Dark Wings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jan. 2012
  • Opdateret: 21 jun. 2014
  • Status: Igang
I en storby der delt i to, bor Elena sammen med sin far. Elena lever som en halv vampyr og halv engel, men er mere engel end vampyr. Elena ønsker inderlidt at vide mere om hendes mor, men der er det lille problem, hendes far aldrig fortæller noget om hende. Mest fordi han stadig sorger over hende død. Elena er ikke en normal engel, hun har sorte vinger, og på en eller anden måde, kan hun tale med fuglene. Med tiden undre Elena sig over, hvorfor hun ikke nå gå over på den anden side, men den dag Elena går over på den anden side, bliver hendes liv forandret for at tid.

87Likes
194Kommentarer
22129Visninger
AA

26. En stor misforståelse

Det var ikke første gang jeg sad foran min computer, og ventede på at min far skulle komme på. Jeg havde tænkt på at tage over til ham, men det var forsent nu. Jeg tog jo ned i kantinen i stedefor. Måske kunne jeg snige mig derover (på vampyrernes side) i morgen. Jeg slukkede for min computer, jeg gad bare ikke vente på at han kom på, når jeg kunne sidde oppe næsten hele natten, bare for at vente på at han skulle komme på Skype. Lige da min computer var helt slukket, bakkede det på døren. Jeg lukkede skærmen ned, rejste mig op af sofaen og gik hen til døren. Jeg havde ikke rigtig lyst til at tale med nogen lige nu, men jeg kunne heller ikke få mig selv til at lade som om jeg ikke var hjemme. Jeg tog forsigtigt fat i håndtaget, og åbnede døren. Alexander stod og smilede til mig, men hans smil blegende da han så hvor trist jeg så ud. Jeg havde det ikke så godt med at det var ham. "Er der noget galt?" spurgte han bekymret. "Nej." sagde jeg surt. Jeg begynde at lukke døren op i hoved af ham, men han satte en fod ved døren så jeg ikke kunne lukke den. "Elena, jeg kan se på dig at der er noget galt." sagde han. "Ja der er noget galt, men det kommer ikke dig ved." sagde jeg og forsøgte at skubbe døren i. Men han var stærkere end han så ud, næsten lige så stærk som Eric ville jeg tro. "Sig det nu, måske kan jeg hjælpe." tilbød han. "Nej." snerrede jeg. Han så surt på mig, men lige nu var jeg pisse ligeglad. "Hvorfor er du så sur?" spurgte han. "Det kommer ikke dig ved!" snerrede jeg igen. Jeg var ved at blive mere sur, end jeg allerede var. Han så lidt irriteret på. Så skubbede han døren op, mens jeg forsøgte desperat at lukke den. Men på en eller anden måde var han stærkere end mig, hvordan kunne han være det når jeg var halv vampyr? Han fik døren åbnede så meget at han til sidst kunne komme ind, hvilket han også gjorde. Han gik bare ind og jeg fik døren smækket. Nu var jeg vred. "Ud af min lejelighed!" råbte jeg i hoved af ham. Han tog en hånd foran min mund, og skubbede mig ind i stuen.

Da vi var kommet ind i stuen, bid jeg ham i hånden. "Av." lød det fra ham. Han tog hånden til sig, og jeg gik hel hen i den anden ende af stuen. Jeg stirrede vred på ham, han skulle bare ud af min lejelighed. Gad enlig vide hvorfor han var kommet? "Hvorfor bid du mig?" spurgte han. Jeg stirrede bare vred på ham. Han kiggede forvirret på mig, han forstod ikke hvad der skete. Men det skulle han snart finde ud af. Jeg drejede hoved så jeg så ud af vinduet. Han gik over og rullede gardinet for, så der ikke var andet end et hvidt gardin at se. "Så svar dog på spørgsmålet." sagde han irriteret. "Jeg tror godt at du ved hvorfor jeg er sur, hvis du tænker dig rigtig godt om." sagde jeg koldt. Han så surt på mig. "Er det mig du er sur på?" spurgte han forvirret. "Ikke kun." sagde jeg og lagde armene overkors. "Hvem mere?" spurgte han. "Dig, Eric og James." svarede jeg. "Hvad har vi gjort dig, siden du er så sur?" spurgte han forvirret. Jeg sagde ikke noget det første stykke tid, hvilket gjorde Alexander meget mere irriteret. "Jeg er altså ikke en ting, at du ved det." sagde jeg som svar på hans spørgsmål. Han kiggede forvirret på mig. "Hvem af os har sagt at du er en ting?" spurgte han forvirret. "Jeg hørte hvad i sagde i halen. I fik det til at lyde som en konkurrence, hvor jeg er præmien." sagde jeg surt. Han kiggede forvirret på mig, mens han tænkte sin om. Men så kom han ligepludselig i tanker om det. "Når det. Vi har aldrig ment det som en konkurrence. Vi havde bare den aftale i starten, så vi ikke kom til at ødelægge vores venskab. Men så troede James lige at vi var på en date, og nu er aftalen ødelagt." forklarede han. Han så trist ud da han sagde det sidste. "Du må undskylde at jeg blev sur, når der alligevel ikke var noget at være sur over." sagde jeg. "Det gør ikke noget, du vidste det jo ikke." sagde han og smilede til mig. "Så jeg kan godt se at man kan få en stor misforståelse ud af det." lo han. Hans latter fik mig til at smile.

