Dark Wings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jan. 2012
  • Opdateret: 21 jun. 2014
  • Status: Igang
I en storby der delt i to, bor Elena sammen med sin far. Elena lever som en halv vampyr og halv engel, men er mere engel end vampyr. Elena ønsker inderlidt at vide mere om hendes mor, men der er det lille problem, hendes far aldrig fortæller noget om hende. Mest fordi han stadig sorger over hende død. Elena er ikke en normal engel, hun har sorte vinger, og på en eller anden måde, kan hun tale med fuglene. Med tiden undre Elena sig over, hvorfor hun ikke nå gå over på den anden side, men den dag Elena går over på den anden side, bliver hendes liv forandret for at tid.

87Likes
194Kommentarer
22159Visninger
AA

20. Dårlig invitation

Jeg havde lånt et par bøger inde fra, det meget store skolebibliotek. Jeg havde lånt en bog, om skolens historie, om vampyrer, og til sidst en om engle. Jeg tog de tre bøger, med udenfor på den lille altan, som var ved vær lejelighed på skolen. Der kunne jeg nyde solens varme lys, og læse på samme tid. Jeg kunne også se at der var nogen, som hoppede ud fra deres altan, for at kommer på vingerne. Det så både sjovt og udfordrende ud. Sandsynligvis noget jeg ville prøve, en dag. Jeg havde taget en lille stol her ud, så jeg kunne slappe af. Bøgerne havde jeg lagt på et lille bord, ved siden af stolen. Jeg tog en af bøgerne, jeg var ligeglad med hvad jeg læste om, bare jeg blev færdig med at læse, inden sommerferien var slut. Den bog som jeg havde trukket, var om englenes historie. Jeg åbnede bogen, på den første side. Kapitlet hed, Englens fjender.

Det hele begynde med, at en vampyrklan trankte ind på englenes område. I staten vidste englene ikke, hvad de var for nogle væsener, og lod dem bare være på deres område. Men der var en engel, som hed Zoey, stodlede ikke på vampyrer. Hun mente, at de var farlige og at de skulle få dem ud af byen, før det hele var for sendt. Men de andre engle var ligeglad, de blev ved med at forklare hende, at vampyrerne ikke var andet end gæster, og gæster måtte jo blive så længe de ville. Men Zoey gav ikke så let op, hun ville bevise at de var farlige. I mange uger holde hun øje med det lille område, som vampyrerne var ved. Hun holde øje med dem dag og nat, og fandt ud af at de, sov ikke, de spiste ikke, de skulle heller ikke på "det lille hus" eller noget andet, faktisk var der bare som statuer. Zoey ville fortælle det til de andre, men der var lige det problem, at når vampyrerne ikke spiste, så måtte de jo havde noget bestem at drikke. En af dem havde fået færten af Zoey, og besluttede at få noget at drikke.

De andre engle, kunne ikke forstå hvor Zoey blev af, så de sendte nogle engle ind efter hende. Der var fem engle, som blev sendt der ind, og der var kun en engel, som kom såret tilbage. Englen fortalte dem hvad der var sket, med de andre og med Zoey. Det skræmte de andre engle, nu vidste de at Zoey havde ret. Englen havde også fundet Zoey notater, hvor der stod alt hvad vampyrerne gjorde, og ikke gjorde.

Lang tid efter besluttede englene, at de skulle af med vampyrerne. Og derfor i den aller første krig mod dem. Desværre vandt vampyrerne, det første slag. Og englene havde kun et valg, og det var at flygte til et andet sted...

Mere nåde jeg ikke at læse, da der var en som holde mig for øjne. Jeg blev lidt forskrækket, for personens hænder kom så hurtigt, at jeg ikke bemærkede det, før de var foran mine øjne. Jeg kunne lugte at det var Alexander. Jeg kunne høre, at han baskede med hans vinger. "Alexander." sagde jeg. "Pis!" sagde han, og tog hænderne væk, så jeg kunne se noget. Jeg vende mig om i stolen, så jeg kunne se ham. "Jeg troede virkelig, at du ikke ville gætte det." sagde han. "Gætte at det var dig, er ikke så svært. Men jeg blev lidt forskrækket." sagde jeg. "Fedt, jeg kan forskrække dig, men jeg kan ikke snyde dig." sagde han. Han satte sig på hennet, som var rundt om altanen. "Eric og James har fortalt mig, at du ved jeg er forældreløs." sagde han. Jeg nikkede usikkert. "Hvad fortalte de dig?" spurgte han, kun en lille smule irriteret. "At nogle engle fandt dig ude i sneen. At du ikke kan huske hvor du kommer fra." sagde jeg. Han nikkede.

