Camui Love

Det, som bare skulle være en simpel studietur, ender med at være et mareridt og en drøm for Rin, da hun bliver efterladt i Japan. Alle hendes ting er blevet stjålet, og hun skal nu finde vej til Den Danske Ambassade. Der sker dog ting på vejen, som forhindrer hende i at fortsætte.
Hun møder Ener, den mest kendte chihuahua i Japan. Den tilhører nemlig Camui Gackt, den berømte Rockstjerne.

142Likes
536Kommentarer
20240Visninger
AA

3. Another World

”Jeg finder aldrig Den Danske Ambassade,” mumlede jeg lavt og satte mig ned på en bænk midt i Tokyo, uden nogen anelse om, hvad der var nord og syd. Folk passerede mig, nogen sendte mig blikke, det var nok sjældent, at en teenager på seksten år, var alene i Japan. Solen var snart ved at gå ned, og jeg var så træt. Jeg kunne jo godt sove, bare lige nogle minutter, ikke? Når jeg engang vågnede, ville jeg fortsætte med at lede.

Jeg lukkede mine øjne i, udmattet, for at tage en lille lur.

”Tror du på skæbnen, Rin?” spurgte han i min drøm. Jeg så ham i alle mine drømme, det gjorde mig så glad. Det var min morfar. Den venligste, rareste mand, jeg nogen sinde havde kendt. Han var den i min familie, jeg havde været mest stolt over. Hele min familie savner ham også. Min morfar var Løjtnant i hæren, garder hos Dronningen, han havde endda fået en medalje af hende engang.

”Skæbnen?” mumlede jeg lavt, bange for, at jeg snakkede i søvne. Min drøm varede ikke længere. Jeg nåede ikke engang, at snakke ordentligt med ham, før jeg vågnede.

Da jeg åbnede mine øjne, var det helt mørkt omkring mig, der var kun lidt lys fra lygtepælene. Jeg rejste mig straks op og stirrede omkring mig. Her var næsten helt mennesketomt. Midt om natten. Jeg gik over til en lygtepæl for at få noget lys.

Jeg var virkelig mørkeræd. Meget.

Der gik en masse skikkelser omkring mig. Skræmmende, mørke skikkelser. De kom nærmere og nærmere. Jeg fik kuldegysninger ned ad ryggen. De talte japansk til mig, men det lød lidt truende, som om de ville mig noget. Jeg stillede mig helt op af lygtepælen, og håbede på, at de var bange for lys, ligesom dyr var bange for ild. Men desværre gik det ikke, som jeg ville.

De kom helt hen til mig, de var fire i alt, de var alle højere end mig, selvom de var japanere. En af dem, den højeste af dem, tog fat i mig. Jeg glemmer ikke ligefrem hans skræmmende øjne igen. Helt kulsorte, stirrende. Han lignede en, der ikke havde sovet længe, han var helt hævet omkring øjnene. Jeg prøvede desperat på at rive mig fri, men jeg var virkelig svag, så det gik ikke så godt. Hans greb omkring mit ene håndled fik mig næsten til at skrige. Jeg skreg ikke. Jeg kunne næsten ikke trække vejret.

”Lad mig være!” udbrød jeg bange imens mine øjne dirrede. Min puls var hurtig. Alt for hurtig. Mit ynkelige forsøg på at slippe væk, fik blot deres mundvige til at vende opad, i skumle smil. Jeg lukkede mine øjne i, og skreg så højt jeg kunne. Så højt, at mine lunger begyndte at gøre ondt.

Manden slap grebet om min arm imens han bed tænderne sammen i smerte. Han kiggede ned på sit ene ben, det samme gjorde jeg, der var en lille, lys, langhåret chihuahua som havde bidt sig fast, imens den knurrede. Selvom den var lille, så dens tænder ud til at gøre ondt.

Imens de var optaget af den lille hund, begyndte jeg at løbe for livet. Fyrene så efter mig, prøvede at slippe af med hunden for at følge efter. Mørket var til min fordel, de kunne ikke se, hvor jeg var på vej hen, når de ikke kunne se en brik for sig. Det betød så også, at jeg heller ikke kunne se noget.

BUMP! Så skete det, jeg var løbet ind i en person. Personen var lidt højere end mig, og havde mange mavemuskler. Det kunne jeg mærke, da jeg løb ind i ham, så hård hans mave og brystkasse var. Jeg faldt bagover, imens han blev stående. Han satte sig straks ned til mig og rakte mig en hånd.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...