkede opgivende. Men hvis Rebecca må være der når hun vil, så måtte Jonas også.

 

Megan overfaldt mig nærmest, lige da jeg var kommet ud af klasseværelset efter første time.

"Jenny vi skal snakke, nu!" sagde hun chokeret.

Hun tog fat i min arm og hev mig ud på pigetoiletterne. Rebecca var der ude, det her kunne umuligt være godt. Jeg var pludselig meget bange for, at Rebecca havde fortalt hende det hele.

"Megan, hvad sker der?" spurgte jeg forvirret.

Hun fik tårer i øjnene, det måtte være alvorligt, siden hun fik tårer i øjnene.

"Det Jonas!" sagde hun.

Jeg så stadig forvirret på hende, jeg forstod hende ikke rigtig. Havde han sagt eller gjort hende noget.

"Jonas i et forhold, Jenny." begyndte Rebecca "Det burde du jo vide. Jeg mener du er jo tråds alt hans bedste ven."

Hun lagde trykket på hans, fordi jeg var hans, nu. Men det vidste Megan tydeligvis ikke, hvorfor havde Rebecca ikke fortalt hende det? Det var mærkeligt, men uanset om hun havde fortalt det eller ej, kunne det ikke have noget godt med sig.

"Når ja, det rigtig. Det er jeg ked af Megan." sagde jeg.

Selvom jeg må indrømme, jeg ikke var ked af det. For jeg var glad for Jonas, men det kunne jeg ikke sige det til hende. Jeg viste ikke, hvad der ville ske med Megan og jeg. Ville hun tage det pænt, eller vil hun og jeg blive fjender for livet.

"Jeg ved ikke engang, hvem hun er eller hvordan hun ser ud! Og det irriterer mig grænseløst!" udbrød Megan vredt.

Okay det var hvis meget tydeligt, hun ikke ville tage det pænt, hvis jeg sagde det. Hun stoppede et øjeblik og kiggede derefter på mig. Hun havde fået en idé, det var tydeligt på hendes ansigt.

"Jenny, har du muligvis set eller hørt noget om det? Eller endnu bedre har du mødt hende?" spurgte hun.

Hun så både glad og ondskabsfuld ud. Jeg blev helt bange for hende.

"Øhmm... Nej, jeg mener jo, jeg har hørt om hende, men aldrig har jeg mødt hende." 

"Er du nu sikker på det?" spurgte Rebecca ondsindet.

Jeg tvivlende, men til sidst tvang jeg mig selv til at sige "Nej. Jeg har aldrig set hende."

Megan nikkede. Klokken ringede og det var tid til at gå til time.

"Jamen okay så." sagde hun venligt "Men hvis du ser hende eller møder hende, så giv mig besked, okay."

Jeg nikkede og hun vende sig om for at gå. Megan var ikke andet end lige gået ud af døren, da Rebecca tog fat i min arm og træk mig ind på toilettet igen.

"Lille løgner." snerrede hun vredt.

Hun tog fat i mit hår, så jeg blev tvunget ned på knæ. Hun holdt stramt fast i mit hår, det gjorde ondt. Men jeg kunne ikke gøre modstand, som alle andre gange lod jeg det bare ske.

"Hvorfor har du ikke selv sagt det?" spurgte jeg usikkert.

Hun så meget vredt og rasende på mig. Jeg var bange for at hun ville slå mig. Hvis man tænkte over det, ville hun nok ikke gøre pga. George. Men George var ligeglad med mig og hvad Rebecca gjorde. Det var han altid...

"Fordi jeg giver dig en chance for at gøre det godt igen." sagde hun "Slå op med Jonas, så hurtigt så muligt. Ellers vil jeg fortælle Megan personligt, hvem den lille bitch er."

Hun skubbede hårdt til mig, så mit hoved faldt ned på fliserne på gulvet. Der skete ikke noget alvorligt, kun at det gjorde ondt. Det ville nok give en bule, men den kunne jeg jo altid heale.

"Tag det ikke personligt Jenny, men nogle mennesker er skab til et langt og lykkeligt liv i et forhold, mens andre bare ... får dem en masse katte." sagde hun og så ud som om hun havde ondt af mig, selvom det var tydeligt hun ikke havde det. "Og du, er bare skabt til at få dig en masse katte."

Hun vende sig om og gik ud af pigetoilettet. Jeg sad alene tilbage på gulvet.

