Dark Wings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jan. 2012
  • Opdateret: 21 jun. 2014
  • Status: Igang
I en storby der delt i to, bor Elena sammen med sin far. Elena lever som en halv vampyr og halv engel, men er mere engel end vampyr. Elena ønsker inderlidt at vide mere om hendes mor, men der er det lille problem, hendes far aldrig fortæller noget om hende. Mest fordi han stadig sorger over hende død. Elena er ikke en normal engel, hun har sorte vinger, og på en eller anden måde, kan hun tale med fuglene. Med tiden undre Elena sig over, hvorfor hun ikke nå gå over på den anden side, men den dag Elena går over på den anden side, bliver hendes liv forandret for at tid.

87Likes
194Kommentarer
22129Visninger
AA

4. Tryghed

Jeg smækkede døren hårdt i. Jeg var sur og irriteret på samme tid. Og det skal lige siges at det aldrig nogen god kopination, når det var mig.

”Elena?!” råbte min far bekymret.

Men jeg gad ikke svare ham, for det var ham jeg var sur på. Jeg gik ind i stuen, han sad på sofaen og så både bekymret og forvirret. Jeg så vredt på ham.

”Elena, hvad er der galt?” spurgte han forvirret.

Han havde regnet ud at det var ham jeg var sur på.

”Hvorfor har du aldrig fortalt mig, at der er engle i byen?” spurgte jeg irriteret ”eller at byen er delt i to?”

Han så på mig med et forvirret utryg.

”Jeg troede ikke at det blev nødvendigt. Og desuden så har du har aldrig spurgt.” forklarede han helt uskyldigt.

Jeg syntes det lød som en dum forklaring. Jeg vidste hverken, at der var engle så tæt på hvor vi boede. Og jeg havde da slet ikke forstille mig, at byen var delt op, på grund af det.

”Hvorfor har du ikke købt ind?” spurgte han.

Han rejste sig om og lage armene over kors. Han så meget faderligt på mig. 

”Fordi du aldrig har fortalt mig, at byen er delt i to. Og Felix ville ikke lade mig, gå der over.” svarede jeg vredt.

”Kunne du ikke bare havde handlet et andet sted?” spurgte han.

Handle et andet sted. Han havde selv lært mig, hvor godt det var at sparre penge. Og den butik, der lå på "den anden side", solgt noget af det bedste og billigste mad. Jeg så væk fra ham, det var det han fik som svar, en kold skuldre.

”Han gør det jo kun for at beskytte dig.” sagde han.

Jeg vende mig om, ikke helt om, kun så jeg lige kunne se hans ansigtsudtryk. Han så bekymrende på mig, måske også en smule trist. Jeg vende mig om igen.

Han havde ret i det, med at der var mange vampyrer denne her by. Og som ikke ville havde, at der skete mig noget. Hvorfor. Det kunne måske være fordi, jeg var søde ved dem alle. Også var jeg var ligeglad med hvordan de så ud. Ja de var alle blodtørstige vampyrer, men for mig, var de familie. Og mange af dem passede på mig. Ja jeg ved at der var nogle få, som jeg ikke kunne stole hundred procent på. Men alligevel følte jeg en hvis tryghed her i byen.

”Elena,” sagde han med en sikker stemme.

Jeg vende mig om. Jeg var kølet ned og ikke rigtig vred mere. Jeg så på ham med milde øjne. Han så mere alvorlig ud nu, som om han havde tænkt noget igennem.

"Jeg vil ikke havde, at du går over på den anden side,” sagde han faderligt og alvorligt.

Og pludselig med et var jeg ved at kogge over.

”Hvorfor ikke, er det bare fordi at mor var en engel?!” råbte jeg vredt.

Det passede bare ikke. Halvdelen af mig brande for at gå derover. Jeg ville kunne møde nogen, som jeg aldrig ville havde forstilt mig at kunne møde. Pludselig så jeg hvad der var jeg lige havde gjort. Hans selvsikkerhed var nu blevet erstattet til et trist og smerte fuldt ansigt. Jeg havde fortrut hver et ord.

