Dark Wings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jan. 2012
  • Opdateret: 21 jun. 2014
  • Status: Igang
I en storby der delt i to, bor Elena sammen med sin far. Elena lever som en halv vampyr og halv engel, men er mere engel end vampyr. Elena ønsker inderlidt at vide mere om hendes mor, men der er det lille problem, hendes far aldrig fortæller noget om hende. Mest fordi han stadig sorger over hende død. Elena er ikke en normal engel, hun har sorte vinger, og på en eller anden måde, kan hun tale med fuglene. Med tiden undre Elena sig over, hvorfor hun ikke nå gå over på den anden side, men den dag Elena går over på den anden side, bliver hendes liv forandret for at tid.

87Likes
194Kommentarer
22122Visninger
AA

41. Hr. Blåøje

Rasten af dagen forsøgte jeg at finde Christina, og faktisk også James for den sags skyld. James var nemmelig heller ikke kommet ind i kantinen, eller til time. "Det er ikke normalt." hviskede Eric sagt. "Han plejer altid at være her, og Christina plejer altid at møde op til timerne." "Men hvorfor er de her ikke?" hviskede jeg stille. Eric og jeg havde historie. Vi sad inde på biblioteket og læste om nogle af de gamle krigs historie, mellem englene og vampyrerne. Dog læste Eric og jeg ikke så meget. "Jeg ved det ikke. Christina plejer altid at komme til historie, det er hendes ynglings fag." hviskede Eric. "Og James møde stort set altid op, med mindre han har fået en skade til idræt." "Er det sket før?" spurgte jeg. Eric forsøgte at undgå at lade være med at grine, men det gik ikke så godt. "Om det er, masser af gange. Han har endda været indlagt en gang." lo han. Han lo så stille han kunne. "Hvad var der sket?" spurgte jeg stille.

"Ssss!" Både Eric og jeg så forskrækket op. I starten, da vi havde hørt lyden, troede vi at det var vores lærer, men heldigvis var det bare bibliotekaren Veronica. Hun så utilfreds på os begge over hendes briller. "Vil I være søde at tie stille nu?" Hun fik det til at lyde som om det ikke var et spørgsmål. Eric og jeg nikkede bare. Hun vende sig om, og gik igen. Da hun var ude for synsvide, rejste både Eric og jeg os, tog vores bøger og gik helt om bagers i biblioteket, for at være lidt mere sikker på at hun, eller nogen anden ikke kunne høre os.

"Du kender godt Dylan, ik'?" spurgte han. "Jo." sagde jeg stille. "James og Dylan, er ikke ligefrem de bedste venner." sagde Eric. "Hvorfor ikke?" spurgte jeg. "Jeg ved ikke præsis hvorfor, han vil ikke fortælle det, men jeg tror ..." Han afbrød sig selv. "Men nu skal du vide at jeg ikke er sikker, det er kun en teori." Jeg nikkede bare, og han forsatte. "Jeg tror at det har noget at gøre med en pige." "Hvem?" spurgte jeg nysgerrig. "Jeg ved det ikke, det er også kun en teori. Men det plejer at være sådan. De bliver uvenner, de hader hinanden også kan de med stor sandsynlighed kommer op og slås." Eric rystede på hoved. "Man hvor jeg dog håber at det aldrig sker for mig." sagde han. Jeg kom til at tænke på Alexander og Ryan, og håbede så inderligt at det ikke ville eller var ved at ske, for dem. "Men hvad nu hvis at de er rigtig gode venner?" spurgte jeg lidt bekymret. Jeg forsøgte at skjule min bekymret, men jeg kunne selv høre på min stemme, at jeg var lidt bekymret. "Om så de har kendt hinanden hele deres liv, kan en pige sagtens ødelægge deres venskab, så let som ingenting." forklarede Eric. Jeg nikkede bare.

