Dark Wings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jan. 2012
  • Opdateret: 21 jun. 2014
  • Status: Igang
I en storby der delt i to, bor Elena sammen med sin far. Elena lever som en halv vampyr og halv engel, men er mere engel end vampyr. Elena ønsker inderlidt at vide mere om hendes mor, men der er det lille problem, hendes far aldrig fortæller noget om hende. Mest fordi han stadig sorger over hende død. Elena er ikke en normal engel, hun har sorte vinger, og på en eller anden måde, kan hun tale med fuglene. Med tiden undre Elena sig over, hvorfor hun ikke nå gå over på den anden side, men den dag Elena går over på den anden side, bliver hendes liv forandret for at tid.

87Likes
194Kommentarer
22171Visninger
AA

23. Forstå hinanden

Jeg fik øje på Alexander, som var på vej ind i skoven, ved siden af skolen. Han havde hvis mere travlt med at komme væk, fra skolen, ind at ligge mærke til, at jeg havde set ham. Jeg så mig omkring, der var ingen som holde øje med mig, de havde for travlt med dem selv. Jeg løb efter ham, for at se hvor han skulle hen, og hvad det enlig var han skulle. Han var overraskende hurtig, selv om han gik, så gik han hurtigere end jeg løb. "Alex!" råbte jeg efter ham, for at få ham til at stoppe. Han stoppede op, som jeg havde håbet på. Han vende sig om for at se, hvem det var der råbte efter ham. "Vent." sagde jeg da jeg var kommet tættere på. "Hvad skal jeg vente på?" spurgte han dumt. "Mig." sagde jeg, da jeg var kommet hel hen til ham. "Jeg ville bare hvor du skal hen." sagde jeg. "Ud i skoven, der er alt for varmt her ude i solen." sagde han. Jeg kunne se hvor varmt han havde det, og jeg havde det på samme måde. "Er der køligere ude i skoven?" spurgte jeg. "Det plejer der at være." sagde han. "Så går jeg med." sagde jeg. Det var ikke kun fordi der var et sted, hvor man kunne blive kølet af, men også fordi jeg ville være sammen med Alexander, og det gjorde da ikke noget hvis vores aftale begynde lidt tidligere. Han nikkede, og vi gik sammen ind i skoven.

Vi satte os nede ved floden. Vandet var stille, og køligt. Jeg tog mine sko og sokker af, så jeg kunne køle mine fødder af. Det var nok den største flod, jeg nogensinde havde set. Jeg satte mig tættere ved vandkanten, og satte mine fødder ned i vandet. Det var ikke ligefrem køligt, mere koldt. Men det var rart alligevel. Alexander satte sig ved siden af mig. Jeg lukkede øjnene, for at nyde det. "Er det rart?" spurgte han. "Meget." svarede jeg. Jeg kunne høre at han tog noget af hans tøj af. "Hvad laver du?" spurgte jeg og åbnede mine øjne for at se, hvad det var han lavede. Han havde taget hans sko, sokker og næsten sin trøje af. "Jeg hopper i vandet." sagde han. Da han havde fået sin trøje af, kom hans vinger til syne. Tøj var faktisk det eneste, der skjulte vingerne. Det var derfor jeg man kunne se mange engle, som havde klippet to små holder bagpå deres trøjer. Man kunne se han bare brystkasse, han havde en lille smule six pack. "Hva' glor du på?" spurgte han. Jeg havde ikke selv lagt mærke til, at jeg stirede på hans brystkasse. Jeg så op på hans ansigt, han så på mig med et løftet øjenbryn. Jeg kunne mærke at jeg rødmede lidt. "Dig." svarede jeg lidt flovt. Han lo bare af mig. Jeg drejede hoved væk fra ham, så han ikke så at jeg rødmede mere. Jeg smilede også lidt for mig selv, det her var nok første gang, jeg havde stiret på en person. Alexander lavede hovedsprang i vandet, prøvede han på at vise sig, fordi det der var et rigtig professionelt hovedsprang. Måske kunne han også lide mig, måske.

