Dark Wings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jan. 2012
  • Opdateret: 21 jun. 2014
  • Status: Igang
I en storby der delt i to, bor Elena sammen med sin far. Elena lever som en halv vampyr og halv engel, men er mere engel end vampyr. Elena ønsker inderlidt at vide mere om hendes mor, men der er det lille problem, hendes far aldrig fortæller noget om hende. Mest fordi han stadig sorger over hende død. Elena er ikke en normal engel, hun har sorte vinger, og på en eller anden måde, kan hun tale med fuglene. Med tiden undre Elena sig over, hvorfor hun ikke nå gå over på den anden side, men den dag Elena går over på den anden side, bliver hendes liv forandret for at tid.

87Likes
194Kommentarer
22160Visninger
AA

44. Datteren af verdens hurtigst flyvende engel

Jeg stod i omklædningsrummet. Jeg skulle havde idræt sammen de andre nu. Det kunne ikke være bedre. Lena sagde at ifølge mine test, var jeg ren faktisk på niveau med de andre. Der var dog lige en ting, hun ikke var så sikker på. Hun ville forslå at jeg fik privat undervisning i flyvning, men end til videre var det kun et forslag. Som jeg sagde nej til, med det samme.

I starten forstod jeg det ikke helt, jeg havde nok bare svært ved at fatte det faktum af, at jeg var dårlig til at flyve. Eller det troede jeg, end til hun sagde at jeg klarede mig faktisk meget godt. Jeg havde nogle steder som lige skulle finpudses lidt. Men hun ville lade mig tage flyve træningen med de andre, og se hvordan det ville gør, før hun ville tage sin beslutning.

Omklædningsrummet var meget rent, som var det på en klinik eller noget. Jeg stod og så underne på uniformen. Ja det rigtigt, uniformen. Jeg blev overrasket, da Lena gav mig den. Hun havde sagt at det var dog rigtig mange år siden, at man skulle gå med uniformer på skolen. Nu var det kun idræt uniformer. Jeg viste ikke rigtig hvorfor, men jeg fik nok svaret før eller siden.

Jeg tog idræts uniformen på. Stoffet var meget behageligt og så sad det helt perfekt, som var det blevet lavet special til mig. Løbe bukserne var sorte. Bag på t-shirten var der to små huler, til mine vinger. De kunne også lynes op, når de ikke skulle bruges. T-shirten og hættetrøjen havde samme mønster som en militær uniform. Men der forskel på farven, den var blå, den samme blå som himlen. 

Jeg så hen på de andre, bag på deres t-shirts og hættetrøjer stod der deres efternavn. Jeg så på min hættetrøje. Stone, ja det mit navn, jeg benægter det ikke. Men for at være mere præcis var det min fars navn, som jeg har fået. Jeg ville bare ønske der også stod mit anede, Rose. Rose har jeg fra min mor. Jeg knytter mig meget til mit navn. Elena Rose Stone, mit fulde navn.

Især fordi der er hel historie bag det. Min far ville havde opkaldt mig efter min mor, sådan så jeg ville hedde Angel Rose Stone eller Angel Rose Jonasson, hun hed Jonasson før hun blev gift med min far, men hun sagde hele tiden nej. Min mor ville heller havde noget originalt og specielt. En dag fandt hun på Elena, bare lige pludseligt ud af det blå. Mit forbogstav for Ethan og mit sidste bogstav for Angel. Jeg ved godt at Elena er et normalt navn, men alligevel er mit ikke så normalt alligevel.

 

På den ene side var jeg flov. Det var måske lidt pinligt, at skulle gennem prøver før man havde idræt. Det virkede forkert, jeg mener det var jo bare idræt. Vi stod udenfor på en lang rakke, efter vores vingers størrelse. Jeg stod imellem Ryan og en engel, som jeg fandt ud af hed Marcus

Marcus var ny ligesom mig. Han havde sort hår og lignede meget en klassisk romantiker. En buket røde roser og smoking, også var han klar. Han havde pæne grønne øje, de var nærmest helt smaragd grønne. Hans hud var lidt solbrændt, men ikke for meget. Også opførte han sig meget elegant, sandsynligvis fordi han var britisk.

Ved siden af Ryan stod Alexander. De så vredt på hinanden, hvilket gjorde mig lidt urolig. Mest fordi jeg ikke vidste, hvorfor de var vrede på hinanden. Ifølge Eric havde de været bedste venner hele deres liv, hvad der var gået galt nu ... var der ikke rigtig nogen der viste.

Jeg kiggede rundt for at se om jeg kunne få øje på nogle andre som jeg kendte. Eric stod længst væk, han stod som den aller første. Han snakkede sammen med en engel, som jeg ikke kendte.