"Hvorfor vil du enlig vide det?" spurgte Eric, efter en lille kort pause, hvor vi havde læst lidt i historiebøgerne. "Jeg var bare nysgerrig." Det var nogenlunde sandt, men dog ikke helt. Eric så på mig med et løftet øjenbryn, han havde gennemskuet mig. "Hvem tænker du på?" spurgte han. "Ik' nogen." sagde jeg og fik røde kinder. Eric lo og sagde, "Du er elendig til at lyve. Kom så, spyt ud! Hvem er det?" Jeg kunne mærke at mine kinder blev mere og mere røde. Jeg rystede på hoved, jeg ville ikke fortælle ham det. Mest fordi jeg var bange, for at han ville sige det til ham. "Alexander?" gættede han. Jeg så ned i bogen, og lod som om at jeg koncentrerede mig. Mit hoved føltes pludseligt meget varmt, jeg rødmede så meget at jeg var helt rød i hoved. Eric lo. "Er det ham?" spurgte han så igen. Jeg så op, Eric sad bare og smilede et bred smil mig. "Ja." mumlede jeg. Jeg så en smule sur ud. "Ik' så underligt." Jeg så forvirret på ham. "Hvordan det?" spurgte jeg forvirret. Eric så pludselig eftertænksom ud. "Du ser ikke på mig, for eksempel, som du gør på Alexander. Når du ser på ham, så skinner dine øjne nærmest. Det gør de ikke når du ser på de andre." Han smilede til mig, som om der var noget han håbede på. "Hvad?" spurgte jeg, og kom til at smil. Det smil han sendte mig smittede, så jeg ikke kunne lade være med selv at smile. "Ikke noget." sagde han bare.

* * *

"Tror du James er kommet til skade?" spurgte jeg Eric, da timen var slut, og vi var kommet ud af biblioteket. "Måske, jeg er ikke sikker." sagde han. "Men han var på et tidspunkt oppe at slås med Dylan." "Så sandsynligheden er stor?" Det var mere et gæt end et spørgsmål. "Jep." sagde Eric. "Vi kan går ned til Lena og se om han er der." forslog Eric. "Jo men hvad med Christina," sagde jeg, "skal vi ikke tage hende med?" spurgte jeg. "Ved du hvor hun er?" spurgte Eric "For jeg gør ik'." Jeg rystede på hoved, jeg havde ingen anelse om hvor hun kunne, ville eller var henne.

Vi begyndte at gå hen mod skadestuen, eller som Eric havde kaldt det 'Mini syghuset'. Jeg synes at det lød underligt, at kalde det det, men da jeg fik tænkt tilbage på sidst jeg havde været der, kunne jeg godt (lidt) forstå hvorfor han kaldte det det. Der var hospital senge, som på et rigtigt hospital, men dem der var her var bare meget blødere og mere behagelige at ligge i. Sengene lå ved siden af hinanden, med cirka en og en halv meter i mellem dem, der var to natborder ved hver side af sengene, og der var et tredje og større bord for enden af sengene. Det var det tredje bord, der var beregnet til at blomster eller gaver, som nogle måske ville lægge der, for at ønske personen god bedring. Men udover sengene var der også fire små/store operation stuer, og en et rum hvor der var alle mulige former for medicin. Rummet var låst, så jeg havde aldrig været derinde, men jeg var nu lidt nysgerrig. Hvilke former for medicin havde englene mon.