"Skal du ikke i?" spurgte han. Han var blevet helt våd. Jeg fik lyst til at sige ja, men jeg kunne ikke. Hvis jeg gjorde det skulle jeg tage mine kontaktlinser ud, eller også ville de falde ud, også var min tid her på skolen slut. "Jeg har ikke lige lyst." svarede jeg. Det var da bedre end at sige nej. Han trak på skuldrene, og dykkede ned under vandet igen. Jeg kunne med let hed se hans hvide vinger. Han var overraskende hurtig under vand. Det så næsten ud som om han fløj under vand. Jeg tog mine fødder op af vandet igen, da han kom tættere på. Men så ... kunne jeg lige pludselig ikke se ham mere. Han kunne da ikke bare sådan forsvinde. Jeg kiggede ud over vandet, for at se om jeg kunne få øje på ham. Pludselig kom han til synene ligeforan mig, jeg blev så forskrækket at jeg hoppede cirka en meter tilbage. Alexander kravlede bare op på kanten, og var ved at dø af grin. "Du skulle havde set dig selv." lo han. Jeg rystede bare opgivende på hoved, men jeg kunne alligevel godt se det sjove i det.

Da Alexander havde fået sit tøj på igen, frøs han. Jeg kunne se på ham, at vandet måske var lidt for koldt. "Nå nu er der ligepluslig ikke så varmt mere." drillende jeg. "Ha ha ha, hvor er du sjov." sagde han bare. Jeg lagde mig ned i græsset, og kiggede op på himlen. Der var ved at komme skyer på himlen, det kunne både være et godt eller et dårligt ting. Det gode ved det, var at så var der ikke så varmt mere, men det dårlige var at måske kom der regn. Alexander satte sig ved siden af mig. "Er du træt?" spurgte han. Jeg så op på ham, han så på mig på en helt anden måde. Med kærlige øjne. "Lidt, men det er bare varmen." sagde jeg. Jeg blev normalt ikke træt, men den dag var jeg. Han så ud på vandet, som var blevet stille igen. "Er du?" spurgte jeg. Han rystede på hoved. Han så trist ud, som om der var et eller andet der plagede ham. Jeg satte mig op. "Er der noget galt?" spurgte jeg bekymret. Han nikkede. "Det er bare ... Det er ikke så let for mig." sagde han. "Hvad er ikke så let?" spurgte jeg. Jeg sendte ham mit Jeg er her for dig blik. Og han så det. "Sommetider føles det bare ikke let. Du ved ikke hvordan det er, at være sammen med andre engle som har en mor og en far, når man ikke selv har." sagde han. Jeg ved ikke lige hvordan han fik det i tankerne, men jeg vidste jo hvordan det var. Jeg havde jo kun min far. "Jeg ved nogenlunde hvordan du har det." sagde jeg stille. Billedet om min mor kom frem i mit hoved. Hendes sidste ord, hendes ansigt, og hendes hjerte der stoppede. "Hvordan det?" spurgte han. Han lød gnaven, og han så også lidt gnavent på mig. Jeg så surt tilbage. "Fordi jeg ikke har nogen mor." forklarede jeg. Jeg så surt ud på vandet, og gjorde mit bedste for at holde tårerne tilbage. "Undskyld, det vidste jeg ikke." Jeg så alvorligt på ham, og han så trist på mig. "Det er okay. Jeg bliver bare så sur sommetider, når folk tror at jeg ..." Jeg sagde kun lige det første. "Lyver." sagde vi begge to på samme tid. "Jeg ved hvordan det er." sagde han og smilede til mig. Men jeg smilede ikke tilbage. Hans smil blegnede. "Kende du din mor?" spurgte han interesseret. "Nej, hun døde da jeg blev født." sagde jeg. Jeg så trist ud på vandet igen. Han aede mig trøstende på ryggen. "Men fortæller din far aldrig noget om hende?" spurgte han. "Nej. Han siger at det gør ondt på ham, også lader jeg ham holde det for sig selv." sagde jeg.