Jeg satte mig stille op og trak mine ben ind til kroppen. Jeg følte for at pjække fra denne her time, specielt fordi jeg tog de ord jeg hørte meget personligt. Ikke kun det Rebecca sagde til mig nu her, men general alle de ord jeg fik af vide.

Jeg var meget skrøbelig. Jeg skulle bare have en ting af vide, om hvad folk tænkte eller hvordan de så mig, også ville jeg tænker mere over det end jeg skulle. Det var blandt andet derfor jeg næsten aldrig smilede, fordi mit smil stort set altid blev taget fra mig igen.

Jeg rejste mig og låste mig inde på en af toiletterne, her ville jeg kunne gemme mig lidt. Tårerne løb stille ned fra mine kinder og ned på mine knæ.

 

En eller anden bankede pludselig hårdt på toilet døren. Jeg måtte have grædt mig selv i søvn, for jeg var ikke heltklar over hvad der skete.

"Op op sovetryne." lød Rebeccas stemme.

Hun havde sikkert forudset, hvad jeg ville gøre efter vores "snak".

"Nuh ligger lille baby Jenny og græder, hvor trist." lød en sarkastisk stemme, sikkert Maj.

"Stankelben! Kom så ud lille pus!" lo de begge to hånligt.

Jeg kunne høre i deres tanker, at de prøvede at få låsen op med en saks.

"Gå." peb jeg.

Der var overhoved ingen styrke i min stemme. Men de lo bare højere, de nød at det var dem, som var de stærke og havde magten. Mens jeg var det svage offer.

Jeg hørte et lille klik, hvilket jeg viste med at det samme, var låsen som var låst op. Jeg rejste mig hurtigt op. Og da de åbnede døren, forsøgte jeg at løbe forbi dem, men uden held. De fik fat i hver min arm. Jeg prøvede at vride mig fri, men igen uden held.

Rebecca og Maj smed mig hårdt ned på gulvet. Jeg landede med hovedet først og denne gang, gjorde det meget ondt. Rebecca havde sine ben om mig, så jeg ikke kunne flugte. Hun holdt fast i mit hoved og havde en hånd med noget stof i, for min mund, så det ikke ville hjælpe noget at skrige.

Jeg prøvede på at vride mig fri fra Rebecca, men hun var meget stærkere end mig. Maj stod foran mig. Hun så ondsindet på mig.

"Hvorfor græder du stankelben, der er jo ikke nogen der har slået dig." sagde hun som var det helt uskyldigt.

Jeg mærkede pludseligt Majs fød, som hurtigt fløj ind i mit knæ. Jeg forsøgte at skrige, men mit skrig kunne ikke trænge igennem stoffet i Rebeccas hånd.

Maj forsatte med at sparke mig. På mine ben og min mave. Jeg havde svært ved at få luft. Men det varede ikke så længe, for der skole klokken ringede. Det fik hende til at stoppe.

"Du heldig." sagde hun vredt "Men Brad har jo ikke set dig i dag, så måske kan jeg give ham nogle tips, til hvad han kan gøre."

Rebecca slap mig. Og hende og Maj skyde sig ud af pigetoilettet, før nogen lagde mærke til noget. Der var vist ingen tvivl om, at Maj viste det nu. Og det var kun en smagsprøve, for hvad de ville gøre ved mig. Hvis jeg ikke slog op med Jonas.

 

Jeg blev liggende lidt, men så rejste jeg mig op og gik ud af pigetoilettet. Alle var på vej til time, men de stoppede næsten alle op, idet jeg kom ud fra pigetoilettet. Jeg gik med stille skridt hen mod hoveddøren.

"Nå har anoreksibarnet været ude og glo på hendes mager krop." var der en der sagde.

Jeg tog mine hænder op til mine ører, løb så hurtigt jeg kunne hen mod hoveddøren og ud mod skoven. Tårerne løb ned af kinderne på mig. Jeg blev ved med at løbe end til jeg kom til søen, hvor jeg smed mig på jorden tæt derved. Der gav jeg mig til at hulke.

"Jenny?!" lød en stemme, et godt stykke væk.

Jeg løftede hoved op for at se, hvem det var. Men jeg kunne ikke se nogen, der var ikke andre end mig. Jeg rejste mig op for at se rundt. Der var helt stille. Jeg vende mig om og så på søen. Kunne det havde været min fantasi?