Christina stod (bogstaveligt talt) et lorte sted. Lige i midten af snob-gruppen. På hendes venstre side stod Stasia og på hendes højre stod englen med næsepircingen, som James havde fortalt mig hed Victoria. Victoria mindede lidt om Kristen Stewart, for hun smilede nemlig ikke, men hun var stadig køn. Det irriterede mig at de stod og hakkede på Christina, og jeg, kunne ikke gøre noget ved det.

James stod to pladser væk fra Marcus. Han stod og fjollede sammen med nogle af hans venner. Jeg så hen på Ryan og Alexander igen, det ville nok være det bedste, hvis jeg ikke begyndte at snakke til dem lige nu.

"Så hvor længe skal vi stå og vente her?" spurgte jeg Marcus.

Han så overrasket på mig, som havde han ikke forventet at jeg ville snakke med ham.

Han trak på skuldrene og svarede genert "End til træneren kommer, så lidt tid endnu."

Jeg sukkede. Solen skinnede, men der var ikke varmt. Eller jo lidt, men ikke så meget. Kun lige varmt nok til at man kunne havde en t-shirt på. Et perfekt vejr at træne fitness eller dyrke sport i.

Endelig kom træneren. Træneren var høj og muskuløs. Størrelses mæssigt mindede han lidt om Eric, men ellers så han helt anderledes ud. Han havde lysebrunt hår. Han lignede meget den skrappe træner som man kun så på film. Og det var han bestemt også, måske endda værre.

"Ståå ret!" råbte han som en general.

Underligt. Det gav ikke rigtig mening at han talte militær sprog til os. Men alle gjorde som han sagde. Jeg var lidt for langsom, så han sendte mig et bestemt blik, som var et tydeligt tegn på at han allerede havde en dårlig opfattelse på mig. Han begyndte at gå rundt, som en general gjorde. Der var helt stille, ingen ture sige noget.

"Nå!" begyndte han "Skal vi se at få jer i form igen, begynd at løbe!"

Han løb foran os alle sammen, så han kunne fører an. Vi andre luntede stille bag ham. Jeg løb ved Marcus. Marcus virkede flink nok, han var en smule genert, men det er vi jo næsten alle sammen. Godt nok ville jeg helst løbe sammen med Alexander, prøve at få snakket noget mere med ham. Men det lød som om ham og Ryan snakkede, nok mere snerrede. Så jeg besluttede mig for ikke at forstyrer.

Vi løb indeni skoven. Træerne var stadig grønne, men det varede ikke længe før bladene langsomt ville blive gule, derefter røde eller brune og til sidst ville de så falde ned. Et tydeligt tegn på at det var ved at blive koldere. Snart ville sneen også falde.

Jeg elsker vinter. Det uendelige antal smukke snefnug. Is krystaller. Varmt kakao indenfor. Og naturligvis hættetrøjer. Hvis der var noget jeg elskede, så var en god stor og dejlig varm hættetrøje.

 

Efter vi havde løbet i nogle minutter, var alle med sikkerhed godt opvarmet. Eric, James og Alexander løb sammen foran, sammen med en hel masse andre engle. Det var næsten kun hurtigflyverne som løb bagved.

"Hvor længe skal vi blive ved?" spurgte jeg Marcus.

Jeg havde løbet sammen med ham under hele turen. Igen så han overrasket på mig. Som om han ikke var van til at nogen snakkede til ham. 

"Der er ikke så lang tid igen," forklarede han "Om lidt giver han os frit løb, så bestemmer man selv om man vil prøve at komme først tilbage, eller gøre det mange af os andre gør, bare løbe det samme tempo."

Han smile lidt forlegent og usikkert, som om han slet ikke måtte smile. Hans stemme var lidt dyb, og den mindede meget om en der lige var stået op.

"Løb!" råbte træneren pludseligt.

James og Alexander overhalede os hurtigt. De skulle sikkert op og løbe kapløb mod Eric. Men overraskende nok (for mig) var de ikke de eneste, der overhalede os. Det var som om stort set de fleste af drenge havde besluttet sig, for at være den hurtigste. 

"Det var nyt," sagde Marcus overrasket.

"Hvad?" spurgte jeg.

"Normalt plejer ikke alle at forsøge at blive den første," forklarede han.

Selv pigerne begyndte at løb hurtigere. Uden at se det, var Marcus allerede løbet i forvejen, han ville nok ikke være til grin ved drengene. Jeg satte mig for at sætte farten op, måske kunne jeg drille de andre en smule. Men i stedet for at sætte den lidt op, satte jeg den mere op end jeg enlig burde. Jeg måtte passe på, at jeg ikke fik for meget fart på. Det kunne ødelægge det hele.