”Far, det var ikke…”

Jeg nåede ikke at sige mere, før han afbrød mig.

”Du går ind på dit værelse, nu.” sagde han stille.

Hans stemme var fuld af smerte. Han så ud som en der kunne græde. Jeg fik det mere og mere dårligt. Jeg fik følelsen af at jeg selv skulle græde nu.

”Men far… det var ikke for at… det var ikke min mening, jeg var bare så…”

Jeg fik ikke en ordenlig chance for at undskylde, han ville ikke lade mig forklarer.

”Ind på dit værelse, nu!” råbte han.

Han lød vred nu. Jeg gik stille hen mod mit værelse. Hvorfor skulle jeg også være så dum, at blade mor ind i det her. Jeg vidste jo godt, hvor meget han savnede hende. Jeg vidste jo godt, at han ville blive ked af det, hvis jeg blande hende ind i en samtale. Jeg satte mig på min seng og så op på ham. Jeg skarmede mig sådan. Hvor ville jeg ønske, jeg bare havde holdt min store mund.

”Du bli'r her ind til aftensmaden er klar, er du med.” sagde han vredt.

Jeg så ned og nikkede. Jeg vidste godt, at han kunne se jeg var ked af, at havde såret ham. Men det hjalp ingen ting, når først han var blevet vred var der ingen jeg kunne stille op. Jeg kunne mærke en tårer der trillede stille ned af min højre kind.

 

Der gik lang tid. Jeg sad på min seng uden at sige eller lave noget. Jeg var ved at være sulten. Men jeg kunne godt fornemme, at jeg måtte vente lidt endnu. Tros alt så skulle han jo også ud at købe noget mad først. Eftersom køleskabet var helt tomt. Jeg kunne dufte maden. Det var kogte grønsager og kylling. Min mave rumlede, var der ikke snart mad. Jeg valgte ikke at sige noget, for at undgå at gøre ham mere sur, hvis han altså stadig væk var sur.

Jeg hørte fodtrin lige udenfor min dør. Døren gik op og stod ved dørtrinnet. Han så stadig vred ud, men også lidt trist.

”Kom ud og spis din aftensmad." sagde han trist.

Jeg rejste mig op og håbede på at vi kunne slutte fred nu.

"Men du skal tilbage til dit værelse lige så snart du er færdig på badeværelset,” sagde han vredt.

Jeg nikkede og håbet forsvandt. Jeg rejste mig op og gik med stille skridt ud sammen med ham. Han var ikke glad, men han var heller ikke så sur som han havde været. Han var trist og skuffet, mine to hade ting ved ham. Når han blev sådan var han ikke til, at komme i kontakt med.

Jeg satte mig på en stol. Foran mig stod der en tallerken med kylling og kogte grønsager, ligesom jeg havde lugtet. Jeg gav mig til at spise, uden at sige et ord. Vi sad begge to i tavshed, ingen af os sagde noget. Han kiggede bare på mig, mens jeg spiste. Jeg elskede, når han lavede mad til mig, det smagte altid som en drøm.

Da jeg ikke var mere sulten, rejste jeg mig og sagde ”Tak for mad, far."

Selvom der ikke var en god stemning, var jeg alligevel høflig. Han nikkede og sagde ”Det var så lidt. Gå ud på badeværelset og gør dig klar til at sove. Så redder jeg din seng, til dig.”

Han stemme lød stille, et normalt menneske ville ikke havde hørt hvad han sagde. Men nu var jeg jo heller ikke et normalt menneske.

”Tak,” sagde jeg og smilede.

Smilet var lidt et håbefuldt forsøg på at gøre stemningen god igen. Han smilede tilbage. Hans smil kunne ikke lade være med, at gøre mig en smule mere glad igen.

 

Det tog mig ikke lang tid, på badeværelset. Mest fordi jeg gjorde mig så hurtig, som en rigtig vampyr var. Det var ikke noget jeg gjorde normalt. Normalt plejede jeg at tage mig god tid. Men jeg var træt også ville jeg, hvis jeg kunne, gøre skaden god igen.