Vi sad stille uden at sige noget, i lang tid. Solen var langsomt begyndt at gå ned. Himlen blev langsom mørk, og skyerne blev røde og lyserød. Tempaturen var ikke så varm, som den havde været, men der var stadig væk varmt. "Vil du fortæller mig om det?" spurgte jeg. "Om hvad?" spurgte han. "Om hvad du kan huske." forklarede jeg. Han tænkte sig om i et kort øjeblik. "Jeg kan ikke huske så meget, men lidt kan jeg." sagde han. "Jeg vågnede op på skolens hospital. Jeg vidste ikke hvor jeg var, eller hvem jeg var. Jeg kunne ikke huske noget som helst. Det var først efter et par måneder, jeg begynde at huske ting. Jeg kunne huske mit navn, min fødselsdag, og ikke ret meget om mig selv. Jeg kunne ikke huske noget om min familie, mine gamle venner eller alt muligt andet. Kun hvem jeg var." sagde han. Hans ansigt blev langsomt trist. "I staten vidste skolen ikke, hvad skulle gøre af mig. Og til sidst besluttede de sig for, at beholde mig." Et lille smil, kom frem på hans læber. "Lærerne og skolens elever tog sig godt af mig. Alle ville gerne hjælpe, mest fordi de havde ondt af mig, på grund af det der var sket. Lærerne lærte mig om alt det de vidste. Og jeg har næsten været her i fem år." sagde han. Stilhed. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. "Så, i alle de her år, har du været her på skolen." sagde jeg. Han nikkede. "De fleste nye elever her, er ligeglade nu. Jeg snakkede stadig med de gamle elever, mest fordi de er som en familie for mig nu." sagde han. Jeg nikkede, jeg vidste godt hvordan han havde det. Alle vampyrerne over på den anden side, var også som en familie for mig. De havde været med til at passe på mig, siden jeg blev født.

"Jeg kan se, at du har kastet dig over bøgerne." sagde Alexander, og tog bogen om vampyrer op. "Det er da bedre at jeg læser dem nu, i steden for at læse dem i slutningen af sommerferien." sagde jeg. Han trak på skuldrene. "Ja ja." sagde han. Jeg kiggede ned på søen, der var mange engle der nede. Nogen af dem svømmede rundt, mens andre sad ved vandkanten. Jeg satte mig op på hennet, ved siden af Alexander, så jeg bedre kunne se rundt. "Kommer du til Mick fest?" spurgte han. "Jeg er ikke engang inviteret, så nej." sagde jeg. "Det er også først idag han er begyndt, at inviterer folk. Så det kan da godt være." sagde han. "Er du?" spurgte jeg. Han nikkede. "Jeg håber at jeg ikke bliver." sagde jeg. "Hvorfor ikke?" spurgte han forvirret. Jeg tænkte på de mange fester, Felix havde inviteret mig til. Og det var ikke fest, hvis i spurgte mig. "Fordi, jeg har været til så mange fester, men det eneste man laver, er at drikke sig fulde, at danse, og sad også og snaver hinanden i gulvet. Det synes jeg ikke er sjovt." sagde jeg. "Nej detvil jeg godt indrømme, men der også det sjove når folk bliver fulde." sagde han, og smilede lidt ondskabsfuldt. "Hvad?" spurgte jeg. "Det får du at se, hvis du kommer." sagde han. Jeg ville ikke indrømme det over for ham, men det var faktisk en god måde at gøre mig nysgerrige på, plus han havde allerede overtalt mig. "Det var en god måde at gøre mig nysgerrig på." sagde jeg. "Vil det sige at du kommer?" spurgte han. "Kun hvis jeg bliver inviteret." sagde jeg. "Nej se, der kommer invitationen." sagde han, og pegede på Mick som snakkede med nogle andre engle. "Hey Elena, kom til min fest på fredag!" råbte han, og fløj ned til søen. "Ja jeg må indrømme at det ikke er den bedste invitation." sagde Alexander. "Enig." sagde jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...