"Hvad med dig? Altså den gang du kom til skolen. Hvordan var det?" spurgte jeg efter noget tid. "Det var underligt." begynde han. "Der var jo slet ingen jeg kende. Jeg troede i starten at jeg skulle dø, men senere fandt jeg ud af at de bare ville hjælpe mig." sagde han. Et lille smil kom frem på hans læber. "Stort set alle fra skole ville hjælpe til. Alle lærerne brugte deres fritid på at lære mig noget. Det er derfor jeg ved lidt mere end de andre." sagde han. Den sidste sætning smilede han stort til. "Hele skolen, er som en familie for mig. En familie der altid er der for mig." sagde han. Jeg lagde mit hoved på hans ene skuldre, og han lagde sit hoved ovenpå mit. Det var ikke sådan her jeg havde troet, min eftermiddag sammen med Alexander, skulle blive. Nej, den var meget bedre. Det kunne ikke blive mere perfekt, eller jo det kunne det. "Hvad tænker du på?" spurgte han. En regndråbe ramte mig på næsen. Jeg så op på himlen, der var dækket af grå skyer. Bagefter kiggede jeg ud på vandet, og så at det var begyndt at regne. "Regn." sagde jeg. "Er det det du tænker på?" spurgte han forvirret. Han kiggede forvirret på mig. "Nej, men det er begyndt at regne." sagde jeg. Vi rejste os begge to op. "Hvis vi flyver tilbage bliver vi ikke alt for våde." sagde han og slog vingerne ud. Jeg slog også mine vinger ud, og der lød en underlig lød. Shit, min trøje. "Er der noget galt?" spurgte Alexander bekymret. "Jeg har glemt at klippe huler i min trøje, og nu er den i stykker." sagde jeg. Jeg var ved at gå i panik. Det var den eneste trøje jeg havde uden huler, den som jeg brugte når jeg skulle ind til byen, så folk ikke så mine vinger. "Det er sikkert ikke så slemt." sagde han beroligende. "Det er den jeg bruger når jeg skal ind til byen." sagde jeg. "Det slemt." sagde han så endelig.

Jeg stod der, og kunne ikke få mig selv til at gå. "Skal vi gå, før det begynder at regne mere?" spurgte Alexander. "Gå du bare, jeg kommer når det bliver mørkt så folk ikke se min ødelagte trøje, eller min bh." sagde jeg panisk. "Det er sikkert ikke så slemt, bare vend dig om, så skal jeg sige dig om det er slemt eller ej." sagde han. Jeg vende mig langsomt om. "Er det slemt?" spurgte jeg. Der gik lidt tid før han svarede "Lad mig sige det så pænt så mulig. Man kan se din bh." Den sidste sætning sagde han hurtigt. Jeg vende mig hurtigt om igen. Nu var jeg flov, så flov at jeg rødmede. "Så er det afgjort, jeg venter til det bliver mørkt." sagde jeg. Jeg så ned i jorden, så han ikke kunne se at jeg rødmede. Han sukkede opgivende. Så tog han sin trøje af og gav den til mig, og sagde "Her, du kan låne den." sagde han. Jeg så op, og tog trøjen. Jeg tog den op over hoved og fik den på. En ting var sikkert, den var alt for stor. Jeg kiggede over på ham igen, og så at han havde en anden trøje på. "Her du to trøjer på?" spurgte jeg forvirret. Han trak på skuldrene og svarede "Sommetider kan det være nyttigt." Det begyndte alt for hurtigt at regne mere, meget mere. Regnen piskende ned. "Hvem kommer først tilbage til skolen?" vædede Alexander og løb hen mod skolen. Jeg løb efter ham og nåde op på siden af ham, på ingen tid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...