Den fredelige opvarmning, havde så pludseligt forvandlet sig til et kapløb, hvor alle ville være først. På lidt tid fik jeg både overhalet Marcus og overraskende nok James. Han var begyndt at sætte farten lidt ned, det var nok ved at være lidt for hårdt for ham. Da jeg så ham løbe forbi Alexander havde han meget fart på, men han havde sikkert også brugt alt sin energi alt for hurtigt.

Selvom jeg løb, kunne jeg ikke lade være med, at forkoser på dem jeg løb forbi og mine omgivelser. Fugle fløj forbi. Skoven som man langsomt løb igennem. De lidt overrasket engle, som ikke havde forventet en som mig, der ville overhale dem.

Da løbeturen næsten var slut. Jeg fik øje på Alexander og ... diskuterede med Ryan. Diskussion var måske den pæne side at sige det på. Hvis ikke det var fordi Eric, satte farten lidt ned og ende med at løbe i mellem dem, havde "diskussionen" nok udviklet sig til en slåskamp eller noget. Jeg hadede når drenge blev for vrede på hinanden, den eneste måde de ville udtrykke deres vrede på, var ved at slås. Det var forkert i min verden.

Vi nåede alle tilbage til skolen i god tid. Så der blev tid til noget fitness træning. Man hvor denne her skole gik op i at alle var i topform. Det var altså en mærkelig form for idræt, jeg glædede mig mere til flyvetræningen nu.

 

Vi stod oppe på taget af skolen. Jeg kig hen til kanten for at se ned. Jeg indrømmer gerne at jeg er ikke højdeskræk, især fordi jeg jo kan flyve. Men det der... gjorde mig måske en lille smule nervøs, især fordi vi alle skulle sprænge ud over kanten. Pludselig var jeg ikke så begejstret for flyvetræningen mere.

Eric skubbede en smule til mig, mens jeg stod tæt på kanten. Jeg slog hurtigt mine vinger ud i forskrækkelse. Det ende med at Eric fik en vinge i hoved, det ikke med vilje. Det var fordi han forskrækkede mig.

"Undskyld!" sagde jeg skrækslagen.

Dog var det ikke rigtig min skyld, men det var stadig mig, der ved et uheld ramte ham hårdt i hovedet med min vinge. Han lo bare, sammen med James, Alexander og ... Christina lo også en smule.

"Op på rakke." sagde Grace.

Grace var være flyve træner. Og i følger de andre, var hun ikke lige så slem som træneren Jordan, men hun var stadigvæk gift med ham.

"Del jer op i to hold, nu!" råbte hun.

De andre engle løb hurtigt til højre eller venstre, mens jeg blev tilbage i midten og ikke vidste, hvor jeg skulle gå hen. Grace så på mig.

"Gå igang med at lave 20 armbøjninger, nu!" råbte hun.

Jeg var på vej til at gøre det sammen, end til hun kom over til mig.

"Ikke dig," sagde hun.

Jeg så op på hende. Hun så hverken glad eller vred ud.

"Rejs dig op og følg med," komenderede hun.

Vi gik et lille stykke væk fra de andre, som var i fuld gang med at lave armbøjninger.

"Du hende den nye ik'? Alina?" spurgte hun.

"Elena," rettede jeg.

Hun nikkede og så hen på døren der førte ud til trappen, som var den rolige vej ned her fra. Lena kom deroverfra, hun havde en lille bunke med papirer med sig.

"Hvad laver du her?" spurgte jeg hende, da hun var kommet helt hen til os.

"Jeg skal bedømme, hvordan du klarer dig i dag?" forklarede hun.

Hvis ikke det var fordi jeg var nervøs før, så var jeg det i hvert fald nu.

"Hvad mener du med bedømme?" spurgte jeg uroligt.

"Om skolen skal finde en anden flyve træner til dig," forklarede hun.

Hun gav sig til at snakke med Grace. Jeg lagde mærke til at hun havde et form for stopur i hendes højre hånd. 

"Hvad er det?" spurgte jeg, da de var færdig med at snakke.

"Et stopur og fart måler," svarede hun.

"Gå hen til de small vingede," kommende hun som om det var skamfuldt.

Jeg gjorde som hun sagde. Jeg stillede mig ved siden af James, i håb om han kunne nå at forklare mig, lidt om hvad der skulle til at ske. Christina stod ved siden af ham. Hun så irriteret og træt ud. Sikkert på grund af de piger. Jeg forstod stadig ikke, hvorfor de behandlede hende sådan. Jeg kendte jo godt til hendes fortid, men alligevel hvorfor behandlede pigerne hende sådan? 

