Fiasko

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jan. 2012
  • Opdateret: 14 maj 2014
  • Status: Igang
Mia har længe overvejet selvmord, ja nærmest fantaseret om det, og en dag beslutter hun sig for realisere den fantasi. Men da det ikke lykkes første gang, bliver Mia i tvivl. Er det alligevel det rigtige at gøre? Og er der lys for enden af gangen? Men det er svært at fortsætte, på trods af at hun har meget støtte, og det er svært for hende at lade være med at give op igen.

5Likes
5Kommentarer
1881Visninger
AA

4. Mislykket

Hele min krop gjorde ondt. Jeg forsøgte at åbne øjnene, men lyset var for skarpt. 

"Hvad fuck skulle det forestille?!" spurgte en stemme irriteret. "Hvad?" mumlede jeg hæst. "Tænk at du faktisk ville gøre det mod mig!" råbte stemmen. Det var en pige. Jeg følte mig stadig meget træt. Efter at have forsøgt på at kæmpe imod lidt længere, lod jeg mig føre med hen i en drømmeløs søvn.

 

Da jeg vågnede igen, følte jeg mig mere frisk end før, og det lykkedes mig at få øjnene op. Jeg var her stadig. 

"Fuck". Maria lagde bogen fra sig, og kiggede på mig. "Er du klar over, hvor tæt du var på at dø?" spurgte hun og kiggede mig i øjnene. Jeg kiggede væk, men nikkede stille. "Jeg var så tæt på at lykkes". 

"Nej. Du var så tæt på at dø fra mig og din familie og efterlade os" rettede hun. Jeg sukkede. "Du forstår det ikke, det havde været bedre sådan" sagde jeg efter lidt tid. Jeg kunne godt selv høre at det ikke gav mening. "Det passer jo ikke. Lad mig nu hjælpe dig!" sagde Maria. Jeg fnøs. "Jeg vil ikke have hjælp". "Nej, du vil bare dø, ikke?". Jeg svarede ikke, men kiggede i stedet rundt i lokalet. Det var en stue med plads til to, men den anden seng var tom. Mine arme var bundet ind. Jeg havde blødt igennem den hvide bandage nogle steder, men det så ikke ud som om, at det stadig blødte.

"Jeg troede, at du skulle dø" sagde Maria stille. Med armene knuget om sig selv og blikket stift rettet mod jorden, så hun meget yngre ud, men samtidigt virkede hun ældre end før. En lille tåre forrådte hende og løb hurtigt ned ad hendes kind. Hendes hår var fedtet, og små skaldede pletter tittede frem rundt omkring. En bunke hår lå på stolen ved siden af Maria. "Undskyld" mumlede jeg, mens tårerne begyndte at dryppe ned på madrassen. Jeg greb fat i hendes hånd, og hun satte sig ved siden af mig på sengen. "Det må du aldrig gøre mod mig igen" sagde hun, mens hun aede mit hår.

Sådan sad vi længe. Flere gange kom sygeplejersken ind for at skifte bandager og for at høre om, hvordan det gik. Det havde ikke været meningen, at jeg skulle blive reddet, men jeg havde afsløret mig selv med SMS'en. Jeg kunne ikke forlade hende uden en sidste besked. Det var i hvert fald det jeg havde sagt til mig selv, men måske havde det ikke været den eneste grund, til at jeg skrev til hende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...