Da jeg kom ind på mit værelse, var min seng allerede reddet. 

"Elena,” sagde han.

Jeg havde ikke andet end lige lagt mig godt til rette. Og jeg frygtede allerede, at han ville skille mig ud eller noget i den stil. Jeg hadede at skændes eller være uvenner med ham.

”Jeg gå mig en tur i aften, det føler jeg, at jeg har brug for. Jeg kommer igen, i løbet af natten. Men end til da, skal du blive på dit værelse.” sagde han stille og roligt.

Jeg så forvirret på ham, han plejede ikke at gå aftenture. Eller jo når Felix var forbi. Man kunne godt kalde Felix for min fars højre hånd.

”Men... du plejer altid at holde vagt, end til det bliver morgen.” sagde jeg.

Jeg var lidt urolig. Man kunne ikke altid stole på dem i klanen.

”Det ved jeg godt, men jeg har virkelig brug for det.” sagde han.

Jeg kunne tydeligt se, at han mente det alvorligt.

”Men hvad så med de andre vampyrer, de kan som let som ingen ting, komme ind.” sagde jeg bekymret.

Han gik hen til mig og satte sig på sengekanten. Han tog fat i min ene hånd, for at berolig mig.

”Elena, du behøver ikke at være bange for dem, der sker dig ikke noget. Stol på mig.” sagde han med en lidt for rolig stemme.

”Du lover at komme hjem igen, i nat?” spurgte jeg en smule usikkert.

Jeg havde en grim fornemmelse, om at han kunne finde på at begå selvmord, eller sådan noget.

”Jeg lover dig, at jeg er hjemme hos dig igen, før du ved af det. Det behøver du slet ikke tænke på, det bliver mere mig der ikke kan give slip, på min lille pige.” svarede han med et smil.

Den havde jeg hørt alt for mange gange og det var jeg sikker på, at jeg ville gøre for evigt. Jeg ville altid være hans lille pige.

”Okay.” sagde jeg med en smule usikkerhed i stemmen.

Jeg smilede til ham, ligefør han gik ud af døren. Indersinde ville jeg ikke havde det. Jeg rejste mig op og løb hen til døren. Men da jeg nåde ud af mit værelse, var han allerede løbet. Hvor ville jeg ønske jeg havde holdt min store mund, fra starten af. Så ville intet af det her være sket.

 

Jeg sad på sofaen indeni stuen og ventede på, at han skulle komme tilbage. Jeg var bange for at lagde mig til at sove. Det var ikke alle i klanen man kunne stole på. Jeg viste ikke hvem, men jeg vidste det fordi jeg en gang, havde været tæt på at være blevet dræbt. Felix havde heldigvis været der. Så jeg nåede ikke engang at opdage noget, før næste dag, hvor min far og Felix fortalte mig det.

Jeg var ved at blive lidt bange for, at han ikke ville komme tilbage. Jeg kiggede på uret, det var ved at blive midnat. Jeg blev mere og mere urolig. Jeg tog en tår af min sodavand. Det var kun for at holde mig vågen, selvom det ikke hjalp ret meget. Tik, tak, tik, tak, tik, tak. Ingen ting skete. Der var helt stille, nogen gange lidt for stille. Jeg gav mig til at læse en bog. Bare for at havde noget at lave og for at tænke på noget andet. Sekunderne blev til minutter. Minutterne blev til timer. Og timerne føltes alt for lange.

Hvad nu, hvis han ikke kom tilbage. Han sørgede stadig over min mor, måske så meget at han kunne tage sit liv. Jeg fik det dårligt og krøllede mig sammen på sofaen.

 

Jeg kiggede ud af vinduet, solen var ved at stå op. Jeg så hurtigt på uret, klokken var lidt over syv om morgen. Jeg satte mig op. Han burde have været tilbage nu. Hvad nu, hvis han havde sat ild til sig selv eller fået en anden klan til at dræbe ham. Pludselig kunne jeg høre, at døren blev låst op. Det var han, jeg kunne genkende hans lugt over alt. Han kom med hurtige skridt ind i stuen. Han havde lugtet at jeg var her inden, det kunne jeg tydeligt se på ham. Jeg så trist op på ham, mens han derimod så meget vredt på mig.

