Camui Love

Det, som bare skulle være en simpel studietur, ender med at være et mareridt og en drøm for Rin, da hun bliver efterladt i Japan. Alle hendes ting er blevet stjålet, og hun skal nu finde vej til Den Danske Ambassade. Der sker dog ting på vejen, som forhindrer hende i at fortsætte.
Hun møder Ener, den mest kendte chihuahua i Japan. Den tilhører nemlig Camui Gackt, den berømte Rockstjerne.

142Likes
536Kommentarer
20246Visninger
AA

2. Birdcage

Der stod jeg, midt i en lufthavn i Tokyo i Japan, det smukkeste land, jeg havde set. Jeg var ved Gate 11, hvor jeg skulle flyve tilbage til Danmark, sammen med min skole, som jeg var på studietur med. Jeg var seksten år og gik på efterskole ude midt på landet, væk fra alting, selv mobilsignalet var væk, når jeg var på skolen.

Skridtene omkring mig, gav et lille, svagt ekko i mit hoved af stilhed. Det var forkert. Jeg kendte ingen af dem omkring mig. Hvorfor ikke? Var det mon fordi, at min skole, var taget af sted til Danmark, uden mig? Der hvor min skuldertaske have stået, var helt tomt. En af mine veninder lovede mig, at hun ville passe på den, indtil jeg kom tilbage fra toilettet. Det var typisk Kristine, også kaldt Stisti. Halv grønlænder, halv dansker. Hun havde flot, mørkt hår, mørke øjne og var en lille smule mørk i huden, som en asiater.

Bikki var en af mine andre veninder, også halv grønlænder, bare ikke mørk i huden, hendes hud var næsten hvid som sne. Hun havde brunt hår, brune øjne og fregner. Hun var altid så sød, i forhold til Stisti, som var lidt retarderet.

Maya var den sidste af mine nærmeste veninder, dansker. Mørkt hår, brune øjne, hun havde også fregner. Selv, havde jeg brunlige øjne, med en lille, grønt skær. Mit hår var brunt med et bronzeskær. Nu stod jeg så her, midt i en lufthavn. Alene. Jeg kløede mig i nakken, ganske kort.

”Så længe har jeg ikke været på toilet, har jeg?” sagde jeg helt lavt for mig selv. Jeg så op på et stort, rundt ur, som hang højt over mit hoved. Flyet var lettet, for sådan cirka et kvarter siden? Hvorfor var flyet ikke holdt tilbage, når der manglede en passager? Var det her det, man kaldte skæbnen? Eller måske var det bare Stisti, som havde kørt to boardingpas igennem, da de skulle ombord på flyet.

Jeg kom i tanke om, at jeg bare kunne ringe til skolen, så skulle jeg nok komme hjem. Min mobil var i min skuldertaske, som nu var væk. Jeg kunne vise mine boardingpas til en af arbejderne i lufthavnen! Mine boardingpas var i min skuldertaske, sammen med mit pas og min pung, som sikkert var sammen med Stisti lige nu, medmindre de var stjålet.

”Lort! Hvad gør jeg nu? Du er også sådan en idiot, Rin!” sagde jeg til mig selv og hev mig svagt i mit lange hår. Jeg tog en dyb indånding. Jeg kunne jo bare tale til menneskerne der arbejdede i lufthavnen, de skulle nok kunne forstå min situation.

Den dag fandt jeg så ud af, at japanere stinker til, at tale engelsk, tysk og dansk, de eneste sprog jeg kunne tale. Alle jeg snakkede til, lignede nogle spørgsmålstegn. De spurgte hele tiden efter at se mit pas, efter lang tid med tegnesprog, fattede jeg deres hentydning. Da jeg ikke kunne vise det, da det var væk, blev jeg smidt ud af lufthavnen og ud på Tokyos gade. Jeg skulle nu selv finde Den Danske Ambassade. Det var sådan, at min skæbne begyndte...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...