Vi dreje om hjørnet, og stoppede begge to op på samme tid. Christina stod derinde. Hun snakkede med Lena, jeg kunne høre at James også snakkede med, men jeg kunne ikke ordenligt se ham, men jeg kunne gætte at han sad på en af sengene derinde. Eric og jeg stod og kiggede på hinanden, og jeg ture væde på, at vi tænkte det samme. Skulle vi går eller skulle vi går tættere på. Vi valgte begge to det sidste. Vi listede os langsomt frem, og stillede os op ad væggen, for ikke at forstyre dem, i deres samtale. Eric og jeg smug lyttede til det de sagde. "Jeg skal nok sige det til Hr. Johnson, så I to ikke kommer til at slås sammen igen." sagde Lena. "Tak." sagde James. "Du lod mig tale færdig," sagde Lena "men en anden gang, skal du også stoppe når du får besked på det." "Hvad! Det var da ham der..." Lena afbrød ham. "Jeg er ligeglad med hvem der begyndte og hvem der forsatte, det skal bare stoppe nu!" sagde Lena vredt. "Øh, Lena James taler sandt, det var Dylan der forsatte." sagde Christina stille. "Jeg ved det godt, men det jeg ikke forstår er, hvad i kom op at slås over?" sagde Lena.

Stilhed, ingen af dem sagde noget. Eric og jeg kiggede på hinanden igen. Det var underligt, at hverken James eller Christina svarede på Lenas spørgsmål. Eric signallede til mig, at jeg skulle kigge ind, og se hvad der forgik. Jeg rystede på hoved, og bevægede mine læber uden at sige noget, at han måtte gøre det selv. Han lavede et nyt signal, hvor han forklarede at vi gjorde det på samme tid. Jeg nikkede. Vi kiggede ind af døren, og så Lena med armene overkors, der kiggede mistænkeligt på os. Eric og jeg smilede dumt til hende. "Nå James, jeg tror at du har fået gæster." sagde hun sarkastisk. Christina så forvirret på os. Eric og jeg så ned, og gik forbi Lena.

Det var tydeligt at James havde været oppe og slås. Han havde fået en masse blå mærke rundt omkring på sine af arme, et blå øje (der var skjult bag bøf) og et stort et på sit ene ben. Jeg tog hånden op til min mund. Eric stirrede bare på ham med et underligt smil på læben. Mens James holde en kold bøf op til sit øje. Jeg havde aldrig set James på denne her måde før, han så frygtelig ud.

"Flyt den." sagde Eric med et drilsk smil, og pegede på bøffen. James så vredt på Eric, mens Christina sukkede opgivende, og kiggede ud af vinduet. Gad vide hvad der forgik. "Nej." sagde James "Alexander er her jo ikke så..." Han nåede ikke at afslutte sin sætning, før en stemme i døren sagde. "Jo gør det." Vi vende os alle om, mens James sukkede. Alexander stod i døren med armene overkors og det samme drilske smil på læben, som Erics. Han gik hen og stille sig ved siden af Eric, mens Christina gik hen og stille sig ved siden af mig. "Fjern bøffen! Fjern bøffen!" råbte de begge to i kor. Jeg kiggede forvirret på Christina, hun stod og rystede opgivende på hovedet. Hvorfor var det så vigtigt at se James blå øje? James tog bøffen væk, med smed den nærmest ned på en tallerken, der lå på bordet ved siden af sengen. Han så vred ud, også havde han nok det største blå øje, jeg nogensinde havde set. Jeg tog hånden op til munden. "Jamen goddag Hr. blåøje." sagde Eric og Alexander hånligt. "Hvad sker der?" spurgte jeg Christina. "Siden Eric, James og Alexander var små, har de altid haft deres særheder. Som for eksempel det de er igang med nu." forklarede hun. Jeg kiggede hen på dem. Eric og Alexander drillede stadig væk James, mens James slog efter dem, uden hel. "Sommetider når en af dem kommer til skade, gør noget pinligt, bliver forelsket i en eller får en kæreste. Så har de en hel række med øgenavne til hinanden." fortale hun videre.

* * *

"Bliver de altid sure på hinanden?" spurgte jeg nysgerrig. Vi var på vej op til Alexanders lejelighed, efter som James ikke havde noget is på sit værelse. James gik stadig væk med bøffen mod det ene øje, mens Eric og Alexander drillede ham. Man fik næsten helt ondt af James. Men på den anden side, så det også lidt sødt ud, at halvoksne engle kunne opføre sig som små drilske drenge igen.  "Som regel, ja." svarede Christina. "Hvilken en er så den værste, at blive drillet for?" spurgte jeg nysgerrig. "Puha," sagde hun "det må nok være når en af dem bliver forelsket i en eller når en af dem får sig en kæreste." Nu blev jeg nysgerrig. Gad vide hvor mange kærester de hver især havde haft. Men jeg ikke spørge Christina endnu, ikke før de var gået lidt længe væk.