Jeg satte mig ned foran søen, med mine ben tæt ind til kroppen. Jeg lod mit hoved hvile på mine knæ. Men blev forskrækket, da der lige pludseligt var en hånd på min skuldre. Faktisk så forskrækket, at jeg sprang til siden. Jonas så helt forskrækket på mig.

"Hvad er der sket?" spurgte han alvorligt.

Jeg ville svare ham, jeg ville fortælle ham hvad der var sket. Men i stedet for, lagde jeg mit ansigt ned mod græsset og brød jeg sammen i tårer. Jonas satte sig hurtigt ned ved siden af mig. Han træk mig ind til sig og tørrede mine øjne af i hans trøje. Han kyssede mig hurtigt på panden, mens han holde mig hårdt ind til sig.

Jeg holdt fast om Jonas, mens jeg skjulte mit ansigt ind mod hans brystkasse. Hans trøje var helt våd, kun på grund af mine tårer. Han agede mig stille på ryggen. Jeg kunne mærke hans læber i mit hår. Jeg var mere rolig nu, end for lidt siden.

"Vi bliver nød til at kommer tilbage til skolen nu," sagde han stille "Ellers kommer vi for sent til frokost."

"Nej." sagde jeg.

Jeg slap mit grab om ham. Enlig var planen at jeg skulle gå, men han holdt fast i mig. Han rejste sig forsigtigt op, mens han stadig havde mig i armene.

"Nej!" sagde jeg igen.

"Jenny!" sagde han alvorligt.

Han holdt mit ansigt, så jeg var tvunget til at se på ham. Han så meget alvorligt på mig, men mærkeligt nok var hans øjne fyldt med smerte. Havde han ondt?

"Hør her. Jeg kommer og henter dig efter hver time, de tør ikke gør dig noget, når jeg er der. Okay?" sagde han.

Lige meget om jeg sagde ja eller nej, så kunne jeg tydeligt se på hans ansigt, at jeg ikke havde et ord at skulle have sagt. Han havde taget sin beslutning og det var det. Jeg nikkede stille. Han kyssede mig på panden igen, denne gang mere kærligt end før.

Jeg lagde mine arme om ham, hvor jeg derefter lagde mit ansigt ned mod hans skuldre. Mine tårer løb stille ned. Han agede mig trøstende på ryggen.

 

Jeg sad imellem George og Jonas indeni kantinen. Heldigvis havde George alt for travlt med Rebecca, til at holde øje med Jonas. Men uheldigvis ... så var det jo en hemmelighed. Jonas og jeg holde hånd under bordet, så ingen kunne se det. Han agede min hånd stille på håndryggen, med sin tommelfinger. Han trøstede mig stadig.

Som han havde sagt han ville, havde han fyldt mig til time og hentet mig efter time. Det føltes akavet, især fordi det var ikke noget han normalt gjorde. Og det kunne stort set alle tydeligt se. Men det var ikke kun derfor. Jonas virkede meget sur og ophidset. Han sagde ikke rigtig noget, men man kunne tydeligt se det i hans øjne og på hans ansigtsudtryk.

Jeg så hen på Megan, som sad ved siden af Jonas. Hun sad næsten helt op af ham, mens hun snakkede løst om alt muligt, som enlig var ligegyldigt.

For at være ærlig tror jeg aldrig at jeg har siddet så mast, som jeg gjorde lige nu. Jeg sad mast mellem George og Jonas. Kun fordi Megan ville sidde helt op af Jonas. Det drev mig til vanvid. Ikke kun fordi jeg var mast. Men fordi jeg ikke helt brød mig om, at hun sad næsten oppe på hans skød!

 

Jeg sad på gulvet på mit soveværelse sammen med Jonas. Og som sagt, lavede vi lektier. George havde faktisk ret, da han sagde at jeg havde mange lektier for, men det skulle stadig væk ikke forhindre mig, i at være sammen med Jonas. Plus så kunne jeg også være sikker på, at Jonas fik lavet sine dansk lektier. Hvilket jeg havde fundet ud af, at han ikke særlig tit ... faktisk næsten aldrig gjorde.

Jeg pakkede mine papirer sammen, jeg var endelig færdig med alle mine lektier. Det var Jonas sådan set også, han manglede bare (som altid) dansk.

"Hvis du vil være bedre til sproget, bliver du også nød til at lave lektierne." forklarede jeg.

Vi havde ikke rigtig snakket sammen hele dagen. Jeg viste godt, at Jonas ikke var sur på mig. Men han havde stadig været meget ophidset, så jeg havde hurtigt regnet ud, at det var nok bedst at lade ham være lidt. Men han var ikke ophidset mere.