Grace gik tilbage, jeg gik med hurtige skidt bag hende. 

"Rejs jer op!" sagde hun.

"Alle small vingede stille sig hen mod kanten af taget, mens I andre begynder og laver noget vinger træning." sagde hun "Og det er ikke i morgen, men nu!"

Alle rejste sig hurtigt op og stille sig på plads. Jeg fulgte med hurtigflyverne hen mod kanten af taget. De stille sig op i to rakker, hvor jeg var bagest. 

Grace gik rundt foran os, men et lille fuglebur i den ene hånd. Der sad den smukkeste lille blå fugl i buret.

"Nå lad os se, hvor sløve i er blevet i sommerferien." sagde hun

Englene kiggede rundt på hinanden, for at se hinanden an. Det var en form for konkurrence, det kunne en hver se.

"Godt så. Til alle jer som er nye og derfor ikke kender reglerne. Kan jeg fortælle jer, at det her er ganske simpelt. Jeg slipper fuglen løs, hvor det I skal gøre er at flyve efter den, fange den og komme tilbage med den her til."

Nå det lød enlig let nok, hvis man så bort fra alle de engle, som skulle forsøge at fange den ene lille fugl. Stasia rakte hånden.

"Ja Stasia." sagde Grace som om hun havde sagt det, alt for mange gange.

"Er det lige meget om fuglen er død eller levende, når man kommer tilbage med den?" spurgte hun.

"Ja, det glemte jeg faktisk at nævne, tak Stasia for sin opmærksomhed." sagde Grace.

Aflevere den tilbage ... død eller levende. Nej det måtte ikke ske. Hvis der var noget jeg ikke kunne holde ud, var det at se en fugl dø. Især ikke de små fugle. Lige meget hvad, så måtte den ikke dø. Jeg måtte bare være den første til at fange den. 

 

Vi stod klar til at løbe, da den lille blå fugl blev sluppet løs. Jeg måtte fange den først, den skulle ikke dø på grund af dem. Jeg ville ikke havde det. Jeg så hen på de andre, de var ved at gøre sig klar til at løbe, jeg gjorde det samme. Den lille fugl fløj hurtigt.

Men på den anden side var jeg også presset, jeg skulle både klare mig godt overfor Lena, for at visse hende at jeg ikke behøvede en anden træner. Også afhang en lille fugls liv af mig.

"Klar!"

Vi blev altså ikke mere klar end det her. Jeg stod bagerst og jeg skulle løbe hurtigt, bare for at få en god start, men ikke nok med det, så skulle jeg også sprænge ud over kanten af taget. Fuglen fik et godt forspring, hvilket nok også var en god idé. 

"Fly!"

Jeg fik en dårlig start. Jeg ende med at løbe bagerst. Og da de andre sprang ud over kanten, blev jeg mere urolig og presset end før. Men jeg var nød til det, dens liv afhang sandsynligvis af det. Jeg løb til og sprang som den allersidste ud over kanten.

Jeg fik vend mig om, så jeg styrtede med hovedet nedad. Jeg havde mine arme tæt ind mod krop, så blev så spids så muligt. Mine vinger lå helt tæt ind til min krop, ligesom mine arme. Jeg overhældet nogle få stykker i dykket. Og på det perfekte tidspunkt rettede jeg op, så jeg samtiddig fik godt med fart på.

Jeg baskede hurtigt og hårdt med vingerne, for at få mere fart på. Jeg fik øje på den lille fugl og det var der det skete, ud af ingenting viste jeg hvad fuglen tænkte, hvad den beslutninger var. Og det var som om, jeg automatisk brugte den samme metode som den, uden rigtig at vide det. Dog hurtigere.

Den føj ind i skoven. Og så let og elegant den fløj og undveg granene og træerne, så let og elegant gjorde jeg det samme. Jeg lagde slet ikke mærke til, hvor hurtigt jeg fløj mere, eller dem jeg fløj forbi. 

Langsomt kom jeg tættere og tættere på fuglen. Den stakkels fugl baskede så hurtigt og hårdt den kunne med vingerne. Det eneste jeg havde øjnene for var fuglen, alt andet vat bare en forhindring, som jeg ikke så.

Den fløj op ad. Da en engel skubbede til mig, Stasia for at være helt præcis. Min koncentration var blevet ødelagt. Det gik pludseligt op for mig, at vi var dem der fløj aller først.

"Fjern dig!" hvæste hun vredt.

