Camui Love

Det, som bare skulle være en simpel studietur, ender med at være et mareridt og en drøm for Rin, da hun bliver efterladt i Japan. Alle hendes ting er blevet stjålet, og hun skal nu finde vej til Den Danske Ambassade. Der sker dog ting på vejen, som forhindrer hende i at fortsætte.
Hun møder Ener, den mest kendte chihuahua i Japan. Den tilhører nemlig Camui Gackt, den berømte Rockstjerne.

142Likes
536Kommentarer
20238Visninger
AA

30. Sayonara

Jeg trådte ind i Tokyos lufthavn, med mændene ved min side. Jeg havde ikke engang fået lov til, at skifte tøj, så jeg havde stadig den lyserøde kimono på, fra skuespillet, med kirsebærblomster og opsat hår, med spisepinde af guld.

”Denne vej, prinsesse,” sagde en af mændene ironisk og hentydede til min påklædning. Jeg havde virkelig meget lyst til, at slå ham, men gjorde det ikke. Jeg fulgte blot med, forbi metaldetektorerne, nu var der ingen vej tilbage. Jeg ville aldrig kunne se Gackt igen. Jeg fældede en enkelt tåre.

”Nu er du snart hjemme ved din familie igen, frøken. De venter sikkert utålmodige på dig,” sagde en anden af mændene i jakkesæt. Jeg svarede ikke, men knyttede blot min næver stramt.

”Rin!” blev der råbt bag mig. Stemmen fik det til at kilde i min krop, som besat. Som om, hundrede sommerfugle var i min mave. Jeg vendte mig straks om, og så over på dem. Hele Gackts band var her, sammen med Gackt! Heldigvis havde Gackt dog fået klædt om, og havde nu sit mere normale tøj på, og nogle solbriller. De kunne ikke komme gennem metaldetektoren uden flybilletter. Så var det, at Gackt tog plan B. Han sprang over hegnet, og løb mod mig, med vagter lige i hælene. Resten af hans band, fulgte efter, men for at stoppe Gackt. Jeg rev mig fri fra mændene i jakkesæt, og løb mod Gackt. Mændene løb straks efter mig, og halede ind på mig, ligeså hurtigt, som vagterne halede ind på Gackt.

”Gacchan!” råbte jeg, da vagterne tog fat i ham, og mændene tog fat i mig. Jeg stod ikke mange meter fra Gackt, da vi rakte ud efter hinanden. Vores hænder kunne ikke mødes. Kun ganske få centimeter fra hinanden. Vagterne trak i Gackt, og mændene trak i mig. Jeg så bare ind i min udkårnes smukke, blå øjne, idet jeg fældede en enkelt tåre.

”Der er noget jeg skal fortælle dig, Rin! Før du forsvinder ud af mit liv!” råbte han nærmest, da larmen i lufthavnen næsten overdøvede hans stemme. Hans bandmedlemmer stoppede bare brat op, og så på os.

”Jeg har aldrig elsket en person, ligeså højt, som jeg elsker dig!” sagde han med tårer i øjnene.

”Jeg vil aldrig glemme dig, Gacchan!” udbrød jeg, da mændene trak mig med.

”Jeg skal nok finde dig en dag! Om det så tager mig hele min levetid!” sagde han, da vagterne skubbede ham ned at ligge på gulvet, for at holde hans arme.

”Det ved jeg, du vil! Jeg venter på dig!” råbte jeg tilbage til ham, da han forsvandt ud af synsvinkel. Forsvandt ud af mit liv, men bestod i mit hjerte.

”Sayonara, Rin-chan,” hviskede Gackt stille.

Jeg kunne ikke få Gackt ud af hovedet igen. Hele tiden, da jeg sad i flyet, tænkte jeg på ham, konstant. Tårerne kunne ikke stoppe.

”Er du også på vej til Danmark, unge dame?” sagde en damestemme, fra en ældre kone, som sad ved siden af mig og strikkede. Jeg så på hende og tørrede straks mine kinder.

”Ja, efter de tre bedste måneder i mit liv,” sagde jeg og smilede forsigtigt. Damen smilede.

”Du er hende pigen fra fjernsynet, er du ikke? Hende der var blevet væk i Japan? Var du kidnappet?” spurgte hun nysgerrigt. Jeg rystede straks på hovedet.

”Jeg var overhovedet ikke kidnappet, jeg boede hos den rareste person, jeg nogen sinde har mødt og kendt,” sagde jeg, men det endte med, at blive en lille hvisken, idet jeg så væk. Damen smilede til mig.

”Du skal nok møde ham igen en dag, bare rolig. Skæbnen er altid med dig, aldrig imod dig,” sagde damen og fokuserede på sit strikketøj igen. Jeg så kort på hende, uforstående, men smilede så helt svagt, og så ud af vinduet.

”Jeg tvivler,” mumlede jeg til mig selv. Jeg ville dog ønske, at jeg kunne være blevet hos ham, for evigt. Jeg lukkede mine øjne blidt i, og sukkede forelsket, med et bristet hjerte.

”Sayonara, Gacchan,” hviskede jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...