"Det ved jeg godt." tilstod han opgivende "Men har jeg virkelig også brug for at kunne skrive sproget, kan jeg ikke bare nøjes med at snakke det."

"For at være helt ærlig, jo det kunne du godt, men det får du altså ikke et godt arbejde af."

Han sukkede, skubbede papirerne væk, tog fat om livet på mig og løftede mig op på hans skød. Måske gik han til fitness, uden at jeg viste det. For det virkede helt usandsynligt at han kunne løfte mig, hvis han var doven og kun sad med sin computer hele dagen.

Vi sad så vi så hinanden i øjnene. Jeg kunne virkelig godt lide Jonas øjne, de havde en meget klar blå farve, de fortryllende mig nærmest.

Jeg så væk og ud af vinduet, det regnede lidt udenfor.

"What?" spurgte Jonas bekymret.

"Ikke noget." svarede jeg kort.

"Men hvorfor ser du så så trist ud?"

Jeg så på ham, der var virkelig ikke noget jeg kunne skjule for ham.

"Det bare ... bare Rebecca." forklarede jeg.

"Hvad nu?" spurgte han.

Jeg tøvede lidt. Jeg følte ikke for at sige det til Jonas, nu var han jo lige blevet sig selv igen. Jeg gad ikke have han skulle til at være ophidset igen. Men ... jeg var nød til det, det var jo Jonas, jeg kunne fortælle ham alt. Minus mit udødelige liv.

"Hun hader mig for at være ..."

Jeg tog en dyb indånding, det var som om jeg havde en klump i halsen, som forhindrede mig i at sige noget.

"For at være sammen med dig." sagde jeg. 

"Og?! Det er ligesom du ikke bryder dig om at hende og George er sammen." sagde han og smilede.

Den måde han sagde det på fik mig til at grine. Han smil blev bedre, hans strålede helt.

"Hvad er der?" spurgte jeg.

Han rystede bare på hoved og grinede.

"Jeg elsker din latter." lo han.

"Hvordan det?"

"Det er så sjældent jeg hør dig le, det gør mig glad og se dig være glad."

Jeg kunne mærke en varme der sprede sig ved mit ansigt, jeg rødmede. Jonas lo igen. Jeg så ned og som det barn, Jonas kunne opføre sig som nogle gange, vende han næsten sit hoved på hovedet, for at se på mig.

Jeg kom til at lo over det. Jeg indrømmer gerne, at Jonas kunne være barnlig nogen gange, men når han var det, var det som regel for at gøre mig glad igen. Det eller bare for at få mig til at smile.

Jeg flyttede mit hoved fra højre til ventre uden at se op, Jonas hoved flugte efter mit. Jeg kom til at le mere og mere. Og jo mere jeg lo, jo mere lo Jonas.

Til sidst gav jeg op og så på ham. Han smilede stort til mig.

"Du helt rød i hoved." lo han.

Jeg fik øje på en mulighed nu. Alle de gange hvor Jonas havde kildet mig, jeg havde aldrig haft chancen for at få min hævn. Jeg kildede ham på maven, men ikke mere meget kort tid.

"Nooohoo!" udstøde han.

Og før jeg vidste af det lå jeg under ham, mens han holde mine begge mine hænder. Det hele skete så hurtigt, at jeg næsten ikke nåede at opfatte det. Jeg så helt chokeret på ham. Han smilede stadig. Glad, men også en smule ondskabsfuldt.

"Never. Do. That. Again." sagde han forpustet.

Jeg smilede helt uskyldigt, som om jeg intet havde gjort. Jonas rystede bare på hoved. 

Der lød fodtrin ude på gangen, nogen var på vej her hen. Og med nogen, var det tydeligt at det var George.

"George." hviskede jeg.

Jonas satte sig hurtigt op igen, han trak mig med sig. Jeg skubbede mig væk fra ham, så vi ikke sad tæt på hinanden eller rørte ved hinanden.

George åbnede døren og så meget troende på Jonas. Rebecca stod lige bag ham. Hvad i al verden var enlig Georges problem.

"Mor vil have du kommer ned og laver mad. Nu." nærmest snerrede han.

Jeg så kort på Jonas og rejste mig så op. Jonas fyldte efter mig. Men George stoppede ham i døren.