Jeg forsøgte at ignorer hende, for at koncentrere mig om fuglen igen. Hun skubbede til mig igen med vingen, så jeg kom lidt ud af kurs. Men jeg fik hurtigt rette mig op på rette spor igen. End til jeg fik øje på to store træer, som stod så tæt på hinanden at det var næsten umuligt, at flyve lige igennem dem. Uden at tænke fik jeg vendt hele min krop og mine vinger samtiddig på siden, så jeg lige kunne være mellem de to træ. Min ene vingespids kunne næsten rører ved jorden.

Jeg kom som den første, udover fuglen, ud af skoven. Vi var foran skolen nu. Jeg kunne høre de andre i et kort øjeblik, men pludseligt var der helt stille. Jeg fik øje på fuglen igen. Den fløj over mig.

Jeg fik vendt mig igen, så jeg fløj rigtigt. Denne gang bare med næsen op mod himlen, for det var den vej fuglen fløj. Tyngdekraften gjorde det lidt hårdere, men jeg bed det i mig. Jeg ville ikke se tilbage, for at se om Stasia var lige i hælden på mig. Jeg var alt for fokuseret på fuglen.

Pludselig dykkede den, så det var lige før den havde fløjet mig ned. Men jeg nåede kun lige at undvige. Jeg stod stille i luften i et kort øjeblik. Så vente jeg næsen nedad og dykkede direkte mod fuglen.

Jeg dykkede meget hurtigt og fik hællet mig ind på fuglen, på ingen tid. Mens jeg var i dykket, fik jeg fanget fuglen, uden den kom til skede. Først der lagde jeg mærke til, hvor tæt jeg var på jordens overflade. Jeg rettede op og satte kursen hen mod skolens tag.

Jeg landede, med fuglen i hænderne og holde den frem mod Grace. Grace så helt mundlam på mig. Hun rettede sit blik ned mod fuglen. Den var levende og okay. Jeg så hen på de andre, de havde det samme ansigts udtryk som Grace havde. Jeg så hen på Lena. Hun knugede om stopuret, stirrede på det, som var det ... umuligt.

Hun mumlede stille "Det kan ikke passe..."

"Mit kontor nu, Miss Stone." sagde Grace uden at vise følelse.

 

Jeg sad på en stol foran Graces skrivebord. Det her var ikke godt, jeg kunne fornemme det. Det var så tydeligt. Jeg ville få ballade, måske ville de bortvise mig. Jeg kunne høre dem udenfor døren, de hviskede lavt. Jeg forsøgte ikke at lytte efter, jeg ville ikke vide det.

Jeg så på den lille blå fugl, for tænke på noget andet. Den sad i et lille fuglebur, på skrivebordet.

"Tak fordi du ikke slog mig ihjel." sang den glad.

"Jeg kunne ikke drømme om at slå dig ihjel." hviskede jeg.

Fuglen så forskrækket på mig, den var nok ikke van til nogen talte dens sprog. Døren gik op og jeg rejste mig op, for at vise respekt. Det kunne umuligt ende godt.

"Sæt du dig bare ned Elena." sagde Lena.

Jeg satte mig ned igen. Lena satte sig ned foran mig, på Graces stol. Mens Grace stillede sig ved siden af hende. Jeg så meget usikkert på Lena.

"Elena er du okay?" spurgte hun forvirret.

Jeg rejste mig op og udbrød "Hvis I har tænkt jer at bortvise mig, så fortæl mig i det mindste hvorfor?!"

Grace og Lena så forvirret på hinanden i et kort øjeblik, derefter så de på mig igen.

"Bortvise dig?" sagde Grace forvirret "Vi vil kun rose dig."

Jeg så forvirret på dem, men satte mig så ned igen.

"Det du gjorde derude, er ... er ikke blevet set i over 17 år." forklarede Lena.

"Hvad mener du?" spurgte jeg mere forvirret.

"Den hastighed du nåede op på, er lige nu den højeste fart vi har her på skolen." sagde Lena begejstret.

"Det er mange år siden jeg sidst har set en engel, med så meget elegance mens de fløj." sagde Grace.

Mit blik flakkede forvirret fra Lena til Grace.

"Du har et naturtalent Elena. Et som er meget træt på verdensrekorden." Lena.

Jeg kom til at smile. Mig være tæt på en rekord, det virkede helt forkert.

"Jeg skal personligt få fat på FFH." sagde Grace begejstret og gik hen mod døren.

"FFH?" gentog jeg forvirret.

"Fast Flying High. Den bedste skole for hurtig flyvende engle." svarede Lena og rejste sig op. "Sørg for at de kommer til vinter ballet."

Jeg var helt forvirret, skulle jeg nu også gå på en anden skole?

