Wolf-Girl - Forbidden Love

Da Julie møder en ældre mand, som fortæller hende, at hun er en varulv, og at hun skal hjælpe med at beskytte området mod de onde varulve, som bliver kaldt de onde. Må hun nu se frem til et liv, hvor hun skal beskytte sine kære, og vogte over hendes by. Da, dét hun mindst venter sker og den hun elsker, bliver ligesom hende, begynder det for alvor, at blive farligt.

17Likes
28Kommentarer
6664Visninger
AA

21. Natlige skovtur

"Skal vi ikke tage en tur i skoven?" hviskede jeg ind i hans ene øre, han mumlede og nikkede. Jeg slap ham og så gik vi hånd i hånd mod den mørke dystre skov, jeg kunne ikke lade være med at smile og lænde mig længere ind til ham. Han grinte og holdte fast i mig. Vi fandt et gammelt træ og satte os op ad det. Det var en stille aften, kun en svag lyd fra bladene kunne høres, når den svage brise ramte dem."Der er dejlig stille og roligt, hva'?" sagde Andrew sammentidlig med at han fik champagne proppen af. "Ja, det er skønt!" svarede jeg og tog imod flasken og drak en ordenlig slurk. Andrew grinte og jeg gav ham flasken tilbage igen. "Jeg har været igennem meget i aften" sagde jeg ironisk.
"Det tør man sige" Andrew flækkede sammen af grin, men stoppede, rømede sig og tog en slurk af den kolde champagne. "Hvorfor skal vi endeligt sidde og drikke champagne, vi har da ikke noget at fejre udover at vi slog de der fem vampyrer ihjel eller har vi?" spurgte jeg.
Andrew rystede på hovedet og kørte hånden igennem sit brune hår, så smilte han og rodede efter noget i lomme, da han havde fundet det, rejste han sig op og satte sig på knæ foran mig. Jeg stirrede måbende på ham og han fremvidste en fin lille æske, så åbnede han den. Der var den smukkeste ring, jeg nogensinde havde set. "Julie H. Swan, vil du gøre mig den ære, at blive min hustru?"
Han smilede og kiggede afvendtende på mig, jeg sprang frem, væltede ham omkuld og kyssede ham. "Ja, af hele mit hjerte!"

Vi lå og kiggede op på den klare nattehimmel, og pludselig føltes det som at være i paradis. Jeg havde ikke regnet med at Andrew ville fri til mig, og så slet ikke nu her, hvor vi har været igennem alle de åndssvage ting. Men jeg var ligeglad nu, hvis jeg bare kun have Andrew i mit liv, og han ved at jeg elsker ham, så vil jeg ikke kunne blive lykkeligere. Andrew er min Romeo og jeg er hans Julie. Han er mit liv, åndedragt, sjæl og store kærlighed.

"Jeg elsker dig, Andrew, og jeg vil være sammen med dig for evigt og gå med dig gennem godt og ondt, tykt og tyndt. Så længe jeg er sammen med dig kan intet stoppe mig." sagde jeg og kyssede ham på kinden.
Han smilte og gengældte mit kys "I lige måde!"

"Skal vi gå lidt, jeg kender et ret romantisk sted længere inde i skoven" spurgte Andrew og rejste sig op.
"Jo, lad os det!" svarede jeg og rakte hånden frem og Andrew hjalp mig op og så gik vi sammen længere ind i den mørke dunkle skov og lagde vores hverdag bag os for en tid.
Jeg syntes vi gik i lang tid, og det virkede som om skoven ikke vil tage nogen ende, men da jeg hørte lyden af rislende vand, blev jeg mere utålmodig og trak Andrew frem ad. Vi vadede igennem nogen høje bregner, som en slags jungle, og snart stod vi på en klippekant og kiggede på et vandfald. Det var fuldstændig isoleret fra resten af skoven, og jeg havde aldrig nogensinde hørt om vandfaldet før.

"Hvor i alverden kendte du det vandfald fra?" spurgte jeg, Andrew og klemte hans hånd.

"Jeg plejede at tage herhen når, jeg havde brug for at være alene og tænke over mit liv!" Sagde han og smilte
"Så der er slet ingen der kender det?" spurgte jeg

"Nej, jeg er den eneste der kender det sted, jeg vil aldrig have afsløret det for Sascha, for jeg følte overhovedet ikke det samme, som jeg gør med dig" svarede han.

"Kom" sagde Andrew og vi gik langs klippekanten og hen mod vandfaldet, Andrew slap min hånd og begyndte at tage hans tøj af.
"Andrew... Hvad har du gang i?" spurgte jeg grinende.

"Jeg tænkte at vi kunne tage en svømmetur, nu hvor vi er her" sagde han og blinkede.

"Okay...?" jeg begyndte at tage mit tøj af, inden jeg havde fået alt tøjet af, stod Andrew midt ude i vandfaldet på en af de sten der stak op af vandet.

"Andrew, hvad laver du, det går du ikke dét der!" sagde jeg og løb hen mod ham. Men inden jeg nåede hen til ham, sprang han ud i luften, lavede en kolbøtte og jeg så ham forsvinde i tågen, der var forneden af vandfaldet. Jeg tænkte ikke, da jeg sprang direkte efter han var forsvundet, det gik først op for mig at jeg var sprunget efter ham, da jeg så tågen nærme sig med drastisk fart, jeg lukkede øjene inden jeg forsvandt ind i tågen. Vandet føltes berolignede mod min bar krop, og jeg lod mig falde lidt ned, inden jeg dykkede opad igen. Jeg hev efter vejret da jeg kom op, og kiggede forvirret rundt.
"Andrew!"
"Hvor er du?" skreg jeg og mærkede hvordan bekymringen voksede i takt med at jeg hidsede mig selv op.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...