Der de var kommet lidt længe væk, mens James stadig forsøgte at slå dem, og stadig uden held, spurgte jeg "Er de så blevet drillet meget med deres kærester?" "Eric er nok den er blevet drillet mest, eller er det James der er." sagde Christina. "Hvad med Alexander?" spurgte jeg. Christina så op på mig, som om hun forsøgte at se hvad jeg tænkte på. Men mit ansigt var helt neutralt udenpå, mens jeg var ved at sprænges af nysgerrighed indeni. "Alexander har aldrig haft en kæreste. Han er så kræsen med piger og engle, at man skulle tro det var løgn." sagde Christina. "Er det rigtigt?" Udenpå virkede jeg overrasket, men indeni var jeg urolig. "Jep." sagde Christina "Men jeg ved ikke om det er personligheden der er noget galt med, eller om han går meget op i hvordan hans pige skal se ud."Jeg nikkede. "Jeg får så meget ondt af ham, den dag han får en kæreste." sagde hun. "Hvorfor det?" spurgte jeg. "Han har været så irriterende da Eric og James havde kærester, prøv at forstille dig hvor meget de har planlagt til den dag." Jeg tænkte mig om et øjeblik, og kiggede derefter en sært på Christina. "Ja, nu kan jeg se hvad du mener." sagde Christina.

Christina så op på mig igen. "Hvorfor vil du enlig vide det?" spurgte hun. "Synes... bare at det lød underligt at han ikke havde haft nogen kæreste." sagde jeg bare. Christina nikkede, men jeg havde på fornemmelsen at hun nu også viste, at jeg var varm på Alexander.

"Er James og dig blevet venner igen?" spurgte jeg, for at skifte emne. "Jaja, men jeg tror nu at han mere sur på de to." sagde hun og pegede hen på Eric og Alexander, som var ved at gå lidt over stegen nu. Det var synd for James, jeg kunne ikke holde ordene tilbage mere. "Ej drengene stop nu! Det er synd for James." sagde jeg uden at tænke. Christina slog mig let på armen. "Nuhh! Elena synes at det er synd for dig." sagde Alexander. "Måske kan hun lide dig, lige så meget som du kan lide hende." sagde Eric. Christina og jeg så mærkeligt og forvirret på Eric, mens Alexander var lige på grænsen til at falde om af grin. James så ned, han var helt rød i hoved. "Undskyld, hvad?" Jeg skiftede med at se mærkeligt på Eric og James. "Det er bare forkert." sagde Christina og gik hen til James. "Kunne du ikke bare lade mig få en veninde, som du ikke skal være sammen med." Det fik Alexander til at falde ned på gulvet af grin, mens Eric stod og måtte læne sig op af muren, for ikke selv at falde. James så målløst på Christina, nærmest som om han aldrig havde forventet, at hun ikke kunne finde på at sige sådan noget. "Jeg..." Han viste ikke rigtigt hvad han skulle sige. "Oh mine ribben!" lo Alexander, mens han havde en hånd ved sine ribben. Jeg stod bare der, og viste ikke hvad jeg skulle gøre. Skulle jeg gå, skulle jeg le eller hvad skulle jeg? På en måde var det også lidt pinligt, for mig. hvis jeg nu bare havde tænkt mig om, før jeg havde sagt noget. Jeg så hen på James, og opdagede at han faktisk kiggede på mig. Han kiggede flovt ned igen. Jeg tror aldrig at jeg havde set James så flov, eller rød i hoved for den sags skyld.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...