 

"Jeg svæver, jeg har aldrig set nogen flyve så hurtig, som du gjorde i dag." sagde Eric begejstret.

"Jeg mener, er du overhoved klar over hvor hurtig du fløj?!" spurgte Christina en tand forhøjt.

Både Christina, Eric, James og Alexander var ikke til at holde ud efter flyvetræningen. De overfaldt mig alle sammen med spørgsmål.

"Ja for Lena og Grace har talt med mig om det." svarede jeg.

"Hvad sagde de?" spurgte James også begejstret.

"At jeg ikke skal træne sammen med jer mere. Eller hvis det står til dem, ikke gå her mere."

Jeg lød trist da jeg sagde det, men det var jo rigtig. Efter alt det Grace og Lena havde sagt med Fast Flying High, så lød det meget til at jeg ikke skulle gå her mere.

"Time out!" sagde Alexander før de andre overhoved nåede at sige noget. "Hvad mener du med at hvis det står til dem, skal du ikke gå her mere?"

Han var nok den der så mest bekymret ud, af dem alle. Jeg kunne mærke mine kinder skiftede farve. Heldigvis kunne det passe til samtalen.

"Øhm de vil forsøge at få dem, altså rektorene her til skolen, så jeg måske kan blive optaget." forklarede jeg.

Vi stoppede op ved glasskabende med pokalerne. Der glasskabe på begge sider, alle sammen fyldt med pokaler, som skolen havde vundet flere 100 år tilbage. Christina var den eneste som så begejstret ud.

"Tillykke!" nærmest skreg hun "Fast Flying High er nok en af de bedste skoler, når det gælder hurtig flyvning, i verden."

"Men hvad nu hvis jeg ikke vil gå på en anden skole."

Ordene fløj bare ud af munden på mig. Men det var rigtig. Jeg ville ikke gå på en anden skole. Jeg var allerede ved at falde godt til her, også ... var den eneste grund til at jeg ville gå her, fordi jeg ville lære Alexander bedre at kende. Det også komme tættere på min mor, lære om engle ... okay jeg havde mange grunde til at ville være her til at starte med.

"Hvad mener du?" spurgte Christina forvirret.

"Skal til at finde nye venner, skal endnu længere væk hjemme fra og det tror jeg altså ikke, min far giver mig lov til." forklarede jeg.

Christina så trist ud. Hun så hen på de andre. Eric, James og Alexander så ... overraskende nok også en smule triste ud.

"Elena hør," sagde Eric "det her, er en kæmpe stor chance, som kun få engle får. Du skal ikke smede det væk på grund af os."

"Eric har ret. Bare fordi vi er glæde for at have dig som ven, betyder det ikke at du skal droppe det." sagde James.

"Og hvem. Måske slår du verdens rekorden i hurtigflyvning." sagde Christina.

Hun gik hen til et af glasskabende, hvor der stod en pokalsom var lavet som to englevinger af guld. Ved siden af stod der et billede af en blondine. Jeg læste navnet på englen. Angel Rose Jonasson, min... min mor. Vent hvad? Hvordan? Jeg rystede på hoved, for at få tanken ud af hovedet.

Jeg så hen på James. Han smilede et lille smil, i håb om at overbevise mig, men det var ikke særlig overbevisende. Eric så heller ikke for begejstret ud. Jeg så hen på Alexander.

"Du er hurtig til at flyve ... og god til det. De vil kunne gøre dig bedre." sagde han.

Både Eric, James og Alexander smilede alle sammen dumt, jeg kan huske de gjorde det, den første gang jeg tog afsked med dem. Christina var den eneste som rigtig smilede. Men jeg smilede ikke tilbage til dem, jeg så bare trist på dem.

Vi stod alle sådan i et stykke tid. Det begyndte at være pinligt. James så på sit ur.

"Nej se hvad klokken er blevet, jeg beklager men jeg har ... mine lektier, som jeg skal havde lavet en aftensmaden. Så... vi ses." sagde han og gik.

"Jeg kommer også lige i tanker om min biologi rapport, som jeg skal have færdig til i morgen. Nå men vi ses." sagde hun og gik den modsatte retning af James.

Gad vide om de overhoved havde tænkt over, at de ikke hen mod deres gang, eller deres værelser for den sags skyld. 

"Jeg har helt glemt de bøger som jeg skal have afleveret." sagde Alexander.

Han lød trist. Som den eneste gik han hen mod trappen, der førte hen til den gang, som han boede på.

Jeg så efter ham. Og sukkede så.

"Gad vide om I overhoved er klar over, hvad i føler for hinanden?" spurgte Eric som et spørgsmål til sig selv.

