Fiasko

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jan. 2012
  • Opdateret: 14 maj 2014
  • Status: Igang
Mia har længe overvejet selvmord, ja nærmest fantaseret om det, og en dag beslutter hun sig for realisere den fantasi. Men da det ikke lykkes første gang, bliver Mia i tvivl. Er det alligevel det rigtige at gøre? Og er der lys for enden af gangen? Men det er svært at fortsætte, på trods af at hun har meget støtte, og det er svært for hende at lade være med at give op igen.

5Likes
5Kommentarer
1881Visninger
AA

5. Hospitaliseret

Der gik lang tid før lægerne mente, at jeg var psykisk stabil nok, til bare at gå på toilettet selv. Meget akavet, og jeg ville helst bare glemme alt om det, men de var så bange for, at jeg ville forsøge igen. "Psykisk ustabil" kaldte de det, da de forklarede, at de ville beholde mig på psykiatrisk afdeling nogle uger endnu. Men sjovt nok havde jeg aldrig nogen sinde følt mig så stabil, så sikker og målrettet, som i det øjeblik, jeg besluttede mig for at dø. Al usikkerheden, vreden, håbløsheden og tomheden forsvandt og efterlod kun ro. Det skulle have været slut.

Jeg kunne ikke forsøge igen nu. Ikke inden for de næste par måneder, måske endda år. Maria og mine forældre ville jo være efter mig hele tiden. Og nu vidste mine forældre jo også, at jeg havde skåret i mig selv. De tog det ikke godt, men det kan man ikke rigtig bebrejde dem for. Maria ville nok aldrig helt tilgive mig, og da hun var her tidligere på dagen, opdagede jeg også nye sår på hende. Vi havde endnu mere tilfælles end vi egentlig ville kendes ved. Cutting var én af de ting. Hun var ellers ved at få det bedre inden mit selvmordsforsøg, men hvad havde jeg regnet med? Hvis hun havde forsøgt på at begå selvmord, ville jeg nok også have skåret i mig selv. Jeg ville have bebrejdet mig selv, for at jeg ikke havde kunnet redde hende. Ikke havde kunnet fjerne hendes smerter, og hjulpet hende til at få det bedre. 

Jeg vidste godt, at det ville ramme Maria hårdt, hvis jeg døde, men alligevel ville jeg ikke leve. Jeg var træt af at leve for alle andre, og Maria havde sværere og sværere ved at tale med mig, når jeg kæmpede med trangen til at bløde. Hun ville være blevet ked af det, men i det lange løb ville hun være bedre stillet uden mig.

Maria insisterede på at besøge mig hver dag. Lægerne fornemmede med det samme, den effekt hendes tilstedeværelse havde på mig. Hun skubbede lidt af mørket væk.

Mine forældre snakkede altid om deres bekymringer, mens jeg hørte det, og jeg kunne ikke lade være med at mene, at det var min skyld. Sådan havde det været længe. En stemme i mit hoved, der konstant kritiserede mig og fortalte mig, at jeg var forkert. At det hele var min skyld.

Jeg talte længe med hospitalets psykolog. Hun kaldte det selvmobning, og insisterede på, at mit største problem var, at jeg var så vant til selvmobningen, at jeg var enig. Men det passede ikke. Mit største problem var at selvmobber-stemmen havde ret. Jeg var jo forkert.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...