Hold my hand *JDB*

Novellen bliver fortalt fra Holly's synsvinkel.
Vigtig detalje! Justin er ikke kendt!

2Likes
12Kommentarer
1523Visninger
AA

2. ♡

Jeg så ind i de brune varme øjne. Hans blik var træt, og udmattet. Hans ben lå i gips og flere sår fyldte hans ansigt, men han var stadig Justin, smuk, selv med sår i hele hoved. Han var og ville altid bare være Justin, Justin jeg elskede af hele mit hjerte.

           "Hvordan går det?" Min stemme var grødet, hans øjne var en smule våde, men et smil spredte sig på hans læber, da han hørte lyden af min stemme. Han tog min hånd i hans, hans hånd passede perfekt til min. Den var hverken for kold eller for varm, men lige tilpads. Hans læber havde mistet noget af sin røde farve, og var blevet en smule mere hvide. Som kunne han besvime når som helst. Han sukkede, men hans blik viste en stor smerte over hans suk. Hvilket jeg godt kunne forstå, når man tænkte på det brækkede ribben der stadig ikke var helbredt. "Når du er her, vil jeg altid have det godt." Jeg smilede til ham, men smilet forsvandt hurtigt igen da jeg ikke kunne klare tanken, at han lå her og ikke kunne andet, end at have smerter. 

           Han slap træt min hånd, men jeg greb den igen. "Du må ikke forlade mig," min stemme var kun en hvisken, men Justin hørte den alligevel. "Jeg vil ikke forlade dig, det må du aldrig tro." Hans stemme forsvandt hen i en søvn, og jeg knuede mig nervøst til hans hånd. 

          En læge kom ind i det lille værelse - der bestod af en seng til Justin, en sofa og et lille badeværelse med et toilet, en håndvask og et lille brusebad. Det var en kvinelig læge, hun tjekkede forskelige ting, sørgede for at den lille ledning - der sad rudt om Justin's hoved og gik ind i hans næse, så han kunne trække vejret nemmere - ikke var røget af eller sad løst osv. "Han har ikke rørt sin mad? Når han vågner så sig han skal have spist den, det er aldrig godt med tom mave og piller blandet sammen." Hun så på mig, men alligevel syntes jeg mest hun snakkede lidt med sig selv. Jeg nikkede en enkel gang.

          Jeg så på døren der smækkede i af sig selv, lyden da den smækkede i, var næsten uhørlig og Justin blev i sin søvn. 

        "Fordi jeg siger det!" Hans øjne glimtede i solen, jeg tog tøvende hans hånd. Han smilede tilfreds da han indså han havde vundet. Han hev mig med ud på en basket bane, det overrasket mig ikke men fik mig alligevel til at sukke dybt. Han havde dog indrømmet for lidt tid siden at det var det vi skulle lave. "Justin, jeg duer ikke til sport!" Klagede jeg mig, men han smilede bare og nikkede. "Selvfølgelig gør du det, du skal bare tro på dig selv!"

        "Prøv igen!" Han mistede stadig ikke den tålmdighed, som jeg ville have mistet for en time siden. Han var virkelig opsat på at lære mig det her. Jeg havde da også fået den i mål et par gange, men det var intet sammelignet med Justin, der kun havde misset to gange. Han fik det alt sammen til at se så nemt ud.

         Et klem om min hånd afbrød mine tanker. Jeg smilede ned til hans blege ansigt, men mit smil forsvandt ligeså hurtigt som de andre gange. Det var så forkert at han lå her på hospitalet uden at kunne noget som helst selv.  

         "Hvad er der galt, smukke?" Justin tvang et smil frem, men jeg havde mest lyst til at sige, at han bare skulle lade være. Det var så falsk at det var frygteligt at se på. "Ikke noget..." Løj jeg, uden at gengælde hans smil, som hurtigt forsvandt på hans læber da han indså at det ikke ville få mig i bedre humør.

        "Jeg hader overraskelser!" Brokkede jeg mig, da jeg havde fået et bind for øjnene. Alligevel havde jeg dog et stort smil plantet på mine læber. Selvfølgelig glæde jeg mig til at se hvad han havde planlagt. Men jeg havde faktisk overraskelser, jeg kunne bare ikke være det bekendt når han nu var så glad i dag. "Mmm," mumlede han bare som et ja. Typisk ham at være ligeglad med mit brokkeri, men det var nu meget godt ellers vile det bare såre ham! 

          "Jeg skulle sige fra lægen at du skulle spise din mad..." Mumlede jeg fraværende da jeg kom i tanke om, at jeg havde lovet hende det. Jeg flyttede mig over på sofaen så han kunne komme til maden, uden jeg sad i vejen. Han spiste meget langsomt og det var svært at se på hvordan han led hver gang han skulle synke en bid. 

         "Har du ondt nogen steder?" Spurgte jeg bekymret, da jeg så den lille pige med tårende hængendelangt ned af sine små æble runde kinder. "Nej..." Hikstede hun, "er du faret vild?" Blev jeg ved, og denne gang nikkede hun på sit lille hoved. Jeg hjalp hende op at stå, og tog hendes hånd. Skal jeg hjælpe dig med at finde hjem igen?" Spurgte jeg og var forberedt på et ja. "Jeg må ikke følges med fremmede!"

          Justin var enedlig blevet færdig med sin mad... Eller næsten. Han kunne ikke få en bid mere ned, og jeg ville ikke presse ham, det måtte gøre så ondt at spise for ham!

          Han smilte sit skæve msil til mig, da jeg satte mig hos ham igen. Denne gang mere ægte, men med en smule falskhed over sig. "Justin... Jeg bliver nødt til at spørger dig om noget.." Mine øjne blev fyldt med tåre jeg ikke havde set komme. "Mmm...." Mumlede han som et ja. Okay så var det nu Holly!

          "Hvad skete der med dig? Hvorfor ligger du her?" Spurgte jeg og bed min nervøst i læben da ordene var kommet over mine læber. Han smilede bare det samme smil til mig. Hans øjne smilte ikke, de så helt forkerte ud.Det var f'ørst dér det gik op for mig. Han havde slet ikke hørt mit spørgsmål...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...