Jeg så forskrækket på ham. Jeg havde helt glemt at han også var her. Jeg rødmede. Eric lo.

"J-jeg ved altså ikke hvad du snakke om."

Jeg spillede dum, men den gik ikke hel. Hans blik viste tydeligt, at den hoppede han ikke på.

"Hvor tydeligt er det?" mumlede jeg.

"Lad mig se. Du rødmer, når han give dig en genert kompliment." sagde han med et stort smil.

"Har I overhoved talt sammen, som i talt sammen?" spurgte han.

Hans øjne strålede helt, jeg vidste ikke hvorfor. Men måske fordi han ventede på en chance på at drille Alexander, eller noget.

"Ikke rigtig, des uden er det ikke noget som jeg har lyst til at tale offentligt om."

"Det forstår jeg godt."

Eric var som en bror, han kendte mig. Han læste mig som en åbenbog, også selv om han ikke havde kendt mig så længe.

 

"Far jeg er nød til at fortælle dig noget." sagde jeg i telefonen.

Jeg havde ikke snakket med min far i lang tid. Og i dag føltes som en dag, hvor jeg virkelig havde brug for at snakke med ham.

"Hvad?" spurgte han bekymret.

"Øh ikke her." sagde jeg usikkert "Er der mulighed for at mødes ude i byen?"

Stilhed. Man skulle næsten tro at han havde lagt på, for han stoppede helt med at trække vejret. .

"Bag Caféen, og tag en rygsæk med," svarede han.

Og der blev lagt på. Mærkeligt, hvorfor skulle jeg tage en rygsæk med? Det var for sent at spørge, men jeg ville heller ikke havde kunnet nå at spørge ham, før han lagde på. Jeg tog min grå rygsæk frem, tog bøgerne ud som jeg derefter lagde på bordet.

Der var stadig noget tid til aftensmaden, så der var ikke så mange der gik rundt på gangene. Jeg tog min rygsæk på ryggen. Og gik ud af døren.

 

Jeg stod bag Caféen. Jeg kunne ikke se ham, gad vide om han kom for sent, han kom aldrig for sent. Jeg drejede rundt og pludselig var han bare bag mig.

"Du må undskylde at det tog så lang tid, men der er kommet nogen uvelkommende gæster på besøg." forklarede han.

Han svingede en taske af hans ryg og åbnede den. Der var flasker i den. Flasker med blod, mums.

"Jeg tænkte du måske ville komme til at mangle, noget ordenligt blod." sagde han.

Jeg tog en flaske, åbnede den og skulle lige til at drikke af den.

"Nej." afbrød han "Gem dem til lejerturen, så du slipper for at gå på jaget om natten."

Utilfreds skruede jeg låget på igen. Han hjælp mig med at fylde rygsækken op med flaskerne. Der var omkring tolv flasker med blod.

"Sørg for at blande det op med blåbærsaft for at dække lugten af blodet." sagde han.

Jeg så forvirret på ham. Men nikkede så. Jeg forstod ikke rigtig, hvorfor jeg skulle gøre det. Men valgte ikke at stille nogen spørgsmål. Min far viste hvad han gjorde, ligemeget hvor underligt det kunne være. F.eks. det med at smøre solcreme på sin hud, så den ikke skinnede.

 

"Nå hvad var det så du ville fortælle mig?" spurgte han begejstret.

"Nogle af lærerne mener at jeg skal gå på en skole, kaldet Fast Flying High." fortalte jeg. "Men jeg ønsker ikke at gå på en anden skole, jeg er allerede ved at falde til her. Også er jeg ikke så langt hjemmefra."

Min far løftede det ene øjenbryn og lagde armene overkors.

"Hvem er fyren?" spurgte han pludseligt med et skævt smil på læberne.

"Hvad hold nu op far, der er ikke nogen." løj jeg og forsøgte at lyde irriteret.

Han sendte mig et bestemt blik, som tydeligt viste at jeg ikke kunne lyve overfor ham. Jeg hadede når kan gjorde det, for så var jeg altid tvunget til at sige sandheden.

"Han hedder Alexander."

Jeg sagde det hurtigt. Han smilede stort. Jeg så ned, jeg mærkede at jeg stille rødmede.

"Oh ham er jeg nød til at møde, siden han får dig til at rødme." sagde han drillede.

"Det er ikke sjovt." sagde jeg "Far han er en engel."

"Og." sagde han "Det var din mor også, men det holdt ingen af os tilbage."

"Men hvad nu hvis han finder ud af, hvad jeg er?"

"Det gør han ikke. Du klare dig for godt til ikke at afsløre det, plus finder han ud af det, ringer du til mig." sagde han beroligende.