”Hvorfor er du ikke på dit værelse?” spurgte han vredt ”Jeg sagde til dig, at du skulle blive på dit værelse, end til jeg kom hjem.”

Jeg fik det dårligt, men jeg følte alligevel at det ikke var min skyld. Det var tros alt ham, der havde lovet at komme tideligere hjem. Jeg rejste mig op.

”Jeg tør ikke, at være alene her. Du har selv sagt, at jeg ikke kan stole på alle i klanen. Jeg har siddet og ventede på dig, i flere timer. Og du kom aldrig!” råbte jeg.

Jeg kunne mærke tårerne, der løb stille ned af mine kinder. Han sagde ikke noget, så jeg forsatte ”Jeg var bange for at der var sket dig noget, jeg var urolig for dig. I et øjeblik troede jeg, at du måske havde taget dit eget liv!”

Han gik hen til mig og lagde armene om. Jeg tårende mine tårer væk i hans skjorte. Han var kold, men det var han hele tiden. For hvis det var helt rigtigt, var han jo død. Og det eneste der levede indeni ham, var hans hjerne.

”Elena," begyndte han stille "sommetider glemmer jeg tiden. Men jeg kan love dig, at jeg altid vil komme hjem igen. Du skal ikke være bange for min sikkerhed, jeg skal nok klare mig.”

Han agede mig trøstende på ryggen og forsatte "Og jeg kunne heller aldrig finde på, at udsætte dig for farer. Jeg har fået Felix til at holde vagt."

Jeg lo lidt. Hvis der var en ting der var sikkert, så var det at Felix ville ikke lade nogen komme forbi ham. Jeg kunne mærke mit hoved føltes tungere og det samme med mine øjne. Han kyssede mig på pande. 

"Du betyder så meget for mig." sagde han.

Han løftede mig op, som han så tit havde gjort, dengang jeg var lille. Han satte mig ned på sofaen. Som et lyn var inde på mig værelse, for at hente min dyne og pude. Han lagde min dyne over mig og satte sig derefter ved siden af mig. Han tog min pude og lagde den på hans skød.

”Prøv at få noget søvn nu, så snakker vi om det anede senere.” sagde han, mens han agede mig stille på ryggen.

Jeg lagde mit hoved ned på puden. Jeg lå enlig meget godt, taget i betrækning af jeg lå på sofaen. Han skulle sikkert snakke med Felix, men han ville også holde øje med mig på samme tid.

”Du behøver ikke at være bange, jeg vil altid passe på dig. Og du skal heller ikke være bange for, at der kommer en vampyr ind. De skal nok holde sig væk." sagde han for at berolige mig.

 

Jeg vågnede da månen var oppe. Min far var der stadig, det kunne jeg se.

”Hvor længe har jeg sovet?” spurgte jeg og gabte.

Jeg strakte mig lidt, for at vågne op i kroppen. Min krop føltes helt stiv.

”Næsten 15 timer." svarede han "Men du var også meget træt.”

Jeg så op på ham.

”Far, hvorfor må jeg ikke gå derover?” spurgte jeg forsigtigt.

”Jamen det må du også gerne, men jeg har det ikke så godt med det. De bryder sig ikke om folk der er anderledes.” sagde han.

Jeg så forvirret på ham, hvad i alverden mente han med "anderledes".

"Anderledes?" spurgte jeg.

"De kan være meget egoistiske. Og det bryder sig ikke om skabninger som mig og dig." forklarede han "Men hvis du nu gjorde dine vinger hvide i stedet for sorte, så tror jeg godt at det kunne gå."

Han smilede og hans smil (også det faktum af, at jeg måske kunne møde andre, der var nogenlunde som mig) fik mig til at smile stort. Jeg lagde mig ned igen og slappede af, end til det blev morgen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...