"Det nok også på tide du skal hjem nu." sagde George.

"Hvis Rebecca må spise her, så må Jonas vel også." sagde jeg.

George åndende vredt ud. Som var det ren vrede der kom ud.

 

Min mor stod nede i køkkenet, hun var igang med at skærer salat ud.

"Jenny går du igang med kylling?" spurgte hun.

Jeg nikkede og fik hen for at vaske mine hænder. Jonas gik hen for at se hvad min mor lavede. 

"Kan jeg hjælpe med noget?" spurgte Jonas høfligt.

Min mor så overrasket på ham. Det var første gang nogen havde spurgt om det. Hvis man tænker på alle Georges kærester.

"Øhm ja, kunne du ikke dække bord?" spurgte hun usikkert.

"Det kan jeg godt."

Det var godt at servisen stod i skabe med glas, så man nemt kunne se hvor tingene var. Jonas gik hen og tog nogle tallerkener. Han begyndte at dække bordet. Min mor så overrasket hen på mig.

"Har du fået ham til det?" spurgte hun overrasket.

Jeg rystede på hoved. Jeg kunne lade være med at være lidt forbløffet eller stolt over Jonas, det at han var høflig og hjælpsom.

 

Mor gik ud og kaldte på George og Rebecca. Jonas satte sig ved siden af mig til aftensmaden. Mor satte sig for bord enden, Jonas sad ved siden af hende. Kort tid efter kom George og Rebecca. Rebecca smilede sukkersødt til min mor. Fedterøv det var hvad hun var.

George satte sig ved siden af mor. Mens Rebecca satte sig (uheldigvis) overfor mig. Og naturligvis sad hun ved siden af George. Jeg tror ikke ligefrem min mor skulle forvente en hyggelig middag. Ikke når der blev sendt onde blikke til dem overfor.

"Nå George, hvad har dig og Rebecca så lavet?" spurgte mor.

"Set en film." svarede George kort.

Han havde alt for travlt med at se vredt på Jonas.

"Hvad med dig Bella? Hvordan gik med at lave maden?" spurgte Rebecca sukkersødt.

Hun lød nærmest som et englebarn, hvis man så bort fra hendes horn i panden.

"Jo det gik faktisk hurtigere end jeg havde troet, især fordi Jonas tilbød at hjælpe." forklarede mor.

Rebeccas smil blegnede. Pludselig var hun ikke så glad mere, hvilket min mor tydeligt kunne se.

 

Efter det blev der ikke sagt ret meget mere den aften. Jonas tilbød endda at vaske op, efter maden. Det sjoveste ved det, var nok at George blev mere og mere ophidset over Jonas høflighed og hjælpsomhed.

Men efteropvasken var klokken ved at være mange, jeg ville dog ønske at Jonas kunne blive. Men det kunne han ikke, des uden så skulle vi jo begge i skole i morgen.

Jonas og jeg gik ud i gangen, enlig skulle vi op og hente Jonas rygsæk oppe på mit værelse, men vi fik en ret så ulækkert syn ude i gangen. Jeg ved godt at når folk kysser, er det faktisk sødt at se.

Men når folk så begynder at snave så meget, at pigen stønner. Får man altså kvalme og ikke kun mig. Jonas lignede faktisk som kunne brække sig. Vi skylde os hurtigt op af trappen og ind på mit værelse.

"Jeg får mareridt i nat." sagde Jonas.

"Det gør jeg også." sagde jeg.

Vi så på hinanden og rystede bare begge to på hoved.

Vi omfavnede hinanden. Jeg gav Jonas et kys på kinden. Man kunne sige at det var "vores måde" at sige farvel på. Måske ikke ligesom George og Rebecca, men mindre ulækkert.

"Vi ses i morgen." sagde han.

"Skal du noget i weekenden?" spurgte jeg usikkert.

"Faktisk skal jeg være sammen med mine venner." sagde han "Men du må stadig væk gerne kommer fordi og overnatte."

"Er du sikker?"

"Ja. Simon og Erik tager deres kærester med, så hvorfor skulle du ikke også være der." tilbød han.

"Okay." sagde jeg usikker.

Jeg viste ikke rigtig om det var nogen god idé. Hvad nu hvis hans venner ikke kunne lide mig? Jeg vidste det ikke. Men jeg ville gerne være sammen med Jonas. Så ... jeg kunne vil lige så godt møde hans venner. Hvem ved, måske ... var lige så barnlige som Jonas.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...