Mistleoe 2; Forever yours - JDB

Crystal Brighton har startet sin egen karriere. Hun har indspillet et coveralbum, som udkom den dag hun fødte sin lille pige, Alice Kate Brighton. Hun skal til at starte på hendes første tourné rundt i Europa. Hun glæder sig, men hvor nemt bliver det med en lille baby? Og møder hun Justin igen?

100Likes
264Kommentarer
11031Visninger
AA

4. Kapitel 2.

Jeg lagde hurtigt – men forsigtigt – Alice ned i barnevognen, og vendte mig om, og så en skikkelse. En skikkelse, som jeg straks genkendte. Justin.

”Hvad laver du her?” spurgte jeg koldt, og slog blikket ned i jorden. Jeg måtte under ingen omstændigheder kigge ind i hans øjne. Det ville være, som at kigge ind i Medusas øjne. Jeg ville blive forvandlet til sten, og ville ikke kunne røre mig. Fastlåst.

Han trak på skuldrene, og ignorede mig på en måde. Han gik hen til mig, og kiggede over min skulder. Hans øjne lyste op.

”Er det?” Han nikkede mod Alice, og kiggede på mig med store øjne. Jeg nikkede, og sank en klump. Det var hans datter. Min datter. Vores datter. Han havde aldrig set hende. I hvert fald ikke i virkeligheden. Måske på billederne der lå på nettet. Men nu var hun også kun to måneder.

Han nikkede, og trådte lidt tilbage. Jeg vendte ryggen til ham, og begyndte at gå mod elevatoren. Jeg skulle væk fra ham. Jeg kunne ikke holde det ud. Jeg elskede ham stadig. Jeg savnede ham. Jeg længtes efter ham. Men jeg kunne ikke. Det var mig, som havde valgt at forlade ham. Han havde ikke gjort noget for at opsøge mig. Vi var bare ikke ’meant to be’

. Sukkende trykkede jeg på knappen til elevatoren, og kiggede utålmodigt rundt. Elevatoren ankom lidt efter, dørene åbnede, og jeg trådte ind. Jeg kastede et blik mod lobbyen, hvor Justin stod. Han kiggede efter mig med store dådyrøjne. Jeg klemte hårdt øjnene sammen, og bed mig i læben.

Lige inden dørene lukkede i, hørte jeg Justins stemme. Den rungede så højt, at jeg var sikker på, at den ville vække hele hotellet. Jeg hørte den højt og tydeligt, selvom det kun var en hvisken.

”Jeg savner dig.”

Efter at være kommet op på mit værelse, stillet barnevognen på plads, sørget for at Alice sov, lagde jeg mig til at sove. Men før jeg sov, var der tre ord med en bestemt stemme, som kørte rundt inde i hovedet.

De tre ord, som skar i hjertet på mig. Jeg savnede også ham, men jeg måtte være stærk. Han ville ikke være far endnu, og han skulle ikke tvinges til det. Det ville ikke være godt for Alice, og jeg måtte tænke på hende. Det var for hendes bedste!

***

”Kom nu Alice. Stop med at græde,” jeg sad, og trøstede hende. Vi sad i bussen på vej mod næste destination. Køretuen ville ikke vare mere end en halv time, stadionet lå ret tæt på.

Jeg vuggede Alice i mine arme, og ti minutter efter stilnede hendes gråd af. Jeg sukkede lettet, og lagde hende ned i vuggen. Jeg lænede mig tilbage, og lukkede øjnene i et par sekunder – troede jeg. Da jeg åbnede øjnene igen, var vi ankommet til stadionet, og der blev revet i mig. Vi havde lidt travlt.

Jeg kyssede hurtigt Alice på panden, og løb efter min manager ind på stadionet. Jeg stoppede på vejen for at give et par fans en autograf. Der var fire timer til koncerten startede, så vi havde ret travlt!

De fire timer + den halvanden time koncerten varede var hurtigt gået, og jeg sad endnu engang i bussen på vej mod hotellet. Totalt udmattet. Min mor var allerede på hotellet, og ventede på mig.

Da jeg steg ud af bussen, havde jeg for meget energi. Jeg var overtræt. Jeg havde brug for at røre mig. Bevæge mig. Løbe. Råbe. Bare lave noget.

”Jeg går mig lige en tur,” jeg kiggede bedende på mig manager, Louise. Hun rullede med øjnene, men nikkede alligevel, som et tegn på, at jeg gerne måtte. Louise var som en mor for mig, når min mor ikke var der..

Vi var stadig i London, så jeg satte retningen mod en park. En park, hvor jeg hørte guitarspil, og sang fra. Det lød egentlig ret godt. Faktisk helt fantastisk. Jo tættere jeg kom på parken, jo tydeligere blev stemmen. Og jeg kendte stemmen.

Hurtigt vendte jeg rundt igen, og gik den anden vej. Jeg skulle ikke støde på ham. Det skulle jeg bare ikke.

I min hurtige vending blev jeg uopmærksom, og snublede over en rod, der stak op ad jorden. Jeg udstødte et lille skrig, og min krop landede på jorden med et stort bomb. Det slog alt luften ud af mig, og jeg prøvede på at få vejret.

Da min vejrtrækning var under kontrol igen, skød smerten fra foden frem. Foden som stadig sad fanget i roden. Gard, det gjorde ondt. Jeg bed mig i læben for ikke at skrige. Han måtte bare ikke opdage mig.