Jeg nikkede. Han omfavnede mig. Uff han var kold. Jeg indrømmer at jeg var van til hans kulde, før. Men ikke nu. Nu var jeg jo blevet van til varme engle, og ikke iskolde vampyrer.

"Far." sagde jeg stille "Vidste du godt mor var verdens hurtigst flyvende engel?"

Han var stille lidt, men ikke så længe som jeg havde regnet med.

"Jo. Det har jeg vist bare aldrig, rigtig fået tid til at fortælle dig." undskyldte han.

Han slap mig. Jeg så op på ham. Han så ud som han var ked af, aldrig at havde fortalt mig så meget om min mor.

"Det gør ikke noget, jeg ved det nu." sagde jeg som trøst.

Jeg kunne ikke lide, når min far blev ked af det. Han blev altid så sårbar, og når han blev sårbar, blev han meget let vred. Ingen ønsker at se min far vred. Jeg har dog kun set det en gang, godt nok ikke på mig. Men alligevel, så håber jeg, at jeg aldrig vil se ham sådan igen.

"Ser hellere at komme tilbage, før nogen lægger mærke til at du har været væk." sagde han "Og hvis nogen spørger, så er det menneske bibliotek bøger du har i tasken."

 

Jeg smed tasken på mit værelse og løb ned ad gangen. Biblioteket lukkede lige om lidt og jeg manglede nogle bøger, til historie og biologi. Vi skulle have om vampyrer i ugen efter lejerturen og jeg ville gerne være nogenlunde forberedt inden.

Jeg løb rundt om hjørnet og stoppede op med det samme, skilte var allerede hængt op. "Lukket for i dag" stod der. Jeg sukkede opgivende. Jeg tror slet ikke biblioteket kunne lide mig, for hver eneste gang jeg skulle derind, var der lukket.

Jeg sukkede opgivende, men så gik døren op. Jeg så skolen bibliotekar komme ud, en pæn ung kvinde med et par rigtig bibliotek briller. Efter hende kom ... Alexander? Hvad i alverden lavede han der? Jeg gik hen imod dem.

"Så ses vi efter lejerturen Alex." sagde hun låste døren og gik.

Alexander nikkede bare og satte sig ned ved døren, da Bibliotekaren havde vent sig om. Han så smadret ud.

"Er du træt?" spurgte jeg stille.

Han så op på mig og nikkede så. 

"Hvad lavede du enlig derinde?" spurgte jeg nysgerrig.

"Arbejdede." svarede han mens han kom på benene.

Jeg så forvirret på ham, arbejdede? Hvorfor arbejde han på skolen?

"Altså du har jo en far, som betaler for at du kan gå her. Ligesom alle andre har deres forældre til det." fortalte han "Jeg ved ikke engang hvem mine forældre er. Plus så er jeg selv nød til at betale for at gå her."

"Kan skolen ikke betale for det?" spurgte jeg.

"Det gjorde de ved mit første år. Men jeg måtte selv betale, hvis jeg ønskede at gå her mere." forklarede ham.

Jeg fik ondt af ham.

"Så du tjener penge, til at gå her ved at arbejde på biblioteket."

"Ikke kun." sagde han "Jeg arbejde også nogle gange i køkkenet. Jeg gør rent nogle steder på skolen. Slår græs. Vander planter. Klipper rosen buskende. Og fejer taget."

"Alt det på en uge?" spurgte jeg.

"For det meste, men ikke altid. Det er meget forskelligt. Men jeg mest på biblioteket eller i køkkenet." forklarede han.

 

Vi begyndte at går ned ad gangen, på vej hen til aftensmad.

"Hvad med dig, har du fundet ud af det med FFH?" spurgte han træt.

Hans stemme lød sexet, når han var træt.

"Rektorene kommer først til vinter, men tror jeg ville takke pænt nej tak." svarede jeg.

"Er du nu sikker? Det er en kæmpe chance du smider væk."

"Jeg vil ikke til at flytte skole nu. Jeg er allerede ved at falde til her. Jeg har det godt her. Jeg kan lide at være her." sagde jeg en smule ophidset.

Han nikkede forstående. Jeg lagde mine arme overkors. Jeg havde det ikke godt lige nu. Vi måtte tale sammen, snart.

"Jeg forstår godt, hvad du mener. Det er aldrig let. Men du har helt til vinter, til at tænke over det. Så du behøver ikke at tage beslutningen nu og her." sagde han som trust.

Jeg så op på ham og smilede til ham. Jeg havde ikke rigtig tænkt over, hvor længe jeg havde at tænke over. Selvom jeg dog havde taget min beslutning. Jeg ville blive her. Bliver her ... hos Alexander.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...