"Hvorfor var du enlig så trist, da du åbnede døren?" spurgte han lige da han skulle til at gå. "Det er bare min far. Han lovede at ringe til mig, men han har ikke holdt sit løfte." sagde jeg og blev lidt trist. "Når det kan jeg godt forstå. Men der nå jo være en grund til det, ik?" sagde han. "Han sagde til mig, sidst vi snakkede sammen, at han havde travl lige for tiden fordi..." der er en anden vampyrklan, som vi overtage den vampyrklans (min far er med i) område. Klart Elena, det er ligepræcis det du skal fortælle ham, og nu hvor du er igang kan du så ikke også fortælle ham, at du har sorte vinger. "Han er travlt på arbejdet." løgn jeg. "Det kan jo godt være at det er sandt." sagde Alexander. Jeg nikkede. Pyha, han hoppede virkelig på den. "Vi ses." sagde han og gik. "Ses." sagde jeg. Jeg lukkede døren efter ham, og kig træt ind på soveværelset. Jeg tog kun min bukser af, jeg gad ikke til at tage nattøj på, eller mit tøj. Jeg lagde mig godt til rette i sengen, og faldt i søvn på ingen tid.

Jeg lå og var langsomt ved at vågne, selv om jeg ikke havde lyst til det. Jeg krympede mig sammen ind over dynen, og prøvede på at sove lidt mere. Men uden held, en skræppende lyd fra vinduet vågede mig mere. Jeg åbnede irriteret øjnene og kiggede hen mod vinduet, og kunne se at der var et eller andet ved mit vindue. Hvad end det var så fløj det som en fugl, eller som en engel. Der var mørkt udenfor, solen var ikke engang stået op endnu. Jeg satte mig irriteret op i sengen, og kiggede hen mod vinduet. Jeg kunne set et par hvide vinger der bevægede sig op og ned bag gardinet, det var tydeligvis en engel. Jeg rejste mig op og gik hen til vinduet, trak gardinet væk så jeg kunne se hvem det var. Alexander havde mast sit hoved helt op ad roden, jeg blev forskrækket da jeg så ham. Han fløj lidt væk fra vinduet og var ved at falde ned af grin. Han havde svært ved at holde sig oppe. Jeg åbnede for vinduet, og så irriteret og forvirret på ham. "Du skulle havde set dig selv i hoved." lo han. Jeg lagde armene over kors og sagde "Sig mig hvad er meningen med at vække mig klokken ... Hvad er klokken?" "Fem om morgen." lo han. Han lo endnu højere end før. Jeg rystede opgivende på hoved.

Efter noget tid var han endelig holdt op med at grine."Hvorfor irriterer du ikke Eric eller James, i stadenfor mig?" spurgte jeg træt. "De sover meget tungt, jeg har prøvet men James snorker, og Eric ... Ja han sover som en sten, det gør han altid." forklarede han. Han havde stadig væk et stort smil på læberne, det fik mig til at smile et lille smil til ham. "Også skulle det absolut være mig." sagde jeg. "Ja." sagde han. Hans smil blev bredere, så bredt at man kunne se han perfekte hvide tænder. "Må jeg komme ind?" spurgte han. "Ja. Men du skal regne med at jeg falde i søvn igen." sagde jeg. Han trak bare på skuldrene. Han fløj hen til vinduet og jeg flyttede mig så han kunne komme ind, han kravlede ind af det lille vindue, det var utroligt at han kunne være der. "Du ser træt ud." sagde han. "Det er jeg også." sagde jeg. Jeg kunne mærke at jeg var lige ved at falde i søvn, ståene. Han lukkede for vinduet og jeg lagde mig i min seng, trak min dyne helt op over min skuldre og lukkede til sidst mine øjne. Han satte sig ved siden af mig. Han trak dynen af mig, jeg krøb sammen for at holde varmen, men kort tid efter han havde trukket dynen af mig, lagde han et eller andet der var varmere og blødere over mig. Jeg åbnede stille mine øjne, og kunne se at det var hans ene vinge. Jeg tog forsigtigt fat i vingen, for at mærke hans fjer. De var bløde og varme. Så slog jeg han vinge ud. så jeg kunne se hvor stor den var. Der var ingen tvivl om at den var større end mine. Jeg kiggede på ham i et kort øjeblik, han så ud til at havde det fint med det. Jeg lod hans vinge krybe sig sammen igen, så den kunne varme mig. Jeg lukkede langsomt mine øjne igen. "Du har bløde vinge." sagde jeg træt. "Og du har en smuk stemme." sagde han. Kort tid efter han havde sagt det, faldt jeg i søvn.

Da klokken var cirka otte, vågnede jeg. Jeg havde Alexanders vinge over mig endnu, plus en dyne som var over vingen. Alexander lå ved siden af mig. Jeg drejede rundt så jeg bedre kunne se ham, han lå med den ene arm om mig, og sov. "Alex, er du vågen?" spurgte jeg. Jeg ville ikke vække ham, men jeg var sikker på at han godt kunne finde på at lade som om han sov. "Lidt." mumlede han. "Hvad mente du enlig med at jeg har smuk stemme?" spurgte jeg. "Jeg mener at du synger smukt." forklarede han. Han havde lukkede øjne. "Har du hørt mig synge?" spurgte jeg forvirret. Jeg satte mig lidt op. "Jeg hørte dig den dag du sagde den der ... Safe and Sound." sagde han. "Tak." sagde jeg og rødmede lidt, han havde heldigvis lukkede øjnene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...