Mens jeg bare lå på jorden, og prøvede at bide smerten i mig, mens jeg forsigtigt vrikkede foden fri, hørte jeg pludselig skridt. Endnu engang bed jeg mig i læben, og klemte forsigtigt en tåre ud. Det gjorde så fandens ondt.

”Crystal?”

PIS, var den første tanke, som skød i gennem mig. Han havde hørt mig, opdaget mig..

Jeg nikkede uden at tænke over det. Det var bare noget jeg gjorde, hver gang nogen sagde mig navn.

”Er du okay?” Hans stemme kom lige pludselig fra et sted lige foran mig. Jeg slog mit blik væk fra jorden, og mødte hans øjne, som var lige foran mine. Han havde lagt sig ned foran mig, og kiggede på mig.

Hans forbandede, dejlige, brune øjne..

”Måske,” fik jeg fremstammet, og måtte igen bide mig i læben. Smerten fra min fod var nærmest uudholdelig.

”Er det din fod?”

Jeg kiggede op på ham. Jeg kunne se hans ånde, så koldt som det var. Egentlig havde jeg ikke lagt mærke til det før, men det var skide koldt. Godt nok var det også anden december, men der var ingen sne her.

”Ja, d-den sidder f-fast.. D-den v-venstre” min stemme rystede, og jeg var på grådens rand. Det gjorde så ondt. Aldrig, havde jeg oplevet sådan en smerte. Eller jo. Men ikke på samme måde. Der ville jo komme noget godt ud af fødslen, men ikke af det her.

Justin rejste sig, og forsvandt om et sted bag mig. Der var stille et øjeblik, hvorefter jeg kunne høre han satte sig ned, fordi hans knæ sagde knæk.

”Det kommer måske til at gøre lidt ondt det her. Men jeg gør det hurtigt, det lover jeg.” Jeg nåede ikke at protestere før en endnu større smerte skød igennem mig.  Min fod var fri, og jeg åndede lettet op. Smerten var ikke forsvundet, men den var fri! Jeg rullede træt om på ryggen. Det var trættende at have ondt. Trættende at fryse.

”Tak,” mumlede jeg, og satte mig op. Smerten i min fod dunkede, men jeg ville ikke vise det for Justin. Han ville sikkert bare insistere at køre mig på skadestuen, og alt muligt. Men det var bare slaget.

Jeg rejste mig op, og forsøgte at støtte på den. Jeg kunne tydeligt se Justins mistroiske ansigt ud af øjenkrogen, hvilket irriterede mig grænseløst. Han troede ikke på, at jeg kunne gå på den. Jeg skulle vise ham. Men da jeg trådte ned på den, knækkede mit ben sammen under mig. Jeg kunne ikke holde til smerten. På ingen tid var Justin henne ved mig, og holdte mig oppe.

”Nu skal jeg hjælpe dig,” han lød hjælpsom. Han lød, som om han rigtig gerne ville hjælpe, men jeg skubbede ham væk.

”Jeg kan godt selv,” sagde jeg stædigt, og stod lidt på et ben. Forsigtigt satte jeg foden ned, og lagde lidt vægt på den. Det gik da fint. Jeg kiggede tilbage mod Justin, og sendte ham et se-jeg-kunne-godt-blik. Han rullede bare med øjnene, og lagde armene over kors.

Jeg koncentrerede mig igen om min fod, og prøvede at sætte den anden foran. Jeg knækkede sammen, og Justin var igen ved mig. Jeg udstødte et irriteret støn, og lod mig falde ned i hans arme.

”Okay, jeg kunne ikke..” mumlede jeg lavt, og irriteret. Hvorfor kunne jeg ikke?! Justin udstødte et kort grin, og nussede mig lidt i håret. Et sekund føltes det, som i gamle dage. En rar følelse.

Justin havde sat mig ned på jorden, og sad overfor mig. Vi sad i stilhed, og kiggede på hinanden. Ingen af os sagde noget. Jeg kiggede på mod himlen, og så noget vidunderligt. En masse små snefnug på ved mod jorden. SNE! Mit ansigt lyste op i et stort smil, og smerten forsvandt kort fra foden. Jeg elskede sne! Jeg kiggede over på Justin, som også kiggede op.

”Vidste du godt, at i går var det to år siden vi mødte hinanden for første gang?” sagde Justin efter et par minutter. Jeg rystede på hovedet, men vidste det jo egentlig godt. Han så lidt såret ud.

”Justin, jeg bliver nødt til at tage hjem,” jeg rejste mig, og prøvede at gå på min fod, men jeg kunne ikke bare ikke. Det gjorde for ondt.

”Jeg hjælper dig,” han var hurtigt ved min side, og lagde en arm omkring mig. Jeg ville gerne protestere, men jeg vidste også godt, at jeg aldrig ville komme hjem uden hans hjælp.

Selvom jeg ikke var meget for at indrømme det; så var det dejligt at føle hans berøring igen..

___________________________________________________________________

Jeg undskylder for den lange ventetid. Men jeg har været på skiferie med min efterskole (jeg kom hjem sidste fredag), og har været smadret lige siden - så jeg har ikke fået taget mig sammen til at skrive. Men her er et kapitel, og jeg regner med, at der ikke går lang tid, inden I får det næste! Tak fordi I læser den, og er tålmodige :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...